If You Could Save Me - 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 jan. 2017
  • Opdateret: 9 jun. 2017
  • Status: Igang
Et halvt år er gået siden Niall ramte bunden, og med hjælp fra drengene og Melody, er han klar på nye eventyr igen. Drengene arbejder på deres nyeste album, Midnight Memories, og Melody er efterhånden begyndt at gøre sig bemærket, inden for sangskrivning. Alt i alt går det godt, men selvfølgelig får parret ikke fred endnu. Mens Melody har haft fokus på at hjælpe Niall, er L begyndt at lægge skumle planer. Det krævede ikke mere end en kold sommeraften, før Melody befinder sig i et fremmed hus og måske endda i et fremmed land. Niall smider alt hvad han har i hænderne og sætter alt ind for, at redde den pige han elsker. Men er deres held snart ved, at være opbrugt? *Dette er 3’eren til If I Could Fly og If We Could Be Fixed*

42Likes
166Kommentarer
34394Visninger
AA

15. Kapitel 13

“Hvor er hun?” En stemme skar gennem luften og jeg så op fra min kaffe. Jeg havde siddet, og svaret på spørgsmål i over en time. Nu havde  jeg endelig fået et tæppe og en kop kaffe, så jeg kunne få lov at trække vejret. Min søn, havde de lagt ind i et andet rum, hvor han kunne sove, mens jeg sad  udenfor forhørs rummet, på en stol. En gruppe unge mænd kom farende rundt om hjørnet.

“Melody!” Halvråbte den blonde og jeg gispede, da jeg fangede hans blik. Øjnene. De isblå smukke øjne.

“Sir, de må lige vente her.” En politibetjent bremsede dem og så tøvende over mod mig.

“Det der er min søster,” vrissede drengen med det krøllede hår og skyndte sig forbi politimanden. Jeg fór op og bakkede væk fra ham. Hvem fanden troede han lige, at han var? Drengen stoppede op og blinkede forvirret.

“Mel?” Spurgte han tøvende og trådte en smule tættere på.

“Hold dig væk,” sagde jeg skingert og bakkede helt ind i væggen. De andre drenge kom nu hen og politibetjenten sukkede.

“Mel, du hjemme.” Den blonde bredte armene ud og heldigvis  stoppede en ny betjent ham.

“De  herre, jeg er betjent Reynolds og dette er betjent Dawny. Vi har undersøger Melodys sag.”

“Er der nogen, som vil forklare mig hvad fanden der foregår?” Spurgte jeg lettere hysterisk.  Hvem var de her mennesker, og hvad ville de med mig?

“Mel,det os.” En dreng med mørkebrune øjne så opgivende på mig, mens den anden lignede en der kunne tude. Jeg rystede forvirret på hovedet. Den blonde dreng trak vejret roligt og så på mig, med kolde, livløse øjne.

“Du har ingen anelse om, hvem vi er vel?” Han tone løb mig koldt ned af ryggen, og gav mig en sær, dårlig samvittighed.

“Jeg.. Jeg beklager,” stammede jeg og så bedende efter hjælp, på betjent Reynolds.

“Hun lider af hukommelsestab,” forklarede han og jeg så hidsigt på ham.

“Gu gør jeg ej,” skældte jeg og pegede truende min pegefinger mod ham. “Jeg har det fint og nu vil jeg meget gerne have lov til, at snakke med min mand.”

“Din mand,” udbrød den ene brunette med de blå øjne og tabte underkæben.

“Ja min mand,” spyttede jeg og gentog langsomt. “Jeg vil gerne snakke med min mand.”

“L er i fængsel,” sagde betjenten roligt og nu lignede de nogen, der kunne besvime.

“L er din mand?” Den blonde vaklede et øjeblik.

“Ja og det har han sgu været i mange år!” Råbte jeg hidsigt og betjent Dawny greb fat i mig.

“Nej, det kan ikke være rigtigt.” Han med krøllerne samlede pege- og tommelfingeren om næseryggen.

“Kom, jeg eskortere dig væk.” Jeg lod betjent Dawny føre mig væk, mens betjent Reynolds snakkede med de der, sindsforvirrede drenge.

♡♡♡

 

“Jeg kender dem ikke!” *Jeg slog hånden i bordet og stirrede trodsigt på betjent Dawny. Den underlige gruppe drenge stod bag ved og kiggede ned i jorden. Det var svært at sige, om de så såret ud, eller bare utilpas. Måske nok begge.

“Din  mor har fået besked om din tilbagevenden, men påstår at du bor hos disse drenge.” Han gjorde en håndbevægelse mod dem og den blonde så op.

“Ja ved gud bor hun hos os,” sagde han oprørt. “Hun er min kæreste og det der er hendes bror.”

“Jeg kender jer ikke,” hvæsede jeg. Normalt var jeg ikke så voldsom, men jeg var forvirret og jeg ville bare gerne have Lenny. Og min søn. Gud må vide, hvad de har gjort med min søn. Jeg havde ikke set ham i flere timer.

“Please Melody.” Den med de mørkebrune øjne - også kaldet Liam, havde jeg fået at vide. “Om ikke andet, så bare for i aften. Det er sent og din mor..” Han tav og rettede sig selv. “Anne er ikke hjemme.”

“Fint,” sukkede jeg. Der var noget i hans øjne og hans smil, der fortalte mig at jeg kunne stole på ham. “Hvor er min søn?” Jeg så over på betjenten.

“Søn?” De måbedede og den  blonde - Niall, vendte det hvide ud af øjnene og vaklede. Det gik ikke helt op for mig, hvad der foregik, før Niall lå på gulvet.

“Niall!”  Betjenten tjekkede omgående hans puls, og de andre stirrede frem og tilbage mellem os i rædsel.

“Niall,” sagde Louis forfærdet, men Niall slog hurtigt øjnene op igen. Langsomt og usikkert kom han på benene, og måtte støtte sig til Liam.

“Søn?” Gentog Harry skeptisk.

“Ja min søn,” spyttede jeg og ignorerede den vaklende Niall.

“Du har ingen søn,” sagde Louis forvirret og tog sig til hovedet.

“Ved gud har jeg det,” sagde jeg vredt. “Jeg pressede ham sgu selv ud. Det kan jeg da huske.” I det samme bankede det på og en dame dukkede op, med Alexander i armene.

“Se hvem der er der,” sagde hun med en barnestemme og så kærligt på Alex. Jeg smilede og tog imod ham, mens jeg ignorerede deres blikke. Det var lettere ubehageligt, at de stirrede sådan og derfor tog jeg også Alex helt ind til mig, så de ikke kunne se ham ordentligt. De var fuldkommen mundlamme.  De opfangede vist ikke helt, hvad der foregik.

 

Hold da op det har været et par kaotiske dage, så jeg glemte alt om at der skulle et kapitel op. Det var meningen at jeg ville have smidt et op igår, men var til fest og det endte med, at en kom ret slemt til skade og måtte en tur på skadestuen. Så ja, glemte lige alt om Movellas. Anyways, nu er Melody hjemme, så må vi se om hun vil acceptere, at Lenny har haft løjet for hende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...