If You Could Save Me - 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 jan. 2017
  • Opdateret: 9 jun. 2017
  • Status: Igang
Et halvt år er gået siden Niall ramte bunden, og med hjælp fra drengene og Melody, er han klar på nye eventyr igen. Drengene arbejder på deres nyeste album, Midnight Memories, og Melody er efterhånden begyndt at gøre sig bemærket, inden for sangskrivning. Alt i alt går det godt, men selvfølgelig får parret ikke fred endnu. Mens Melody har haft fokus på at hjælpe Niall, er L begyndt at lægge skumle planer. Det krævede ikke mere end en kold sommeraften, før Melody befinder sig i et fremmed hus og måske endda i et fremmed land. Niall smider alt hvad han har i hænderne og sætter alt ind for, at redde den pige han elsker. Men er deres held snart ved, at være opbrugt? *Dette er 3’eren til If I Could Fly og If We Could Be Fixed*

42Likes
166Kommentarer
34163Visninger
AA

25. Kapitel 23

Solen sendte, for en gangs skyld, sin varme ned i Londons gader og jeg sukkede lykkeligt. Alex lå i barnevognen og sov, mens drengene gik ved min side. Alt var baer godt. Altså.. Hvis man ikke regnede de 100 paparazzier, som fulgte efter os, med. Min hjemkomst var en  stor nyhed og det faktum, at jeg nu havde et barn fik alle til at snakke. Dog havde Niall ikke officielt sagt, at Alex var hans, men folk gættede.

“Er du okay?” Spurgte Liam bekymret og jeg smilede lidt til ham.

“Jeg  har prøvet værre.” Jeg blinkede til ham og han grinede.

“Rart at vide, at du kan joke med det.” Han lagde kort armen om mig, og gav min skulder et klem - selvfølgelig gik blitzene helt amok. Bodyguardsene prøvede ihærdigt, at holde dem på afstand, og pludseligt greb Niall min arm og trak mig ind i en gyde. Diskret drejede de andre drenge også af, men bodyguardsene fortsatte som før, så papparazierne fortsatte og ikke lagde mærke til, at vi smuttede.

“Smart,” konstaterede jeg og Louis smilede stolt.

“Jeg fandt på det.” Jeg rystede bare på hovedet og klappede ham akavet på skulderen.

“Flot Lou.”

“Babe,” sagde Niall stille og lagde en hånd på min hofte, som han nussede blidt. Hans hånd brændte gennem mit tøj og sendte en sitren gennem min krop, som han nok godt kunne mærke. “Vi skal vente her i nogle minutter og så går vi, okay?” Jeg nikkede bare og kiggede engang ned på Alexander. Han var altså ved at være stor. Sådan meget. Det gjorde mig en smule panisk.

“Okay.” Liam trak sine solbriller ned over hans øjne. “Vi kan gå nu.” Harry nikkede og så op fra  sin mobil, som han lod glide ned i hans baglomme. Ikke ligefrem det sikreste sted, efter min mening. Men det måtte han jo selv om. Vi vandrede lidt rundt og så på butikker - Harry skulle ind i alle dem, som vi gik forbi og Louis havde absolut “brug for” nye solbriller.

Jeg krympede mig lidt og trak min lette sommerjakke, tættere ind på mig. Det føles som om, at der var øjne på mig konstant. Jeg var nok bare paranoid. Det troede jeg i hvert fald indtil, at jeg så skyggen af personen, da jeg kastede et blik over skulderen.

“Harry!” Jeg hev fat i ham og klamrede mig til ham. De andre, som havde gået lidt foran os, stoppede op og så forvirret på mig. “Der er nogen, der følger efter os.”

“Det er nok bare en paparazzi,” sagde Louis og overtog barnevognen fra Niall, så han kunne tjekke. Men personen silhuet havde virket bekendt og det fik mig til, at sætte i bevægelse.

“Nej Melody, vent.” Harry greb ud efter mig, men jeg var næsten allerede derhenne. Hurtigt skyndte de andre, at følge trop og jeg gispede, da jeg rundede gadehjørnet. De mørkeblå øjne. Det halvmørke hår og det lille ar, under højre øje. Det kunne ikke være.. Men det var det.

“Caleb,” gispede jeg og vaklede lidt. Det smalle ansigt betragtede mig kort og de kolde øjne, skar gennem mig.

“Kender du ham?” Spurgte Niall lidt forvirret, men jeg ignorerede ham.

“Mel,det ikke som du tror,”begyndte han, men jeg afbrød.

“Du burde være i fængsel, ligesom L.” Jeg hev efter vejret og det pludseligt op for Niall, hvem Caleb var. Harry skubbede barnevognen, med Alex, om bag ham og Niall greb fat i min arm.

“Forsvind, eller vi ringer til politiet,” sagde Liam køligt og viste ingen tegn på frygt.

“Det ikke som du tror,” sagde Caleb og så direkte på mig. “Du bliver nødt til at  huske.”

“Gu fanden bliver jeg nødt til det,” sagde jeg og forsøgte at lyde hård, men min stemme rystede desværre og afslørede mig. “Men det gør jeg ikke.”

“Vi siger det kun en gang til; forsvind.” Niall var iskold og jeg måtte næsten tvinge mig selv til ikke, at smile. Det var helt underligt, at høre ham sådan der. Caleb rakte ind under hans jakke og et øjeblik blev jeg lammet af frygten. Niall strammede  grebet om mig og tvang mig om bag ham, så jeg gispede. Sådan en simpel bevægelse. Så mange følelser, pulserede gennem min krop.

 

Indgangen til varehuset sprang op og skud lød, mens nogle arme greb fat om mig og tvang mig ned mod jorden. Jeg tvang mine øjne op og  så kuglerne flyve omkring mig. 5 mænd var kommet frem ved L’s side og skød mod politibetjentene. Jeg gispede, da jeg så de personer jeg netop havde sagt farvel til. Jeg kunne genkende Liams arme omkring mig, hvilket fortalte mig, at det var ham der havde væltet mig. Harry og Louis sad og græd lettet foran mig. En vis blond person kom løbende og hjalp mig på benene. Han varme læber presset mod mine og hans hånd på mig lænd. Kysset var vådt, fordi han græd voldsomt. Jeg var så chokeret, da jeg trak mig fra ham. Der nåede at undslippe et lille skrig, da jeg L rette sin pistol mod mig, før Niall havde skubbet mig om bag ham.

 

Det  hele ramte mig som en mur og mine ben brød sammen under mig. Min lunger skreg efter luft, men jeg havde fuldkommen glemt, hvordan man trak vejret. Caleb havde ikke trukket en pistol frem, men blot et billede. Det var ikke længere behøvet. Jeg kunne godt huske det.

 

Så Caleb er tilbage. Hvorfor tror i, at han er kommet? Hvad vil han? Og hvad med, at Melody nu husker? Kommenter endelig, jeg elsker at høre jeres forslag <3 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...