Fri mig for forelskelse

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 dec. 2016
  • Opdateret: 11 jan. 2017
  • Status: Igang
Det sker ofte at man kan bilde sig selv ind, at man ved bedre. 'Det sker ikke for mig' eller 'det ville jeg aldrig have gjort' er ofte tanker der virker uskyldige og sandfærdige, men som er selv indbildte løgne, skabt til at lulle én ind, i en falsk tryghed. Visheden om at man ikke ville begå samme fejl, eller lignende fejl, er et fatamorgana, skabt af vores egen arrogance.

Men selvfølgelig kan man ikke lade være med at tænke det alligevel.

Der er mange omstændigheder, hvor disse tanker kan blive tænkt, og mange konsekvenser, der følger i deres kølvand.

Og hvad sker der egentlig, hvis man blander dem med kærlighed?


2Likes
9Kommentarer
255Visninger
AA

1. At vide bedre

Det sker ofte at man kan bilde sig selv ind, at man ved bedre. 'Det sker ikke for mig' eller 'det ville jeg aldrig have gjort' er ofte tanker der virker uskyldige og sandfærdige, men som er selvindbildte løgne, skabt til at lulle én ind, i en falsk tryghed. Visheden om at man ikke ville begå samme fejl, eller lignende fejl, er et fatamorgana, skabt af vores egen arrogance.

Men selvfølgelig kan man ikke lade være med at tænke det alligevel.

Der er mange omstændigheder, hvor disse tanker kan blive tænkt, og mange konsekvenser, der følger i deres kølvand.
Og hvad sker der egentlig, hvis man blander dem med kærlighed?

~***~

 

Rebekka var en pige der afskyede forelskelser. Hun vidste at hun en dag ville elske en anden person, og at den kærlighed ville være ren og ærefuld, men forelsket havde hun aldrig tænkt sig at blive. Hun havde godt set sine jævnaldrende. Hvordan de fniste og blev helt røde i hovederne hver gang et navn blev nævnt. Hvordan de næsten faldt over deres egne tæer for at få opmærksomhed fra den de nu havde set sig varm på. Det var latterligt. Og det værste var næsten, den måde de opførte sig på, når de var et "Par". Som om solen drejede rundt om dem. Som om hele verden var til for deres skyld. Nej det mente Rebekka bestemt ikke var noget for hende.


Måske var det også derfor at hun i en alder af 18 endnu ikke havde haft en kæreste. Ikke at hun græd over det. Hun havde vel andre ting at tænke på. Og en dag, da hendes bedste veninde ringede hende grædende op og fortalte at hun var faldet for den absolut værste man kunne tænke sig at falde for, kunne Rebekka næsten ikke styre sig. "Jamen så drop det dog, og kom videre?"
"For fanden, Rebekka, man kan da ikke bare KOMME VIDERE når man er forelsket. Det er da umuligt!"

Rebekka tog telefonen op til det andet øre, og rettede på cyklen. Hun var på vej hjem fra sit deltidsarbejde da telefonen ringede. Normalt ville hun ignorere det indtil hun kom hjem, men da hun så at det var Anja, stod hun af cyklen og tog opkaldet.
"Hvordan ved du overhovedet at du er forelsket? I har vel kun set hinanden i hvad, et par uger?" sagde hun, uberørt af den fortvivlede snøften, i den anden ende af røret.
"Jeg ville ønske at mit hjerte var lige så stenhårdt som dit!" udbrød Anja passioneret. Rebekka rystede grinende på hovedet.
"Jeg er bare fornuftig. Forelskelse varer aldrig længe. Det er bare kemien i din hjerne."
Anja lagde på.

 

Da Rebekka kom hjem, loggede hun straks på messenger for at tjekke om Anja var online. Hendes fingre fløj behændigt hen over tasterne.
>Vil du tale om det?
Svaret kom et par minutter senere. Et tydeligt tegn på at hendes veninde var vred.
> Hvorfor? Så du kan gøre grin med min forelskelse?
Rebekka sukkede. Hun vidste godt at hendes holdning til forelskelser var, mildt sagt upopulær, men hun kunne ikke bare stå passivt på sidelinjen mens hendes veninde gik igennem endnu en smertefuld oplevelse. Hun havde set hende græde mere end rigeligt over en eller anden åndssvag dreng. Og for hvad? En midlertidig eufori som, når den fordampede, ville efterlade de to turtleduer med apati og en dæmrende fornemmelse af at man ikke passede sammen alligevel?
Og hvad værre var, muligheden for utroskab, det største brud på tillid man kunne opleve. Kun fordi at man adlød et stof i hjernen der snød en til at tro at man var lykkelig. Men Rebekka elskede sin veninde, og hun ville gerne gøre hende glad.
> Ville det hjælpe hvis jeg plaprede op om hvordan I to kunne være undtagelsen? En rigtig eventyrskærlighed hvor han indser at du er den eneste for ham? Og at hende Amalie, som rygtet siger han dusker i klasseværelserne efter skole, ikke længere har nogen interesse?
Da Anja igen skrev, kunne Rebekka levende forestille sig det lille smil, med smilehullet som hun typisk viste, hver gang Rebekka havde været alt for kynisk og prøvede at gøre det godt igen.
> Du er så dum at høre på en gang i mellem
> Du kan jo ikke høre mig lige nu?
> Hold mund

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...