Den modsatte verden

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 dec. 2016
  • Opdateret: 12 jul. 2017
  • Status: Igang
Vanessa Evans er en 18 årige pige med et helt normalt liv. Det ændres dog en dag. Hun er ude og løbe i en skov, da hun hører nogle slås. Hun løber derhen, men tror ikke sine egne øjne. Det hun ser ændre hele hendes verden. Hun finder ud af hun er en fe, og kommer derfor hen på en skole der underviser feer ligesom hende. Hun vil opleve farer som aldrig før. Hun vil kæmpe for hendes veninder og hendes eget liv. Hendes veninder og hende er klar til at sætte deres liv på spild for at redde den nye dimension, som hun kommer ind i. Hun er en meget stærk fe, og derfor er hun speciel i farer. Hun skal starte helt forfra i den nye dimension. En ny begyndelse med fantastiske oplevelser, venner for livet, fare og nye opdagelser. Men hvem er hun endelig?
Ny begyndelse konkurrence | valgmulighed 2

6Likes
8Kommentarer
1450Visninger
AA

9. Kapitel 8 - Drømmen

Jeg kniber mine øjne hårdt sammen, da jeg ser en skikkelse foran mig. En skikkelse der ser meget bekendt ud, men alligevel ser personen ældre ud. Jeg kan ikke sætte fingre på hvem det er, men jeg føler, at jeg kender personen. Jeg føler, at personen og jeg er bundet sammen. Vi ligner også lidt hinanden faktisk. Ligesom mig har hun brunt hår. Hendes hår er bare lidt brunere end mit. Hendes ansigt struktur minder meget om min. Hendes øjne er derimod nøddebrune, hvor mine er grønne. Jeg kigger rundt om mig, og der er blåt. Der er ingenting så langt øjet rækker, udover den blå farve. Hvad er det her for et sted?

”Vanessa, endelig ser jeg dig igen,” siger personen og smiler til mig. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Personen kender mig, men jeg kender ikke personen. Eller måske gør jeg, men jeg kan bare ikke genkende hende. Det er faktisk ret akavet. Det er pinligt. Hvad nu hvis, at jeg skal kunne genkende personen, men jeg ikke kan. Hvad skal der så ske?

”Hvem er du? Jeg føler jeg kender dig, men jeg kan ikke komme på hvem du er,” siger jeg med en nysgerrig stemme. Måske er det pinligt, men jeg kan ikke lade som om, at jeg kender hende. Hun smiler bare et stort smil til mig, hvilket får mig til at slappe af. Når jeg er i hendes selskab føler jeg mig tryg. Jeg føler, at jeg har kendt hende hele mit liv.

”Jeg er Annabell, din storesøster,” fortæller hun. Jeg smiler stort. Jeg havde ikke forestillet mig, at hun ser sådan ud, men hvor er det dejligt at se hende. Men hvad laver hun her? Hvad er det her endelig for et sted.

”Hvilket sted er det her? Er det en drøm? Hvordan kan du være her, når du er… Er-” ”-Er fanget af heksene,” afbryder Annabell mig. Jeg nikker til hende for at vise hende, at det var dette jeg ville sige. Jeg havde det bare svært ved, at få ordene ud af min mund. Hun er fanget det, fordi at heksene leder efter den stærke fe, som de lige har fundet ud af er mig. Hvad vil de dog gøre ved hende? Vidste hun overhovedet at det var mig?

”Dette er en drøm på en måde. I mens jeg har været fanget af heksene, har jeg lært at kontakte folk i drømme. Dog har jeg ikke gjort det så tit, da det kræver mange kræfter. Men jeg må advare dig. Du er i stor farer. Heksene ved at du er den stærke fe. Du må for alt i verden ikke forlade skolen. På skolen er du i sikkerhed. Du må ikke forlade skolen,” siger Annabell, min storesøster. Jeg rækker ud efter hende, men jeg kan ikke mærke hende.

”Men hvad vi de gøre med-” ”Der er ikke tid til, at forklarer mere. Jeg kan ikke blive her mere, men jeg vil sende dig videre til en drøm. Den drøm har stor betydning, vi ses snart lillesøster,” afbryder hun mig med et smil. Hun forsvinder, og jeg prøver at række ud efter hende, men det er for sent.

”Annabell!” råber jeg, men jeg får ikke noget svar. Jeg kigger rundt, og prøver at få fat på Annabell, men hun er ikke til, at se nogle steder.

Jeg åbner mine øjne, og sætter mig hurtigt op i min seng. Min vejrtrækning er ude af kontrol, og jeg kan mærke nogle ruske i mig. Hvad sker der? Jeg kan hører personen siger noget, men jeg kan ikke sætte det samme til en sætning. Mine tanker farer rundt i mit hoved, og jeg kan ikke finde hoved og hale i noget af det. Var det hele bare en drøm? Det føltes bare så virkelig. Jeg bliver nød til, at fortælle det til forstanderen. Der er ikke andet for. Jeg bliver nød til, at snakke med hende om det. Måske ved hun hvad jeg skal gøre? Eller tror hun bare at jeg er skør? Men hvad er skør i denne verden? Den verden jeg bare uden videre er blevet smidt ind i. Hvis det ikke var for alt det jeg har set og oplevet allerede, ville jeg ikke tro på noget af det her. Men det bliver jeg nød til, hvis jeg skal redde min storesøster. Hvis vi skal vinde over heksene, bliver jeg også nødt til, at gøre noget for det. Jeg kan ikke bare, lade de andre gøre alt arbejdet. Jeg bliver nød til, at arbejde hårdt. Jeg bliver nød til, at fortælle forstanderen om min drøm. Jeg tror hun er den eneste der kan hjælpe mig med, at finde rundt i det.

”Vanessa!” Jeg ryster hurtigt på mit hoved, og kommer tilbage til virkeligheden. Elenora har sine arme på mine skulder, hvilket nok vil sige, at det er hende der ruskede i mig. Jeg blinker kort med mine øjne, og tager en dyb indånding. Jeg kigger hende i øjnene, og nikker for at vise hende, at jeg er her mentalt. Hun ånder lettet op, og fjerner hendes hænder fra mine skuldre. Jeg smiler svagt til hende.

”Hvad skete der?” spørger Elenora om. Jeg tager en dyb indånding. Hvor skal jeg dog starte med det hele? Når jeg ikke selv kan finde rundt i det, hvordan skal jeg så forklarer det?

”Jeg havde en drøm. Eller det var ikke en drøm. Det føltes i hvert fald ikke sådan. Men min storesøster var der, og hun fortalte mig noget, som jeg bliver nød til, at fortælle til forstanderen. Nu. Det kan ikke vente til at vi står op igen. Det skal være nu,” siger jeg til Elenora. Jeg kigger på hende med et alvorligt, men samtidigt sårbart blik. Hun sukker kort, men vælger at nikke.

”Kom vi vækker de andre, og så kan vi gå der op sammen. Jeg vil ikke have, at du skal gå derhen alene.” Hun rejser sig fra min seng, og jeg følger trop. Vi går sammen hen mod døren, men jeg stopper op lige inden vi går ud.

”I behøver ikke, at komme med. Jeg kan godt klare det selv, hvis det er at I hellere vil sove. Jeg skal ikke ødelægge jeres nattesøvn. Vi har en lang dag foran os i morgen med træning. Så hvis I hellere vil sove, så må I altså godt det,” pointere jeg til Elenora. Elenora ryster på hovedet af mig og smiler til mig. Hun trækker mig ind til et kram.

”Det er det man har venner til.” Hun trækker sig fra og sender mig et stort smil. Jeg sender hende et kæmpe smil. Jeg er så taknemlig for, at have så gode nogle veninder. Nu ved jeg ikke hvordan de andre har det med det, men jeg håber, at de har det på samme måde som Elenora. Jeg kan ikke ønske mig nogle bedre venner end dem. 

--------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Lang tid siden. Jeg håber dog stadigvæk, at folk følger med. I må godt lige komme med en kommentar, hvis I stadigvæk følger med, og hvad I synes om dette kapitel. Det blev ikke så langt, da jeg stadigvæk døjer med min hånd, men ville gerne dele et kapitel, i det at det er så lang tid siden :) 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...