Regnskyl

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 dec. 2016
  • Opdateret: 9 feb. 2017
  • Status: Igang
”Du skal bare have en paraply på dig. Altid,” siger han og skæver op på vores blå polyesterhimmel.
”Beskytter den dig også mod storm?”
”Det er ligesom regntøj. Hvis du husker dit regntøj, regner det ikke. Hvis du husker din paraply, slipper du for dårligt vejr.” Han har et glimt i øjet, og jeg bider mig let i læben for ikke at smile som en anden idiot.
”Og alligevel står du her klokken to om natten i pisvejr.”
”Kun fordi jeg ville følge dig hjem.”

/// Valgmulighed 3 til En ny begyndelses-konkurrencen - en historie med inspiration fra citatet: “Things change. And friends leave. Life doesn't stop for anybody.”

38Likes
38Kommentarer
2092Visninger
AA

4. KAPITEL 4: CAUSE THE LONELINESS WILL STAY WITH ME AND HOLD ME TILL I FALL ASLEEP

 

Det begynder at regne halvvejs mod Café Paraplyen. Først er det som støv, der lægger sig over mig. Så tager det til, og det bliver svære at se. Men det gør ikke noget. Jeg kan lide det. Det er som om regnen beskytter mig. Jeg er ikke helt sikker på, hvad den beskytter mig i mod. Måske den underlige sitrende følelse, der har været i min mave hele dagen. En blanding af spænding og nervøsitet.

Da jeg når frem, er jeg gennemblødt. Store dråber falder ned over mit ansigt fra mit hår. Mine bukser er kolde og stive, og jeg kan ikke helt vurdere, om jeg elsker eller hader september, for jeg kan godt lide regn. Faktisk elsker jeg regn.

Jeg kan bare ikke lide at cykle i det.

Jeg låser min cykel og går indenfor. Varmen lægger sig om mig og giver mig et løfte om at holde mig varm for evigt, selvom jeg godt ved, at det er et løfte, den ikke kan holde. Jeg står et øjeblik i døren og nyder den nye atmosfære, før jeg spejder efter Daniel.

Der er ikke mange her. Folk har nok ikke fået fri, eller også har de valgt at søge ly under et tæppe derhjemme med et krus varm kakao. Jeg bebrejder dem ikke. Jeg havde gjort det samme, hvis mit alternativ ikke havde været bedre.

Klokken er alligevel ikke kvart over – på trods af vinden og regnen, formåede jeg at cykle hurtigere, end jeg plejer.

Jeg tørrer mit ansigt i jakkeærmet, før jeg finder en plads i et hyggeligt hjørne. Michelle og jeg kom her engang. Dengang vi stadig hang sammen som perler på en snor, og dengang hun ikke aflyste 9 ud af 10 gange. Det var også dengang, jeg ikke værdsatte idyllen i en café. Jeg havde ikke brug for det dér. Jeg havde ikke brug for at komme væk fra noget.

Jeg havde ikke brug for at afstresse.

Nu føler jeg mig i stedet som en 40-årig, der er ved at gå ned med stress. Det er nu, jeg har brug for den afslappede stemning. Det er nu, jeg har brug for Michelle.

Jeg tjekker uret igen, før jeg glider ned på pladsen og lægger min jakke fra mig.

Mine fingre glider rundt om drikkekortet, selvom jeg godt ved, hvad jeg skal have – der er virkelig ikke noget, der slår varm chokolade ovenpå sådan en dag her.

Jeg tjekker min telefon et minut efter, selvom det føles som fem. Han har stadig to minutter, hvis han vil komme til den aftalte tid. Hvilket han selvfølgelig ikke behøver præcist, men jeg har det ikke særlig godt med at sidde her helt alene. Det er typisk mig. Jeg er sådan et flokdyr. Så snart, jeg bliver sat alene, kan jeg ikke lade være med at overveje, hvad folk tænker om mig.

Som for eksempel hvad de to piger i den anden ende af lokalet mon tænker? Åh, hun er sikkert blevet brændt af. Eller Poor thing. Hun har sikkert ingen venner.

Begge dele plejer at være skræmmende rigtige. Jeg håber bare ikke, at det er tilfældet i dag.

Jeg holder vejret i et øjeblik og prøver at skubbe positive tanker ind i mit hoved. Det er svært, når hele dagen har været lidt af en lortedag.

Jeg glemte selvfølgelig alt om matematiktesten i dag. Jeg svarede på fem ud af ti spørgsmål, så hvis jeg er heldig, kan jeg snige mig op på et 02, hvilket ikke ligefrem vil hjælpe mig med at gøre stort indtryk på vores nye lærer.

Klokken er 15:15, og Daniel er der stadig ikke. Jeg ender med at gå på Facebook i håb om, at der er en opløftende kattevideo, og ikke Michelle, der har travlt med sine venner. Sine vigtige venner, åbenbart.

Klokken er 15: 17.

Jeg overvejer at bestille noget at drikke. Det gør vel ingen forskel, om jeg gør det nu eller venter.

Så jeg går op og bestiller.

Klokken er 15: 20.

Min kakao ankommer 15:26. En sød servitrice serverer den med et smil, der er tynget af alt for meget medlidenhed. Jeg prøver at sende hende et selvsikkert smil, selvom jeg bare tilfører mit kostume af en druknet mus ekstra accessoires. En druknet og dumpet mus.  

Igen.

Hvem prøver jeg at narre? Han kommer ikke. Jeg har sikkert hørt forkert. Måske spurgte han slet ikke, om vi skulle på café sammen, måske vil han bare understrege, at jeg er alt for god til at blive dumpet, måske…

Okay, jeg ved ikke, hvordan jeg kan have hørt forkert. Og jeg tror ikke, Daniel er typen, der vil gøre andre ondt på den måde. Virkeligheden er nok, at han enten er meget forsinket, eller at han har glemt vores aftale.

Og hvem kan bebrejde ham?

Jeg stirrer lidt på min kakao og prøver at komme med en anden grund, men det eneste, jeg kan komme på, er, at der er noget galt med mig. For selvfølgelig er der det. At han bare talte til mig i første omgang var et mirakel. Der må findes en eller anden medlidenhedsgud, der løfter folks dag op, når de bliver alt for ynkelige, men så fik han måske travlt eller blev slået ihjel af indse-at-dit-liv-stinker-guden.

Jeg fnyser lidt af mig selv og synker ned i caféstolen. Måske er der sket ham noget? Hvad hvis der rent faktisk er sket ham noget? At han blev kørt ned på vejen herhen? I samme øjeblik som jeg har tænkt tanken tikker en chatbesked på Facebook ind. Jeg får et chok og er ved at spilde min kakao udover mig. Så ryster jeg det af mig og trækker telefonen tøvende frem.

Jeg har egentlig ikke lyst til at tjekke den, men jeg har åbenlyst ikke meget andet at lave, så jeg gør det alligevel – hvilket viser sig at være en god idé, for den er fra Daniel. Og mit hjerte giver sig til at larme i hele caféen.

Shit. Undskyld! Der kom noet op, jeg blev nødt til at ordne. Jeg r så ked af det, ville ikke brænde dig af! Det var virkeli ikke med vilje! Hvor er det bare typisk! Lad mig gøre det godt igen på et tidspunkt. Jeg r virklig ked a det, Ella, undskyld!

Jeg stirrer på beskeden, mens forskellige følelser sparker og slår mig. Jeg har lyst til at være sur på ham, jeg har lyst til at være en virkelig bitch, der fortæller ham præcis, hvordan jeg føler over det her. Men i stedet sidder der en klump fast i min hals. Hans besked lød så… ængstelig… så oprigtig ked af det. Jeg kan ikke tillade mig at være sur – det kan jeg bare ikke.

Og i virkeligheden er jeg nok også bare skuffet.  

Det er helt okay! Håber, at det, du skal ordne, går som det skal. Du skal ikke undskylde. Vi ses på et tidspunkt J

Jeg stirrer på beskeden, jeg har sendt, og overvejer, om det passer. Om vi kommer til at se hinanden igen. Om vi får arrangeret en caféaftale igen, eller om han glemmer alt om det. Jeg bider mig let i læben og nipper til min kakao.

Hvor er det typisk, at jeg bliver brændt af. Især på en lad-mig-gøre-det-godt-og-invitere-dig-på-café-aftale. Det er kun mig, der kan blive brændt af, af to forskellige mennesker på to dage.

Jeg stirrer lidt på min telefon, da en ny besked fra Daniel dukker op.

Lad mig finde en ny dato, når jeg har fået det her på plads. Så lover jeg, at jeg dukker op. Forstår godt, hvis du er sur, for det her var ikke særlig cool gjort. Håber alligevel du kan tilgive mig!

 

Jeg svarer tilbage, at det ikke er noget, han skal tænke på, og at vi nok skal finde ud af noget en anden dag. At han lige nu bare skal fokusere på, hvad end, han har gang i, selvom det brænder inde i mig. Det brænder i mig efter at vide, hvad det er, han skal ordne. Ville man ikke normalt fortælle det? Hvis det ikke var noget yderst hemmeligt? Jeg prøver at forestille mig, hvad det er, der kan dukke op lige pludseligt, men der er så mange ting, og i virkeligheden kan det også være lige meget. Han har aflyst af en grund, og det må jeg acceptere.

Jeg ender med at gå ind på hans profil på Facebook.

Jeg har faktisk ikke tjekket den særlig meget ud efter han accepterede min venneanmodning, hvilket er et fremskridt. Jeg scroller ned over hans side, men der er ikke noget interessant. Bare ham med sine venner til forskellige fester. Og så er der ét, hvor en pige kysser hans kind.

Min mave knuger sig sammen.

Jeg har slet ikke overvejet, at han kan have en kæreste. Selvfølgelig har han en kæreste. Jeg mener, hvordan kan en fyr som Daniel ikke have en kæreste?

Måske er det ikke lige præcis hende pigen her, men han må da have én. Jeg skynder mig at tjekke hans status, men der står ikke noget.

Af en eller anden grund rammer det mig hårdere end det burde. Der er jo ikke rigtig noget i mellem os, og alligevel er det som om jorden under mig går lidt i stykker og truer med at lade mig falde ned i et sort hul.

Han har lige brændt mig af, minder jeg mig selv om. Godt nok ikke med vilje, minder jeg mig selv om igen, for af en eller anden grund vil min hjerne gerne være rationel i netop det øjeblik, hvor jeg ikke har brug for, at den er rationel.

Og på samme tid er den på ingen måder rationel, for et øjeblik efter finder jeg mig selv i gang med at undersøge hans profil nærmere. Det næste, jeg oplever, kommer bag på mig. Ude i siden dukker hans venner op, og mit blik fæstner sig på Elias’ profilbillede.

Elias og jeg er ikke selv venner – han synes, ”det er for pinligt at være venner med sin søster”.

Måske var det ikke lige præcis dét, han sagde. Jeg tror faktisk han sagde noget mere i retningen af: ”Jeg gider sgu da ikke være venner med dig derinde.”

Men hvor kender Elias Daniel fra?

Et eller andet sted føler jeg, at jeg bør vide det, men på samme tid aner jeg ikke, hvem han render rundt med dagligt. Jeg kender kun til hans ven Oliver, fordi han har været på besøg et par gange. Resten er bare folk, han nævner, når han skal fortælle, at han ikke er hjemme i weekenden.

 

Jeg beslutter mig for at finde ud af, hvordan Elias kender Daniel lidt senere på aftenen, da Elias og jeg tømmer opvaskemaskinen.

”Hey, Elias?” indleder jeg henkastet samtalen.

”Hm?” Han lægger bestik ned i skuffen i en sløv bevægelse.

”Hvor kender du Daniel fra?” spørger jeg. Elias har ryggen til, da han svarer mig: 

”Daniel, hvem?”

”Ehm… det kan jeg ikke huske, men han arbejder i Fakta og er lige blevet færdig med gymnasiet,” siger jeg for igen at lyde henkastet. Jo flere detaljer, jeg nævner, jo mere desperat lyder jeg, og det sidste, jeg har lyst til lige nu er, at min bror tror, at jeg er pinlig besat af en eller anden fyr, jeg kun har mødt to gange.

Elias taber en gaffel på gulvet, men ignorer den.

”Vi mødtes til en fest. Jeg kender ham ikke særlig godt. Hvorfor?” Hvis han fortsætter i det her tempo, når jeg at tømme hele opvaskemaskinen selv. Hvilket sikkert også er hans plan.

”Ikke for noget – det var bare Michelle, der spurgte ind til ham,” lyver jeg ubesværet. Det er ikke første gang, jeg spørger Elias om en eller anden, Michelle har fået øje på.

”Nårh…” Han samler gaflen op og lægger den tilbage i kurven til opvaskemaskinen, da han har tømt den. Jeg stirrer lidt på bevægelsen, går så hen i skabet med nogle skåle. ”Men jeg kender ham ikke,” gentager han. Jeg kan ikke lade være med at lægge mærke til, at han virker lidt fjendtlig. Men sådan er han også bare for det meste.

”Hun så bare, at I var Facebookvenner,” siger jeg og prøver ikke at tænke for meget over det faktum, at Elias og Michelle er venner på Facebook. Der er ikke grænser for, hvem hun bruger sin magi på. Selv min lillebror er faldet i. Min egen lillebror, der hellere vil være venner med hende på et onlinesite end med sin egen søster.

Det er ikke fair.

”Jeg har ikke styr på, hvem jeg er venner med,” svarer han bare.

”Okay, det fortæller jeg videre.”

Da vi bliver færdig med opvaskemaskinen, går jeg ind på mit værelse og smider mig i sengen. Jeg tjekker min telefon igen. Jeg tror gangene, jeg har tjekket den, er oppe på et trecifret tal. Jeg håber hver gang, at Daniel har skrevet til mig. Bare et eller andet. Faktisk er jeg ligeglad med, hvad han skriver til mig – jeg vil bare have, at han skriver noget til mig. Men inderst inde ved jeg godt, at det ikke sker, for hvorfor skal tingene pludselig være mere anderledes end de plejer at være? Michelle er min eneste ven. Hun er den eneste, der kan finde på at skrive til mig, og det har hun ikke gjort længe. Det har været mig, der tog initiativet de sidste par gange. Selv at tage i byen i lørdags var min idé.

Jeg smider min telefon fra mig og krammer min pude, mens jeg trækker benene helt op til mig. Min ensomhed er selvvalgt, minder jeg mig selv om. Hvis jeg bare var lidt mere fremme i skoene – hvis jeg bare turde gøre noget, uden at Michelle skulle være med. Så ville jeg måske have flere venner.

Så minder jeg mig selv om, at Daniel ikke dukkede op i dag, og det var, da jeg endelig turde gøre noget med andre mennesker. Jeg ryster let på hovedet. Det er ikke hans skyld. Det er heller ikke min skyld, prøver jeg at overbevise mig selv om, men tanken om, at han kun inviterede mig, fordi han havde ondt af mig, nager mig stadig. For helvede. Han har jo en kæreste. Eller det regner jeg med, han har.

Jeg tager en dyb indånding. Så en mere. Jeg stirrer op på loftet og lukker så øjnene, kun for at åbne dem igen. Så ryster jeg den sidste tanke af mig. Det er lige meget, hvis han har en kæreste. Hvorfor skal dét faktum, at han måske-måske ikke har en kæreste holde mig fra at være venner med ham? Det her handler ikke om, at jeg vil være kærester med ham. Det her handler om, at jeg gerne vil lære Daniel bedre at kende. At han på en eller anden måde – uden selv at være klar over det – har ændret noget inde i mig. At han på en eller anden måde har fået mig til at tænke på ham hele tiden, uden at gøre andet end at være sig selv.

Jeg ved ikke, hvad det er for en fortryllelse, han har lagt over mig, men jeg ved, at jeg er ved at dø over at finde ud af det.

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...