If You Could Save Me - 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 jan. 2017
  • Opdateret: 9 jun. 2017
  • Status: Igang
Et halvt år er gået siden Niall ramte bunden, og med hjælp fra drengene og Melody, er han klar på nye eventyr igen. Drengene arbejder på deres nyeste album, Midnight Memories, og Melody er efterhånden begyndt at gøre sig bemærket, inden for sangskrivning. Alt i alt går det godt, men selvfølgelig får parret ikke fred endnu. Mens Melody har haft fokus på at hjælpe Niall, er L begyndt at lægge skumle planer. Det krævede ikke mere end en kold sommeraften, før Melody befinder sig i et fremmed hus og måske endda i et fremmed land. Niall smider alt hvad han har i hænderne og sætter alt ind for, at redde den pige han elsker. Men er deres held snart ved, at være opbrugt? *Dette er 3’eren til If I Could Fly og If We Could Be Fixed*

41Likes
164Kommentarer
33630Visninger
AA

19. Kapitel 17

Jeg hadede hospitaler, de  var så..  Hvide.

“Så Melody.” Lægen foran mig bredte sin papirer ud og sukkede svagt. “Du har ingen alvorlige skader på kroppen.” Nej sjovt nok. De var jo healet for længst.

“Hvad med hendes hukommelse,” spurgte Niall. Han kunne tydeligvis ikke dy sig.

“Undskyld mig Hr. Horan, men jeg tror det er bedst de venter udenfor,” sagde lægen roligt og jeg så forvirret på ham.

“Det okay, han må gerne være her,” sagde jeg hurtigt og lægen nikkede kort.  

“Jeg kan ikke garantere dig, at din hukommelse vender tilbage,” sagde han og ved min side, sad Niall spændt som en fjeder.

“Hvad?” Jeg måbede. Inge hukommelse. Skulle jeg leve sådan her for evigt? Uden at huske ¼ af mit liv?

“Der er ingen fysiske hjerneskader at finde,” sagde han roligt, mens hans blik kiggede medlidende på mig. “Du er, med andre ord, blevet hjernevasket.”

“Hvad!” Udbrød Niall. “Hjernevasket, eller som i Stockholm Syndrom?”

“Minderne burde efterhånden dukke op men…” Lægen tøvede. “Under dine omstændigheder, har din hjerne måske gemt dem væk og vil kæmpe for, at beholde dem der.”

“Hvad mener du?” Spurgte jeg forvirret og måske en smule skingert. Lægen, også kaldet dr. Morris, skævede til Niall.

“Nogen gange er minder den værste form for tortur,” sagde han medlidende. “Og din hjerne har nok ikke lyst til at huske det. Jeg går ud fra, at du ved ca hvad der skete dengang.” Jeg nikkede. Jo jeg vidste en smule, men meget lidt. Det var som om, at ingen gad snakke om det.

“Jeg vil anbefale at du ser en psykolog, så du kan få bearbejdet alt hvad du har været igennem i dit liv.”

“Jamen jeg kan jo ikke huske det,” sagde jeg opgivende og bed mig hårdt i læben. Jeg var ved at tude. Svar. Jeg havde brug for svar. “Og hvorfor ville L gøre så meget ud af, at få mig til at tro jeg var hans kone? Hvorfor ikke bare holde mig rigtig fanget?” Jeg forstod det ikke. Jeg led jo ikke under det. Jo, nu gjorde jeg, men jeg kunne sikkert godt have levet et godt liv hos  ham. Eller.. Godt og godt.

“Den bedste måde at sørge for, at en fange ikke flygter er, at sørge for at fangen ikke ved at han er en fange,” sagde Dr. Morris langsomt. “Det er en genial måde. Han måtte have vidst, at du ville blive fundet til sidst og at du ville lide under, ikke at kunne huske.”

“Det er jo genialt,” hviskede Niall.” Han vidste nøjagtigt hvad Melody havde været igennem, og at hendes hjerne ikke ville huske.”

“Tak Dr. Morris,” sagde jeg hurtigt og rejste mig. “Vi må hellere komme afsted.” Jeg havde brug for svar nu. Jeg gav ham hurtigt hånden og vi var næsten ude af døren, da Dr. Morris sagde noget til Niall.

“Og Niall.” Niall stoppede forvirret op og kiggede sig kort over skulderen.

“Grunden til at vi ikke giver slip på nogen er, fordi vi inderst inde aldrig giver slip på dem, som vi elsker.” Niall gav et kort nik fra sig og jeg så forvirret på ham, da vi var på vej ud mod bilen.

“Hvad handlede det om?” Spurgte jeg og Niall kørte en hånd gennem sit hår.

“Dr. Morris er en ven af familien,” sagde Niall stille. “Han har også en psykolog grad, så jeg tilså ham efter du.” Hans stemme døde ud og en klump dannede sig i min hals.

“Forsvandt.” Jeg færdiggjorde sætningen for ham og satte farten op. Svar. Nu.

 

♡♡♡

“Det her er ingen god ide,” sagde Niall. Jeg sukkede indvendigt af ham. Vi havde snakket, på vej herhen. Jeg havde et meget bedre overblik over det hele nu, men.. Jeg forstod stadig ikke og jeg blev blot mere tørstig for svar.

“Hold kæft,” bed jeg og tømte mine lommer, ned i den lille bakke. Politibetjenten nikkede kort til os, og låste op, indtil besøgsrummet.

“Meeel.” Nialls stemme rystede lidt og jeg vendte om på hælene.

“Jeg synes du skal vente udenfor,” sagde jeg stille. “Det her er personligt.”

“Og det er jeg måske ikke en del af?” Spurgte Niall en smule irriteret. “Han skød mig.”

“Please Niall,” sagde jeg hårdt, men mine øjne tiggede ham. Jeg har brug for at snakke med ham alene.” Niall tøvede, men nikkede så og jeg fortsatte længere ind i rummet. Det var et typisk besøgsrum. En stol på hver side af en glasplade, som adskilte rummet i 2.

“Skaat,” sagde Lenny med en falsk begejstring, da han så mig.

“Drop det,” sagde jeg koldt og satte mig ned. Han smilede bare større og vi betragtede hinanden kort, gennem pladen. Det slog hårdere, at se ham, end jeg havde forventet. Det trak i mig. En usynlig tråd, som dragede mig mod ham. Jeg havde lyst til, at kaste mig i armene på ham og glemme det hele. Men samtidig, så vidste jeg jo godt at han havde løjet. Han var en morder, en kujon og han var min værste fjende.  Lægen havde advaret mig. Det hed et eller andet ‘ stockholm syndrom? maybe? Jeg kunne ikke huske det. Men det var noget der skete ofte, når folk var fanget med en person i lang tid. Den bedste måde at sørge for, at en fange ikke flygter er, at sørge for at fangen ikke ved at han er en fange.  Det var hans præcise ord. Jeg havde overset alle tegnene. Jeg havde ikke lyst  til, at tro på at L kunne være ond.

“Hvorfor?” Spurgte jeg til sidst og opdagede, til min rædsel, at mine stemme blot var en hvisken. Den var færdig, træt og opbrugt. For ikke at nævne grådkvalt.  

“Fordi,” sagde han langsomt. “Du ødelagde alt for mig.”

“Du dræbte min moster,” bed jeg og L lo.

“Ja hende husker jeg godt,” mumlede han for sig selv, med et drømmende blik. “Men du ved ikke hvorfor.”

“Og jeg er også ret ligeglad,” snerrede jeg. “Men hvorfor har du ødelagt mit liv? Jeg var blot et barn, som var det forkerte sted, på det forkerte tidspunkt.”

“Åh ja, men ser du.” Lenny lænede sig lidt frem på glaspladen, så den duggede ved hans ånde. “Det var nok. Du kunne vidne. Du ødelagde min plan og fik mig spærret inde i 15 år og derefter yderligere 1.”

“Jeg.” Jeg tog en dyb indånding for, at få styr på mig selv. Min underlæbe bævrede svagt. Der kom ikke flere ord ud. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige.

“Hvordan føles det, darling?” Han smilede udspekuleret. “Hvordan føles det, at miste alt hvad du har kært?” En lyd kom fra min hals, og mindede om en snerren.

“Fuck dig,” hvæsede jeg og han lo.

“Det har du allerede gjort.” Kvalmen væltede op i mig og jeg begyndte, at skrige.

“Jeg hader dig, dit lede svin! Og jeg har ikke mistet noget,” råbte jeg og døren bragede op. Der stod Niall og politibetjenten, som bevægede sig langsomt hen til mig. Jeg holdte hånden op, som tegn på at jeg skulle bruge 2 sekunder mere.

“Men det vil du!” Hvæsede jeg og dæmpede stemmer. Jeg vidste ikke, hvorfra den lede og kolde stemme kom fra. “Du vil stege i den elektriske stol for, hvad du har gjort.” Smilet forsvandt fra L’s fede fjæs og han rejste sig hastigt. Han begyndte at råbe hidsigt, men jeg var allerede på vej ud.

“Sørg for at han dør,” sagde jeg koldt til Niall. “Jeg vil se ham stege, koste hvad det vil.”

 

Melody er vidst  ved at være lidt indebrænd :P Anyways - jeg huskede at opdatere! Jeg har været virkelig dårlig til at skrive lige pt, og min inspiration er også stukket af.. Men jeg arbejder på at få den tilbage, så jeg kan holde mine historier kørende. 

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...