If You Could Save Me - 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 jan. 2017
  • Opdateret: 9 jun. 2017
  • Status: Igang
Et halvt år er gået siden Niall ramte bunden, og med hjælp fra drengene og Melody, er han klar på nye eventyr igen. Drengene arbejder på deres nyeste album, Midnight Memories, og Melody er efterhånden begyndt at gøre sig bemærket, inden for sangskrivning. Alt i alt går det godt, men selvfølgelig får parret ikke fred endnu. Mens Melody har haft fokus på at hjælpe Niall, er L begyndt at lægge skumle planer. Det krævede ikke mere end en kold sommeraften, før Melody befinder sig i et fremmed hus og måske endda i et fremmed land. Niall smider alt hvad han har i hænderne og sætter alt ind for, at redde den pige han elsker. Men er deres held snart ved, at være opbrugt? *Dette er 3’eren til If I Could Fly og If We Could Be Fixed*

41Likes
164Kommentarer
33627Visninger
AA

13. Kapitel 11

Nialls synsvinkel

 

“I tog altså fejl?” Spurgte jeg lettet og lod mig dumpe ned i sofaen, før hurtigt lod blikket glide hen over drengenes håbefulde ansigtsudtryk. “Hun er blevet set.”

“Vi har et vidne, der så hende.” FBI-agenten tog en dyb indånding og rullede et kort ud. “Hun befandt sig i Florida, Usa.”

“Usa!” Jeg måbede.

“Hvordan har han fået hende ud af landet?” Spurgte Liam oprevet.

“Det vides endnu ikke, men hele staten leder efter hende.” Han gav Louis’ rystende skulder kort klap. “Vi skal nok finde hende.” Det håber jeg. Det var vigtigt. Hun var ikke død. Jeg havde lyst til at hoppe, skrige. Bare et eller andet. Problemet var bare, at hun stadig var med ham.

“Hvis hun rendte rundt inde i byen.” Liam tøvede. “Hvorfor flygtede hun så ikke? Hvorfor er hun frivilligt med ham?”

“Det kan vi først svare på, når vi har fundet hende.” Nu var det den anden agent, der snakkede. Liam havde en pointe. Hvorfor ville hun blive hos ham? Hvorfor ikke komme hjem til mig. Savnede hun os overhovedet? Jeg slog mig selv mentalt i hovedet. Selvfølgelig gjorde hun det. Der måtte være en logisk forklaring. Hun ville ikke svigte mig på den måde og jeg nægtede, at tvivle på hende.

“Så hvad skal vi gøre?” Spurgte Louis sad uroligt i sofaen.

“Det samme som hele tiden,” sagde agenten. “I skal blive her.”

“I sikkerhed,” tilføjede den anden. Jeg fnøs irriteret og åbnede munden for, at protestere, men lukkede den da Liam gav mig et blik.

“Men vi skal på  turne,” sagde Harry forsigtigt. “Managementet presser hårdt og vi kan ikke udskyde det længere.”  Jeg sukkede. Det var sandt. Vi kunne ikke holdte turneen hen længere, vi var allerede begyndt med koncerterne i England. Heldigvis havde vores fans været overbærerende med os, efter at vi afslørede at Melody var forsvundet. Det var også fandens svært, at holde  energien igang, når ens kæreste var forsvundet.

 

♡♡♡

Harrys synsvinkel

Min søster var ikke død. Fuck. Lettelsen var ubærlig, men på en underlig god måde. Da jeg overbragte nyheden til min mor, brød hende og Gemma sammen af glæde. Det føles som 10 kilo, der blev løftet  af mine skuldre. Godt nok var hun ikke hjemme endnu og tanken fik kiloene tilbage, men jeg skubbede den væk. Hun var i live. Det føles som om, at nogen holdte hånden over os. Hvorfor også lige altid os? Havde vi bare været så heldige i livet, at alt det her skulle ske, så skalaen igen lå neutralt? Det skulle ikke undre mig. Sveden haglede af min pande og jeg så storsmilende ud mod, det skrigende publikum. Jeg greb et håndklæde og tørrede mig hurtigt i hovedet, før jeg vendte blikket mod Niall.

“Så ehh.” Niall strammede grebet om mikrofonen og kørte den anden hånd gennem hans hår, mens han gik længere frem på scenen. “Der er en sang, som betyder en hel del af os og vi vil gerne dedikere den til en, der betyder alt for os.” Folk skreg og Niall tav, hvorefter han så lettere håbløst på Liam. Det gjorde han ofte. Det gjorde vi alle. Liam smilede opmuntrende og tog mikrofonen op til hans mund.

“Vi vil gerne dedikere denne sang til Melody,” sagde han og smilede. “Niall skrev den til hende, helt tilbage før hans ulykke.” Folk skreg og melodien begyndte. Selv spekulerede jeg stadig. Havde vi lagt for meget vægt på Liam? Han endte altid med, at være den, som bar det hele. Var vi for afhængige af ham? Var han trættere, end han lod sig vise? Jeg rystede tanken af mig, da jeg så hans smilende ansigt. Nej. Liam var utroligt stærk. Selv da vi andre havde opgivet, der sidste år med Niall, havde han prøvet at holde sammen på os. Han var næsten vores lim.

“I've got scars, even though they can't always be seen

And pain gets hard, but now you're here and I don't feel a thing,” sang Louis og i den mørke arena, lyste flere tusind lys op. Det var så utroligt smukt. Det skete ofte, at vores fans viftede med deres lys, men man kunne se på det i evigheder. Det var så utroligt specielt. Jeg kastede et kort blik på Niall, som lignede en der kunne bryde sammen, hvert øjeblik. Han havde røde øjne og tårerne sad i øjenkrogen. Hurtigt gik jeg hen til ham og lagde en rystende hånd på hans skulder, hvorefter jeg gav den et klem. Fansene skreg og Niall smilede sørgmodigt. Først havde vi foreslået, at han skulle synge sangen alene, fordi det var hans sang. Han havde skrevet den Melody og den betød alverden for dem. Niall havde dog hurtigt afslået. Han sagde, at han havde brug for os. Han kunne ikke synge den alene, han havde brug for vores støtte. Ellers ville han ikke komme igennem det.  

 

Så kom der lidt fra nogle andres synvinkel, så det ikke bliver ensformet xD Jeg lover der snart sker noget! Faktisk allerede i næste kapitel, kan jeg afsløre :D Håber virkelig i nyder historien lige så meget, som jeg nyder at skrive den <3

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...