Regnskyl

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 dec. 2016
  • Opdateret: 9 feb. 2017
  • Status: Igang
”Du skal bare have en paraply på dig. Altid,” siger han og skæver op på vores blå polyesterhimmel.
”Beskytter den dig også mod storm?”
”Det er ligesom regntøj. Hvis du husker dit regntøj, regner det ikke. Hvis du husker din paraply, slipper du for dårligt vejr.” Han har et glimt i øjet, og jeg bider mig let i læben for ikke at smile som en anden idiot.
”Og alligevel står du her klokken to om natten i pisvejr.”
”Kun fordi jeg ville følge dig hjem.”

/// Valgmulighed 3 til En ny begyndelses-konkurrencen - en historie med inspiration fra citatet: “Things change. And friends leave. Life doesn't stop for anybody.”

38Likes
38Kommentarer
2098Visninger
AA

6. KAPITEL 6: WHEN I WAS YOUNG I NEVER NEEDED ANYONE

”Du skal prøve det her,” siger Michelle og sætter sig ved siden af mig med to shotglas, citronskiver og en saltkværn. Det er første gang i aften, at hun har givet sig tid til at tale rigtigt med mig, men det er selvfølgelig også svært at være alle steder på én gang.

Måske var det i virkeligheden ikke den smarteste idé at tage til forfest hos Michelles veninde, men det virkede bedre end at tage til gymfesten alene og ædru.

”Hvad er det?” spørger jeg og rynker på næsen. Rynken bliver hun værre, da jeg lugter til væsken i shotglasset.

”Tequilashots, selvfølgelig.”

Jeg hæver øjenbrynene en anelse. Det lyder lidt som en dårlig idé, men på samme tid lyder det som en fremragende idé. Jeg har brug for noget at drikke, hvis jeg skal klare mig aftenen igennem, og cider har bare ingen effekt.

Pludselig virker alting bare som en dårlig idé. Var jeg virkelig så desperat efter at se Daniel, at jeg tog til en fest, når jeg ved, at jeg vil hade det og kede mig, fordi min bedsteveninde hænger ud med sine klassekammerater?

Der er en grund til, at jeg normalt ikke tager af sted. Det glemte jeg lidt, da jeg fik den gode idé at støde på Daniel. Der måske-måske ikke dukker op til festen.

”Hvordan gør man?” spørger jeg og stirrer på Michelle, der lægger en skive citron på bordet foran mig.

Når det kommer til alkohol er jeg ret uerfaren. Jeg drikker sjældent. Det har ikke rigtig tiltalt mig, og jeg fik det mere dårligt af at se folk brække alle deres indvolde ud og ødelægge deres aften. Så syntes Michelle, jeg skulle prøve en dag med nogle lakridsshots i tiende klasse, og det var nok dér, jeg første gang rigtig drak noget. Til min store ærgrelse blev jeg hverken fuld af det eller brød mig om smagen.

 ”Først slikker du på din hånd,” forklarer Michelle og demonstrerer ved at slikke på skinnet mellem tommel- og pegefingeren oven på hånden. ”Så hælder du salt på,” fortsætter hun og følger sin egen beskrivelse. Jeg gør hende kunsten efter.

”Så tager du fat i citronskiven og holder den.” Hun tager citronen med den hånd, hun har salt på.

”Og så kommer det sjove. Du skal gøre det hurtigt. Du skal slikke saltet af din hånd, tage shottet og bide i citronen.” Hun ser mig forventningsfuldt i øjnene, men hun er lidt omtåget. ”Er du med på det?”

Jeg nikker langsomt og skæver til shottet. Hvis det smager halvt så dårligt som det lugter, kommer jeg til at spytte det ud igen. Hvad er det, jeg laver?

”Fantastisk. Klar? Parat, go!”

Jeg afspejler hendes handlinger, og får et chok, da tequilaen rammer min mund. Jeg skærer en grimasse, lader den spritagtige tørre smag synke ned i min hals. Michelle tager min hånd, som jeg har citronen i og tvinger den ind i munden på mig, og smagen forsvinder. Aldrig har jeg troet at citron skulle være min redning.

”Jeg sagde jo, at du skulle gøre det hurtigt,” griner Michelle. Hun må have set mit ansigtsudtryk. En underlig varme spreder sig i hele min krop, og jeg griner. Jeg ved ikke, om det er fordi shottet allerede har ramt mig.

”Er du klar på en mere?” spørger hun og rækker ud efter en flaske med en sombrero på, men jeg tøver. Den her følelse i mig er fantastisk. Det er som om shottet skyllede mine tanker væk, som om det lettede for trykket i min mave. Men jeg bør ikke tage et mere, når jeg ikke ved, hvordan det påvirker mig. Det sidste, jeg har lyst til lige nu, er at bruge aftenen på at brække mig.

”Du behøver ikke, jeg tager bare et med pigerne,” siger hun og får sagt ”pigerne” på sådan en måde, at jeg tydeligt kan høre, at jeg ikke er en del af ”pigerne” og aldrig bliver det. Så min instinktive reaktion er selvfølgelig at ryste på hovedet og sige: ”Nej, jeg er klar på et mere.”

Jeg troede, jeg var lidt mere klar på det andet shot, men det var først, da jeg havde bidt i citronen, at jeg kunne slappe af igen. Jeg elsker den varme følelse, der spreder sig i min krop efter et shot. Jeg elsker, at jeg har lyst til at fnise over alt og intet. Og jeg elsker, at det eneste, jeg lige nu kan tænke på er ligegyldige ting, der hverken involverer mine forældre, Daniel eller at Michelle langsomt er ved at glide ud af mit liv.

”Jeg smutter lige hen til de andre,” siger hun og rejser sig. Jeg fniser bare og vinker til hende. Hopper lidt op og ned i den sofa, jeg sidder i, og som jeg er den eneste, der sidder i. Jeg skæver til Michelle, der står i en stramtsiddende sort kjole, der er kort nok til, at man vil kunne se alt, hvis hun bukker sig ned. Jeg tør ikke at være så vovet. Jeg droppede endda den croptop, jeg overvejede at tage på, fordi min delle på maven sagde stop, da den tittede frem over bukselinningen. Jeg endte med at tage en t-shirt med perler i v-udskæringen på til mine sorte bukser, der er præcis de samme bukser, jeg spildte cola udover for næsten en uge siden.

Set i bakspejlet var det måske ikke det klogeste valg, måske er der en eller anden form for forbandelse over bukserne, men lige nu kan jeg ikke være mere ligeglad.

Jeg har lyst til at gå hen til de andre. Jeg har lyst til at gå udenfor og hen mod skolen. Jeg har lyst til at se Daniel, og jeg har lyst til det uden at bekymre mig om, hvordan det vil gå. Lige nu føles det som om, det vil gå fantastisk.

Da Michelle kommer tilbage lidt efter, har hun et plastickrus med til mig med en meget grøn væske. Da jeg får det i hånden og lugter til det, konkluderer jeg, at det er små sure æble.

”Er der ikke lidt for meget?” spørger jeg, selvom jeg overvejer at skylle det ned i én slurk, hvis det kan give mig bare den halve følelse af, hvad tequilashottet gjorde.

”Næh, vi skal i gang med en drukleg, så vi kan blive pissestive, inden vi tager af sted.”

Jeg trækker på skulderne og hopper med på legen. For første gang uden at tøve. Min krop er varm og det snurrer lidt på en dejlig måde. Bekymringerne for at finde toilettet i stedet for Daniel er langsomt forduftet.  

Jeg ved ikke hvor længe vi spiller, men lige pludselig er der en, der råber, at vi hellere må komme af sted, for festen er begyndt for en halv time side. Vi kommer selvfølgelig en halv time efter, fordi så er der lidt gang i den.

Vi splejser om to taxaer, selvom jeg i virkeligheden hellere ville gå. Jeg er rastløs, har brug for at løbe, men jeg forsøger at sidde stille og følge med i den samtale Michelle har med sin veninde, selvom jeg ikke har noget at bidrage med. Hun taler om Emil, som vi mødte i lørdags. Han kommer vist nok til festen. Måske er det ham, Daniel følges med? Jeg vil gerne bidrage til samtalen, men det eneste, jeg kan bidrage med er, hvorfor de er så optaget af Emil, når Daniel er der. Men det siger jeg selvfølgelig ikke højt. Mest fordi jeg er bange for, at Michelle ”stjæler” ham for næsen af mig.

Vi tumler ud af taxaen og får armbånd på, som vi kan bytte til en drink i det lokale diskotek. Jeg regner ikke med at tage med videre, men måske ombestemmer jeg mig. Man ved aldrig. Lige nu har jeg mest af alt lyst til hoppe rundt og danse, og på samme tid bare lede efter Daniel.

”Kan I se ham nogen steder?” Michelle hæver stemmen over musikken, der hamrer ud af højtalerne. I et øjeblik tror jeg, hun taler om Daniel, og mit hjerte begynder at banke hurtigt, men så går det op for mig, at hun selvfølgelig taler om Emil.  Emil som jeg nok ikke vil kunne genkende, men jeg ser alligevel omkring efter ham. Fremmede og knap så fremmede ansigter fylder mit synsfelt, men jeg forsøger at finde noget virkelig bekendt i mængden. Jeg afsøger hver eneste krog, jeg kan komme til, og forventningen begynder at stige.

Så er det, at det går op for mig, at jeg slet ikke leder efter Emil.

”Nej,” svarer jeg og ser på Michelle.

”Lad os gå videre.” Michelles stemme er skinger og så entusiastisk. Jeg følger bare efter hende, og fanger mig selv i at se mig over skulderen.

Da jeg tvinger blikket frem, forsøger jeg i stedet at finde ham i mængden foran mig.

Pludselig gisper Michelle.

”Der er han!” hvisker hun så højt, at hun ligeså godt kunne have råbt det. Så bliver hendes øjne smalle. Han står og snakker med to andre piger.

”Dét sker bare ikke,” mumler hun og går i mod dem. Jeg prøver at følge med, men mennesker går ind foran mig, og pludselig er hun væk. Jeg stiller mig på tær for at få øje på hende, men flere mennesker går ind foran mig. Jeg bliver skubbet til side i samme øjeblik som en fyr vader ind i skulderen på mig og spilder et eller andet ud over min arm. 

”Så se dig dog for,” mumler han og går videre. Lugten af vodka når mine næsebor, jeg skærer en grimasse og tørrer min hånd af i mine bukser. Der er en eller anden forbandelse over de her bukser.  

Selvom jeg sagtens kan finde Michelle, hvis jeg har lyst, gør jeg det ikke – af den simple grund, at jeg ikke gider stå og vente på hende, mens hun forsøger at få sin tunge ned i halsen på en eller anden fyr, der sikkert ikke kan huske hendes navn.

Jeg gider ikke være det tredje hjul.

Og jeg har noget langt bedre at foretage mig. 

Jeg vender opmærksomheden mod de andre piger, men de er alle sammen gået deres vej, for jeg er ikke en del af deres gruppe, så hvorfor skulle de vente på mig?

I stedet sætter jeg kurs ned ad gangen. Der ligger allerede bræk på gulvet. Tre meter fra toiletterne. Jeg går i en stor bue uden om, mens jeg prøver ikke at se alt for frastødt ud, selvom det er ulækkert.

Før jeg ved af det, er jeg på vej udenfor. Jeg har det stadig varmt, og det ser ud som om, der er en ligeså stor fest ude i gården, som der er på dansegulvet indenfor.

Den kølige luft lukker sig om mit ansigt, men det er behageligt. Brisen hjælper på den høje temperatur, der har indtaget min krop. Jeg lukker kort øjnene, trækker vejret langt ned i lungerne, selvom min krop ikke har lyst til at stå stille. Mine fødder har fanget musikken. Jeg er ikke en danser. Det har jeg aldrig været. Men lige nu har jeg ikke lyst til andet end at tumle rundt og lade musikken indtage min krop.

Men da jeg åbner øjnene igen, spejder de alligevel efter Daniel. Jeg bliver nødt til at finde ham. Jeg vil hade mig selv de næste par dage, hvis ikke måneder, hvis jeg ikke gør det.  

Problemet er, at jeg ikke aner, hvor jeg skal lede. Jeg ser hen over de dansende kroppe, men finder ham ikke. Inderst inde er jeg lidt lettet, for jeg kan ikke rigtig se for mig, at Daniel er dansetypen. Hvis der findes en dansetype.

For lige nu har jeg jo lyst til at danse.

Jeg når frem til, at han også kan være indenfor. Måske er han lige ankommet. Måske gemmer han sig i et lokale og spiller rollespil. Det har jeg hørt, at der er nogen, der gør.

Jeg tager en omvej, fordi døren, jeg kom ud af, er proppet til af folk, der ikke forstår, at man ikke står i dørene.

Jeg når et skur, hvor to skikkelse kommer til syne. De står og kysser, og jeg overvejer at gå tilbage – men på den anden side: De opdager mig nok ikke, hvis jeg lister forbi. De er sikkert alligevel så berusede, at det eneste, de kan se i verden, er hinanden.

Jeg træder forsigtigt frem af – forsøger at være hurtig, men lydløs på samme tid. En fordrukken ninja. Men da jeg når tættere på, fryser mine fødder sig til fliserne. Mit hjerte banker så hårdt og højt, at hvis jeg ikke flytter mig snart vil de opdage mig. Men mine øjne er klinet til de to skikkelser, der ikke længere er skikkelser, men Daniel og min bror, hvis læber er låst fast til hinanden.

Daniel og min bror.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...