Regnskyl

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 dec. 2016
  • Opdateret: 9 feb. 2017
  • Status: Igang
”Du skal bare have en paraply på dig. Altid,” siger han og skæver op på vores blå polyesterhimmel.
”Beskytter den dig også mod storm?”
”Det er ligesom regntøj. Hvis du husker dit regntøj, regner det ikke. Hvis du husker din paraply, slipper du for dårligt vejr.” Han har et glimt i øjet, og jeg bider mig let i læben for ikke at smile som en anden idiot.
”Og alligevel står du her klokken to om natten i pisvejr.”
”Kun fordi jeg ville følge dig hjem.”

/// Valgmulighed 3 til En ny begyndelses-konkurrencen - en historie med inspiration fra citatet: “Things change. And friends leave. Life doesn't stop for anybody.”

38Likes
38Kommentarer
2039Visninger
AA

2. KAPITEL 2: IN OUR FAMILY PORTRAIT WE LOOK PRETTY HAPPY

Den lille lampe i gangen forsøger ihærdigt lyse vejen op for mig, da jeg lister indenfor. Der er helt stille, og jeg forsøger at lade være med at bryde denne stilhed, da jeg tager mine sko af og placerer dem ved siden af de andre.

Forsigtigt går jeg igennem stuen for at komme til mit værelse, men bliver stoppet af en dyb snorken fra sofaerne. Jeg lister derhen og opdager min far, der ligger halvgemt under en dyne, og jeg holder et suk tilbage. Jeg har lyst til at tro, at han bare er faldet i søvn i sofaen, mens han så film, men det ved jeg godt, han ikke er.

Jeg placerer dynen helt over ham, og han mumler et eller andet uforståeligt, før han sløvt åbner øjnene.

”Du er hjemme,” mumler han og smiler træt. Jeg nikker og prøver for hans skyld at lade som om alt er i orden, og at det er helt normalt, at ens far sover på sofaen i stedet for ved siden af din mor i soveværelset.

”Det blev kedeligt,” lyver jeg og håber, at han tager det som, at både Michelle og jeg syntes det var kedeligt.

”Det var en skam.”

Jeg nikker igen og skæver til hans dyne, før jeg siger: ”Hvorfor sover du ikke på Elias’ værelse? Han kommer jo først hjem i morgen.” Jeg kan ikke lade være. Jeg bliver nødt til at nævne, at jeg godt har lagt mærke til, at det ikke er helt normalt.

”Han bryder sig ikke om, at vi går ind på hans værelse,” siger far bare og tilføjer: ”Desuden er den her sofa fantastisk.”

Hans forsøg på at lette stemningen er værre end mit forsøg på at ignorere det faktum, at han sover på sofaen. Vi ser lidt på hinanden, inden jeg trækker på skulderne.

”Nå, jeg går i seng. Godnat,” siger jeg og kysser hans pande.

”Godnat, min skat. Sov godt.”

”I lige måde,” får jeg sagt, inden jeg smutter ind på mit værelse. Jeg skæver til soveværelsesdøren på vejen. Den er lukket.

På mit værelse er tingene desværre som jeg forlod dem – tøj overalt på gulvet og i sengen. I stedet for at gøre noget ordentligt ved det, skubber jeg det hele på gulvet i en stor bunke og kravler i mit nattøj.

Da jeg har børstet tænder og kravlet under dynen, ender jeg på Instagram. Jeg scroller ned over siden og falder over et badeværelsesselfie af Michelle, som hun har lagt op for ti minutter siden. Jeg bider mig let i læben, forsøger at ignorere den underlige knude, der dukker op i min mave, for den giver ikke mening. Jeg gik jo selv.

Jeg scroller åndsfraværende længere ned, før jeg går på Facebook. Jeg holder vejret i et øjeblik og skriver Daniel i søgefeltet. Den første, der dukker op, er Daniel fra min klasse. Jeg kigger længere ned, og finder så den Daniel, jeg leder efter. Profilbilledet er ham og en abe i et eller andet eksotisk land. Han smiler et blændende smil til kameraet.

Jeg trykker ind på hans profil og overvejer mit næste træk. For en gangs skyld har jeg en god undskyldning for at skrive til nogen. Også selvom klokken snart er tre.

 

Håber ikke, du er gået i seng. Vil bare høre, om du er kommet hjem 😊

 

Jeg sender beskeden og overvejer at trykke på tilføj ven-knappen. Er det for underligt? Bør jeg vente og se, om han tilføjer mig i stedet? Hvad hvis han ikke gør, og jeg forspilder min eneste chance for at tale med ham igen?

Jeg kan også bare vente. Vente og se, om han overhovedet svarer mig, og vente og se, om han måske tager det første skridt i stedet.

I dét øjeblik kan jeg ikke lade være med at tænke på Michelle. Hun er fuldstændig ligeglad med, hvad andre tænker. Hun sender bare en venneanmodning og får det til at virke som om, at man er taberen, hvis man ikke får en venneanmodning af hende. Hun gør alting med stil. Det gør hun virkelig. Og jeg misunder det meget.

Måske er det derfor, hun har flere venner end mig. Jeg har faktisk ikke rigtig andre end hende. Lisa fra klassen kan jeg vist ikke ligefrem kalde en ven. Vi arbejder ofte i gruppe sammen, fordi ender med at være de eneste uden grupper. Vi er fire piger i klassen, og de andre kommer meget bedre ud af det med drengene og hinanden. Lisa og jeg er mere ens på det punkt. Men vi ses aldrig udenfor skoletiden. Ingen af os har taget initiativet, og hun virker til at være mere betaget af at se Doctor Who end at lave noget sammen med mig. Ikke at jeg ville vide, hvad vi skulle lave. For jeg vil også hellere se tv-serier eller tomgangssurfe på nettet og stene kattevideoer.

Jeg får en besked og åbner den med bankende hjerte. Der står, at Daniel har accepteret min beskedanmodning, og han skriver:

 

Jeg er kun i gang med mit tredje mord i aften, så der går lidt tid, inden jeg er hjemme 😝

Ej, jeg er hjemme, er ved at finde ud af, hvor man kan købe regnbuefarvede paraplyer

Må afprøve dit råd

 

Jeg fniser. Mit hjerte banker stadig en anelse hårdt, men en sær varme spreder sig i min mave.

 

Mig: Har du overvejet Tiger? 😂

Daniel: Næh. Men det var en god idé! Det må jeg lige undersøge nærmere

Mig: Glad for at kunne hjælpe 😂

Daniel: Det var for resten endnu et bevis på, at du nok vil dø først i en gyserfilm 😂

Mig: Ups…

Daniel: 😂 😂 😂

Daniel: Nå, jeg vil gå i seng, skal på arbejde i morgen 😵

Mig: Hvad tid skal du lige arbejde? 😮

Daniel: Skal møde ind klokken 8, he 😁

Mig: Good luck 😳

Daniel: Tak, det får jeg brug for 😰

Mig: Godnat 😂

Daniel: Godnat 😪

 

***

Jeg bliver vækket af mor og fars obligatoriske morgenskænderi og deres konkurrence om, hvem, der kan råbe højest, uden at vække os.

De taber selvfølgelig begge.

Hver gang.

De skændes om Elias. Det kan jeg høre igennem en lukket dør og en gang. De skændes om, at han aldrig er hjemme, og at når han så endelig er hjemme i en weekend, så ligger han med tømmermænd, fordi han dagen forinden var stang barcadi.

Man kan sige mange ting om min lillebror, men fornuftig er han bare ikke.

Jeg vender mig om på siden og presser dynen over mit øre, mens jeg trykker det andet ned i puden. Det hjælper, men jeg har ikke lyst til at ligge sådan her, indtil de stopper. Så i stedet rejser jeg mig op og henter min computer. Kulden skyder op igennem mine bare fødder og får hårene på min krop til at rejse sig. Jeg lader min seng byde mig hjertelig velkommen igen, da jeg kommer tilbage. Jeg tager mine hørertelefoner på og finder min fuck-mit-liv-playliste, der er lavet specielt til deres skænderier. Playlisten er en blanding af sange, der larmer og sange, der minder mig om, hvor meget mit liv sucks nogle gange.

En perfekt blanding til en perfekt morgen.

Måske skal jeg også bare drikke mig hammerstiv om fredagen, så jeg ikke behøver bekymre mig om mine forældre. Det er måske i virkeligheden det, Elias har gang i. Det er klogt af ham at være hos sin ven. Så slipper han for at vågne til høje stemmer og diskussioner, der aldrig kommer nogen vegne.

Jeg går på Facebook med en åndssvag forventning om, at Daniel har skrevet, selvom det var ham, der skrev sidst i går. Det kommer også bag på mig, hvor skuffet, jeg bliver, da notifikationen for beskeder ikke er der. I stedet går jeg ind på hans profil og lader musen hvile på tilføj-ven-knappen igen.

Hvad er det værste, der kan ske? At han afviser? For så kan jeg trøste mig med, at jeg (desværre) højst sandsynligt ikke ser ham igen.

Jeg holder vejret og trykker, skynder mig herefter at gå væk fra hans profil, så jeg ikke ombestemmer mig og annullere anmodningen. I stedet kigger jeg ned over min væg, selvom jeg godt ved, jeg ikke vil få noget ud af det. Mest af alt fordi jeg falder over billeder af Michelle, der er blevet tagget i alle mulige billeder, hvor hun har det langt sjovere end hun havde det med mig.

Jeg kan ikke lade være med at tænke, at det er lidt urimeligt, at hun kan se så pæn ud på ethvert billede, når jeg ikke kan gøre det på ét eneste. Hun er plørefuld, og ligner stadig en million.

Jeg kigger længe billederne af hende igennem. Først dem fra festen, så mange andre billeder. Jeg ender faktisk med at komme helt hen til starten af sommerferien, som hun brugte på Mallorca.

Jeg har aldrig været på Mallorca. Faktisk har jeg kun været i London på studietur og på en-dags-tur til grænsen.

I virkeligheden er det også en god idé. Turene over til mine bedsteforældre er mere end rigelig til at få mine forældre til at flyve på hinanden.

Michelle har langt flere likes på sine billeder, end jeg har venner på Facebook. Men hendes billeder er også like-værdige. Især det her billede af hende i en pool. Hun er sammen med en eller anden fyr, hun sikkert ikke har kontakt til længere. Ligesom alle andre fyre, hun møder. Jeg stirrer på billedet alt for længe, før det går op for mig, at der står nogen i døren. Da jeg ser op, lander mine øjne på min mor, der har armene over kors – ikke vredt; mere som om hun prøver at beskytte sig mod verden.  

Hendes øjne er blanke og en anelse røde, men jeg tør ikke spørge hende, om det er fordi, hun har grædt. I stedet tager jeg mine hørertelefoner af og spørger: ”Skal vi spise?”

Hun nikker. En lille bevægelse, næsten usynlig. Hun ser ældre ud i dag.

Jeg pakker min computer sammen og rejser mig op fra sengen, forventer halvt, at hun efterlader mig på mit værelse, men hun bliver stående.

”Vil du ikke prøve at tale med din bror om alle de fester, han tager til?” spørger hun så. Opgivelsen formørker hendes ansigt en anelse, gør den mere grå.

”Hvad skal jeg sige?” spørger jeg, lader som om, jeg ikke overhørte deres skænderi. Det er nok bedst sådan.

”Bare tal med ham om det. Det går ud over hans karakterer,” siger hun. Jeg holder irritationen over, at ansvaret pludselig er mit, tilbage, og minder mig selv om, at det ikke skader at forsøge. Så trækker jeg på skulderne.

”Det kan jeg vel godt.”

”Tak, Ella.” Min mor smiler til mig, men det er langt fra noget, der kan betegnes som et smil. Det er udmattet og afkræftet. Ligesom det er hver morgen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...