Fortiden er ikke fremtiden

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 dec. 2016
  • Opdateret: 28 dec. 2016
  • Status: Færdig
Den handler om Magnus, der en dag kommer til at se tilbage på sin fortid, hvor han husker alle sine rædsomme minder. Hvordan hans far ikke elskede ham, hvordan han havde det svært i skolen, hvordan hans bedste ven vendte ham ryggen og hvordan tabet af hans mor påvirkende ham. *Sorry for komma fejl og lign.*

0Likes
0Kommentarer
37Visninger
AA

1. Mindekassen

 

Jeg gik rundt op på loftet, for at finde fødselsdagsflagene til min 24 års fødselsdag, da jeg så en gammel støvet kasse. Jeg åbnede den og så, at det var en kasse med mine ting. Der var ikke så mange, men en af tingene mine øjne faldte straks på, var den lille dukke med det store brune krøllede hår, den lyserøde sommerkjole og de dybhavs blå øjne.

 

Det bankede på, og jeg gik forsigtigt hen til døren på mit værelse. “Magnus?” Spurgte mor forsigtigt, og jeg åbnede døren. “Ja?” Hun trådte ind og lukkede døren hurtigt, men stille. “Tillykke med de 5 år, skat.” Hun gav mig en lyserød pakke. Jeg åbnede den, og så at det var en fin dukke med stort brunt krøllet hår, en lyserød sommerkjole og nogle meget smukke dybhavs blå øjne. “Tusind tak, mor.” Sagde jeg og krammede hende. “Den ligner mig på en prik, ikke mor?” Hun nikkede, og jeg blev meget glad. “Husk bare at du ikke skal sige det til far.” Sagde mor diskret, og jeg nikkede.

 

Jeg kiggede videre og fandt nogle gamle billeder af mig og min familie. Der var et billede, som fik min opmærksomhed. Et gammel klassefoto fra 5 klasse. Alle børnene smilede. De så allesammen så glade ud, men da jeg fik øjenkontakt med den 11 årige Magnus, fik jeg helt ondt i maven. Man kunne se det tydeligt, at jeg var ked af det, men det var ikke det, der fik mig til at få ondt i maven. Det var det store blå mærke på kinden.

 

Blitzen fyldte mit blik, og det blev mørkt et kort sekund eller to. “Kom nu, Magnus.” Sagde Sussie hårdt til mig. Johan gav mig et lille skub. “Hvordan har du fået det mærke?” Jeg ignorerede ham. “Kom nu makker. Sig noget.” Jeg kiggede hårdt på ham. “Min far.” Hviskede jeg, og han nikkede. “Drenge, lad vær med at snakke.” Jeg vendte mig om mod det dystre kamera. “Husk at smile!” Råbte Sussie skingert igennem hele lokalet. Johan hviskede til mig. “ Kommer du ned på rampen senere i dag?” Jeg vidste at min mor ikke kunne lide, at jeg hang nede ved rampen, men hun havde ikke sagt noget til far, da han slog mig. “ Ja da.” Jeg kiggede på Sussie som rystede på hovedet.

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...