Jeg føler intet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 dec. 2016
  • Opdateret: 28 dec. 2016
  • Status: Færdig

1Likes
9Kommentarer
109Visninger

1. Følelseskold

 

Jeg spiller skuespil.

Min maske er stærk, når den smiler, men svag når energien er brugt op. Mandag, tirsdag og onsdag. Jeg holder dagene ud, én efter én, og klamrer mig til tanken om, at jeg kan tage hjem efter tre dage. Onsdag aften. Selvom det ikke engang er en dag, før jeg vender tilbage torsdag morgen, er det livsnødvendigt, hvis jeg vil overleve endnu et år.

Jeg trækker mig.

Trods deres omsorg, ville jeg ønske, de blot ville lade mig være. Jeg er ikke i stand til at åbne mig for andre, når de kan se direkte ind i min sjæl. Jeg foretrækker at skrive, det er så meget nemmere. Jeg behøver ikke se dem i øjnene, som jeg kan nøjes med at skrive til. Når de ser mig i øjnene og spørger ”Er du okay?”, føles det som om tøjet rives af mig; jeg er blottet i ydmygelsen og sårbarheden, som jeg nægter at acceptere. Men når jeg kan skrive det til folk, som jeg alligevel ikke behøver se i øjnene nogensinde, er det så meget lettere. Er det endnu en almindelighed, når man har social angst?

Jeg er tom.

Er det normalt ikke at kunne føle? Er det normalt at udgive sig for at holde af de personer, man mænger sig med?

Jeg har boet sammen med tre andre siden august. Det er slutningen af december. Trods de mange måneder som bofæller, samt disses stærke personligheder, og trods de smil jeg sender, og den latter jeg lader bruse op ad mig, føler jeg intet. Jeg er ikke interesseret i deres velbefindende, selvom jeg burde, og selvom jeg ville ønske, at jeg var det. Jeg tænker ikke på dem. Ligesom, at jeg ikke tænker på de over hundrede andre unge, der vandrer op og ned ad mig, dag ud og dag ind.

Jeg er ensom.

Jeg kommer fra en ensomhed, der var langt værre end denne ensomhed. Sommerferien var ulidelig; hver eneste dag, når jeg vågnede, føltes det som om en hånd greb ind om mit hjerte og knuste det, for at efterlade mig synderknust i ensomhed. Jeg gik i cirkler. Alt var som dagen forinden, og de eneste ansigter jeg så, var mine forældres.

Jeg er alene.

Jeg har altid været god til at være alene, men det har også været en nødvendighed. Men nu, hvor jeg er tvunget til at være omgivet af over hundrede andre unge, 24/7, vil jeg bare gerne kunne krybe tilbage til min ensomhed. Eller et midtpunkt. Den gyldne middelvej, der stråler så fint og indbydende. Men er det muligt? Det føles så fjernt, så uægte og så håbløst. Jeg behøver selskab, jeg behøver hjælp. Men jeg er ikke i stand til at sige det, kun skrive det. Og jeg er klar over, at det ville være nemmere, hvis jeg blot talte noget mere, men der er så lyt i mit hoved, og min sjæl der skriger, mens den bliver revet i stykker, at jeg ikke føler for at tale. Jeg blotter mig, så snart jeg hører min egen stemme, fordi jeg selv ved, hvilken stor sorg den rummer under overfladen. Det gør ondt at tale. Men det er en velsignelse at skrive.

Jeg er egoistisk.

Jeg knuger hårdt om skriften og finder derigennem mennesker, som jeg kan dele mine tanker med. Det virker, det hjælper, det lysner. Men jeg er ufølsom, uden at ville være det, og jeg gentager de samme fejl, om og om, selvom jeg ved, at et godt menneske ikke ville begå disse fejl igen, når de først var virkeliggjort én gang. De personer som kæmper så modigt og omsorgsfyldt for at holde it hoved oven vande, skubber og sparker jeg, så de vælter omkuld i vandet og sidder tilbage i sorg. Og imens drukner jeg i vandets dyb, fordi jeg skubbede mine eneste livliner fra mig. Men jeg er bevidst om denne handling, allerede inden jeg begynder at skubbe, og jeg ved, at det er mig selv der vil drukne, trods de andres tårevædede ansigter. Netop af denne grund, denne bevidsthed om, hvad jeg foretager mig, handler jeg. Jeg handler for at drukne mig selv, i al mit had, til det mørke, jeg bærer på.

Jeg er bange.

Frygten for, hvad der skjuler sig under min overflade, hvilket mørke der lurer, gør mig bange. Jeg ønsker blot at drukne mørket i mig, men den eneste mulighed jeg ser for dette, er hvis jeg vælger at forrige mulighed: At såre alle omkring mig, hvorefter at blive efterladt i ensomhed, mens samvittigheden kvæler mig og jeg endelig kan græde ud.

Jeg føler intet.

Med ønsket om at føle andet end ligegyldighed og en dyb tomhed, der rummer et slugende mørke, søger jeg sorgens favn. For kun dér ved jeg med sikkerhed, at mit tomrum vil fyldes ud af sorg, fortvivlelse, håbløshed og hadet til mig selv. Ikke at føle, er værre end at føle.

Jeg er magtesløs.

Jeg ville ønske, de ville hade mig. Ville ønske, at de skrev, hvor meget de hadede mig, og at de aldrig ville kontakte mig igen, og fortælle mig, hvilken egoistisk idiot jeg er og har været. Hvis de gjorde dette, ville jeg kunne føle og have endnu en grund til at leve i selvhad. Men jeg har ingen undskyldning. Jeg har en kærlig familie, som jeg holder af, lige såvel som de holder af mig. Jeg burde være tilfreds, jeg burde nyde livet, og være glad for det jeg har, som mange andre ikke har. Men alligevel er jeg egoistisk nok til ikke at kunne acceptere, at jeg har det, som livet tilbyder mig.

Jeg er fortvivlet.

Jeg er ung, og burde kunne få den nødvendige hjælp, men får den ikke. Er det ikke vigtigt nok? Jeg fortæller mig selv, at jeg er egoistisk, fordi jeg nok i virkeligheden har det bedre end alle andre, men bare ikke kan indse det.

Er det normalt ikke at kunne føle? At være ligeglad med alt og alle, selvom man kan ønsker at holde af andre? Er det normalt at hade sig selv så inderligt? Og er det muligt at blive tilgivet, selvom jeg ved, at jeg vil gentage de samme fejl på ny, blot for at straffe mig selv igen?

 

Og nu fejler jeg igen, idet jeg beder dig om at hade mig endnu en gang, så jeg kan hade mig selv. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...