Den modsatte verden

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 dec. 2016
  • Opdateret: 12 jul. 2017
  • Status: Igang
Vanessa Evans er en 18 årige pige med et helt normalt liv. Det ændres dog en dag. Hun er ude og løbe i en skov, da hun hører nogle slås. Hun løber derhen, men tror ikke sine egne øjne. Det hun ser ændre hele hendes verden. Hun finder ud af hun er en fe, og kommer derfor hen på en skole der underviser feer ligesom hende. Hun vil opleve farer som aldrig før. Hun vil kæmpe for hendes veninder og hendes eget liv. Hendes veninder og hende er klar til at sætte deres liv på spild for at redde den nye dimension, som hun kommer ind i. Hun er en meget stærk fe, og derfor er hun speciel i farer. Hun skal starte helt forfra i den nye dimension. En ny begyndelse med fantastiske oplevelser, venner for livet, fare og nye opdagelser. Men hvem er hun endelig?
Ny begyndelse konkurrence | valgmulighed 2

6Likes
8Kommentarer
1550Visninger
AA

4. Kapitel 3 - Hvem er jeg?

Tiden snegler sig af sted. Vi havde siddet oppe i vores lejlighed i noget tid nu. Pigerne ville ikke svarer på alle mine spørgsmål. De sagde at de ikke kunne. Det irriterede mig, for jeg har brug for svar. Jeg har brug for at vide, hvad forstanderen ikke kunne forstå. Jeg har brug for at vide, hvad det første billede i bogen betød. Hvem er den familie? Familien så så lykkelig ud. Men hvad har det også med mig at gøre?

”Piger, vil I ikke være søde, at fortælle mig hvad der foregår?” spørger jeg i nærmest en tiggende tone. Jeg har virkelig brug for svar. Jeg kan ikke vente til, at forstanderen har fået snakket med dem hun skal snakke med. For hvem ved hvor lang tid det lige tager? Det kan tage minutter, timer, dage, måneder og måske endda år. Okay overdrivelse fremmer forståelse. Men jeg kan virkelig ikke vente længere.

”Vanessa, det kan vi ikke,” siger Skyler i en ked af det tone. Jeg ved godt, at hvis de kunne ville de fortælle mig det. Forhåbeligt. Men det kan de ikke. Jeg ved godt de ikke kan, men det kunne virkelig være rart med nogle svar. Jeg sukker kort, og kigger ned på mine hænder. Jeg kunne virkelig godt bruge, at vi tog ind til byen. Måske at vi tog på en cafe. Det ville nok ikke være så dårligt. Men hvad ville de andre mon synes om det?

”Skal vi ikke tage ind til byen?” spørger jeg om. Jeg kigger rundt på dem, for at se hvilken reaktion der kommer frem. Dog kommer der ikke rigtigt nogle, hvilket bare får mig til at sukke endnu en gang. Hvad er det der sker, som er så vigtigt, at de ikke engang kan tage med ind til byen?

”Vi bliver nød til, at vente på forstanderen Vanessa, men vi kan helt klart gøre det i morgen. En tøsetur, bare os 5, så vi rigtigt kan komme ind på hinanden.” Jeg smiler til Elenora som kom med forslaget. Det er sødt af hende, og jeg kunne godt bruge det. Jeg kunne godt bruge at komme ud, også selvom det bare er i morgen. Jeg har brug for, at lærer dem alle sammen at kende. De virker alle sammen rigtig søde, og jeg tror vi alle sammen vil blive rigtig gode veninder.

Da jeg tænker på hvor gode veninder vi bliver, kommer jeg til at tænke på min veninde hjemme på jorden. Selena. Hun er virkelig en god veninde, og nu når jeg tænker over det savner jeg hende. Gad vide hvad mine forældre har fortalt hende?

”Det lyder godt,” siger jeg. Dog ikke med så glad en stemme, som jeg gerne ville. Tanken om Selena vendte mit humør mere end det allerede er. Hvis det overhovedet er muligt.

”Hvad er der?” spørger Skyler om. Det er som om, at hun kan se lige igennem mig. Men okay, nu er det heller ikke så svært at se, at jeg er ked af det over et eller andet. De vidste godt hvad det var før, men da Elenora sagde, vi kunne tage ud i morgen blev jeg glad. Rigtig glad. Det gør mig stadigvæk glad, men savnet til Selena er bare større end glæden.

”Jeg savner bare min veninde Selena. Jeg ved ikke engang hvad mine forældre har sagt til hende. Altså hvorfor jeg ikke er hjemme eller er hjemme før om noget tid,” siger jeg med en trist stemme. Jeg kigger rundt på pigerne, og de sender mig alle et opmuntrende smil. Dette er nok ikke lige det, man skal snakke om når man prøver at få nye veninder. Det ved jeg godt. Men hey de spurgte.

”Men dette her er en ny begyndelse. En ny begyndelse med nye veninder, det skal I ikke være i tvivl om. Jeg er jer alle taknemlig. Dette er måske bare lidt svært at vende sig til,” siger jeg så de ikke skal føle sig.. Ja jeg ved det ikke. Føle sig utilpas. Det ser dog ikke sådan ud. De smiler i hvert fald alle til mig.

”Bare rolig. Det skal nok blive godt. Ja nok er det en ny begyndelse, men lad os gøre det til en god ny begyndelse,” siger Nina. De andre gør sig enig, og jeg smiler stort til dem.

”I er virkelig fantastiske piger,” siger jeg. ”Det ved vi,” siger Nina. Vi begynder alle sammen at grine, hvilket hun også gør. Hun prøvede at være seriøs, men da vi andre begyndte at grine begyndte hun også. Det er dejligt, at have nogle veninder man kan grine med. Nogle man kan have det sjovt med, men samtidig nogle der vil lytte til en, hvis man er ked af det. Det sætter jeg virkelig pris på.

Døren ind til vores værelse går op, og vi vender alle sammen hovedet mod den. I døren står sekretæren og forstanderen. De hverken ser sure eller glade ud. De er mere neutral i ansigtet. Gad vide, om de er kommet for, at fortælle mig omkring det der skete ved bogen, eller de er kommet for at sige, at de ikke må sige det. Eller det nok mere forstanderen end det er sekretæren. Der er helt stille og de kommer ind i vores lejlighed. Ingen siger en lyd. I stedet for, at vi skal rejse os op vifter forstanderen med sin hånd. Jeg kigger forbløffet til, mens der kommer 2 stole frem. En til sekretæren og en til forstanderen. De sætter sig ned og får sat sig godt til rette, inden forstanderen lander hendes blik lande på mig.

”Vanessa, jeg har fået snakket med dem jeg nu skulle snakke med,” starter forstanderen ud. Jeg ved ikke hvad jeg skal forvente. Hvad snakkede hun med dem om? Må hun fortælle det hun snakkede med dem om eller fik hun af vide, at hun skulle holde sin mund lukket? Det hele kører rundt i mit hoved.

”Nu er det sådan, at jeg har fået lov til at fortælle dig omkring det du så. Vi kan ikke fortælle alt, da vores viden slutter på et tidspunkt. På det tidspunkt var du kun 3 år,” starter forstanderen ud. Jeg slår ørerne ekstra meget ud, for at få alt det med hun nu vil sige. Siden jeg også kun var 3 år, kan jeg heller ikke huske noget af det. Men det der undre mig er, hvad der er sket? Mit hjerte begynder at pumpe hurtigere. Mine hænder begynder at blive svedige. Jeg er nervøs.

”Ser du Vanessa, der var en gang et kongerige på en plant der hedder Hope –” –”Hope? Det betyder jo håb, hvorfor hedder den det?” afbryder jeg. Jeg er bange for, at forstanderen bliver sur, men det undre mig og jeg ved, at jeg ikke kan holde spørgsmålet inde. Heldigvis smiler forstanderen bare til mig.

”Det er ikke vigtigt. Jeg tror nu heller ikke nogle kan huske hvorfor, den blev kaldt Hope. Nogle af disse planter i den her dimension har mærkelige navne,” fastslår forstanderen med et smil, Jeg nikker til hendes ord for, at vise hende, at jeg har forstået det.

”Nå hvor kom jeg fra? Når ja. Dette kongerige var engang et meget lykkeligt et – du skal ikke afbryde mig,” siger hun, da hun kan se at jeg åbner min mund. Jeg lukker den i, og nikker stille.

”Godt. Nå dette kongerige var som sagt lykkelig. Der var en dronning og en konge som havde 2 døtre. Den ene på 3 år og den anden på 8 år. Dette er så 13 år siden. De var lykkelige. Men en dag blev kongeriget angrebet. Det var heksene der angreb med dem der er på deres side. De ledte efter en speciel fe. De vil have denne fe’s kræfter. Denne fe’s kræfter overgår alle andre. Hun er stærk, men om hun ved det, kan vi ikke svarer på. Hvor hun er kan vi heller ikke svarer på, i det vi ikke ved hvem hun er. Nå men efter angrebet blev de for svage, og flygtede. Kongen og dronningen døde under dette angreb. Vi troede også, at den mindste af dem døde. Vi ved endnu ikke med den ældst, men der går rygter om, at hun bliver fanget ved heksene,” fortsætter forstanderen. Hun kigger på mig for, at se om jeg er med. Jeg nikker til hendes svar. Altså jeg er med på historien, jeg er dog ikke med på, hvad dette har med mig at gøre. Men alligevel er det som om, at der er en klump i min hals. Det føles som om der er en tung sten ved mit hjerte. Hvordan kan dette lade sig gøre. Mens forstanderen fortæller denne historie, er det som om, at der ikke er andre end mig og hende, selvom jeg ved dette er løgn.

”Vi har prøvet at få dette bekræftet, men det kan vi ikke. Men vi går ikke ud fra, at hun er død. Dette ville der være noget om. Heksene ville prale med det, hvis hun var død. Hun var eller er en meget stærk fe, men dette var ikke denne fe de leder efter, for så havde de gået til angreb. Med denne fe’s kræfter bliver de stærkere end nogensinde før. Nå videre på historien. Vi har haft mange forskellige på for, at finde ud af hvordan vi skal redde hende. Men heksene er snu. Men vi troede jo den mindste var død, men det viser sig så, at den yngst overlevede. Vi ved endnu ikke hvordan. Dette er et mysterie for os. Den lille pige –” Forstanderen når ikke at sige mere før, døren bliver smækket op. Ind kommer en pige der er ældre end os. Enten er hun lærer ellers er det måske hendes sidste år her, hvem ved? Hun har sort hår ned til skulderne.

Hun ser forpustet ud, men stopper op da hun kigger på mig. Hendes øjne flydes med vand. Hun tager sin hånd op for munden. Tårerne løber nu ned af hendes kinder. Hun kigger hen på forstanderen, og tager sin hånd ned for munden og siger med en stemme fyldt med håb: ”Er det hende?” 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...