If You Could Save Me - 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 jan. 2017
  • Opdateret: 9 jun. 2017
  • Status: Igang
Et halvt år er gået siden Niall ramte bunden, og med hjælp fra drengene og Melody, er han klar på nye eventyr igen. Drengene arbejder på deres nyeste album, Midnight Memories, og Melody er efterhånden begyndt at gøre sig bemærket, inden for sangskrivning. Alt i alt går det godt, men selvfølgelig får parret ikke fred endnu. Mens Melody har haft fokus på at hjælpe Niall, er L begyndt at lægge skumle planer. Det krævede ikke mere end en kold sommeraften, før Melody befinder sig i et fremmed hus og måske endda i et fremmed land. Niall smider alt hvad han har i hænderne og sætter alt ind for, at redde den pige han elsker. Men er deres held snart ved, at være opbrugt? *Dette er 3’eren til If I Could Fly og If We Could Be Fixed*

42Likes
166Kommentarer
34812Visninger
AA

18. Kapitel 16

Drengene tabte underkæben, da jeg smed ordene ud i rummet.

“Hvorfor tror du det?” Spurgte Harry der stadig måbede.

“Øjnene,” sagde jeg stille. “De har de samme øjne.”

“Så du beslutter dig for, at give os et hjerteanfald på grund af en øjenfarve.” Harry så skeptisk på mig og Liam sendte ham et skarpt blik.

“Ikke kun det,” mumlede  jeg og samlede mod til mig. “Tiden passer ikke. I siger at jeg har været væk i  snart halvandet ikke?”

“Jo.” Louis nikkede og skævede til Niall, som så stift ud i luften. Han vidste ingen følelser. “et år og 4 måneder.”

“Det passer ikke med tiden,” sagde jeg og det slog klik  i mit hovede. “Jeg var allerede gravid, da jeg forsvandt.” Det gav så meget mening, at jeg kunne have slået mig selv i hovedet, for ikke at have regnet det ud før. Fuck. Tårerne væltede op i min øjne, da realiteten slog mig.

“Alexander er Nialls søn.” Jeg hev efter vejret og væltede bagud, mens jeg famlede efter sofaen. Alt hvad jeg vidste, var løgn.

“Hey, hey!” Liam rejste sig fra den anden sofa og skyndte sig over til mig, hvor han støttede mig og hjalp mig ned i sofaen.

“Fuck!” Det var som om Niall kom til sig selv og hans udbrød forskrækkede mig.

“Det er da meget bedre, end at Alex var L’s unge,” sagde jeg sarkastisk og tog en dyb indånding.

“Ja klart,” sagde Niall lettere sarkastisk. “Jeg har fået en søn, som jeg ikke anede noget om.”

“Hør.” Mine øjne borede sig ind i Nialls. “Hvis du ikke vil have noget at gøre med ham, så behøver du ikke.” De andre så overrasket på mig, men Niall og jeg fastholdte vores øjenkontakt. “Vi finder på en løsning. Ingen, uden for dette rum, behøver at vide det.” Der lå en tung tavshed over stuen og Niall så olmt på mig.

“Er du sindssyg?” Spurgte han til sidst og jeg åbnede svagt munden. Jeg anede bare ikke, hvad jeg skulle  sige. “Det min søn. Jeg.. Jeg skal bare lige sluge nyheden.” Jeg åndede lettet op og og lagde hovedet mod Liams arm. Alt det der foregik, trak energien ud af mig.

“Så.” Louis fløjtede lavt. “Hvad skal der ske nu?”

“Vil du møde din søn?” Spurgte jeg Niall.

 

♡♡♡

 

Jeg kunne ikke andet, end at smile. Niall så forelsket ned på den lille dreng i hans arme og kyssede blidt Alexander på panden.

“Han er skøn,” sagde han blidt og fastholde blikket på den lille dreng.

“Det var jo det jeg sagde” fnes jeg og strøg kort Alex over hovedet. “Han er ved at blive stor.”

“Mhmhm.” Niall vuggede ham lidt i armene. “Er han døbt, eller navngivet?” Spurgte han.

“Navngivet,”sagde jeg tøvende. “Vi diskuterede aldrig muligheden for dåb og jeg vil gerne vente til, at min hukommelse vender tilbage.”

“Hvis, den vender tilbage.” Niall lagde  Alex fra sig med et suk og jeg bed mig i læben.

“Det skal nok gå,” sagde jeg stille og slog armene om mig selv. Det føles som om en isnede kulde, fulgte mig og lagde sig som en hinde over min krop.

“Ja,” sagde Niall stille. “Det skal nok gå.”

“Hvad hvis den ikke gør?” Spurgte jeg. “Hvad skal jeg så gøre?”

“Det skal nok gå uanset hvad,” sagde Niall stille og vendte sig mod mig. “Det vigtigste er, at du er hjemme.”

“Jeg giver snart op,” halv hviskede jeg og tvang tårerne tilbage.

“Du giver ikke op,” sagde Niall lettere hårdt. “Du er en survivor, det står skrevet overalt på din krop.” Niall lod blikket glide ned over mig. Jeg var kun iført nogle natshorts og en hvid top, så man kunne se nogle ar. Ar som jeg troede var fra ulykken, som L sagde, men som nok egentlig var fra ham.

“Niall,” sagde jeg stille og hans blik fandt  atter mit ansigt. “Jeg ved ikke, hvad der foregår og jeg er ked af det hele.”

“Det ikke din skyld,” forsikrede han mig om og skævede hurtigt til Alexander, som begyndte at smågræde. “Vi burde have passet bedre på. Med vores held, så måtte vi have gættet at..” Han stemme døde ud.

“Med vores held?” Jeg så undrende på ham, men han rystede på hovedet.

“Vi har været igennem helvede, du og jeg.” Han tog en lille  bamse og lagde den ned til Alex. “Men det er ikke vigtigt nu.. Det ville måske gøre mere skade, end gavn.” Jeg åbnede munden for, at spørge hvad fanden han mente, men vi blev afbrudt.

“Melody.” Louis stak hovedet ind. “Du har en lægetid om 5.”

“Okay.” Jeg så kærligt ned på min søn. “Men nogen bliver nødt til at passe ham.”

“Jeg skal nok,” sagde Niall og Alexander pludrede lykkeligt, mens han legede med bamsen.

“Faktisk havde jeg håbet, at du og Harry måske ville tage med til lægen.” Niall så overrasket på mig og nikkede.

“Jeg ved ikke med Harry, men jeg kan da godt tage med,” sagde han stille.

“Så passer jeg Alexander,” sagde Louis glad og jeg skar ansigt.

“Jeg vil gerne vende tilbage til en levende søn,” sagde jeg alvorligt og Louis fnøs fornærmet.

“Liam er her også,” mumlede han mut og brokkede sig højlydt, da han smuttede tilbage i stuen.

“Skal vi komme afsted?” Niall så spørgende på mig og jeg nikkede.

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...