Den modsatte verden

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 dec. 2016
  • Opdateret: 12 jul. 2017
  • Status: Igang
Vanessa Evans er en 18 årige pige med et helt normalt liv. Det ændres dog en dag. Hun er ude og løbe i en skov, da hun hører nogle slås. Hun løber derhen, men tror ikke sine egne øjne. Det hun ser ændre hele hendes verden. Hun finder ud af hun er en fe, og kommer derfor hen på en skole der underviser feer ligesom hende. Hun vil opleve farer som aldrig før. Hun vil kæmpe for hendes veninder og hendes eget liv. Hendes veninder og hende er klar til at sætte deres liv på spild for at redde den nye dimension, som hun kommer ind i. Hun er en meget stærk fe, og derfor er hun speciel i farer. Hun skal starte helt forfra i den nye dimension. En ny begyndelse med fantastiske oplevelser, venner for livet, fare og nye opdagelser. Men hvem er hun endelig?
Ny begyndelse konkurrence | valgmulighed 2

6Likes
8Kommentarer
1454Visninger
AA

2. Kapitel 1 - En ny begyndelse

 

Jeg lukker den sidste af mine kufferter sammen, og kigger rundt på mit værelse. Jeg kommer virkelig til at savne mit værelse. Jeg smiler kort, inden jeg tager den sidste af mine kufferter med ned i stuen. Jeg skal starte på en ny skole i dag. En skole for feer. Det er stadigvæk mærkeligt at sige. Feer. Jeg kan stadigvæk ikke tro på det, men det bliver jeg nød til for jeg er en af dem. Det giver ingen mening i mit hoved. Skolen starter dog først i morgen, men man skal åbenbart komme dagen før. 

Jeg er endelig kommet ind på den her fe skole fordi, hende feen jeg reddet, som for resten hedder Skyler, fik mig ind på den. Det var endelig heller ikke så svært, da der åbenbart ikke er mange feer tilbage på jorden. De fleste er flyttet fra jorden, og bor i et af de andre riger og planter som åbenbart også er her. Jeg forstår det stadigvæk ikke helt, men der er åbenbart flere planeter end folk på jorden ved, da der er en helt anden dimension. Skyler er åbenbart en prinsesse fra en af de planeter.

Hvis Skyler troede det var svært at overbevise mig, var det endnu svære at overbevise mine forældre. De troede slet ikke på det. Skyler blev næsten nød til at forvandle sig før at de troede på hende. Det viser sig også, at feer kan forvandle sig. Når de forvandler sig får de vingerne på ryggen, som i øvrigt er super flotte, og man får et fedt sæt tøj til. Der er åbenbart også flere forvandlinger man kan gå igennem. Der er mange. Skyler nævnte nogle af dem, men jeg forstod det ikke rigtigt helt. Jeg er trods alt også stadigvæk ny, så måske det giver mening en dag. 

Det bliver en helt ny begyndelse, en helt ny start. Og så ikke en helt almindelig en. Det bliver mærkeligt, men jeg bliver nok nød til at vende mig til det. Der er ikke rigtigt nogen vej tilbage. Skyler prøvede også at gætte på, hvilken slags fe jeg er. Altså omkring kræfter og sådan noget. Feer har forskellige slags kræfter. Skyler for eksempel har kræften vand. Hun kan skyde vand ud af sine hænder og styre vandet. Ret sejt faktisk. Jeg har endnu ikke prøvet videre med mine kræfter. Det er som om, at jeg er bange for det et eller andet sted. Jeg er bange for det nye. 

Jeg sætter kufferten på gulvet i stuen. Vores stue ligner bare en helt normal stue. Væggene er hvide og gulvet er af mørkt træ. Midt inde i stuen er der placeret et par sorte sofaer. Den ene en 3 persons og den anden en 2 persons. Ved dem er der placeret et sofabord, hvor selve pladen er gennemsigtig. På væggen hænger der er faldskærms TV. Ellers er der pyntet med billeder af mig og mine forældre.

Mit blik lander på mine forældre, som står med armene om hinanden. Jeg smiler til dem, inden jeg går hen og giver dem et kram. De krammer mig hårdt ind til sig. Så hårdt, at jeg føler at jeg er ved at blive mast. Men okay, jeg skal være væk i et halvt år. Man kan åbenbart kun komme hjem til juleferien og til sommerferien. Det er noget med, at I de andre ferier skal man være på skolen, fordi skolen planlægger et eller andet. Det er også okay, men jeg vil nu komme til at savne mine forældre.

”I maser mig.” Det var meningen at jeg ville sige det højt, men det kom kun ud som en mumle, da de klemmer mig så hårdt. Mine forældre griner, hvor de derefter undskylder. Jeg trækker mig fra dem, og ser på dem med et stort smil.

”Jeg kommer til at savne jer,” siger jeg stadigvæk med et stort smil på læberne. Jeg kommer til at savne dem, men det her kommer også til at være fedt. Jeg glæder mig til at prøve noget nyt. At starte et helt nyt sted. Det bliver nok svært i starten at vende mig til, men jeg har trods alt Skyler. Jeg tror vi vil blive rigtig gode veninder. Det kan jeg fornemme.

”Vi kommer også til at savne dig,” siger min mor med et smil. Hun tager sin hånd op og styrer mig over kinden. Jeg smiler svagt til hende, og giver dem et sidste kram. Jeg går hen til mine kufferter, hvor Skyler så pænt står og venter.

”Er du klar?” spørger Skyler om. Jeg smiler stort til hende og siger: ”Mere end bare klar, det bliver så spænende og mærkeligt,” griner jeg.

”Det kan jeg forestille mig, jeg har jo kendt til mine kræfter hele mit liv, men du har ikke vidst noget om det. Men bare rolig, de er alle sammen super søde,” siger Skyler for at berolige mig. Mærkeligt nok så hjælper det. Jeg er virkelig taknemlig for hende. Selvom jeg kun har kendt hende en dag, så er hun super sød mod mig. Hun sov hos mig, da hun var for udmattet til at tage videre. Jeg ville nu også være udmattet, hvis jeg havde kæmpet mod en trold.

Skyler havde fortalt mig omkring næsten alle de væsner der er der ude. Ikke alle er lige søde. Hun fortalte mig, at nogle af de væsner er på den onde side. Heksens side. Hekse leder efter en bestemt person. En meget stærk fe, som forsvandt for mange år siden. De skal bruge hendes kræfter for, at komme til magten over hele den magiske dimension, som det bliver kaldt. Hverken heksene eller feerne ved hvem det er, og om hun overhovedet er i live.

”Mange tak fordi jeg måtte sove her og låne jeres datter,” siger Skyler til min mor og far. De smiler igen, og vinker til os. Skyler finder et postkort frem hvor der er et billede af skolen på, og smider det på jorden. Hun tager en af mine kufferter og stiller sig på postkortet. Kort tid efter er hun forsvundet ned igennem postkortet. Jeg smiler til mine forældre, tager mine to sidste kufferter og stiller mig postkortet. Jeg synker lige så stille ned. Det er en virkelig mærkelig følelse. Det kilder helt nede i maven, som når man prøver en rutsjebane. Inden jeg er helt væk, når jeg dog at sige til mine forældre at jeg elsker dem.

Jeg dumper ned på græsset med mine to kufferter. Heldigvis blev jeg stående. Det ville nok ikke se så godt ud, hvis jeg faldt. Jeg smiler og ser, at vi står i udkanten af en skov. Jeg smiler stort, og føler en stor glæde. Det er som om, at jeg kan føle planternes og træernes glæde. Træerne tårner sig højt op mod den skyfrie himmel, og man kan hører bladenes raslen i den milde vind. Skyler kommer hen til mig, og river mig i ærmet. Jeg ryster kort på hovedet, for at komme til mig selv igen efter at have beundret skoven. Skyler begynder at grine af mig, og smilende ryster jeg på hovedet af hende.

Skyler begynder at gå med min den ene kuffert og jeg med mine to andre. Hun havde fortalt mig, at hun allerede havde sine kufferter her oppe. Hun havde åbenbart nogle til at fragte dem for hende. Gid det var mig. Det ville være lækkert. Men alligevel ikke. Jeg ville hade ikke, at kunne gøre tingene selv. Det er dog dejligt at Skyler vil hjælpe mig, men hun tager jo ikke alle for mig.

Da jeg ser skolen er det som om, at min kæbe falder ned til jorden. Mine øjne bliver så store, at jeg tror at mine øjene falder ud. Hvilket de jo ikke gør, dette ville være umuligt. Men igen, jeg troede også at dette her ville være umuligt. Skyler stopper op, da hun opdager at jeg ikke er med. Hun griner af mig, og kommer hen til mig igen.

”Sådan reagerede jeg også første gang,” siger hun med et smil. Skolen er høj med flere etager. Jeg forestillede mig, at det lignede en kostskole, men det gør det ikke. Forhaven er fyldt med glade elever, nye som gamle. Der er planter som pynter haven. Stier så man ikke går igennem græsset. Selvom man godt må det. Der er i hvert fald ikke noget skilt der står, at man ikke må. Skolen er lyserød og blå. Ved nogle af værelserne er der en altan. Jeg kan næsten ikke nå, at få det hele med før Skyler – igen – trækker i mig. Jeg kommer til mig selv, og følger endnu en gang med hende.

Mens vi går igennem forhaven, prøver jeg at få det hele med. Dette er dog svært. Der er så mange nye indtryk. Skyler stopper lige pludselig op, og jeg når lige at stoppe op inden jeg går ind i hende. Hun er stoppet op foran sekretæren, som skal tjekke alle ind. Køen går overraskende hurtigt, og før jeg ved af det er det Skylers tur.

”Hej igen Skyler,” siger sekretæren ret tørt. Hun er måske udmattet. Det kan også være hun hader sit job, hvem ved? Skyler bliver krydset af, og går om på den anden side af sekretæren. Hun stopper dog op kort efter hende for, at vente på mig. Jeg går op foran sekretæren, som har lyserøde briller på. Det klæder virkelig ikke hendes grå hår som er sat op i en knold. Det kunne også ligne at det er hvidt, men jeg vil skyde på det er gråt.

”Vanessa Evans,” siger jeg før hun når at spørger om mit navn. Hun krydser mig af og lader mig komme forbi hende. Jeg smiler svagt til hende inden jeg går forbi hende, og hen til Skyler. Hun skubber svagt til min højre skulder og siger: ”Det var ikke så slemt.” Jeg griner af hende og ryster på hovedet. ”Nej, det var det faktisk ikke.”

”Kom, vi skal finde vores værelser, jeg håber dog det kun bliver værelse. Eller skal man nærmere kalde dem for lejligheder?” Jeg ryster smilende på hovedet af Skyler, men følger efter hende da hun begynder at gå hen mod hoveddøren. Vi smutter op af nogle trapper, som faktisk er ret hårdt med 2 kufferter. Skyler får det til at se så let ud, men hun løfter nu også kun en. Efter hvad der føles som flere timer, kommer jeg endelig op af trappen. Skyler stod og ventede på at jeg kom op, så da jeg kommer op begynder hun at gå mod hovedindgangen.

Da vi kommer hen til hovedindgangen åbner dørene sig automatisk. Jeg går ind af hoveddøren, og taber endnu en gang min kæbe. Hvis jeg troede det var flot udenfor, er det ikke noget til her. Indenfor kører de det samme lyserøde og blå tema. Trapperne ligner dog guld. Det er ikke til at sige, om det er ægte guld eller det er noget de har malet. Selvom de sikkert ikke har malet det, det her er jo et sted for feer. Skyler har kurs mod trapperne og jeg følger trop. Endnu flere trapper. Det bliver så skønt det her.

Skyler stiller sig op på det første trin, og jeg kigger forvirret på hende. Hvad fanden har hun gang i? Jeg ryster på hovedet og stiller mig op på det første trin. Da jeg skal til at gå et trin mere op, bevæger trappen sig op af med os. Jeg er lige ved at falde, da det giver et ryk, dog når Skyler lige at gribe fat i mig.

”Den havde du ikke regnet med, hva?” griner Skyler. Jeg ryster på hovedet og griner med hende. ”Nej det havde jeg ikke lige.” Trappen stopper, og vi er oppe for enden af den. Skyler tager fat i min kufferter, og begynder at gå. Jeg følger efter hende og undre mig over, at hun kan finde rundt i alle de her gange. Jeg farer sikkert vild, de første måneder. Jeps måneder ikke dage eller uger, nej måneder.

Endelig stopper Skyler op foran en dør, og hiver glad. Jeg slipper mine kufferter og tager mine hænder op til mine ører, da det faktisk er ret højt. Meget højt. Jeg tager mine hænder ned fra mine ører, da hun endelig er færdig. Hun kigger glad hen på mig, og jeg rynker brynene for, at vise hende, at jeg ikke ved, hvad hun mener. Hun ryster kort på hovedet af mig, og smiler stort.

”Vi skal dele lejlighed sammen med 3 andre piger,” siger hun. Jeg smiler også stort. Det er dejligt, at jeg skal bo på værelse med i det mindste en jeg kender. De andre 3 kender jeg ikke, men nu må vi se. Vi tager kufferter ind i lejligheden, og jeg forstår nu hvorfor hun mener lejlighed. Der er et stort stuerum med sofaer og bord. Derudover er der plads til at indrette det som man vil. Væggene er igen lyserød og blå, og gulvtæppet er sort. Ikke lige den farve jeg ville vælge. På højre side er der to døre og på venstre side er der en.

”Der skal jeg have værelse, det samme sted som sidste år,” siger Skyler og peger på døren til venstre. Skylers navn står der, men det er også det eneste navn der står der. Det må betyde at hun skal sove der alene. Jeg kigger hen på dørene til højre, og ser at jeg skal dele værelse med en der hedder Elenora. Jeg smiler svagt. Det er et flot navn.

Skyler hjælper mig på plads med mine kufferter, og vi beslutter os for, at sætte os ud i sofaerne for, at vente på de andre. Vi når lige, at slå os ned, da en pige kommer ind. Hun har mørke brunt hår ned til barmen. Hun sætter sine kufferter og kommer hen til os med et smil. Da hun kommer tæt på kan man se de flotte brune øjne som passer til hendes hårfarve. Hun strækker sin arm ud, og jeg tager i mod hendes hånd og smiler.

”Elenora,” siger hun. Bare det, at hun har sagt hendes navn får man lyst til, at lytte til hendes stemme hele dagen. Den er så sød. Man føler sig virkelig tryg ved lyden af hendes stemme. Det er som sød musik.

”Vanessa, vi skal dele værelse,” siger jeg og smiler. Vi får givet hånd og hun går videre til Skyler. Igen siger hun sit navn og Skyler siger hendes. Hun går ind på værelset med sine kufferter, men kommer kort efter ud og tilslutter sig Skyler og jeg.

Kort efter, kommer der endnu en pige ind. Hun har blondt hår som går hende til skulderne. Man kan se hendes øjenfarve herfra. De er grønne og skinner virkelig. Det er en super flot farve, som virkelig klæder hende. Det er dog ikke så blond som Skylers, men tæt på. Hun sætter også sin kufferter, og kommer hen til os for, at give os hånden.

”Bella,” siger hun. Vi får alle givet hende hånden og fortalt vores navne. Hun skynder sig ind på sit værelse med sin kufferter. Der går dog lidt længere tid før, at hun slutter sig til os. Døren til vores lejlighed bliver endnu engang åbnet, og ind kommer en pige med gråt hår. Man skulle ikke tro, at det klæder en på vores alder, men det går det virkelig. Det klæder hendes flotte blå øjne. Pigen kommer også hen til os for, at give os hånden.

”Nina,” siger hun og giver mig hånden. Hun giver os alle sammen hånden, mens vi fortæller hende vores navne. Hun smutter ind med sine kufferter og kommer hurtigt igen. Hun slutter sig til os, så vi forhåbeligt kan lærer hinanden bedre at kende. Skyler og jeg sidder i den ene sofa. Bella og Elenora sidder i den anden sofa, mens Nina sidder i stolen.

”Hvad slags fe er I så?” spørger Elenora om. Hun kigger på os med et stort og oprigtigt smil. Hun vil virkelig gerne lærer os at kende. Jeg hader virkelig også de piger, der lader som om at de vil lærer en at kende, og så vil de det i virkeligheden ikke. Sådan nogle typer er virkelig ikke lige mig, det må jeg nok sige.

”Altså, jeg ved det ikke. Jeg fandt først ud af, at jeg er en fe i går, da jeg ligesom reddet Skyler her fra en ulækker trold,” siger jeg og smiler svagt. Elenora kigger stor smilende på mig, og klapper i sine hænder. Ret uhyggeligt faktisk.

”Hvor fantastisk. Du skal nok finde ud af hvilken fe du er. Der er nogle fantastiske lærer her,” siger Elenora. Jeg smiler skævt til hende. Jeg ved ikke helt hvad jeg skal svarer og lader derfor vær. De andre gør sig enig med Elenora, men Elenora vender sig hurtigt hen mod Skyler og gør tegn til, at hun skal fortælle hvad slags fe hun er.

”Jeg er fe af vandet,” siger Skyler stolt. De andre ser fascineret på hende, og de begynder kort at snakke om det. Jeg kan ikke rigtigt være med, da jeg ikke rigtigt kender til noget af alt det her endnu. Det er stadigvæk meget nyt for mig.

”Hvad med dig Bella?” Bella kigger hen på Elenora, som spørger hende. Hun smiler stort, da hun begynder at fortælle hvad slags fe hun er. Hun er åbenbart fe af lyset. Jeg vidste ikke man kan være det. Men altså det kan man. Lyset fra lamperne, månen, stjerner og solen. Det er faktisk ret sejt. Turen går videre og det er Ninas tur. Hun fortæller med stolthed i stemmen at hun er fe af dyrene. Dette synes jeg faktisk er virkelig sejt. Hun kan forstå dyrene, tale med dem og de hjælper hende i nød. Dette ville være fantastisk. Da det er Elenoras tur fortæller hun også med stolthed i stemmen at hun er fe af teknologi.

Alt dette er meget fedt, det gør mig bare ked af, at jeg ikke kan fortælle med stolthed i stemmen hvilken fe jeg er. Dog forsikre de mig alle sammen, at det nok skal gå. Jeg ville nemlig ikke være kommet igennem postkortet, hvis jeg ikke var en fe. Jeg smiler af deres forsøg på, at opmuntre mig. De er virkelig allerede fantastiske. Dette skal nok blive en god ny begyndelse. 

 

_____________________________________________________________________________

Så er historien skudt igang! Jeg håber I kan lide den. Det er ikke alle kapitlerne der bliver lige så lange her. Måske nogle på den her længde, måske også længere, men der vil dog også være nogle der ikke er så lange her. Men med det sagt, ønsker jeg jer et rigtig godt nytår, og jeg håber I vil tage godt i mod historien, da jeg ikke rigtigt har prøvet at skrive noget lignende :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...