Regnskyl

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 dec. 2016
  • Opdateret: 9 feb. 2017
  • Status: Igang
”Du skal bare have en paraply på dig. Altid,” siger han og skæver op på vores blå polyesterhimmel.
”Beskytter den dig også mod storm?”
”Det er ligesom regntøj. Hvis du husker dit regntøj, regner det ikke. Hvis du husker din paraply, slipper du for dårligt vejr.” Han har et glimt i øjet, og jeg bider mig let i læben for ikke at smile som en anden idiot.
”Og alligevel står du her klokken to om natten i pisvejr.”
”Kun fordi jeg ville følge dig hjem.”

/// Valgmulighed 3 til En ny begyndelses-konkurrencen - en historie med inspiration fra citatet: “Things change. And friends leave. Life doesn't stop for anybody.”

38Likes
38Kommentarer
2033Visninger
AA

3. KAPITEL 3: I AM A LITTLE BIT INSECURE A LITTLE UNCONFIDENT

 

Jeg bliver brændt af mandag eftermiddag. Det er der ikke noget nyt i. Jeg er nået til det punkt, hvor jeg går ud fra, at Michelle aflyser, fremfor at hun rent faktisk dukker op. Alligevel bruger jeg det som en undskyldning for at tage i den lokale boghandel for at drukne de sorger, jeg ikke rigtig har.

Jeg er nemlig af den overbevisning, at i krig, kærlighed og bøger gælder alle kneb.

En blanding af kaffe og støvede bøger når mine næsebor, da jeg træder ind i hjørnebutikken. Der er sådan en underlig atmosfære. Der er dæmpet og hyggeligt, men altid lyst nok til, at man kan læse i bøgerne.

Måske er det trægulvet og de mørke reoler.

 Den ældre mand bag kassen hilser på mig med sådan et indforstået smil, at jeg er nioghalvfems procent sikker på, at han kan genkende mig. Det er også ved at være underligt, hvis han ikke kan. Han står her næsten hver gang, jeg er herinde.

Jeg hilser tilbage og styrer direkte mod ungdomsafdelingen, der befinder sig bagerst. Hvis Michelle ikke brændte mig af så mange gange, ville jeg ikke bruge så mange penge på bøger.

Hvilket måske er løgn, men jeg kan godt lide at give hende skylden. Det fortjener hun i virkeligheden også.

Mine øjne scanner de mange farverige bøger, da jeg tipper dem ud af reolen én for én for at se på deres forsider. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at det ikke har en rolle. Selvfølgelig har det en rolle. Det er førstehåndsindtrykket. Det er ligesom ved mennesker. Ligesom Daniels grå øjne. Og så alligevel ikke. For min interesse for ham dukkede op, før jeg overhovedet fik tid til at tjekke ham rigtig ud.

Men der var noget ved ham alligevel. Noget ved hans udstråling, noget jeg kunne fornemme udefra. På den måde minder forsider ikke om mennesker. For forsider afhænger af, om grafikeren rammer plet, at grafikeren kan formidle hele bogens stemning på en enkel forside. Det er to forskellige menneskers værker, der skal leve i symbiose. Ved et menneske er det bare personligheden, der skal stråle ud igennem huden.

Endelig falder jeg over en billig pladderromantisk bog, der lyder som den perfekte løsning på mine manglende hjertesorger, og jeg konkluderer, at jeg hellere må komme væk fra reolen, så jeg ikke falder for flere bøger.

I stedet ender jeg ved en kasse med bøger til 10 og 20 kroner midt inde i butikken. Jeg tror, der går mindst fem minutter, før jeg opdager, hvem der står på den modsatte side af kassen. De grå øjne er optaget af bøgerne foran, og mit hjerte begynder at banke lidt hårdere. Jeg kunne gå hen og tale med ham. Jeg kunne sige hej. Men det er som om, det virker som en kæmpe grænse at overtræde. Jeg kan åbenbart kun føre samtaler med folk, hvis jeg har fået noget at drikke. Hvor er det typisk.

Jeg kigger i stedet ned i kassen og lader som om, jeg ikke har opdaget ham, mens jeg håber, at han opdager mig ”først”. Men jeg kan ikke lade være med at se op adskillige gange. Og så sker det. Vores øjne mødes. Hans ansigt lyser op i et langsomt smil, og jeg afspejler det, for det går op for mig, at han kan genkende mig. Det er et genkendelsessmil. Det ved jeg bare, det er.

”Pudsigt, at vi støder ind i hinanden igen,” siger han. Mine knæ giver en smule efter for måden, han taler på. Han taler så pænt. Jeg elsker det. Jeg nikker, mens jeg overvejer, om jeg bør gå hen til ham og fjerne den store kasse i mellem os, eller om jeg skal blive stående, for kassen virker alligevel ret betryggende.

”Det er en lille by,” siger jeg og beslutter mig alligevel for at tage vejen rundt om kassen, men fortryder i samme øjeblik som jeg ser, hvad han har i hånden. Hemingway. Jeg skæver ned til min pladderromantiske bog, hvis forfatter, jeg hverken kender eller kan huske navnet på. Jeg gemmer den bag min ryg, før jeg kommer helt hen til ham.

”Og alligevel mødte vi først hinanden i lørdags,” påpeger han, og jeg trækker på skulderne, prøver at se så afslappet ud og som om, jeg ikke skjuler en bog på ryggen.

”Det handler om at ramme det rigtige sted på det rigtige tidspunkt.”

Han nikker, hans smil bliver lidt større, og jeg prøver at skubbe tanken om, at jeg har lyst til at begrave mig i hans grå øjne, væk. Det lyder også lidt klamt i sidste ende, gør det ikke?

”Har du fundet noget spændende?” spørger han og nikker mod min arm, der er skjult bag min ryg. Der er virkelig intet, der går hans næse forbi. Jeg overvejer at lyve. Problemet er, at jeg ikke har en løgn, der ikke er total gennemskuelig. Jeg mener – hvordan kommer jeg uden om, at jeg ikke står og gemmer en bog bag på min ryg? Og så er der noget ved ham, der gør, at jeg ikke kan lyve. Måske er det de oprigtige øjne. Måske er det dét der smil, der får mine knæ til at smelte og får mig til at tænke uklart. 

”Jeg håber, den er spændende,” siger jeg og tager bogen frem, mens jeg undgår at se ham i øjnene. Mit hjerte banker så hårdt, at jeg er sikker på, at samtlige kunder kan høre det. ”Jeg har aldrig hørt om den, så det er lidt et impulskøb.”

Han tænker sikkert, at jeg er åndssvag. Han tænker sikkert, at jeg ikke har forstand på litteratur, og at det er noget klichébaseret pladderromantik, der afspejler mit forhold til romantik og fyre.

Og han vil ikke engang tage helt fejl, for alt, hvad jeg har at basere fyre på, er fuckboysene i min klasse og de ikke-helt-realistiske fyre i mine bøger.

Men jeg elsker det. Jeg elsker romantiske og søde bøger. Jeg elsker at grave mig ned i en anden verden.

”Jeg er af den overbevisning, at impulskøbsbøger ofte er de bedste bøger, fordi man ikke er farvet af andres meninger,” siger han stik i mod min forventning.

Okay, jeg ved ikke helt, hvad jeg forventede. Måske skepsis. Måske en kæmpe tankeboble over hans hoved, der fortæller mig præcis, hvad han tænker, og at det er ting, jeg ikke har lyst til at høre.

”Jeg håber, du har ret,” siger jeg så og prøver med et smil. Jeg nikker derefter til hans bog, som han har stukket op under sin arm. ”Hvad med dig? Impulskøb eller noget, du har ledt efter i lang tid?”

”Både og,” griner han og tager bogen frem for at vise mig den. ”Jeg følte, at jeg måtte forsøge mig med noget Hemingway, og så var den her på tilbud. Det er lidt svært at sige nej så.” Han smiler det dér smil. Det dér Daniel smil som alle andre sikkert også smiler, men som Daniel bare smiler bedst.

Jeg nikker forstående.

”Så er det jo lidt ligesom nogen fra oven taler til dig og siger, at du skal. Det er i hvert fald det, jeg plejer at bilde mig selv ind. Du ved, Ella, det er din skæbne at købe den her bog.

Han griner. Hans latter er fantastisk, og jeg har lyst til at græde over, hvor ynkelig, jeg er. Allermest fordi, jeg er glad for at kunne få ham til at grine.

”Den er også ret god at bruge,” siger han og roder i kassen i et øjeblik, før han ser mig i øjnene igen. ”Nå, jeg vil betale for den her, før jeg får øje på en masse bøger, jeg kommer til at købe.

”Det var præcis min tanke, før jeg stødte på den her kasse,” siger jeg og følger med ham op til kassen.

”Nå, så fandt du noget igen,” ler manden bag disken til Daniel og scanner hans bog ind. Jeg hæver øjenbrynene en anelse og kan ikke lade være med at undre mig over, at jeg aldrig er stødt på Daniel herinde. Men måske er det i virkeligheden fordi, jeg ikke har lagt mærke til ham, selvom han måske er gået forbi mig hver gang, jeg har været herinde.

”Du ved, jeg aldrig forlader butikken uden at købe noget,” svarer Daniel med et grin og betaler. Han får bogen i hånden i stedet for i en pose.

”Ha’ en god dag, Daniel, og hils din mor, når du engang ser hende,” siger manden og vinker kort til Daniel, der laver noget i mellem et honør og et vinker.

”Det skal jeg nok. Og god dag til dig også.”

Jeg betaler for min bog og får posen i hånden. Jeg er lidt utålmodig, fordi jeg er bange for, at Daniel smutter fra mig, men han står og venter ved døren og holder den for mig, da jeg kommer gående i mod den.

”Tak,” smiler jeg bredt til ham, og han venter igen på mig, da jeg låser min cykel op.

”Jeg går ud fra, at du kommer her meget tit,” siger jeg i mens jeg fumler med låsen. Han nikker.

”Jeg kom her med min mor, da jeg var lille, og nu kommer jeg her så tit jeg kan,” svarer han med et skævt smil. Jeg betragter ham lidt igennem alt det hår, der er faldet ned for mit ansigt, mens jeg prøver at låse op.

”Sjovt, at vi aldrig er stødt på hinanden,” siger jeg eftertænksomt og trækker min cykel hen til ham. Vi begynder at gå, og jeg sukker lettet indvendigt, da jeg opdager, at vi skal den samme vej.

 ”Kommer du her også tit?” spørger han eftertænksomt. Som om han forsøger at fremkalde et minde om at have set mig.

”Hver gang, jeg bliver brændt af, af min veninde,” siger jeg og indser, hvor ynkeligt det lyder. Og at han ikke behøvede at vide, hvor ynkelig jeg er. Pis. Der røg min chance for at lade som om, jeg fungerer bare en smule normalt blandt andre mennesker…

”Forhåbentligt er det ikke tit,” siger han og hæver øjenbrynene. Jeg trækker på skulderne.

”Tit nok til, at jeg bliver overrasket, når hun ikke aflyser,” siger jeg og smiler skævt til ham. Han klør sig lidt i nakken.

”Det lyder ret trist,” siger han så endelig. Jeg trækker på skulderne igen.

”Hun fik nye venner. Jeg fik nye bøger i stedet,” griner jeg, men min latter dør ud, da det går op for mig, at det i virkeligheden ikke er spor sjovt. Michelle og jeg var én enhed engang. Man kunne ikke sige Michelle uden Ella eller Ella uden Michelle. Når gamle lærere spurgte ind til os, var det altid os begge på én gang, selvom den ene ikke var til stede: Hvordan har I det? Du og Michelle hænger vel stadig på hinanden?

Når der skulle laves grupper, endte vi altid i gruppe sammen, for lærerne havde for længst opgivet at forsøge at splitte os ad. Vi delte endda de samme konfirmationsord, og min farmor strikkede os ens trøjer og ens sokker og ens halstørklæder.

Igennem den tid, vi har været venner, har vi haft fem venindehalskæder. Jeg har stadig mine et eller andet sted, men jeg tvivler på, at Michelle har gemt sine.

”Så du er også blevet brændt af i dag?” spørger han med et hævet øjenbryn, og jeg nikker igen. Det er som om, jeg kun kan kommunikere med min krop. Nik, træk på skulderne, ryst på hovedet, nik igen. Måske er det også bedst sådan. Så undgår jeg, at jeg siger et eller andet åndssvagt.

 ”Ja…” Vi venter i et lyskryds. Jeg har egentlig lyst til at trække mine ord tilbage igen. Det var ikke meningen, at han skal tro, at jeg er en venneløs person, der bliver brændt af, af den eneste veninde, jeg har, og derfor søger trøst i bøger. Selvom det i virkeligheden er sådan, jeg kan beskrive mit liv. Plus hele delen med at mine forældre ikke fungerer sammen, at jeg er begyndt at stresse over eksaminer, selvom vi kun er i september måned, og at jeg stresser endnu mere over, at jeg ikke ved, hvad jeg vil efter 3. g.

”Kan jeg gøre det godt ved at invitere dig på kaffe i morgen? Jeg ville godt i dag, men jeg har nogle ting, jeg skal ordne. Jeg giver.”

”Åh, jeg fortalte dig ikke alt det her for, at du skulle have ondt af mig,” mumler jeg og smiler undskyldende til ham. Han griner bare og ryster på hovedet.

”Hvad med, at jeg inviterer dig på kaffe uafhængig af den her samtale?” spørger han så og ser forventningsfuldt på mig. Man kan ikke sige nej til de her grå øjne. Man kan ikke sige nej til det her væsen, der står foran mig. Det her væsen, der åbenbart er et menneske. En fyr. Én af andet køn, der åbenbart taler til mig. Hvis jeg ikke havde godt fast om styret på min cykel, ville jeg forsøge at nive mig selv i armen. I stedet svarer jeg: ”Okay… men så skal du ikke betale for mig.”

”Det finder vi ud af,” griner han og vi krydser fodgængerfeltet, da der bliver grønt. Folk har travlt, og jeg er lige ved at miste kontrollen over min cykel, men genfinder balancen igen. Der er måske 200 meter til, at jeg skal dreje, og jeg håber inderst inde, at han skal dreje samme vej.

Inden jeg når at protestere i mod hans det finder vi ud af, siger han: ”Hvad siger du til Café Paraplyen?”

Han blinker med det ene øje, og jeg bliver lidt varm i maven over den indforståede joke, selvom den ligger lige til højrebenet.

”Det er helt fint. Jeg har fri 15 i morgen, så jeg kan være der tidligst 15:15,” svarer jeg eftertænksomt.

”Fantastisk. Jeg har også fri 15, så 15:15 er perfekt.”

”Fri fra arbejde eller skole?” kan jeg ikke lade være med at spørge om. Jeg kan ikke vurdere, om han studerer eller hvad han gør. Han virker ikke meget ældre end mig.

”Arbejde. Jeg blev færdig med gymnasiet i sommers,” siger han med et skævt smil.

”Åh… Tillykke,” siger jeg, en anelse akavet. Han smiler lidt mere.

”Tak. Hvad med dig? Hvad laver du?”

”3. g,” siger jeg og trækker det langt og sukkende ud. Som om ordet er den sidste livskræft, jeg har tilbage, og det lige er blevet smidt ud.

”Jeg er glad for, at det er overstået,” griner han, og jeg rækker tunge af ham.

”Det kan jeg godt forstå.”

Vi når vejen, der deler sig. Jeg ser forventningsfuldt på ham.

”Nå, jeg skal den her vej,” siger han og peger til højre, og jeg fornemmer, hvordan skuffelsen rammer mig med et brag.

”Jeg skal den anden vej,” siger jeg langsomt, selvom han nok godt ved, at vi skal hver vores vej. Han ved trods alt, hvor jeg bor.

”Så du gik i virkeligheden en stor omvej i lørdags?” spørger jeg og hæver øjenbrynene. Han smiler bredt til mig.

”Det kan man godt sige.”

”Det var ikke meningen,” siger jeg og prøver at virke sur, men det er svært, når lattergas står ved siden af dig på fast form.

”Hvis jeg ikke havde lyst, havde jeg nok ikke tilbudt det vel?” griner han. Jeg trækker på skulderne og prøver at komme med et comeback, men jeg ved godt, tiden er ved at rende fra mig.

Så tager vi afsked med hinanden og går hver sin vej, og selvom skuffelsen og tomheden fylder min krop, minder jeg mig selv om, at jeg ser ham igen. I morgen.

 

Da jeg kommer hjem, er noget af det første, jeg gør, at banke på døren til Elias’ værelse. Lyden af eksplosioner kan høres helt ud på gangen. Jeg lytter efter et ”hvad?” i mellem al larmen, og skubber forsigtigt døren op, da jeg hører det.

Han sidder i sin sækkestol med øjnene klistret til fjernsynet, i gang med at spille et eller andet PlayStationspil.

”Hvad vil du?” spørger han uden at se op fra skærmen. Han har ryggen til mig, men jeg er sikker på, at han godt ved, at det er mig.

”Har du tid til at snakke?” Lydløst lukker jeg døren efter mig, kommer tættere på ham og forsøger ikke at larme. Han bliver så sur, hvis han taber.

”To sek,” mumler han og går amok på joysticket. Flere eksplosioner. I mens kigger jeg rundt på værelset. Der er selvfølgelig ikke kommet noget nyt op at hænge, siden jeg var her sidst. Det er de samme spilplakater og biler på væggene, og det samme beskidte tøj i hjørnet. Mine øjne søger videre. I mellemtiden har han fået sat spillet på pause.

”Hm?”

”Må jeg sætte mig?” spørger jeg og peger på sengen. Da han nikker, dumper jeg ned på den, tager et sidste kig rundt på det mørke værelse, før jeg ser på ham igen.

I virkeligheden gør jeg nok situationen mere alvorlig, end den er.

”Jeg lovede mor at tale med dig.”

”Om hvad?” Han spytter næsten ordene ud, som om han ved, hvad jeg vil snakke med ham om. Måske gør han det også.

”Om at du hele tiden er ude at feste,” svarer jeg. En rynke former sig i hans pande.

”Hvorfor siger hun det ikke selv?” Ikke helt den reaktion, jeg forventede, men okay, det kan jeg også arbejde med.

”Fordi… Det ved jeg ikke, det er ikke pointen.” Mit blik lander på skrivebordet, der er ét stort rod. Han har sikkert ikke brugt det i flere måneder.

”Hvad vil hun så?” spørger han åndsfraværende, som om han slet ikke har forstået, hvad jeg lige sagde før. Jeg tager en dyb indånding.

”At du skruer ned på det.” Jeg tvinger mig til at se ham i øjnene, og han trækker ligeglad på skulderne.

”Fint.”

”Fint?”

Er samtalen allerede ovre? Er det sivet ind? Har han virkelig forstået budskabet i første forsøg? Bør jeg spille lotto i dag?

”Ja, jeg skruer ned på festeriet.”

Jeg bider en kommentar om, at ’festeriet’ ikke er et ord, i mig.

”Bare sådan?” kan jeg i stedet ikke lade være med at spørge. Han er trods alt en mide, der altid har bagtanker.

”Jeg tager til koncerter og festivaller i stedet.” Et grin fylder hele hans ansigt.

”Elias. Det er seriøst det her. Vil du virkelig have, at mor og far skændes på grund af dig?” Jeg stirrer sigende på ham, prøver at trænge igennem til ham med øjnene, men det er som om, der ikke rigtig er nogen forbindelse. Men jeg kan da umuligt være den eneste i den her familie, der er træt af de evige skænderier.

”De stopper ikke, fordi jeg lader være med at feste.” Han vender sig mod skærmen og sætter spillet i gang igen. En mur vokser sig op i mellem os.

”Hvad mener du?” spørger jeg og kan mærke hvordan en fure vokser i min pande.

”Hvis de ikke skændes om, at jeg fester for meget, skændes de om mine karakterer eller sådan noget.” Han hamrer med tommelfingrene på knapperne. Jeg skutter mig.

”Ikke nødvendigvis.” Jeg har lyst til at trække stikket til hans spil ud. Jeg har lyst til at stille mig ind foran skærmen.

Men jeg bliver siddende. For jeg ved jo godt, han har ret.

”Det kan du jo sagtens sige. Det er ikke dig, de hele tiden er efter,” mumler han. Han behøver ikke sige mere. Det er tydeligt, hvordan for du er jo ih så perfekt eller for Ella er jo ønskebarnet, hænger i luften. Jeg åbner munden for at sige noget, men der kommer ikke noget ud.

”Bare… tænk over det, okay?” får jeg så sagt, for Elias er i fuld gang med sit spil. Der er ikke længere noget at komme efter, så jeg rejser mig fra sengen og går.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...