For evigt udenfor

En historie baseret på mit liv. En historie om hvordan det er for evigt at føle sig udenfor. Den er virkeligeheds tro, men set fra mit perspektiv.
Jeg snakker ærligt om, hvordan jeg har forsøgt at komme ind i gruppen.

Starter i folkeskolen med et par kapitler som beskriver dette, for bedre at forstå den situation, som eksisterer lige nu i gymnasiet.

16Likes
16Kommentarer
1193Visninger
AA

5. Mit holdepunkt i gymnasiet

Mine løgne var små. Jeg løj mit gennemsnit lidt højere op, så det var 9,3 i stedet for 8,4.

9,3 fordi det krævede det, at komme ind på studie, som jeg stærkt regnede med, jeg skulle læse. Jura. De var dog alle sammen lidt ligeglade med mit snit, det var ikke det som talte her i gymnasiet, hvilket jeg troede, det var. Gymnasiet handlede om, at have de rigtige mærker, at ens forældre forærede både kørekort og bil, at man hang ud med de rigtige og gik i byen hele tiden. Jeg er modsætningen af dette ’rich-kid’ gymnasie. Jeg gik ikke i mærke tøj, mine forældre forærede mig hverken kørekort eller bil, og jeg bryder mig ikke om at gå i byen. Det sidst nævnte var et kæmpe problem.

Gymnasiet = byen. Hvilket igen var et punkt, hvor jeg skilte mig ud. Jeg brød mig virkelig ikke om at gå i byen. Mange mennesker, ingen mulighed for at snakke, bare fulde folk. Det var (og er) ikke mig. Endnu en grund til, at jeg var udenfor.

Du forstår sikkert ikke, hvorfor dælen jeg ikke bare tog med i byen, det var jo mit eget valg. Jeg kunne også have gjort det, men jeg bryder mig bare ikke om det. Jeg sætter pris på at være social, men jeg vil også være det så. Jeg gider ikke bare stå og kigge på et dansegulv, mens jeg bliver mast til højre og venstre, jeg vil kunne snakke med folk.

Jeg var frustreret, og jeg vidste ikke, hvad dælen jeg skulle gøre mere. Jeg havde brug for et holdepunkt, og dette holdepunkt, blev som i folkeskolen, mit skolearbejde. Jeg vidste, at mit hoved sgu fungerede, og at jeg absolut ikke var dum. Så jeg begyndte at bruge alt min tid på at lave skolearbejde. Jeg droppede facebook i timerne og fulgte med hele tiden, pauserne blev brugt på eventuelle lektier og afleveringer. Jeg trak mig væk, ind i mig selv. Jeg kunne ikke overskue, at skulle bruge kræfter på at blive en del af noget, som jeg ikke følte, jeg nogensinde kunne blive en del af.

Nu hvor jeg ser tilbage på denne fortælling, så kan jeg godt se, at det var et ekstremt forkert valg. Man bliver jo aldrig en del af gruppen, hvis man bare melder sig ud, inden overhovedet at forsøge. Det var ekstremt dumt. Jeg kunne bare ikke se andre udveje. Jeg kunne ikke lyve mere, for jeg kunne ikke holde styr på mine løgne. Så måtte jeg ty til andre midler.

Mit gennemsnit steg, alle mine skriftlige karakter steg voldsomt, hvilket var med til, at kunne trække mit snit op til trods for, at mine mundtlige karakter faldt en smule. Det gjorde de, for selvom jeg havde meldt mig ud af det sociale liv, så turde jeg ikke lave en dum-fejl på klassen. Jeg ville ikke gøre mig selv helt til grin, så jeg ikke havde chancen for, at blive en del af det igen, hvis jeg gad.

Jeg var så ensom. Det gjorde ondt, at jeg ikke havde overskud til at være en del af det, som jeg troede gymnasiet var. En del af noget nyt, med en masse mennesker, hvor man ikke blev dømt, og hvor man var en del af et kæmpe fællesskab. Sådan var det bare ikke her. Jeg var alene, og havde kun mine skolebøger, og nogle få venner, som jeg ikke helt vidste om var venner.

Jeg husker en specifik dag. Det var torsdag, og jeg havde passet mig selv hele ugen, ligesom jeg plejede, kun sagt få sætninger, som sagt; passet mig selv.

Der kom en af drengene hen til mig, og spurgte mig om, hvad jeg havde fået som svar i en opgave. Jeg blev glad. Ikke fordi det var en dreng, men fordi det var en social kontakt, som jeg ikke havde taget initiativ til. Kort efter kom en af pigerne, en af de piger, som jeg virkelig godt kunne lide, som tog initiativ til at lave en opgave sammen med mig. Vi snakkede godt sammen, og jeg følte for første gang i en måneds tid, at jeg var en del af noget socialt. Jeg havde som sagt meldt mig fuldstændig ud af dette. Jeg blev nærmest lykkelig. Dog faldt alt dette fra hinanden, da vi skiftede modul. Det hele faldt til jorden, og jeg sad igen alene.

Jeg er umiddelbart selv skyld i dette. Jeg havde chancen for at fortsætte samarbejdet med hende pigen, men JEG valgte at trække mig væk fra hende. Men jeg kunne ikke lige se, hvad dælen jeg skulle gøre.

Jeg ville ind i gruppen nu, så jeg søgte råd det mærkeligste sted.

Jeg skrev: ”Hey, jeg er en pige på 17 år, som ikke sender nudes. Jeg søger en som lytter og giver råd.”

Dette skrev jeg på omegle. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...