Regnskyl

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 dec. 2016
  • Opdateret: 9 feb. 2017
  • Status: Igang
”Du skal bare have en paraply på dig. Altid,” siger han og skæver op på vores blå polyesterhimmel.
”Beskytter den dig også mod storm?”
”Det er ligesom regntøj. Hvis du husker dit regntøj, regner det ikke. Hvis du husker din paraply, slipper du for dårligt vejr.” Han har et glimt i øjet, og jeg bider mig let i læben for ikke at smile som en anden idiot.
”Og alligevel står du her klokken to om natten i pisvejr.”
”Kun fordi jeg ville følge dig hjem.”

/// Valgmulighed 3 til En ny begyndelses-konkurrencen - en historie med inspiration fra citatet: “Things change. And friends leave. Life doesn't stop for anybody.”

38Likes
38Kommentarer
2141Visninger
AA

1. KAPITEL 1: HELLO, I LOVE YOU. WON’T YOU TELL ME YOUR NAME?

 

Mit første rigtige møde med Daniel var midt om natten på McDonald’s dametoilet.

Ikke ligefrem det mest charmerende sted at støde ind i nogen, når ens jeans er gennemvædet af cola, og når alkoholen ikke har ramt dig hårdt nok til, at du er ligeglad.

”Hej,” siger han, da han træder ind på toilettet og sender mig et velvidende smil, for han er godt klar over, at jeg spildte colaen ud over mig selv, da jeg fik øjenkontakt med ham ude ved bordene.

Alkoholen må alligevel have sin virkning, for mine manerer er forsvundet ned i baglommen på de gennemblødte jeans sammen med resterne af min stolthed.

”Er det her ikke dametoilettet?” spørger jeg i stedet for det hej, der egentlig skulle være kommet ud af min mund. I virkeligheden er jeg en smule bange for, at det er mig, der er gået forkert, og ikke ham.

”Jo,” svarer han bare, det velvidende smil fra før gemmer nu på en hemmelighed eller en inside-joke. Jeg er ikke helt sikker. Han slentrer hen til en toiletbås, og jeg stirrer på ham med en forventning om, at han vil komme med en yderligere forklaring.

”Kønsopdeling af toiletter er overvurderet,” siger han og lukker døren. Kun for at åbne den op på klem og stikke hovedet ud, så han kan tilføje: ”Desuden dufter der bedre på dametoiletterne.”

Mit blik fæstner sig på den lukkede dør, og jeg kommer først tilbage til virkeligheden, da lyden af pis, der rammer porcelæn når mine ører. Jeg skæver en sidste gang til toiletdøren, inden jeg opgiver mine klamme bukser og går ud fra toiletterne.

 

”Hvor blev du af?” spørger Michelle, da jeg kommer tilbage til hende. Michelle er min bedsteveninde. Vi har kendt hinanden siden 5. klasse. Og hun har selvfølgelig slet ikke opdaget, hvorfor jeg smuttede ud på toilettet, for hun havde travlt med at flirte med en fyr fra et andet bord. Jeg tror ikke engang, hun har opdaget, at jeg var væk, før nu.

”Jeg spildte cola udover mig selv,” mumler jeg og rækker ud efter min taske, som jeg har været så dum at efterlade uden opsyn.

I det mindste er alle mine ting her stadig. Hvilket ikke er Michelles fortjeneste.

”Nå…” siger Michelle og ser misbilligende på mine bukser, inden hun trækker på skulderne. ”Kom, vi skal videre. Emil giver shots,” siger hun så alt for entusiastisk og trækker i min arm, for alkoholen har helt klart ramt hende meget hårdere, end den har ramt mig. Jeg viger tilbage.

”Jeg bliver nødt til at springe over,” siger jeg og prøver at lyde ærgerlig, selvom jeg for en gangs skyld er lettet over min klodsethed. Klokken er kun snart to om natten, men jeg har en aflevering for til på mandag, som jeg ikke er begyndt på endnu. Hvilket jeg måske skulle have tænkt på før jeg valgte at tage med Michelle i byen en lørdag.

Men vi taler ikke så meget sammen, Michelle og jeg, så når der endelig er et tidspunkt, hvor vi har tid – og hvor hun ikke har sine andre venner at hænge ud med, griber jeg chancen. Det er nu engang dét, der sker, når man ikke længere går i klasse med hinanden, og ens bedstevenindes tid skal deles med flere mennesker end kun dig.

”Det kan du ikke det er socialt selvmord,” hvæser Michelle, og jeg peger på mine bukser.

”Jeg kan ikke tage i byen i de her. Dét vil være socialt selvmord.” Måske ikke den allerbedste undskyldning, men det lyder bedre, end at jeg skal hjem og sove, så jeg kan stå op og lave min aflevering.

”Men jeg lovede dine forældre, at vi følges hjem,” sukker hun, selvom hun er ligeglad. Det ved vi begge. Jeg har ikke lyst til at ødelægge aftenen for hende, men jeg har endnu mindre lyst til at tage med videre.

”De behøver ikke vide, at vi ikke fulgtes,” svarer jeg. Faktisk er det nok en meget god idé, at vi ikke følges hjem, for Michelle drikker sig sikkert pissestiv, og det har jeg ikke lyst til at præsentere for mine forældre.

”Er du sikker? Du kan ikke bare tage med lidt?” Michelle blinker ekstra gange med de mascarabelagte øjenvipper. Jeg holder et suk tilbage.

”Mine bukser er virkelig klamme. Det er altså okay, Michelle. Mine forældre opdager det ikke. De sover nok.” Det tog mig en evighed at overbevise dem om, at de ikke behøvede at hente mig. At Michelle og jeg ville tage en taxa hjem i stedet, så jeg ikke behøvede at vække dem midt om natten. Det er bare nemmest at tage i byen, når man ikke skal tænke på, at ens forældre også skal sove.

”Det er så sjældent, at vi laver noget sammen nu om dage,” siger hun så for at give mig dårlig samvittighed, men det preller af. For det er ikke mig, der aldrig har tid.

Siden vi er kommet i to forskellige klasser, er tingene kun gået ned af for vores venskab. Vi ser stadig hinanden, men slet ikke i samme omfang, som vi gjorde i folkeskolen eller det første halve år af 1. g.

Nu går vi i 3. g, og jeg er heller ikke længere sikker på, at planerne om at flytte sammen, når vi skal studere, er en realitet.

”Hvad bliver I enige om?” spørger fyren, som Michelle har brugt det meste af sin tid på. Hun holder hånden op for ham på den måde, som kun Michelle kan slippe af sted med. Hendes blå øjne er fokuseret på mig.

”Vi må finde på noget en anden gang,” siger jeg velvidende om, at der ikke bliver nogen anden gang lige foreløbigt.

”Okay.” Michelle sukker. ”Du tager taxaen, ik?” Hun prøver at lyde bekymret, og jeg kan ikke helt vurdere, om hun rent faktisk er bekymret for mig. Jeg tager ikke så tit i byen. Ikke ligesom hende. Det er også derfor, jeg ikke er nær så bekymret for, hvordan hun kommer hjem. Mest af alt fordi hun allerede har fundet nogen, hun kender. Normalt er det ikke min filosofi at efterlade dem, jeg er taget i byen med alene, men det er noget andet med Michelle. Hun er en del af byen. Hun er aldrig alene. Hun kender alle, og alle kender hende. Hvis man skulle udnævne en uofficiel dronning over natten, vil jeg satse på Michelle.

”Jo,” lyver jeg og smiler forhåbentlig utrolig overbevisende til hende, selvom det ikke behøves. Jeg ved, hun ikke gennemskuer mine løgne, selvom jeg er verdens værste løgner. Sådan er Michelle. Og jeg gider ikke bruge så mange penge på taxaen.

”Okay så.” Michelle ser vurderende på mig. Hun tænker helt sikkert, at jeg ikke kan klare det.

”Vi ses,” siger jeg og krammer hende, selvom det af en eller anden grund virker akavet. Jeg venter heller ikke på at akavetheden bliver mindre (eller værre), før jeg sætter kurs mod døren.

En kølig brise omfavner mig og erstatter friturelugten, da jeg træder udenfor. Solen er for længst gået ned, og gaden er delvist oplyst af lygtepæle og delvist henlagt i mørke. Lygtepælene er placeret forskudt fra hinanden med mellemrum præcis nok til, at der opstår slugende skygger i mellem dem.

En svag lugt af våd hund når mine næsebor, da jeg bevæger mig ned af fortovet. Der går ikke længe, før jeg fornemmer de første regndråber mod mit ansigt. I lyset af lygtepælene ser jeg, hvordan dråberne langsomt forvandler sig til streger.

En gruppe går længere fremme. En pige løber nogle meter længere fremme og danser i regnen, mens de andre forsøger at skærme sig fra den grædende himmel. De griner højlydt, især af pigen, der har fået så meget alkohol, at hun nok ikke fortryder den lårkorte kjole. I modsætning til mig, der har fortrudt, at jeg ikke tog en jakke med.

Jeg vikler armene om mig selv i et forsøg på at afskærme mig fra kulden og fra blikkene gruppen måske, måske-ikke sender mig. Jeg er glad for, at jeg går på det modsatte fortov. Og jeg er glad for at nogle butikker stadig har lys i vinduerne, selvom de er lukkede. Det giver en form for tryghed, der er svær at finde klokken to om natten.

Da jeg er på vej om hjørnet, forsvinder regnen over mig, og himlen bliver en blå paraply. Mit hjerte springer et slag over, følger dernæst regnens trommen mod paraplyen, og jeg er lige ved at træde ud på vejen af ren forskrækkelse.

Jeg vender ansigtet op i mod det alt for hurtigt velkendte ansigt.

For den anden gang, jeg møder Daniel, er midt om natten under hans paraply, der ligesom hans alt for grå øjne, er alt for blå.

”Fuck, du forskrækkede mig,” stønner jeg og tager mig til hjertet, der stadig hamrer om kap med regnen. Det trækker i hans ene mundvig.

”Undskyld. Man virker åbenbart meget mere skummel, når man forsøger ikke at være det.” Han står meget tæt på mig. Jeg kan næsten fornemme hans kropsvarme.

”Måske er det bare ikke så smart at liste op på folk midt om natten,” påpeger jeg og ender med at smile til ham, fordi hans mund fortrækker sig i et smil, der straks smitter.

”Det har du ret i,” siger han eftertænksomt. ”Du lignede bare en, der virkelig kunne trænge til en paraply over hovedet.”

Jeg kan ikke lade være med at tjekke ham ud. Selvfølgelig kan jeg ikke lade være – han er et hankønsvæsen, og han er et hankønsvæsen, der frivilligt har indgået en samtale med mig.

Hans hår er mørkeblond. Og tørt. I modsætning til mit brune hår, der klistrer sig til mit ansigt som spindelvæv.

Han er lidt spinkel, den blå trøje og den åbenstående frakke, han har på, sidder løst på hans krop, men det er egentlig ikke alt dét, der fanger min interesse. Det er selvfølgelig de alt for grå øjne.

”Jeg regnede ikke med, at det ville regne præcis det øjeblik, jeg satte min fod udenfor,” mumler jeg. Midt i samtalen er vi begge begyndt at gå. Det ser ud til, at vi skal samme vej.

”Det er ret typisk, ikke? Jeg er sikker på, at vejret hver dag udpeger én bestemt person at gøre dagen surt for.”

”Så tror jeg, at vejret har et personligt had til mig,” stønner jeg, og han griner. Hans latter er irriterende nuttet.

”Du skal bare have en paraply på dig. Altid,” siger han og skæver op på vores blå polyesterhimmel.

”Beskytter den dig også mod storm?”

”Det er ligesom regntøj. Hvis du husker dit regntøj, regner det ikke. Hvis du husker din paraply, slipper du for dårligt vejr.” Han har et glimt i øjet, og jeg bider mig let i læben for ikke at smile som en anden idiot.

”Og alligevel står du her klokken to om natten i pisvejr.”

”Kun fordi jeg ville følge dig hjem,” siger han, og jeg stopper op. Og han indser, at han har sagt for meget.

”Hvad?”

”Ikke noget.”

”Michelle fik dig til det, gjorde hun ikke?” spørger jeg, da jeg lægger to og to sammen – hvilket har taget overraskende lang tid i forhold til, at jeg har matematik på A. Men okay – det er også en af mine største fortrydelser.

”På en måde,” siger han med et skuldertræk og sit allerede klassiske smil spillende om læberne. Jeg sukker.

Selvfølgelig har hun sendt nogen af sted.

”På en måde?” Jeg lægger armene over kors. Både for at holde kulden ude og for at se mere bestemt og hård ud, end jeg egentlig føler mig lige nu. I virkeligheden føler jeg mig bare lille og skrøbelig. Og snydt.

”Jeg manglede en undskyldning for at tage hjem,” svarer han. Det skæve smil blomstrer stadig i hans ansigt, gør hele situationen lidt mere komfortabel. ”Så jeg foreslog det selv.”

”Tak...” siger jeg tøvende. ”Men jeg giver dig fri, for jeg kan godt selv finde hjem,” tilføjer jeg henkastet, for i virkeligheden ville det være meget rart, hvis vi fulgtes. Mørket er ikke særlig smukt, når man er alene.

”Jeg ved godt, du selv kan finde hjem. Men det ændrer ikke på, at jeg stadig følger dig til hoveddøren.”

”Du behøver virkelig ikke,” siger jeg og prøver at lyde så ærlig og overbevisende som muligt.

”Det ved jeg også. Men jeg vil gerne,” siger han. Mit indre føles lidt varm. I det øjeblik kan jeg slet ikke føle kulden udefra.

”Hvor bor du?” spørger jeg så og kaster et blik ned over den nu våde gade. Der opstår små ringe i vandpytterne fra dråberne, og i virkeligheden ser her smukt ud. Hvis ikke klokken var to om natten, og hvis ikke jeg stod og talte til en fremmed, ville jeg blive stående og nyde synet af gaden, der druknes i lige dele lys, mørke og regn.

”Ikke så langt herfra,” svarer han, igen med et glimt i øjet. Jeg ser indgående på ham, før jeg siger:

”Hvad hvis jeg bor ti kilometer herfra? Vil du så stadig følge mig hjem?”

”Det gør du ikke. Michelle fortalte mig, hvor du boede, så du ikke løj dig uden om. Ligesom du løj med taxaen.”

Mine kinder brænder. I det mindste er de røde i forvejen på grund af kulden. Ellers ville han kunne se det. Michelle er ikke let at narre. Hverken når hun spiller dum eller er beruset. Hun kender mig. Selvfølgelig kender hun mig. Vi har kendt hinanden så længe.

”Så jeg har ikke noget valg?” Jeg prøver at lade være med at grine.

”Ikke rigtigt.”

”Hvordan kan jeg være sikker på, at du ikke er farlig?”

”Det kan du heller ikke,” siger han og læner sig lidt forover. Måske skulle det have virket truende, men han er bare alt andet end dét. Han er galant og charmerende. Og vigtigst af alt: Han ligner én, der ikke vil gøre en flue fortræd. Og ironisk nok føler jeg mig mest tryg ved at lade ham følge mig hjem, selvom jeg garanteret bedre kunne forsvare mig selv, end hvis han forsøgte. ”Men hvis jeg var farlig, havde jeg nok gjort noget for længe siden, hvis det havde været min plan.”

Jeg kommer til at grine. Jeg burde nok slet ikke, men jeg kan ikke lade være. Det er ikke engang sjovt, så jeg ved ikke, hvorfor det sker. Han griner også. Vores latter blandes i en uharmonisk melodi, og jeg tænker, at hvis jeg alligevel dør i nat, så døde jeg i det mindste glad. Og højst sandsynligt af grin.

”Pige fundet få meter fra McDonald’s. Dræbt af en utrolig flink fyr, der ville følge hende hjem efter en bytur. Mordvåbnet var en fucking blå paraply,” siger jeg højt og myndigt, selvom min efterligning af en nyhedsvært er den værste, jeg længe har hørt.

”For det er en meget vigtig detalje, at den er blå. Tilmed fucking blå, hvad det så end er for en farve.”

”Shh, du ødelægger det,” griner jeg. Vi er på et eller andet tidspunkt under samtalen begyndt at gå igen, og vi står nu i lyskrydset. Det røde lys lyser ned over hans ansigt. ”Desuden er det detaljerne, der gør historien interessant. Ingen gider at læse om en pige, der er blevet fundet død. Nej, folk vil have detaljer. De skal vide, at det var tæt på en McDonalds, for så vil alle tænke: Hvad hvis det er den McD, jeg besøger? Og så skal de vide, at det var efter en bytur, for næsten alle unge har været på McD efter en bytur. Men det allervigtigste er, at mordvåbnet var en fucking blå paraply. Ikke en pistol, ikke en kniv, men en fucking blå paraply.”

Jeg smiler bredt til ham i samme øjeblik som lyset i hans ansigt bliver grønt. En bil kører alligevel over, og han griber fat i min arm, kun for at slippe den igen et øjeblik efter. Og så lader vi begge som om, det ikke er sket, mens vi krydser vejen.

”Men er det vigtigt, at den er blå?” spørger han og leger tydeligvis med mig for der er dét der glimt i hans øje. I de alt for grå øjne, der ser alt for mørke ud i natten.

”Selvfølgelig. En sort paraply er for kedeligt. Det havde selvfølgelig været endnu bedre med en regnbuefarvet paraply. Det ville gøre historien fantastisk.”

”Det må jeg huske næste gang, jeg overvejer at dræbe nogen med en fucking paraply,” siger han med øjenbrynene hævet.

Jeg smiler bredt til ham, men opdager først bagefter, at jeg bare afspejler hans ansigt.

”Du kan i hvert fald ligeså godt gøre det spektakulært.”

Jeg har ikke særlig langt hjem. Men i nat føles det endnu kortere. Om et øjeblik kan jeg se vores gule hus med det sorte tag, og så er det slut. Jeg vil højst sandsynligt aldrig møde ham igen, og det går op for mig, at jeg ikke engang har fået hans navn.

”Ved du, hvad der gør det her allermest skummelt?” spørger jeg, da vi kun er to huse fra vores. Det sorte tag kan lige anes herfra.

Han ryster let på hovedet, de grå øjne skinner i lyset fra en lygtepæl.

”At jeg ikke aner, hvad du hedder.” Jeg ser indgående på ham, og hans latter lyder klicheagtigt nok som sød musik.

”Se, hvis du nu havde spurgt om det fra starten af, så havde vi måske slet ikke haft en samtale om, at jeg kunne være en potentiel morder,” påpeger han, og jeg trækker på skulderne.

”Jeg synes, det er en fantastisk icebreaker,” smiler jeg. Han leer.

”Udover, at jeg i virkeligheden kunne være en morder, og at jeg nu også ved, hvor du bor.” Han nikker mod vores gule hus, som jeg er stoppet op ved. Det befinder sig på den anden side af vejen, og der er et enkelt lys tændt, så min bror og jeg kan komme ind, uden at snuble over et eller andet.

”Go ahead. Dræb mig med din blå paraply,” siger jeg og slår armene ud til siden. Han ser op på paraplyen, før han ser på mig igen med et skævt smil.

”Hvis du var med i en gyserfilm, ville du være den første, der døde.”

”Av.” Regnen er langsomt stoppet med sine trommelyde på paraplyen. Jeg skæver til vores hus, mens jeg indvendigt forbander det langt væk for at være så tæt på. ”Så må jeg nok hellere smutte indenfor, inden du dræber mig.” Jeg sender ham et skævt smil, selvom den ikke helt føles ægte. Jeg vil hellere stå herude i den aftagende regn sammen med ham, end at gå i seng og vågne op til noget, der højst sandsynligt var en drøm.

Men jeg kan heller ikke lade ham stå herude i regnen, når han var så sød at følge mig hjem.

”Lyder som en god idé,” smiler han. Jeg fugter mine læber med tungespidsen, fordi de føles afsindigt tørre på trods af det våde vejr.

”Men… øhm… Så ses vi vel,” stammer jeg tøvende, mens jeg håber på et mirakel. Et mirakel, der gør, at den her nat ikke forsvinder ud mellem mine fingre. ”Tusind tak fordi du fulgte mig hjem, og fordi du ikke har slået mig ihjel.”

Han griner, og jeg kan ikke lade være med at bide mærke i, hvor meget jeg nyder hans latter.

”Det var så lidt,” siger han med et skævt smil, der får mine knæ til at blive lidt bløde, og det eneste, jeg tænker på er, at jeg har taget fejl. Platte kærlighedsromaner lyver ikke altid. Der findes rent faktisk fyre, der kan gøre dig blød i knæene.

”Nå, godnat. Sov godt, når du når dertil,” får jeg taget mig sammen til at sige i sidste ende, overvejer kort om jeg skal give ham et kram, men det vil blive en så akavet affære, at jeg lader vær. I stedet trækker jeg mig langsomt ud fra paraplyen.

”I lige måde,” siger han inden jeg krydser vejen. Jeg vinker til ham, mens fortvivlelsen langsomt indtager min krop. Måske ser jeg ham aldrig igen.

”For resten,” råber han. Jeg stopper op på det modsatte fortov ved vores indkørsel og vender mig mod ham. ”Så hedder jeg Daniel.”

Jeg kan ikke lade være. Mine mundvig når mig helt til ørerne.

”Ella,” råber jeg tilbage. Jeg kan akkurat se hans smil i lygtepælens skær.

”Det ved jeg.”

Jeg griner, for selvfølgelig ved han det. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...