Den modsatte verden

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 dec. 2016
  • Opdateret: 12 jul. 2017
  • Status: Igang
Vanessa Evans er en 18 årige pige med et helt normalt liv. Det ændres dog en dag. Hun er ude og løbe i en skov, da hun hører nogle slås. Hun løber derhen, men tror ikke sine egne øjne. Det hun ser ændre hele hendes verden. Hun finder ud af hun er en fe, og kommer derfor hen på en skole der underviser feer ligesom hende. Hun vil opleve farer som aldrig før. Hun vil kæmpe for hendes veninder og hendes eget liv. Hendes veninder og hende er klar til at sætte deres liv på spild for at redde den nye dimension, som hun kommer ind i. Hun er en meget stærk fe, og derfor er hun speciel i farer. Hun skal starte helt forfra i den nye dimension. En ny begyndelse med fantastiske oplevelser, venner for livet, fare og nye opdagelser. Men hvem er hun endelig?
Ny begyndelse konkurrence | valgmulighed 2

6Likes
8Kommentarer
1481Visninger
AA

8. Kapitel 7 - Første undervisningdag

Jeg sukker tungt, og tager mig til hovedet. Det er altså ikke lutter og leg at være en fe. Det her fe halløj er faktisk meget svært. Timerne er svære. I hvert fald for mig. De andre ser ud til, at det er nemt for dem. Men okay, de har heller ikke kun lige fundet ud af, at de er en fe. Endda en fe der er rigtig stærk.

Vi sidder alle 6 i et klasseværelse for os selv, da vi skal have speciel undervisning. Vi får undervisning i det vi skal bruge. Dog har jeg flere undervisning timer end de andre. Det er hårdt, men det er nødvendigt. Jeg har ikke den viden de har omkring deres kræfter som de har. Det er dog ikke en normal undervisning. Det er endelig bare, hvor jeg snakker med forstanderen.

”Okay, rejs jer op og sæt jer på gulvet i en rundkreds foran mit bord,” siger hr. Taylor. Jeps det er en mand. Okay han er en troldmand. Jeg har endelig ikke forstået hvorfor, han arbejder her, men han er en virkelig god lærer, så jeg klager endelig heller ikke. Vi rejser os alle sammen op, og sætter os i en rundkreds foran hans bord. Han sætter sig ned mellem Nina og Bella. Det vil sige vi sidder, Hr. Taylor, Bella, Gabriella, Skyler, jeg og til sidst Nina. Ved siden af Nina sidder Hr. Taylor jo så også.

”Godt, I skal lærer vores kræfter, at kende. Jeg ved det lyder mærkeligt, men I skal bare fortælle lidt om vores kræfter. Komme ind på dem. I skal kunne føle dem, mens I snakker om dem. I skal på en måde mærke dem vokse,” siger han og smiler. Okay det lød forvirrende, men det er jo værd, at prøve. ”Bella du starter,” siger han og vender sig mod Bella. Bella kigger nervøst på ham, men han smiler roligt til hende. Hun nikker kort, inden hun rødmer sig.

”Jeg er fe af lyset. Det glæder alt lys. Lamper, månen, stjerne, solen og så videre,” starter Bella ud. Hun lukker sine øjne, og åbner den derefter. ”Jeg er glad for mine kræfter. De er en del af mig. Når jeg bruger mine kræfter, bruger jeg dem ikke bare. Jeg er et med mine kræfter.” Hun lukker sine øjne igen. Et stort smil former sig på hendes læber. Hun åbner dem derefter igen, og kigger hen på Hr. Taylor.

”Godt,” siger han og smiler. Sådan fortsætter det hele vejen rundt. Da vi alle har fået fortalt om vores kræfter, klapper han i sine hænder. Det var en lidt mærkelig opgave. Altså vi kunne mærke vores kræfter, men hvorfor skulle vi det? Jeg kan ikke se, hvad det skulle gøre godt ved. Vi skal lærer at kæmpe mod dem. Vi skal lærer, at bruge vores kræfter. Han afslutter vores time, og vi rejser os op.

Sammen går vi ned i spisestuen for, at få noget at spise. Det har været en lang dag indtil videre, og den er endnu ikke færdig endnu. Efter vi har spist, skal vi udenfor i skoven. Eller i en lysning i skoven, hvor der er sten. Vi skal prøve vores kræfter af på de sten. Det skal nok blive godt. Godt at komme ud og bruge vores kræfter. Vi lærer dem heller ikke ved ikke, at bruge dem. Men okay, de andre kender også deres kræfter meget mere end jeg gør.

Endelig kommer vi ind i spisestuen. Eller jeg vil nok ikke kalde det en spisestue. Nok mere et spiserum. Der er fyldt med borde til alle os elever. Der er et bord i midten af rummet, hvor maden er på. Bordene og stolene er hvide. Væggene er en meget lys gul, og der er højt til loftet.

Vi sætter os ved et af bordene, hvor der ikke sidder nogle. De fleste har også allerede spist frokost. Vi får jo speciel undervisning, og derfor bruger vi mere tid på de undervisninger også. Derfor er vi først til frokost nu. Vi rejser os op igen for, at gå hen og hente noget mad. Da vi kommer hen til bordet, tager vi en tallerken og fylder den op med noget lækkert mad. Vi smutter ned til bordet igen for, at spise et godt og velfortjent måltid.

*

”Transformer!” råber vi alle sammen i kor. Jeg husker hvad, forstanderen sagde til mig i går. Om hvordan jeg skulle forvandle mig. Jeg samler min viljestyrke til, at forvandle mig. Jeg koncentrerer mig om, hvordan det føltes første gang jeg forvandlede mig. Glæden kommer frem i mig. Kort efter står jeg på jorden sammen med de andre. Vi er alle sammen forvandlet. Jeg smiler stort af mig selv. Jeg gjorde det. Mine veninder kommer alle sammen hen til mig, og smiler virkelig stort til mig. Forstanderen kommer smilende hen til mig, og lykønsker mig også. Jeg kan ikke forstå at jeg gjorde det. Det var faktisk virkelig nemt. Men måske også fordi, at jeg er helt sikker på, at jeg er en fe. En rigtig fe. Vi stiller os alle sammen på række, så vi kan se forstanderen og forstanderen kan se os.

”Okay, som sagt skal I nu prøve vores kræfter. I skal også lærer at forene jeres kræfter, men det kommer I til senere. Først skal I lærer at bruge jeres kræfter. Gabriella jeg ved godt, du har lært det her før. Det hjælper dog, at du er med til det her. Både for dig selv, men også for pigerne,” siger forstanderne. Vi alle sammen nikker, og følger godt med.

”I skiftes til, at skulle ødelægge en sten. Der er en sten til jer hver. I ser på hinanden gøre det, så måske I kan få nogle råd. Gabriella starter, da hun er rimelig langt i sin fe uddannelse. Derved kan de andre også se, hvad du gør.” Gabriella nikker til forstanderens ord. Hun bevæger sig frem af mod den første sten. Forstanderen flytter sig, hvilket måske er rimelig smart. Man kan aldrig vide, hvad der kommer til at ske.

”Ildkugler,” råber hun. 3 ildkugler ryger ud af hendes hænder. 2 ud af højre og 1 ud af venstre. En efter en rammer de stenen, og siger bang. En sort røg dækker vores syn. Det er hvis godt, at vi er udenfor. Røgen flyver væk, og jeg taber munden. Okay ikke bogstavelig talt. Men stenen er smadret. Der er meget lidt tilbage af den som står, ellers ligger der en masse sten nede ved siden af den. Gabriella smiler og kommer hen til os andre. Vi andre smiler også til hende. Det var virkelig godt gået af hende.

”Nina din tur,” siger forstanderen. Nina synker en klump, men stiller sig foran stenen der er til hende. Hun tager en dyb indånding, og gør sig klar. Gad vide hvad hun vil gøre? Hun kigger på stenen, som om den er hendes fjende.

”Bjørneskyd!” råber hun. Hun skyder en kugle ud af sin hånd, og da den rammer stenen former den sig som en bjørn, og maser stenen. Hun smiler stort over, at hun har klaret det. Turen går rundt, og de alle sammen smadre den med deres første skud. Forstanderen kigger på mig. Jeg nikker svagt, og stiller mig hen foran den sidste sten. Jeg tager en dyb indånding. Jeg lukker kort mine øjne for, at koncentrere mig om naturen. Jeg kan mærke naturen. Jeg kan hører den tale til mig. Jeg åbner mine øjne, og kigger på stenen. Stenen er min fjende.

”Forårsstorm!” råber jeg. En blomster kugle, der er grøn skyder ud af mine hænder. Forstanderen fortalte lidt om mine kræfter i går. Hun fortalte nogle af de ting jeg kan skyde ud, og kan gøre. Men hun fortalte mig ikke alt. Hun sagde at jeg ville finde ud af det. Når tiden er inde sagde hun. Den rammer stenen, men stenen går ikke helt i stykker. Kun halvt. Jeg sukker. Jeg fejlede. Jeg sætter mig ned på knæ. Hvorfor kan jeg ikke være som de andre piger? De andre piger skød stenen i stykker med det samme. Forstanderen kommer hen til mig, og sætter sig på knæ foran mig.

”Du gjorde det godt Vanessa. Lidt mere øvelse, og du bliver god. Tænk på de andre altid har haft kendskab til sine kræfter, hvor du ikke har.” Jeg kigger op på forstanderen med tårer i øjnene og smiler til hende. Jeg skal bare træne hårdt. Mine veninder skal ikke være i farer bare på grund af, at jeg ikke kan finde ud af at bruge mine kræfter. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...