Fortiden er ikke fremtiden

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 dec. 2016
  • Opdateret: 28 dec. 2016
  • Status: Færdig
Den handler om Magnus, der en dag kommer til at se tilbage på sin fortid, hvor han husker alle sine rædsomme minder.
Hvordan hans far ikke elskede ham, hvordan han havde det svært i skolen, hvordan hans bedste ven vendte ham ryggen og hvordan tabet af hans mor påvirkende ham.

*Sorry for komma fejl og lign.*

0Likes
0Kommentarer
41Visninger
AA

2. Stranden nær mit barndomshjem

Jeg fandt et billede af stranden nær mit barndomshjem i jylland. Jeg vil kunne huske den udsigt hele mit liv.

 

“Magnus?” Spurgte mor. “Ja?” Hun gik hen til mig. Vinden susede“Jeg elsker dig.!” Jeg kunne ikke forstå, hvorfor hun sagde det, men jeg elskede også hende. Vi gik længere hen af stranden. Jeg lagde mærke til, at hun havde min dukke. “ Kan du ikke finde en meget flot musling til mig?” Jeg begyndte at lede efter en flot en. Da solen var på vej ned, gav jeg op. “Mor?” Spurgte jeg, og vendte mig om, men hun var væk. “Mor!” Råbte jeg nu med en snær af gråd. Ingen. Kun vinden som strøg mit hår bagud. Jeg løb hen ad stranden. Sandet fløj om ørene på mig, tårene bag mine øjenlåg brændte. Det ramlede for mig. Jeg lukkede øjnene og stoppede op.

 

8 år har jeg levet med skylden på skuldrene. Nok den tungeste byrde man kunne få. Minderne fløj igennem mit hovede. Da jeg løb, da hun sagde, at hun elskede mig, da

 

Da jeg så dukken lå på stenen, følte jeg had. Min trængsel til at skrige sad i halsen, som formede sig til en klump. Jeg tog fat i dukken og ville kaste den langt væk, men der var et eller andet, som ikke kunne få mig til det. Mor havde givet mig den. Det eneste fra hende.

Far sad fordybet i en af hans gamle, tykke og kedelige bøger i den kedelige stue. Han vendte sig ikke, da jeg sagde hej til ham. Et kort sekund overvejede jeg at løbe ind på mit værelse, men jeg vendte i den anden retning mod far. Mine skridt var tunge, og jeg følte at det tog flere timer før jeg stod foran ham.

Mine øjne fyldte sig med mine store tunge tårer. Far kiggede endelig på mig. Han nedstirrede mig. “MIN SØN GRÆDER IKKE!” Råbte han, mens han rejste sig. Der stoppede det for mig.

Skriget kom. Det overvældede min far, og jeg skubbede ham ned i stolen igen. “JEG HAR LOV TIL AT GRÆDE!” Jeg løb væk.

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...