Kendra

Kendra bor i USA med sin familie. De er alle sammen troldmænd- og kvinder. Kendra har lige afsluttet sit femte år på Ilvermoney School of Witchcraft and Wizardry. Men en dag sker der noget som vil ændre hendes liv, vælte det totalt omkuld.

2Likes
0Kommentarer
166Visninger

2. 2

Tiden indtil World Cuppen går hurtigt. Vi besøger London og Diagon Alley, for blandt andet at købe mine skoleting til mit sjette år på Ilvermorney, vi tager på stranden. Det er den varmeste sommer jeg nogen sinde har oplevet i England. Theo og jeg fløj lidt rundt på Bedstes koste. Dagen, sommerens højdepunkt nærmer sig med hastige skridt. Anden gang på én sommer springer jeg ud af min seng med det samme jeg vågner. Vi spiser alle morgenmad sammen, hvorefter mor, far, Theo og jeg går afsted. Bedste har en masse ting hun skal ordne ved huset. Endnu en gang bruger vi en portkey; i dag er det en slidt støvle. Vi ankommer til teltpladsen og slår vores lille telt op. Altså, det ser lille ud udefra, men indeni er det næsten som vores hus derhjemme i New England. Langt om længe bliver klokken halv seks og vi begiver os mod det allerede fyldte stadion. Vi viser vores billetter og jeg vikler mit irske tørklæde rundt om halsen. Vi skal stå under åben himmel, så vi har det allerbedste udsyn. Da vi går op ad de mange trapper får jeg øje på et ansigt i mængden. Flammende rødt hår, der er skilt på midten og hænger ned om hans øre. Et skævt smil spiller om hans mund. Og ved siden af ham... Går én, der er fuldstændig magen til. Der går et øjeblik før jeg forstår det. Tvillinger, selvfølgelig. Den første får øje på at jeg kigger, og jeg vender mig hurtigt væk. Jeg kan mærke varmen skyde let op i mine kinder. De er en stor flok; en del rødhårede, men også en dreng med sort, rodet hår og en pige med brunt krøllet hår. De står et lille stykke væk fra os. Med et flyver Irland ind på banen med et brag af grønt. Theo og jeg jubler højlydt. De flyver en runde rundt i stadionet og en stor, dansende irer dukker op i luften. Med et lyder der endnu et brag og Bulgarien flyver, med Viktor Krum i spidsen, direkte igennem ireren. Lynet bliver sat fri og kampen er igang. Holdene suser efter hinanden, kæmper intenst om at score. Det er det mest nervepirrende jeg nogen sinde har prøvet. Efter fire dramatiske timer fanger Irland Lynet og stadionet bryder ud i stor jubel. 

Theo og jeg kværner om kampens højdepunkter og fantastiske seancer fra holdene helt ned til vores telt. Vi går næsten med det samme hver til sit; det har været en lang dag og da jeg smider mig på sengen falder jeg i søvn med det samme. Det der føles som fem minutter senere bliver jeg vækket af et højt brag. Resten af min familie hører det også. Min far stikker forsigtigt hovedet ud af teltets åbning. Han farer forskrækket tilbage. 

"Vi skal hen til Portkeyen NU!" siger han "Der er Deatheaters overalt." Far har arbejdet som Auror i mange år i både England og Amerika, så han har haft en del med dem at gøre. Vi andre har også godt hørt om Lord Voldemort, Harry Potter og Deatheaters, men vi har aldrig haft det tæt på. Vi samler hastigt vores rygsække og løber ud i samlet flok. Jeg har aldrig tænkt, at der var noget Theo var bange for, men i dette øjeblik er frygten malet hen over hans ansigt. Det er et kaos uden lige. Folk skriger efter hinanden, bliver væltet omkuld og det der er værre. Jeg ser mig over skulderen i et flygtigt sekund og ser en Deatheater nærme sig en lille pige. Jeg river mig løs af Theo og trækker min tryllestav. 

"STUPIFY!" råber jeg og svinger min stav mod Deatheateren. Han flyver et kort stykke frem, men får sig hurtigt vendt igen og ser direkte mod mig. Jeg løber tilbage til Theo, men da jeg er næsten lige ved ham mærker jeg en kold hånd gribe fat i kraven af min kappe. Jeg udstøder et skrig af smerte, da jeg bliver trukket tilbage ved håret. Hele min familie har trukket deres stave og peger mod Deatheateren, der holder mig. Med et dukker der fem nye Deatheaters op bag min familie. 

"THEO, PAS PÅ!" råber jeg. Ordene når knap at forlade min mund før en kniv bliver presset mod min hals, og Deatheaterne får et godt greb på min mor, far og Theo . Det giver et sæt i Theo og han prøver instinktivt at løsrive sig. 

"Tag mig istedet!" råber min far pludseligt. Jeg kigger forfærdet på ham. "Ikke hende!" 

"Hmm, så mange muligheder, så lidt tid," hvisler en hæs stemme i mit øre. Jeg kan mærke kuldegysninger hele vejen ned ad min ryg. "Hvorfor ikke bare tage dem allesammen?"

"NEEJ!" skriger jeg og mærker tårerne trille ned ad mine kinder, mens min familie, en for en, forsvinder i et grønt lysglimt for øjnene af mig. Deatheateren kaster mig mod jorden og tager fat i min højre arm; den arm jeg har bruger min stav med. 

"Nu kan du måske lære at man ikke laver numre med en Deatheater!" hvæser han. Han tager sin stav og placere den tæt ved albueleddet. En brændende smerte skærer ned ad min arm og jeg skriger. Jeg vrider mig, trygler ham om at lade være. Han placere den igen og skærer på ny. Og endnu en gang. Jeg ligger fuldstændig stille på jorden. Forsigtigt kaster jeg et blik på min brændende arm. Tre lange ridser er skåret ind i mit kød. Tre lange ridser for hvert familiemedlem jeg er skyld i forsvandt.

 

Jeg ved ikke hvordan jeg fandt Portkeyen, men det gjorde jeg. Jeg kom hjem til min Bedstemor, og fortalte hende fortvivlet hvad der var sket. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre nu, jeg kan ikke tage tilbage til USA. Jeg kan ikke uden dem. Jeg låner Bedstes sneugle, Plet, til at skrive til Alice, Lucy og Axe. At jeg ikke kommer tilbage til USA eller Ilvermorney. Jeg mærker en let stikken i rifterne på mine arme; det er som om de er blevet dybere.

"Skat, vi bliver nødt til at hente dine skoleting. Og Grayson," siger Bedste med en lav stemme og jeg nikker sagte. Mit blik er fæstnet på sommerregnen, der plasker ned i England. Ser vanddråberne trille på ruderne. 

Det ender med at Bedste får mig overtalt. Vi tager Portkeyen og lander i den store, amerikanske skov lidt væk fra vores hus. Jeg fisker nøglen frem fra under dørmåtten med et let slag med min stav. Nøglen drejer som normalt, men huset er helt mørkt, som om en tung sky har lagt sig i det. Jeg lister op på mit værelse, det føles på en måde forkert at gå rundt her. Jeg får fat i min Ilvermorney kuffert, min Nimbus 2001 og mine skolebøger. Jeg går stille ind på Theos værelse og ser mig lidt omkring.

Da jeg kommer ned i hallen igen, har jeg favnen fyldt. Jeg slæber på to tasker, min kuffert og Grayson, som sover fredeligt med vingen over hovedet i hans bur. Bedste ser på mig et kort øjeblik, men så smiler hun et trist smil. Jeg kommer til at savne USA. Vi skynder os hjem. Til mit nye hjem.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...