If You Could Save Me - 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 jan. 2017
  • Opdateret: 9 jun. 2017
  • Status: Igang
Et halvt år er gået siden Niall ramte bunden, og med hjælp fra drengene og Melody, er han klar på nye eventyr igen. Drengene arbejder på deres nyeste album, Midnight Memories, og Melody er efterhånden begyndt at gøre sig bemærket, inden for sangskrivning. Alt i alt går det godt, men selvfølgelig får parret ikke fred endnu. Mens Melody har haft fokus på at hjælpe Niall, er L begyndt at lægge skumle planer. Det krævede ikke mere end en kold sommeraften, før Melody befinder sig i et fremmed hus og måske endda i et fremmed land. Niall smider alt hvad han har i hænderne og sætter alt ind for, at redde den pige han elsker. Men er deres held snart ved, at være opbrugt? *Dette er 3’eren til If I Could Fly og If We Could Be Fixed*

41Likes
164Kommentarer
33630Visninger
AA

16. Kapitel 14

 

 

Nialls synsvinkel

 

 

 

Jeg var sønderknust, men på en underlig måde. Hun var i sikkerhed. Men hun huskede os ikke. Hun havde et barn med L. Hvad fanden skete der for det?

“Øhm.” Harry tøvede, da han skubbede fordøren op. “Kan du huske, hvor dit værelse er henne?” Spurgte han langsomt. Melody rystede på hovedet og holdte sin søn tæt ind til sig. Hun fulgte med os ind i stuen og jeg bed mig i læben. Aldrig før, havde jeg set en person, se så fortabt ud i sit eget hjem.

“Du husker os virkelig ikke?” Sagde jeg pludseligt og hun rystede på hovedet.

“Jeg kender jer ikke,” sagde hun stille og så på Louis. “Og jeg vil bare gerne hjem.” Hjem.

“Du er hjemme,” sagde Liam blidt og hun rystede på hovedet.

“Jeg tror i har fat i den forkerte,” sagde hun og kyssede drengen i hendes arme, på hovedet. Hvor gammel mon han var?

“Nej.” Jeg tog min pung op af baglommen og rakte hende et billede, som havde ligget der, siden hun forsvandt. Det var et billede af os alle, til det awardshow, hvor hun forsvandt samme aften.

“Jeg.” Hun studerede billedet med en rystende hånd, før hun gav mig det tilbage. “Jeg vil gerne være lidt alene.” Hun lød grådkvalt og jeg havde så ondt af hende. Det måtte være forvirrende. Det gjorde så sindssygt ondt. Jeg elskede hende. Det var mig og hende  - for altid. Hvad nu hvis hun aldrig, ville få sin hukommelse tilbage? Liam viste hende ind på værelset og jeg smed mig i sofaen.

“Fuck!” Udbrød Harry, som om han bare havde ventet på, at kunne sige det.

“I  det mindste er hun i sikkerhed,” sagde Louis stille og jeg gned mig øjnene i håb om, at få tårerne til at blive væk. Jeg havde bare lyst til at græde.

“Hvad  skal vi gøre?” Spurgte jeg med min forræderiske rystende stemme.

“Det  ved jeg ikke.” Liam kom ind i stuen igen. “Men hun skal til lægen i morgen, så må vi tage  den derfra.”

“Hvad hvis hun har glemt os for altid?” Spurgte Harry halvkvalt og gemte hovedet i sine hænder.

“Hey, det okay.” Louis gik hen til ham og tog ham i sin favn. “Det hele skal nok gå.”

♡♡♡

 

Melodys synsvinkel

 

Liam havde givet mig en bærbar, som jeg kunne låne, så jeg lå og kiggede på billeder af mig og Niall. Jeg var ærlig talt, så forvirret. Der var så meget information og jeg kunne jo  kun erklære, at de måtte tale sandt. Der var så mange beviser. Men jeg ville snakke med L. Jeg ville have en forklaring. Alexander begyndte at smågræde og jeg nussede ha, blidt på kinden. De blå øjne. Jeg satte mig op med et gisp. Nej. Hvordan kunne jeg være så dum? Alex var ikke Lennys søn, men Nialls. Det forklarede jo alt. Han begyndte at græde mere og jeg snakkede beroligende til ham. Hvad skulle jeg gøre? Jeg gav ham et stykke legetøj og rykkede ham ind på midten af sengen, så han ikke smuttede nogen steder, før jeg satte kursen mod stuen.

“Øhh.” Jeg rømmede mig og drengene stoppede brat deres samtale. “Forstyrrer jeg?” Jeg så akavet på dem. Harry havde rødsprængte øjne og jeg fik en forfærdelig, gnavende fornemmelse i mellemgulvet.

“Overhovedet ikke,” sagde Liam roligt og klappede Harry på knæet. “Hvad kan vi gøre for dig?”

“Jeg har ingen mad.. Øhh altså, til Alexander,” mumlede jeg.

“Alexander?” Spurgte Niall nu og det gav et sug i min mave. Hvordan skulle jeg dog fortælle ham, at jeg troede at Alex var hans søn. “Er det din søns navn?”

“Ja,” svarede jeg stille. “Vi kalder ham bare Alex. L kunne ikke lide navnet Alexander.”

“Jeg synes det er flot,” sagde han blidt og tøvede. “Gjorde han det. Øhh, med tvang?” Han spurgte forsigtigt og med en bange undertone.

“Du spørg om han voldtog mig,” hviskede jeg og rystede på hovedet. “Nej. Det gjorde han ikke.” Niall lignede en, der ikke vidste om det var godt, eller dårligt.Jeg kunne se, at  han ville spørge om noget, men han stoppede. Jeg vidste også godt, hvad han ville spørge om. Hvorfor havde jeg sex med Lenny. Niall forstod  det endnu ikke. Jeg kendte ham ikke. Jeg havde ingen anelse om, hvem han var.

“Nå men..” Harry rejste sig og tørrede sine øjne. “Jeg må jo så nok hellere hente noget mad til ham.” Jeg tøvede, da han satte kurs mod gangen.

“Vent!” Halvråbte jeg efter ham. “Du er min bror ikke?” Han vendte sig langsomt og nikkede.

“Jo.”

“Vil du så ikke..” Jeg bed mig i læben. “Sige hej til din nevø?” Harry så overrasket ud og rystede på hovedet.

“Du må ikke tage det forkert,” sagde han langsomt. “Men jeg kan ikke se på ham. Du har været væk i halvandet år Mel.” Han snakkede langsomt og blidt. “Han er L’s barn. Du forstår endnu ikke, men L har ødelagt min familie så meget.” Jeg mærkede tårerne presse.

“Jeg-Jeg ved ikke hvad jeg skal sige.” Jeg tørrede mine øjne og snøftede en gang. “Jeg forstår dig godt.”  Jeg vendte mig væk fra dem, fordi tårerne kom snigende med en hurtig fart.

“Harry,” sagde Niall i en lettere anklagende tone.

“Hvad Niall?” Vrissede Harry. “Kan du måske klare det? Det der er din kæreste forhelvede og hun kan ikke huske dig.”

“Undskyld,” hviskede jeg, men de ignorerede mig.

“Du ville fri til hende og nu har hun et barn med en anden. Den anden, som skød dig og satte dig i en koma, så du næsten døde.”

“Skød Lenny dig?” Gispede jeg og så på Niall, men han havde blikket stift rettet mod Harry.

“Kan du måske leve med, at se på drengen og blive mindet om, alt hvad du har mistet?”

“Harry, du må undskylde,” græd jeg og nu rejste Liam sig.

“Lad hende nu være,” sagde han hårdt. “ Det ikke hendes skyld.” Jeg rystede opgivende på hovedet og hørte Alex græde, inde på værelset.

“Bare.”Jeg bakkede bagud. “Kom ind med maden hurtigt muligt.” Jeg vendte om på hælene og fór ind på mit værelse.

 

Jaja, jeg ved det. Det var meningen at der skulle komme et kapitel igår, men jeg glemte det. I husker bedre end mig, hvornår der skal kapitler op.. Jeg sværger en eller anden dag, så glemmer jeg mig selv :P

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...