If You Could Save Me - 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 jan. 2017
  • Opdateret: 9 jun. 2017
  • Status: Igang
Et halvt år er gået siden Niall ramte bunden, og med hjælp fra drengene og Melody, er han klar på nye eventyr igen. Drengene arbejder på deres nyeste album, Midnight Memories, og Melody er efterhånden begyndt at gøre sig bemærket, inden for sangskrivning. Alt i alt går det godt, men selvfølgelig får parret ikke fred endnu. Mens Melody har haft fokus på at hjælpe Niall, er L begyndt at lægge skumle planer. Det krævede ikke mere end en kold sommeraften, før Melody befinder sig i et fremmed hus og måske endda i et fremmed land. Niall smider alt hvad han har i hænderne og sætter alt ind for, at redde den pige han elsker. Men er deres held snart ved, at være opbrugt? *Dette er 3’eren til If I Could Fly og If We Could Be Fixed*

41Likes
164Kommentarer
33628Visninger
AA

4. Kapitel 2

Frastødt. Ulækker. Forfærdet. Det er et virvar af følelser, når man vågner dækket i sig eget blod. Mit hovede snurrede og det føles som om, at min hjerne ville eksplodere. Hvor fanden var jeg?  Jeg kæmpede mod de reb, som bandt mig, med alt min styrke.

“Du spilder tiden,” sagde en stemme og jeg kiggede over på en dreng  der, ligesom mig, var bundet til en stolpe. “Jeg har allerede prøvet.” Han havde brunt hår, som faldt ned i hans øjne og blodige håndled. Et gisp undslap mine læber, da han kiggede på og jeg så hans foreslået ansigt.

“Hvor er jeg?” Gispede jeg bange. Han udstødte en tør latter.

“Det tror jeg godt selv at du ved,” sagde han. “Du må have pisset nogen af, hvis du er her?”

“Hvem har du pisset af?” Spurgte jeg forsigtigt.

“Hvad med at vi lige lærer hinanedn at kende først?” Spurgte han toneløst. “Mit navn er Alexander.”

“Melody,” svarede jeg koldt og så rundt i rummet. Det lignede en kælder. Jeg skar ansigt og lænede mit hovede tilbage mod stolpen. Hold kæft, hvor gjorde det nas.

“De kommer ned med nogle hovedpinepiller, når de opdager at du er vågen,” sagde Alexander roligt. Sig mig hvordan kunne havde tage det, i så stiv en arm?

“Hvem er de?” Spurgte jeg træt.

“Caleb, Hunter og Ricky,” svarede Alexander. “Det var nok Caleb og Hunter som hentede dig igår, eftersom Ricky var her med mig.”

“Hvor lang tid har du været her?”

“Hold kæft, hvor stiller du mange spørgsmål,” sukked han og jeg fnyste irriteret. Jeg havde brug for så meget info som muligt, så jeg kunne komme hjem. Jeg prøvede at undgå, at kigge på hans ansigt, men jeg kunne ikke lade være. Det var skræmmende. Det lignede at det var blevet slået med et baseballbat.

“Jamen godmorgen smukke.” Jeg vendte hovedet med et ryk. En af de unge mænd fra igår, stod på toppen af en trappe og kom gående ned. “Sovet godt?”

“Tja, det ville nok være bedre, hvis jeg ikke var blevet slået ud,” svarede jeg sarkastisk.

“Du samarbejde jo ikke rigtig vel?” Drengen smilede skævt og rakte mig nogle piller, som jeg bare kiggede på. “Det er hovedpinepiller.”

“Og hvorfor skulle jeg tro dig?” Jeg hævede det ene øjenbryn. Jeg ved overhovedet ikke, hvor selvsikkerheden kom fra. Måske fordi jeg havde opdaget, at opføre sig som et offer aldrig hjalp.

“Jeg sværger på min mors grav,” lovede han og jeg sukkede, men slugte dem alligevel. “Jeg er Caleb.”

“Jeg er ligeglad,” hvæsede jeg. “Hvad vil i med mig?”

“Du skulle absolut spørge,” sukkede Alexander, men Caleb gjorde hurtigt tegn til ham om, at holde sin kæft.

“Vi vil ingenting med dig.  Vi holder dig blot indtil L overtager.” Jeg gispede. L. Navnet gav genlyd i mit hovede

“L er i fængsel.” Det blev han nødt til at være.

“Tror du virkelig de kan holde på ham.” Caleb fnøs og greb hårdt fat i min kæbe, så jeg pev. “Hør her dukkebarn, reglerne er simple. Du gør som vi siger, og vi behandler dig ordentligt. Hvis du nægter, så straffer vi dig.” Jeg turde ikke sige noget. Hans ansigt var alt for tæt på mit og hans ånde stank af tobak. Caleb havde helt mørkeblå øjne, med mørkeblond hår og et lille ar under det højre øje.

“Få noget søvn,” beordrede han. “Også dig Alexander. Vi har nogle ting at diskutere.”  Med de ord forsvandt han op af trappen, og klappede døren bag sig.

“Hvad skal i diskutere?” Spurgte jeg og prøvede at få styr på mit løbske hjerte.

“Det er et andet ord for tæv,” mumlede Alexander og jeg gispede.

“Vil de slå dig igen?” Jeg kunne jo godt regne ud, at de havde givet Alexander de  mærker i ansigtet.

“Nahh kun Caleb,” sagde Alexander og gabte. “Han er ikke slem, hvis man overholder reglerne. Det er Hunter, som man skal tage sig i agt for.”

“Hunter,” hviskede jeg for mig selv og sukkede.

“Få noget søvn. Du får brug for det,” sagde Alexander. Hvordan fanden skulle jeg kunne sove siddende? Det var en skide ubehagelig stilling. Pludseligt forsvandt alt min kræft og jeg fik lyst til at græde. Jeg vidste ikke hvor jeg var, eller om jeg skulle dø. L var på vej ud af fængslet og det ville, med sikkerhed, ikke blive et behageligt møde med ham. Hvad skulle jeg dog gøre? Og som om han havde læst mine tanker, svarede Alexander.

“Det gælder om at overleve.”

“Og hvordan gør jeg det?” spurgte jeg og lukkede øjnene.

“De vil bruge hvad du elsker mest imod dig, så det gælder om at være kold.” Hans svar gav mening og jeg blev pludseligt taknemmelig over, at jeg ikke var alene. “For det meste, så sørg for at holde dig under radaren.”

“Under radaren,” gentog jeg. “Det burde jeg kunne klare.” Med de ord, lod jeg mig forsvinde ind i mine tanker. Jeg tænkte på drengene. Hvor mange dage var der mon gået siden den aften? Vidste de at jeg var væk? Ville jeg nogensinde se dem igen?

 

Så er vi sgu igang! Ihh, hvor er jeg spændt. Sådan virkelig!!! Det er ret voldomt, så stor en entusiasme​ jeg har for den her historie.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...