Kære jeg

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 dec. 2016
  • Opdateret: 26 dec. 2016
  • Status: Færdig
Historien omhandler frygten denne verden har skabt for anderledes mennesker. Den handler om, hvilken frygt der er skabt i dag. Den handler om at iscenesætte sig, og forstå et stærkt budskab.

1Likes
0Kommentarer
44Visninger

1. Kære jeg

Jeg kigger på mig selv i spejlet. Jeg ser brune øjne og fyldige læber. Jeg ser mig. Jeg ser en helt almindelig ung pige.

Jeg går ud i køkkenet, kysser mine forældre på panden, vinkler farvel til mine brødre og smutter ud ad døren.  Da jeg træder ud ad døren breder en skygge sig over mig. Jeg føler mig isoleret. Isoleret fra verdenen. Hver gang jeg træder på jorden mærker jeg, hvordan min krop afreagerer og hvor energisk jeg bliver. Jeg er fri.

Jeg elsker at gå lange ture, jeg elsker naturen, jeg elsker duften af regn, blade og græs. Jeg elsker naturen. Jeg går langs ned af en lang sti. Omkring mig ser jeg store træer. Træerne er dækket med grønne, grønne blade. På disse blade er der små dråber af regn. Jeg træder nærmere hen mod et af disse træ og nærstuderer det. Jeg nærstuderer naturen. Jeg nærstuderer dråberne, der er så gennemsigtige, at jeg kan kigge igennem dem. Det er så smukt.

Omkring mig er der også andre mennesker, jeg først nu har lagt mærke til. De flytter sig væk fra mig, mens jeg går. De kigger på mig. Er der noget galt ved mig? Jeg kigger ned på mit tøj, jeg leder efter fejl. Jeg mærker mig på ansigtet. Hvad er der galt?

Jeg føler jeg er en dråbe regn. Jeg føler mig gennemsigtig. Jeg føler jeg bliver nærstuderet. Jeg føler mig som en tom sjæl.

Jeg hører fuglenes sang. Jeg lytter godt efter. Jeg lytter efter et smukt sprog, et sprog jeg ville ønske jeg kunne forstå. Naturens sprog. Jeg lukker øjnene og mærker, hvordan min krop spreder energien rundt i mig. Jeg mærker, hvordan jeg smiler. Jeg mærker mit smil der breder sig, så det fylder hele naturen. Jeg mærker mig selv. Jeg mærker, hvordan jeg skiller mig ud. Jeg er mig. Jeg slipper hænderne fra ansigtet, mens jeg går med et bredt, bredt smil.

Jeg er nået til broen. Den lange bro jeg elsker at passere. Under broen ser jeg et stort blåt hav. I vandet ser jeg fisk. Og på vandet ser jeg ænder og svaner. Alle sammen, skabt af den samme natur. Side om side, deler de det samme hav. I dette hav er de alle ens. Over mig ser jeg duer, hvide smukke duer i flokke. De flyver langs vandet og lader deres fødder snitte havoverfladen.

Som jeg går, ser jeg folk på broen. Folk der stirrer på mig. Jeg kigger ned igen og prøver at finde fejl. Jeg prøver at mærke på mit ansigt, hvad er der galt med mig?

Jeg kigger ned på fiskene der svømmer i det blå hav. Jeg lukker øjnene og føler mig fri. Jeg mærker det kolde vand mod mig. Jeg mærker, hvordan min krop flyder i vandet. Jeg mærker, hvordan jeg smiler. Jeg mærker mit smil der breder sig, så det fylder hele naturen. Jeg mærker mig selv. Jeg mærker, hvordan jeg skiller mig ud. Jeg er mig.

Jeg har passeret den lange bro og står midt i varmt sand. Foran mig ser jeg et stort hav. Havet er tomt. Rundt omkring mig er der ingen. Jeg kigger ud mod havet der er uendeligt. Et uendeligt hav, der ikke har en endelse. Et hav der tilhører naturen. Det er smukt. Jeg lukker øjnene. Jeg flyver. Jeg flyver over havet. Jeg mærker vinden. Jeg mærker, hvordan min krop bliver fyldt med vind. Jeg er fri. Sådan her, står jeg i flere minutter. Jeg inhalerer duften. Jeg skaber et minde. Endnu et minde. Jeg åbner øjnene og kigger omkring mig. Jeg ser mennesker. Mennesker der stirrer på mig.  De griner lavt ad mig. De snakker om mig. Er der noget galt ved mig? Jeg kigger ned på mit tøj, jeg leder efter fejl. Jeg mærker mig på ansigtet. Hvad er der galt? Jeg spørger mig selv dette ubesvarlige spørgsmål. Jeg tømmer mine tanker. Jeg fylder dem igen.  Så tømmer jeg dem, og fylder dem. Igen og igen.

Jeg beslutter mig for at tage hjem. Den samme rute. Og det hele sker – igen. Hvad er der dog galt med mig?

Jeg er nået mit hjem og træder ind i huset. Jeg går ind på mit værelse. Jeg kigger på mig selv i spejlet. Jeg ser brune øjne og fyldige læber. Jeg kigger mig selv dybt i øjnene. ”Hvad er der dog galt med mig?”, spørger jeg mig selv. Jeg står tilbage uden svar. Jeg tager sløret, der er viklet rundt om mit hoved ad mig selv. Jeg folder det og holder det mellem mine hænder. Jeg er mig. Men kære jeg, hvad er der dog galt med mig?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...