I dream of you

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 dec. 2016
  • Opdateret: 21 apr. 2017
  • Status: Igang
To teenagere der flyder med kærlighed for hinanden, uden kendskab til den andens part følelser.

3Likes
0Kommentarer
406Visninger
AA

6. En snak under stjernerne

Jeg plirrer med øjnene, ser direkte ind i mørket. Jeg stønner hårdt, ser rundt. 
Hvor er jeg? Jeg mærker det dunke i hovedet. Et par stemmer er til at høre, men de er ikke høje nok. Og så med ét, vender minderne tilbage. Jeg var til fest. Musikken var stadig til at høre, men den var lavere end før. Jeg ser rundt, selv mit hår går ondt. Men mit hoved kan ikke drejes så langt. Jeg ser et par arme om mig, ser på en lille skikkelse ved siden af. 
"Hvor er jeg?" min stemme er hæs, tør som selve sahara ørkenen. Mens min krop, derimod, er iskold. Et par smukke, velkendte øjne møder mine. Hvem er det? Jeg stønner af smerte. 
Det føles som om at min hjerne er blevet kørt over. "Er du vågen?" spørger en maskulin stemme. 
Jeg prøver at rejse mig, ser akavet rundt. "Ja ... jeg er vågen." Hvad var der sket? 
Det sidste jeg huskede var at jeg drak. Og det havde jeg stort set gjort hele tiden.
"Rosa." Jeg mærkede kvalmen, nåede ikke at se hvem det var der sagde mit navn. Men selv nu, hvor alt var uklart, kunne jeg genkende hende. Marianne. Jeg vaklede, så ikke tilbage. 
Stjernerne blinkede klart, månen blev dækket af et par skyer. Jeg faldt over mine egne fødder, stønnede stille. "Rosa!" Et par skridt, derefter et par arme om mig. Jeg nåede ikke at se ham, inden det hele kom op igen. Jeg lukkede øjnene, lod det bare brækket komme ud. Det var klamt. Hans hænder fjernede mit hår fra ansigtet, holdt det blidt imens han aede min ryg. Mine hænder gjorde ondt af stenene der klæbede sig fast. 
 

Da jeg endelig var færdig, rejste jeg mig langsomt op. Jeg blev overvældet, glippede med øjnene. Hans brune hår faldt ned over hans øjne, og hans højde gjorde det nemt for mig at betragte hans grønne øjne. 
Han slap mit hår, veg ikke tilbage. Jeg kunne genkende ham. Det var ham, fra gangen. 
Det var ham der var en smule genert. Vi havde snakket et par gange. Han hed Alfred. 
"Hvad skete der?" det var ikke det jeg vil spørge om, men det gjorde jeg. 
Han blinkede, så ikke tilbage. "Du gik kold. Hvor meget havde du drukket?" spurgte han, så intenst på mig.
Jeg mærkede varmen i mine kinder. 
"Jeg ..." jeg sukkede, så væk. Ja, hvor meget? "Jeg ved det ikke."
Han rømmede sig, så hen på Marianne. Hun betragtede os i mørket, jeg kunne ænse et smil.
"Jeg hedder Alfred, hvis du nu ..." jeg nikkede, så hans røde kinder. 
"Det ved jeg." Jeg havde lyst til at grine, men min hjerne mindede mig om at det var umuligt. 
Han glippede med øjnene, så forvirret på mig. "Ved du det?" Jeg nikkede, fnes lavt. 
"Hvorfor skulle jeg ikke det?" Han trak på skuldrene. Så på Marianne, for at se på mig igen. 
"Skal vi ind? Her er koldt." Jeg nikkede, greb hurtigt hans arm for ikke at falde. 
Marianne smilede som en gal. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...