Regnskyl

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 dec. 2016
  • Opdateret: 9 feb. 2017
  • Status: Igang
”Du skal bare have en paraply på dig. Altid,” siger han og skæver op på vores blå polyesterhimmel.
”Beskytter den dig også mod storm?”
”Det er ligesom regntøj. Hvis du husker dit regntøj, regner det ikke. Hvis du husker din paraply, slipper du for dårligt vejr.” Han har et glimt i øjet, og jeg bider mig let i læben for ikke at smile som en anden idiot.
”Og alligevel står du her klokken to om natten i pisvejr.”
”Kun fordi jeg ville følge dig hjem.”

/// Valgmulighed 3 til En ny begyndelses-konkurrencen - en historie med inspiration fra citatet: “Things change. And friends leave. Life doesn't stop for anybody.”

38Likes
36Kommentarer
2249Visninger
AA

5. KAPITEL 5: WILL THEY OPEN THEIR EYES AND REALIZE WE ARE ONE?

Kapitel fem er et af de kapitler, hvor jeg beslutter mig for at gøre noget, jeg selvfølgelig kommer til at fortryde.

Jeg tilmelder mig HTX-festen.

Jeg har på det sidste undgået dem. Fordi Michelle og jeg plejede at tage af sted sammen, men efter hun har fået travlt med sine andre venner, følte jeg bare, jeg kom i vejen. Hvilket i virkeligheden er åndssvagt, for så længe du har noget sprut og er villig til at dele det og blive pissestiv med dem, kan du sagtens være med. Det er bare ikke lige dét, jeg har allermest lyst til sammen med Michelles venner. Det var noget andet, hvis det var mine egne. Men det her er Michelles. Michelles smukke, smukke veninder, der ved præcis, hvad man har på, for at se allerflottest ud, ligesom Michelle. Og i modsætning til mig, der ikke engang kan finde ud af at lægge eyeliner.

Men denne gang melder jeg mig til årets anden fest.

Hvorfor?

Jeg vil gerne sige, at det er fordi, jeg har indset, at jeg bliver nødt til at komme ud. At jeg bliver nødt til at møde nye mennesker, og at det ikke lyder som en dårlig idé at prøve at lære Michelles veninder at kende, så jeg også kan være med i den gruppe, jeg blev udelukket af fra starten. 

Men det er ikke derfor.  Det er fordi, jeg ved et tilfælde så, at Daniel havde tilmeldt sig samme fest. 

Det er ret almindeligt at folk tager til vores fester, hvis de kender nogen, der går her, og jeg kan ikke lade være med at overveje, hvem Daniel kender. Jeg tror ikke, det er Elias, og der går så mange her, at det kunne være hvem som helst, så jeg stopper ret hurtigt mine overvejelser. 

Jeg har ikke hørt fra Daniel siden han aflyste vores kaffeaftale, og hvor pinligt det end er, har jeg brug for at se ham. Jeg har brug for at se, at han er okay, og jeg har brug for at finde ud af, om det er mig, der er noget galt med, eller om han faktisk havde en god undskyldning for ikke at dukke op. Jeg har brug for at vide, at alting er okay i mellem os.

Jeg ved godt, at jeg kan skrive til ham. At det vil gøre alting nemmere, men jeg kan ikke få mig selv til det. Han skrev trods alt, at han nok skulle skrive tilbage, når han kunne. Og jeg ved ikke, hvad jeg skulle skrive til ham. At støde ”tilfældigt” ind i ham virker som en bedre idé. Og det virker som en endnu bedre idé, at der er alkohol indblandet, for så vil jeg stoppe med at være konstant opmærksom på mig selv og overveje hver evig enkel handlig, jeg gør. 

Så jeg tilmelder mig festen. Den er på fredag, og væggene har været tilplastret med plakater om den overalt. Jeg overvejer, om jeg skal skrive til Michelle og spørge hende, om vi skal følges, men beslutter mig for at ringe i stedet, når jeg kommer hjem eller spørge hende, hvis jeg møder hende på gangen. Forhåbentligt er det svære for hende at komme op med en undskyldning, hvis det ikke foregår over tekst.

Jeg pakker herefter mine ting sammen for at gå til næste time, da jeg møder Elias på gangen.

Måske er møder så meget sagt. Han forsøger at undgå mig ved at gå en stor bue uden om og med ansigtet vendt mod vinduerne, som om han ikke har opdaget mig. Sådan er det normalt, når vi ser hinanden på gangene. Alligevel virker i dag lidt mere mærkelig.

”Har du allerede fri?” spørger jeg og nikker mod hans skoletaske og jakke. Han stopper op i et øjeblik, ser lidt rundt, før han endelig ser på mig.

”Jeg skal til tandlæge,” svarer han og skynder sig videre.

 

Der er overraskende stille, da jeg kommer cyklende ned ad vores gade.

Ingen, der råber. Ingen naboer, der skuler til vores hus.

Det er ellers ved at blive ret normalt.

Jeg kan se fars bil holde i indkørslen, så han er i hvert fald hjemme. Mors bil holder der også, men hun cykler som regel på arbejde.

Jeg tjekker alligevel for en sikkerhedsskyld efter hendes cykel, da jeg sætter min egen ind.

Den er der ikke.

Så behøver jeg ikke flygte hen på biblioteket i dag. Hvilket jeg ellers har gjort nogle gange nu.  

”Jeg er hjemme!” råber jeg ud i den tomme gang, tager mine sko af og stiller dem på stativet, før jeg går ud i køkkenet til far, der sidder ved sin computer.

”Hej skat. Haft en god dag?” spørger han og smiler varmt til mig. Da jeg kommer hen til ham, kysser han mig på panden, og jeg nikker.

”Den har været fin,” siger jeg og går hen for at finde noget at spise.

”Skal du have noget?” spørger jeg, mens jeg roder i skufferne.

”Nej, det er fint.” Han taster videre på computeren, og jeg laver en sandwich og tager en cola fra køleskabet, selvom det egentlig kun er onsdag, og selvom jeg bør vente til fredag.

”Du må ikke sige noget til mor,” griner jeg, da far opdager min sodavand i hånden. Smilerynkerne danser omkring hans øjne, da han ryster på hovedet af mig.

Mine forældre er fantastiske mennesker. Det har de altid været. De er omsorgsfulde og gavmilde. De har altid taget sig godt af os, og vi har aldrig manglet noget.

Men sammen fungerer de ikke. Sammen overskygger deres uenigheder alt det, de gør for os, og jeg har dårlig samvittighed hver gang jeg tænker, at jeg hader dem, og at jeg ikke har lyst til at bo hjemme.

For inderst inde ved jeg også, at den eneste grund til, at de bliver sammen, er for vores skyld.

”Hov, Ella?” siger far, da jeg er trådt ud af køkkenet. Jeg vender mig om mod ham. 

”Vil du ikke lige minde Elias om, at han skal til tandlæge i morgen?” spørger han og ser over sine briller.

Jeg rynker brynene.

”Var han ikke det i dag?” ryger det ud af mig, inden jeg får overvejet andre muligheder. Som at han slet ikke var til tandlæge i dag.

”Han har tid i morgen, så det tror jeg ikke,” svarer far og vender tilbage til sit arbejde. Jeg står i døråbningen i et øjeblik, før jeg går ned af gangen. 

I søsterkodekset står der helt sikkert, at jeg ikke skal fortælle far det. Men omvendt er jeg bekymret for Elias. Hvad skulle han så?

Hans opførsel er begyndt at blive værre og værre, og hvis mor og far opdager, at han pjækker, vil jorden først gå under.

Jeg banker på hans dør og åbner den, da jeg hører ham sige hvad!?

Han sidder ved sin computer og lukker netop Facebook ned, da jeg stikker hovedet ind, så jeg ikke ser, hvad han laver.

”Hvad er der?” Han lyder mere fjendtlig, end han plejer.  

”Far sagde, at jeg skulle minde dig om, at du skal til tandlægen i morgen,” siger jeg og ser sigende på ham. Et øjebliks frygt glider over hans øjne, men så lægger han ansigtet i normale folder.

”Okay.”

Jeg ser tøvende på ham. Overvejer, om jeg skal skælde ham ud, om jeg skal konfrontere ham eller om jeg bare skal gå min vej.

”Du kan altså ikke bare pjække sådan fra skole,” siger jeg så, og han trækker på skulderne.

”Jeg skulle til bøjletandlæge.”

”Du har ikke engang bøjle, Elias.”

”Jeg skulle bare i biografen med nogle venner. Filmen kørte kun dér. Jeg gør det ikke igen,” siger han åndsfraværende. Jeg tror ikke engang, han lytter til, hvad han selv siger.  

Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. På én og samme tid lyder det så uskyldigt og så dumt.

Hvis jeg havde venner, der ville gå med mig i biografen midt på dagen, ville jeg så også pjække?

”Bare… Lad vær, okay? Jeg fortæller mor og far det, hvis du gør det igen,” siger jeg som den irriterende søster, jeg for det meste er. I virkeligheden bør jeg tale med ham – om alt det, der foregår med mor og far og sådan igen, men jeg ved ikke, hvad jeg skal sige, og jeg tror ikke, der er noget, jeg kan sige, der kan gøre situationen bedre. Det var jo ikke ligefrem fordi sidste gang var en succes.

Desuden er det mor og fars job. Og jeg er så dårlig til at tale om følelser. Så i stedet for at gøre det, jeg bør gøre, lukker jeg døren forsigtigt i og går ind på mit værelse. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...