Den modsatte verden

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 dec. 2016
  • Opdateret: 12 jul. 2017
  • Status: Igang
Vanessa Evans er en 18 årige pige med et helt normalt liv. Det ændres dog en dag. Hun er ude og løbe i en skov, da hun hører nogle slås. Hun løber derhen, men tror ikke sine egne øjne. Det hun ser ændre hele hendes verden. Hun finder ud af hun er en fe, og kommer derfor hen på en skole der underviser feer ligesom hende. Hun vil opleve farer som aldrig før. Hun vil kæmpe for hendes veninder og hendes eget liv. Hendes veninder og hende er klar til at sætte deres liv på spild for at redde den nye dimension, som hun kommer ind i. Hun er en meget stærk fe, og derfor er hun speciel i farer. Hun skal starte helt forfra i den nye dimension. En ny begyndelse med fantastiske oplevelser, venner for livet, fare og nye opdagelser. Men hvem er hun endelig?
Ny begyndelse konkurrence | valgmulighed 2

6Likes
8Kommentarer
1509Visninger
AA

5. Kapitel 4 - "Jeg håber bare, at I ved hvad I går ind til"

”Ja det er hende,” siger forstanderen. Jeg kigger forvirret på dem begge to. Hvad foregår der her? Hvem hentyder hun til, at jeg er? Mit hoved er fyldt med spørgsmål, som jeg håber jeg får svar på. Men hvordan skal jeg stille dem uden, at det bliver for meget? Pigen med det korte sorte hår kigger hen på mig, og tårerne triller stadigvæk ned af hendes kinder. Det er som om, at det er et kapløb de har gang i. Hendes øjne udstråler glæde og bag denne glæde er der et glimt af håb. Hun begynder lige så stille, at gå hen mod mig. Jo tættere hun kommer jo hurtigere går hun. Da hun når helt hen til mig trækker hun mig at stå. Hun ligger sine arme om mig i et kram. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, da dette her kommer som et chok. Dog ender jeg med, at lægge mine arme om hende også. Dog tøvende.

”Vanessa, det er virkeligt dig,” mumler hun ned i min højre skulder. Jeg smiler bare svagt, da jeg ved hvad jeg skal gøre. Hvem er denne person? Hvordan kender hun mig? Hvorfor er hun så glad for, at se mig? Hvorfor udstråler der håb i hendes øjne? Så mange spørgsmål og så få svar. Jeg trækker mig fra hende, mens jeg rømmer mig.

”Undskyld mig, men øh.. Hvem siger I at jeg er?” spørger jeg forvirret om. Jeg kigger først på pigen som stadigvæk ikke kan lade vær med at smile stort. Mit blik ryger hen over pigerne, som smiler svagt. Til sidst lander mit blik på forstanderen der også sidder med et lille smil. Det ligner hun sidder og tænker over hvordan hun skal fortælle det. Men kom nu, så svært kan det heller ikke være, at fortælle mig om hvem jeg er? Vel?

”Ser du Vanessa, du kan godt huske det kongerige jeg lige fortalte dig om,” starter forstanderen ud med. Jeg rynker mine bryn, men vælger at nikke for, at vise hende at jeg er med på hvad hun snakker om.

”Godt, der var den her lille prinsesse på 3 år da det skete. Man vidste som sagt ikke hvad der var sket med hende. Man gik ud fra, at hun var død selvom man ikke fandt hende. Vi har fundet ud af hvad der skete med hende. Hun blev på en eller anden måde sendt til jorden. Den lille pige er dig Vanessa,” siger forstanderen. Hun fjerner ikke sine øjne fra mig. Det er som at få en mavepuster. Jeg tager fat i sofaens side, og sætter mig ned i sofaen. Vil det mene at jeg er en prinsesse? At mine forældre ikke er mine rigtige forældre? At mine forældre af kød og blod er døde? At min søster.. At jeg har en søster, som ikke helt 100 vides hvor er. Hvordan er det kommet så langt ud?

”Men.. Jeg forstår det ikke. Hvorfor? Hvorfor har mine forældre ikke fortalt mig det? Vidste de, at jeg er en.. Fe? En prinsesse?” spørger jeg med forvirring i stemmen. Alt inden i mig er et rod. Jeg ved ikke hvad jeg skal føle. For tre dage siden var jeg en helt normal pige. Dagen efter er jeg en fe, hvilket i sig selv er vildt nok. Og nu oven i det hele er jeg en prinsesse for et fortabt kongerige? Hvad er der lige sket?

”Vi ved det ikke hvad der er sket. Dine forældre på jorden vidste nok ingenting. Men du skal tænke på, at de tog sig af dig og behandlede dig som deres eget barn,” siger forstanderen forsigtigt. Det er rigtigt. De behandlede mig som deres eget barn. Men jeg forstår bare ikke, hvorfor de aldrig fortalte mig at jeg ikke er deres barn. Det er rigtigt nok, at de ikke vidste at jeg er en fe. De troede jo ikke på Skyler. Men alligevel, hvordan er det endt ud i alt det her?

”Jamen jeg forstår det ikke.. Det billede jeg så i bogen, var det mine rigtige forældre, min søster og jeg?” spørger jeg. Jeg ved ikke, men jeg er bange for svaret. Jeg ved ikke hvorfor. Hele mit liv er lige blevet vendt på hovedet, sådan godt og grundigt.

”Ja, det er det. Det der også undre os er, at dine rigtige forældre kaldte dig Vanessa. Hvordan dine forældre på jorden også kaldte dig det er en gåde. En gåde vi vil finde ud af. Vi vil også for dobbelt indsatsen for, at finde din storesøster,” siger forstanderen. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre eller føle, derfor vælger jeg bare at nikke til hendes ord. Jeg har så mange spørgsmål, men hvordan skal jeg stille dem? Det er som om, at jeg er bange for svaret. Jeg burde være ked af, at hører det der er sket med mine rigtige forældre. Jeg ved bare ikke, jeg er ikke så meget ked af hvad der er sket med dem. Eller det er jeg. Jeg er bare mere ked af det over, at jeg ikke kunne gøre noget. Selvom jeg kun var 3 år føler jeg, at burde have gjort noget.

”Men hvem er du så?” Jeg kigger op på pigen der for noget tid siden krammede mig. Hun står stadigvæk på det sted vi krammede. Tårerne bliver ved med at trille ned af hendes kinder. Burde jeg kende hende? Burde jeg vide hvem hun er? For dette har jeg ingen ide om. Jeg føler bare, at jeg burde kende hende. Jeg føler, at jeg har set hende før, men hvor ved jeg ikke. Hendes stemme lyder så bekendt, og jeg føler mig tryg ved den. Som om jeg ved, at når jeg hører hendes stemme er alt okay. Udover at intet af det der sker lige nu er okay. Alt det her er et rod som jeg ikke kan finde rundt i.

”Jeg er Gabriella, jeg er din storesøsters bedste veninde. Jeg har kendt dig siden du blev født. Jeg har leget meget med dig sammen med din storesøster Annabell. Jeg troede.. Jeg troede som de andre at du var død.. Men du er her, du er her i levende live. Og hvor du bare minder om din storesøster. Man kan godt se forskel på jer, men jeg ser så meget af hende i dig,” siger hun ud i en lang smører. Hun snakker med så mange følelser. Hun snakker med smerte, glæde, lykke, lettelse og ikke mindst håb. Da hun fortæller mig det, kan jeg godt huske hende. Svagt men det er der. Jeg kigger på hende, mens jeg smiler svagt til hende.

”Når du siger det, kan jeg godt huske det svagt. Meget svagt, men der er et minde. Et minde jeg har drømt om, men jeg troede bare det var en drøm. Dette er et minde om dig og min storesøster. Vi leger ude i en have. En have der er så flot. Der er et springvand, en masse træer og flotte blomster. Bag os er der et slot. Jeg ved ikke, men jeg troede altid det var en drøm, men efter jeg har drømt denne drøm har jeg altid haft smerte i mit hjerte. En længsel efter noget, som ikke vidste hvad var, men som jeg ved nu,” siger jeg. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre med alt den her information. Der er så meget. Så meget jeg skal tænke over. Da jeg siger det kommer der et stort smil frem på hendes læber. Hun er glad for, at jeg kan huske hende. Eller det håber jeg i hvert fald, at hun er.

”Jeg kan bare ikke forstå at du er her, at du er i live,” siger hun med en masse glæde. Hun trækker mig endnu engang op og stå. Den her gang er jeg ikke længe om, at ligge mine arme om hende. Da jeg gør det, føler jeg at noget af det tomrum jeg har i mit hjerte bliver fyldt ud. Jeg ved hvem jeg er, selvom jeg stadigvæk ikke har fattet det. Jeg ved at den drøm ikke er en drøm. Jeg trækker mig hurtigt fra hende, da jeg kommer i tanke om en anden drøm jeg har haft.

”Hey vent. Så det vil sige, at de drømme jeg har haft om det kongerige i virkeligheden er minder?” spørger jeg tøvende om. Jeg kigger hen på forstanderen som sukker svagt. Hun læner sig frem i stolen, og kigger på mig med øjne der afslører det hele.

”Det er jeg bange for ja,” siger forstanderne. Jeg synker endnu en gang ned i sofaen. Denne her gang fyldes mine øjne med tårer. Smerten i mit bryst kommer frem. Selvom jeg ikke kendte dem gør det ondt. Det føles som om mit hjerte bliver revet i stykker. Som om flere knive bliver stukket ind i mit hjerte.

”Det vil sige, at jeg.. At jeg så mine forældre blive dræbt for øjnene af mig?” siger jeg med en lav stemme. En stemme der er fyldt med så meget smerte, at hvis jeg ikke vidste dem kom fra mig, ville jeg være i tvivl. Jeg troede ikke, at det var muligt, at føle så meget smerte. Skyldfølelsen kommer hurtigt frem. Jeg burde være ked af det over, at mine rigtige forældre er døde. Også selvom jeg ikke kender dem. De er mit kød og blod. Jeg burde sorge over dem. 

”Det er jeg bange for,” siger forstanderen med en lav stemme. Jeg synker en klump jeg har i halsen. Dette er langt fra det jeg havde regnet med. Jeg tager en dyb indånding.

”Jeg vil gerne redde min søster. Lær mig hvad der er at vide om mine kræfter. Giv mig ekstra undervisning i det jeg skal bruge. Jeg vil have undervisning i det jeg kun skal bruge. Jeg skal finde min søster. Jeg vil ikke lade der ske hende noget. Gerne så hurtigt som muligt,” siger jeg ivrigt. Jeg vil redde min søster. Jeg kan ikke lade det der skete til mine forældre ske til hende.

”Jeg ved godt det er svært Vanessa, men heksene er stærke. Meget stærke. Vi har de bedste på sagen, så du skal ikke bekymre dig,” siger forstanderen med en bestemt stemme. Jeg rejser mig vredt op og kigger på hende. Hvis øjne kunne dræbe, var hun nok død på stedet.

”Jeg kan ikke lade det der skete til mine forældre ske min storesøster. Jeg er nød til det!” råber jeg. Jeg kan virkelig ikke lade det ske. Der må være noget jeg kan gøre. Forstanderen sukker.

”Det er for farligt. Du ved ingenting om dette her endnu, og hvem vil du have til at hjælpe dig? Selvfølgelig vil dem der er på sagen nok godt, men ingen af dem er stærke nok til at komme i mod heksene endnu,” siger forstanderen bestemt som før. Det hvis godt, at hun ikke er blevet påvirket af min høje stemme. Altså på den negative måde. Det ville nu have været dejligt, hvis hun ville give mig min vilje. Men okay er der noget i livet der er nemt?

”Jeg vil gerne hjælpe hende.” Jeg vender mig mod Skyler, da jeg hører lyden af hendes stemme. Hun rejser sig op, og ikke lang tid efter rejser Nina, Bella og Elenora sig op. Jeg smiler taknemligt til dem.

”Jeg vil også gerne hjælpe,” siger Gabriella. Jeg smiler taknemligt til hende også. Jeg er glad for, at der er nogen der støtter mig op. Jeg er glad for, at jeg kan kalde dem for mine venner og veninder. Jeg ved dog ikke helt hvad Gabriella og jeg er, men jeg er taknemlig. Forstanderen sukker.

”Fint, I skal have træning i det I skal bruge. I skal træne hårdt, for dette her bliver hårdt. Jeg vil ikke miste nogen af jer. Vi starter i overmorgen. I morgen skal I slappe af. I sær dig Vanessa. Dette her har været noget af en oplevelse for jer. Gabriella selvom du går på sidste år, træner du med dem. I skal lærer at samarbejde. I sær med jeres forskellige kræfter. Dette her er farligere end I tror. Jeg håber bare, at I ved hvad I går ind til,” siger forstanderen. Jeg smiler stort til hende. Jeg har lyst til at kramme hende, men jeg holder mig igen. Hun smiler stort til mig igen. Hende og sekretæren rejser sig op. Forstanderen svinger med sin arm og stolene er væk. Kort efter er de væk. Gabriella skal også lige til at forlade vores lejlighed, men jeg når at stoppe hende.

”Gabriella, hvorfor bliver du her ikke? Vi har alle sammen brug for, at lærer hinanden bedre at kende, hvis vi skal arbejde sammen,” siger jeg med et smil. Hun vender sig om og smilet på hendes læber er stort.

”Det vil jeg meget gerne,” siger hun. Hun kigger rundt, da der ikke er flere pladser at tage af.

”Skyler og jeg kan godt rykke sammen, så du kan sidde her,” siger jeg. Jeg sætter mig tæt op af Skyler, da der også skal være plads til Gabriella. Dette her bliver farligt, men jeg er klar på det. Jeg har endnu ikke forvandlet mig, men det skal nok komme. Der skal bare hård træning til. Dette her var ikke lige det jeg tænkte med en ny begyndelse. Det er en ny begyndelse, dog anderledes end hvad jeg lige havde regnet med. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...