Kaninspor i hjertet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 dec. 2016
  • Opdateret: 20 mar. 2017
  • Status: Igang
Hannah er 23 år og lige færdig med college, hendes forældre er igang med at flytte til den anden ende af verden og hun tilbydes et job hvor hun kan få lov at bruge sine evner som fotograf for sin onkels hjemmeside.
Da hun flytter til LA bliver det starten på et helt nyt liv med op og nedture hvor især hendes onkels ven og forretningspartner skuespilleren Zachary Levi kommer til at spille en stor rolle

2Likes
0Kommentarer
14923Visninger
AA

15. "Du ligner en syg hundehvalp"


*Zac POV*
 "Er der noget galt Hannah ?" Jeg ser spørgende på hende, da vi stopper foran motellet, hun har ikke sagt en lyd hele vejen tilbage, men sidder bare med armene over kors.
 Hun ryster på hovedet og stiger så ud af bilen. "Nej Zac der er intet galt, jeg er bare en smule træt".
 Jeg må indrømme at jeg ikke helt tror på det, hun har opført sig lettere sært lige siden vi ankom til studiet og nu virker hun sur på mig, selv om jeg ikke aner hvad jeg har gjort.
 Da vi kommer ind på værelset smider hun sig på sin seng med ryggen til og jeg sætter mig på min og tager min ipad frem, så jeg kan få tjekket mail, jeg håber hun snart bliver i bedre humør.
 En halv time senere ligger hun stadig på samme måde og jeg overvejer om hun er faldet i søvn. "Hannah ? Sover du ?"
 "Nej". Kommer det lavt fra hende, men hun bliver liggende med ryggen imod mig.
 Se det er de her ting jeg er dårlig til, der er de her tidspunkter jeg ikke forstår kvinder, jeg aner ikke hvorfor hun er i det humør eller hvad jeg skal gøre. "Uhm skulle vi tage med til den der fest, det lyder da hyggeligt nok".
 "Ja det synes du vel, hun kommer jo". Bider hun af mig og min hjerne køre i højeste gear, hvad pokker handler det her om ? Hun ? Hvem snakker hun om ? Cat, seriøst ? Tror hun jeg er interesseret i Cat ?
 Jeg rejser mig og går over til hendes seng, jeg sætter mig bag hendes ryg, min hånd pladsere jeg lidt akavet på hendes arm. "Hannah ? Handler det her om Cat ?"
 Hun siger ikke noget, men efter lidt tid nikker hun forsigtigt, jeg havde jo godt set hun ikke brød sig om Cat, hun var også en lidt speciel type. "Men du behøver jo ikke snakke med Cat fordi vi tager med til festen".
 "Jeg gider ikke sidde hele aftenen og se hende pille ved dig, men du kan bare tage afsted". Siger hun og ligesom krøller sig let sammen.
 Hov er det det det handler om ? Men hvorfor ? Kan hun virkeligt være jaloux ? "Sig mig, du er da vel ikke jaloux ?"

*Hannah POV*
 Jeg er glad for at jeg har ryggen til, så kan han ikke se at jeg rødmer, men jeg kan ikke indrømme at jeg er jaloux, at tanken om hendes hænder på ham æder mig op.
 "Nej, selvfølgelig er jeg ikke jaloux, det er bare ubehageligt at se på og hun er tydeligvis kun ude på en ting, du fortjener bedre end sådan en.. Sådan en.. En som hende". Svare jeg.
 Han fjerner langsomt sin hånd fra min arm. "Åh, men bare rolig, jeg er absolut ikke interesseret i hende, hun er slet ikke min type".
 "Men jeg vil gerne med til festen og jeg vil gerne have dig med, så please Hannah, tag med". Han rejser sig fra sengen og går over for at kigge efter noget passende tøj i sin kuffert.
 Jeg vender mig endeligt og ser på ham, mener han det virkeligt, både at han ikke er interesseret i hende og at han vil have mig med. "Vil du virkeligt gerne have at jeg tager med ?"
 "Selvfølgelig, ellers ville jeg ikke sige det, det ville ikke være det samme uden dig". Han ligger hovedet let på skå og sender mig de mest bedende øjne man kan forstille sig, et blik man bare ikke kan sige nej til.
 Jeg sukker og sætter mig op. "Okay, okay bare hold op med at se sådan der på mig, du ligner en syg hundehvalp".
 "Måske, men det virkede da og nu skal du hjælpe mig med hvad tøj jeg skal tage på". Siger han grinende og peger på sin taske.
 Jeg sukker igen, men går over til ham, han er virkeligt umulig med valg har jeg opdaget. "Du skal virkeligt til at lære at tage dine egne beslutninger".
 "Jeg kan ikke gøre for det, jeg er vægt, jeg prøver at behandle alle lige og ikke gøre forskel". Svare han.
 Jeg ryster på hovedet, hvorfor skal han dog være så sød ? "Det er også fint nok Zac, men jeg tror ikke dit tøj går op i om du gør forskel og det gør din mad heller ikke".
 Han griner bare, han ved jeg er ved at blive vanvittig af hvor langt tid det tager ham at bestemme sig når vi er ude at spise.
 
 
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...