Nobody can drag me down - One Direction

Ginger pigen Ida er kendt danser og skal danse til et Europa arrangement fyldt af koncerter. Hun er bedste venner med den danske sanger Christopher og har været det siden hun var 2.
Men hvad sker der når hun skal danse til 4 charmerende fyres sang? Bliver hendes venskab til Christopher sat på pause, eller bliver det blot stærkere? En ting er sikkert: Der bliver massere af kærlighed i luften, skænderier og ikke mindst glæde.
Følg med for at vide hvordan det kommer til at gå for Ida
-Kængu<3<3

5Likes
2Kommentarer
1997Visninger
AA

6. Flashback og dårlig selvtillid...

Ida Granger

Kender i det når i pludselig ikke kan styre jer og begynder at tude? Kender i det når en sød person så trøster jer? Kender i det når man ikke synes at man er god nok? Eller i får noget af vide der ikke skulle ske? 

Jeg får det af vide. Det som ikke skulle være sket. Jeg følte mig tom, men alligevel ikke.... Jeg mærker tårerne presse sig på. Jeg snøfter. Hvorfor? Hvorfor altid dem jeg elsker? Fordi Gud har opdaget at jeg godt kan klare det. At miste en jeg elsker eller være tæt på at miste dem. Så det ikke skal gå ud over alle dem som ikke kan klare det. Jeg lægger på og gemmer mit ansigt i mine hænder. En person, Harry eller Niall, sætter sig ved siden af mig og lægger en hånd på min skulder. Det er Harry.  "Hvad er der sket søde?" spørger han. Jeg lyver hvis jeg siger at jeg hellere vil have at han spurgte om jeg er okay. Det er det værste man kan. Jeg prøver at skjule mit hulk der banker sig igennem min hals. Men når det gælder hulk er jeg typen der ikke kan vinde i gemmeleg. "Sweetie, du må gerne græde!" kommer det fra Harry inden han trækker mig ind i et kram. Jeg lader ham gøre det. Han nusser min ryg mens jeg lægger mit hoved mod han skulder og hulker. Igen. Igen. Igen. "Schh" siger han da jeg skal til at sige noget. Han trækker mig op på hans skød og lægger begge arme om mig. Jeg hulker stadig igennem min gråd. Han læner sig tilbage i sofaen og nusser mig i håret med den anden hånd, den måde der får mig til at slappe af. 

Efter en halv time er jeg stoppet med at græde. Harry har ikke sagt noget. Ikke med ord i hvert fald. Men en masse gennem hans berøringer har han signaleret omsorg. Han er så flink. Han tager fat under mine knæ og løfter mig som var jeg hans ulykkelige brud. Ind på mit værelse. Da jeg i forvejen har nattøj på lægger han mig under min dyne og sætter sig ved siden af mig i sengen. Han stryger mig over kinden. "Kom hvis du har brug for at tale eller bare vil have mig i dit selskab. Jeg ved det er gået hurtigt, men jeg føler at jeg har kendt dig i meget lang tid og du betyder allerede mere end de fleste for mig" afslutter han og rejser sig. "Harry.." hvisker jeg. Han stopper op og sender mig et smil. "Ida?" "Vil du ikke godt.... Bliver her lidt?" hvisker jeg og kæmper for ikke at tårerne skal sætte sit spor i mit ansigt igen. Han smiler igen og siger: "Selvfølgelig søde" smiler han og tørre en af mine tårer væk. Han slukker lyset og lægger sig ved siden af mig. Han lægger en arm om min talje og trækker mig ind til sig. Jeg lægger min pande mod han kraveben og min hånd ved siden af. Hans kropsvarme glider igennem min hånd og får mig til at føle en sær følelse. Han nusser min ryg og kysser mig i håret. "Sov godt søde" hvisker han og lægger sit hoved mod mit. Kysset, hans hæse stemme og berøringerne får mig til at rødme let. Jeg slapper af i kroppen, snøfter lidt og falder i søvn. 

Jeg vågner uden Harry ved siden af mig. Det der skete i går er lige kørt igennem mit hoved. Shit, hvad vil han ikke tænke om mig? Jeg sætter mig op i sengen. Mest af alt har jeg lyst til at finde lægge mig ind til Harry og putte mig ind til ham. Mærke hans varme. Jeg kigger efter min mobil men kan ikke se den. Jeg går ud i stuen og finder den på sofa bordet. Jeg laver mig en kop kaffe og tager den med ind på værelset. Jeg tager min dyne og sætter mig i vindueskarmen. Jeg sidder her i to eller tre timer da det banker på døren. Jeg gør ikke noget. Døren bliver åbnet. "Godmorge sweetie, hvor lang tid har du siddet der?" spørger Harry og sætter sig overfor mig. "Et par timer... Klokken var fem da jeg satte mig her" svarer jeg og lægger min pande mod ruden.  Den er kold mod min hud. "Du har siddet her i over to timer søde! Ku du ikke sove?" spørger han bekymret. "Hvorfor er det egentlig at du er bekymret? Hvorfor trøstede du mig i nat?" spørger jeg og faster holder blikket ud af ruden. "Fordi du ikke bare er en tilfældig pige jeg skal dele Hotelværelse med" svare han. "Jeg er jo netop tilfældig. Det kunne lige så godt have været enhver anden" siger jeg. "Søde, vi kan jo godt lide dig! Du er ikke bare tilfældig, du er dejlig!" svare han seriøst. "Joke" fnyser jeg. "Ida? Har du lyst til at snakke?" spørger han. "Det gør vi jo allerede" sukker jeg. "Hvad går dig på...?" spørger han blidt. Jeg siger ikke noget. Holder min kæft da det er det jeg har lært. Det der for drengene til at forsvinde. Jeg mærker en varme mod min kolde hånd. Hans fingre har blidt fat om min hånd. Jeg kigger ham i øjnene. Hans grønne, grønne øjne. Jeg føler at jeg bliver slugt af dem. Han smiler. Det stopper dog hurtigt da jeg mærker mærker mine kinder bliver våde. "I er alle sammen så flotte. Alle er tynde og slanke. Alle ved hvad de skal sige. Alle ved hvornår de skal grine. Alle har den fedeste stil på deres egen måde. Alle er.."  mere nåede jeg ikke før Harry tysser på mig. "Er du okay sweetie?" spørger Harry alvorligt. "Nej" svare jeg med grådet stemme. "Hey kom her" siger han og hopper ned fra vindueskarmen. Han går hen og trækker mig ned fra vindueskarmen og lægger armene om mig. "Sweetie, A real girl isn't perfect and a perfect girl isn't real" siger han og nusser mig på ryggen. "Men se dem! De er alle så perfekte! Jeg er sort-hvid ved siden af dem. Jeg... Jeg er så.. Jeg er bare ikke noget" snøftede jeg og slap et hulk ud. "Schhh, du er noget. Du er flottere, du er ikke tyndere men det er ikke altid pænt at være tynd. Og du er pæn. Måske ved du ikke hvad du skal sige. Men du siger altid noget. Du har den fedeste stil af dem alle! Fordi du er dig! Sort-hvid er heller ikke grimt. Og du er ikke grim. For mig lyser du op ved siden af alle de andre. Igår da i øvede kom jeg forbi. Du var den første jeg så. Du var bare der mellem alle de almindelige piger. Ida? Du er god nok som du er!" hvisker han. Jeg lægger hovedet mod hans skulder og en hånd på den anden. Snøft. 

||||||||||

Hey et nyt afsnit jeg har brugt laaang tid på, så håber at i kan lide det! 

God ferie til dem der har det, ellers bare god torsdag aften til jer andre. 

- Kængu <3<3

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...