Den modsatte verden

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 dec. 2016
  • Opdateret: 12 jul. 2017
  • Status: Igang
Vanessa Evans er en 18 årige pige med et helt normalt liv. Det ændres dog en dag. Hun er ude og løbe i en skov, da hun hører nogle slås. Hun løber derhen, men tror ikke sine egne øjne. Det hun ser ændre hele hendes verden. Hun finder ud af hun er en fe, og kommer derfor hen på en skole der underviser feer ligesom hende. Hun vil opleve farer som aldrig før. Hun vil kæmpe for hendes veninder og hendes eget liv. Hendes veninder og hende er klar til at sætte deres liv på spild for at redde den nye dimension, som hun kommer ind i. Hun er en meget stærk fe, og derfor er hun speciel i farer. Hun skal starte helt forfra i den nye dimension. En ny begyndelse med fantastiske oplevelser, venner for livet, fare og nye opdagelser. Men hvem er hun endelig?
Ny begyndelse konkurrence | valgmulighed 2

6Likes
8Kommentarer
1603Visninger
AA

3. Kapitel 2 - Den magiske bog.

Skyler havde sagt, at hun gerne ville følge mig op til forstanderen. Hun havde sendt bud efter mig, da hun gerne ville snakke med mig, og ligesom vide hvem jeg er. Så derfor er det lige præcis der Skyler og jeg er på vej hen. Jeg er glad for, at Skyler vil følge mig der hen. For det første så aner jeg ikke hvor det ligger henne, for det andet er gangene på skolen lidt ligesom at skulle finde rundt i en labyrint. I hvert fald for mig. Skyler gik her også sidste år, så hun har fundet ud af alle gangene. Hvor de fører hen, hvilke man skal tage for at komme hurtigere frem og hvilke man skal tage for at komme langsomt frem. Dette er en meget stor hjælp for mig, da jeg allerede nu ville have faret vild, hvis jeg selv skulle finde der hen. Det er dog også dejligt, at hun vil gå med mig som en slags støtte. 

Jeg stopper pludselig op for ikke at gå ind i Skyler. Skyler er stoppet op foran en dobbeltdør, som har den samme farve som skolen. De kan vidst rigtig godt lide farverne blå og lyserød. Skyler vender sig om til mig og smiler skævt til mig. Hun har fortalt mig, at forstanderen er meget sødere end sekretæren, og at jeg ikke skulle være bange. Jeg håber nu bare, at hun har ret.

”Så er vi her,” siger Skyler. Jeg nikker og tager en dyb indånding. Jeg bliver overrasket, da Skyler trækker mig ind til et kram. Jeg ligger dog armene om hende, selvom jeg er lidt i chok, dog kommer et smil frem på mine læber, som jeg ikke gør noget for at skjule. Skyler trækker sig fra mig, og sender mig et kæmpe stort smil.

”Jeg venter på dig her ude,” siger Skyler. Jeg nikker og sender hende et forsigtigt smil. Skyler skubber mig hen til dobbeltdøren. Jeg ryster grinende på hovedet af hende, men kommer helt hen til døren. Håndtaget trækker jeg ned, og ryster kort på hovedet. Jeg skal nok klare det her. Jeg har jo ikke gjort noget galt. Jeg får trykket håndtaget helt ned, og skubber døren op. Kontoret har samme farve som hele skolen. Der står mange reoler her inde med bøger, men ikke sådan, at det ser ud til at være for meget. Det er faktisk helt tilpas. For enden af rummet er der store vinduer, så forstander kan se ud i forhaven. Foran vinduerne er der en stol i rød, hvor forstanderen sidder i. Foran hende har hun et skrivebord.

”Hej Vanessa, kom endelig ind og sæt dig ned.” Hun smiler til mig, og jeg smiler forsigtigt igen. Jeg bevæger mig hen til den røde stol som er foran hendes skrivebord. Det er den samme røde farve som den stol hun sidder i. Stolene er dog bare ikke ens. Hendes minder mere om en skrivebordsstol, hvor den der står foran minder mere om en man ville have i ens stue. Jeg kommer hen til stolen og sætter mig forsigtigt i den. Forstanderen har gråt hår, der er sat op i en stram knold. Hun har en stram kjole på, som måske ikke lige passer til hende, men det har jeg ikke lyst til at sige til hende. Umildbart ligner hun faktisk en der er sur hele tiden. Dog minder jeg mig selv om, at Skyler sagde at hun er sød.

”Nå Vanessa, vi skal som sagt have fundet ud af hvem du i det hele taget er. Altså din fortid. Og hvilken slags fe du er.” Jeg nikker til hendes ord, men ved ikke hvad jeg skal svarer. Jeg ved jo ikke noget som helst om alt det her.

”Skyler fortalte lidt om hvad hun havde set, da du reddet hende,” siger forstanderen. Hun læner sig tilbage i sin stol, og ligner en der tænker sig om. Hun fortsætter dog hurtigt sin tale igen. ”Hun sagde noget med nogle planter, så umildbart vil jeg skyde på naturens fe, men jeg er ikke sikker. Jeg vil gerne have du tager en test, omkring hvilken fe du er. Fortiden kan jeg dog ikke finde ud af endnu. Dog måske kan jeg, men det bliver svært. Måske den eneste mulighed for det er, at tale med dine forældre, men det finder jeg først ud af efter testen.” Det sidste hun siger mumler hun. Det var nok mere til hende selv indtil mig.

”Jeg skal nok tage teste for, at finde ud af hvilken fe jeg er,” siger jeg. Forstanderen smiler til mig, dog var jeg ikke færdig med at snakke. ”Problemet er bare, at jeg ikke vidste hvordan jeg gjorde det eller hvad jeg gjorde. Jeg ved ikke engang hvordan jeg forvandler mig,” siger jeg med forvirring i stemmen. Jeg begraver mit ansigt i mine hænder, da jeg virkelig ikke ved hvad fanden jeg skal gøre. Jeg har ingen ide om, hvordan jeg skal bruge mine såkaldte kræfter.

Jeg begynder faktisk at blive lidt bange for, hvad denne test går ud på. Er den mon farlig? Okay Vanessa tag dig sammen, skolen vil vel ikke udsætte en for noget farligt? Vel? Det må de vel ikke, og det vil de vel heller ikke. De er her jo for at hjælpe os.

”Øh, nu når jeg tænker over det, hvad går denne test ud på?” spørger jeg nervøst. Jeg kigger nervøst ned på mine hænder, som vikler sig ind i hinanden for derefter at vikle sig ud. De gentager processen indtil forstanderen begynder at snakke, og mit blik bliver vendt mod hende.

”Bare rolig Vanessa. Det er ikke en test hvor du skal være i farer eller sådan noget. Det er ikke en test som du normalt kender til. Dette her er som sådan faktisk ikke en test. Det bliver bare kaldt en test. Der er en bog, du rører den og så fortæller den hvad slags fe du er. Den vil kigge ind i dig. Måske hvis vi er heldig, kan den fortælle os om din fortid, men som jeg mumlede før, bliver jeg nok nød til at snakke med dine forældre om dette, da bogen ikke altid kan finde ud af sådan noget,” siger hun og sender mig et smil. Jeg begynder at trække vejret igen, og lægger først nu mærke til, at jeg slet ikke trak vejret. Var jeg virkelig så nervøs?

*

Jeg står i rummet, hvor bogen er i midten. Den står på en bogholder agtig noget, der er lavet af guld. Dette rum ligner ikke resten af skolen. Farverne på væggen er lys gul, mens de bænke noget der er næsten hele vejen rundt er lys grønne. Bænkene står helt ind mod væggen, og stopper der hvor døren ind til rummet er. Efter døren fortsætter bænkene på den anden side. Det eneste sted der endelig ikke er bænke er ved døren. Hvilket også giver meget mening.

Forstanderen gav mine veninder lov til at være her. Eller jeg har på fornemmelsen, at vi kommer til at blive gode veninder. De havde sagt, at de også gerne ville med, hvis jeg gerne ville have det. Dette var dog noget der ikke skete så tit havde Skyler fortalt mig. Forstanderen så åbenbart gerne, at man var til undervisningen. Forstanderen havde dog fortalt mig, at det var godt hvis jeg havde noget støtte.

Jeg kigger hen på forstanderen der står sammen med pigerne. Forstanderen nikker, mens de andre smiler stort til mig og sender mig en tommelop. Jeg tager en dyb indånding, og går så hen til bogen. Jeg bevæger mig forsigtigt hen til den, og jo tættere jeg kommer, jo mere kan jeg mærke dens kraft. Den er kraftfuld, og den har vel nok også meget værdi. Jeg trækker vejret langsomt for, at berolige mig selv. Dette er dog svært, da jeg er nervøs. Men er man ikke altid nervøs før en test? Lige meget hvilken test det er? Det er jeg i hvert fald.

Jeg kommer hen til den, og stiller mig foran den. Jeg står med min front vendt ud mod pigerne og forstanderen. Jeg lukker kort øjnene, og tæller til 10. Jeg løfter min ene hånd op, og ligger den på omslaget af bogen. Først sker der ikke noget, men jeg havde fået af vide, at jeg skulle blive indtil der skete noget. Jeg måtte først gå væk, når den var færdig. Hvorfor fortalte forstanderen mig ikke.

Bogen begynder at åbne sig, og jeg fjerner min hånd, præcis som jeg fik af vide jeg skulle. Bogen åbner sig, og kraften der kommer for bogen kan man tydelig mærke nu. Det kilder i mine fingerspidser, og hele vejen igennem min krop. Bogen stopper lige pludselig op på en side. Et grønt skær kommer over bogen, som begynder at forme sig som billeder.

Det første billede er af en familie, der er glade. En mor, en far, en storesøster og en baby. De ser alle sammen super glade ud. Billedet forsvinder, og jorden vises. Her vises en anden familie, med den samme baby, bare ikke nogle af de andre personer. Billedet forsvinder og et andet billede kommer frem. Billedet er af Skyler og jeg. Der hvor jeg hjælper hende med trolden. Man ser mig der har hænderne oppe og trolden som hænger i nogle planter. Billedet forsvinder. Der kommer ikke flere billeder frem, men en stemme høres i hele salen. 

”Vanessa, fe af naturen.” Det grønne skær forsvinder, og jeg kigger på bogen som lukker sig hurtigt. Var det bare det? Hvem er familien der var der før? Og hvad har de med mig at gøre? Jeg forstår ingenting og jeg kigger hen på forstanderen som kigger skræmt på bogen. Jeg flytter mig for bogen, og begynder at gå ned til dem, mens billederne bliver ved med, at kører i mit hoved. Jeg forstår dem ikke. Jeg forstår ikke andet end, at jeg er fe af naturen. Måske er det derfor, at jeg altid har elsket naturen? Altid kunne forstå naturens glæde og sorg. Da jeg kommer hen til dem, går forstanderen frem og tilbage.

”Det kan ikke passe. Vanessa? Hende Vanessa. Nej. Skal fortælle hende det. Men først snakke med de andre.” Da forstanderen ser, at jeg er kommet hen til dem, stopper hun både med at mumle, men også med, at gå frem og tilbage.

”Piger, I får fri resten af dagen. Tag med Vanessa op på værelset. Jeg kommer måske op til jer senere. Ikke snak med nogle omkring de ting I har set. Nogle af jer piger forstår måske det, men I skal ikke fortælle det til nogle. Heller ikke Vanessa, da jeg lige skal have snakket med nogle omkring dette, inden vi gør noget.” Med de ord forsvinder hun ud af rummet, og jeg står forvirret tilbage med pigerne ved min side. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...