For evigt udenfor

En historie baseret på mit liv. En historie om hvordan det er for evigt at føle sig udenfor. Den er virkeligeheds tro, men set fra mit perspektiv.
Jeg snakker ærligt om, hvordan jeg har forsøgt at komme ind i gruppen.

Starter i folkeskolen med et par kapitler som beskriver dette, for bedre at forstå den situation, som eksisterer lige nu i gymnasiet.

16Likes
16Kommentarer
1184Visninger
AA

2. Hvordan startede det hele?

 

Som lille vil man ALTID være en del af fællesskabet. Jeg troede, dette ville stoppe, når man blev ældre, og andre bare ville acceptere på det tidspunkt, fordi Hey, vi er alle i samme båd. 

Jeg ville så gerne ind i denne populære pige-gruppe. Jeg vidste bare godt, at jeg ikke ’levede op’ til kriterierne. Jeg var ikke smuk, jeg var knap nok køn. Jeg havde hvalpefedt og brugte briller. Jeg klædte mig som en dreng, og ja, jeg var nok inderst-inde en drengetøs, jeg ville bare aldrig indrømme det.

Der var denne smukke pige, som styrede denne gruppe. Tine hed hun. Hun var alt, hvad jeg ville være. Hun havde alt, som jeg ville have. Pigerne synes, hun var faktisk, drengene ville hele tiden være sammen med hende. Alle kunne lide hende, også selvom hun ikke var specielt klog.

Det prøvede jeg altid at opmuntre mig selv med - at hun ikke var særlig klog -, det hjalp bare ikke. Jeg ville have hendes opmærksomhed, jeg ville ind i gruppen. Så for at komme ind i gruppen, fandt jeg en bedsteven. Mine løgne. Jeg startede i 1. klasse med virkelig at lyve, og løgnene var ekstreme. Den første - fuldstændige vanvittige løgn - var at jeg havde en løve i min baghave, som jeg red på til skole.

Det kan jeg sagtens sidde og grine af nu, men det var vigtigt for mig, at være en del af det, de havde, så jeg ville lyve om hvad som helst. Gjorde disse løgne mig til en større outsider, end jeg var i forvejen? Det kan sagtens være, men det tænker man ikke på i en alder af 7.

Disse vanvittige løgne blev opdigtet, for at jeg havde noget, som de ikke havde. Noget de gerne ville have fat i, men ikke kunne få. Negativ opmærksomhed er bedre end ingen opmærksomhed. Jeg fik opmærksomheden nogle få minutter, men derefter var det med at komme videre. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Følte mig fuldstændig magtesløs i en ufattelig tidlig alder. Jeg følte mig som luft. Jeg var ingenting i forhold til dem. Ingenting. Jeg VILLE bare være en af dem, men det blev jeg aldrig, og inderst inde vidste jeg det godt.

Løgnene fortsatte op i mellemklasserne (4.-6.), og det ændrede ikke noget til det bedre, tværtimod. De var ikke dumme børn mere, og kunne godt regne ud, at jeg ikke havde vundet Europamesterskabet i sportsdans, og havde diverse familie i den svenske kongefamilie.

Når jeg kigger tilbage på dette, kan jeg jo godt se, at jeg nok var den af os alle, som var det dummeste barn. Det dummeste barn, som bare prøvede at passe ind. Dette mislykkedes. Jeg burde have accepteret, at ’kampen’ var tabt, og mit liv var ganske udmærket, selvom jeg ikke var i den gruppe.

Jeg prøvede også mange gange blot at være mig selv, i f.eks. gruppe arbejde, men jeg var bare ikke den interessante. Det var jeg hverken før eller efter mine enorme løgnehistorier.

’Mobningen’ af direkte at holde mig udenfor tog til i denne periode. Jeg blev direkte ignoreret, når jeg snakkede til dem, og man gjorde oftest grin af det jeg sagde, eller af det jeg gjorde. Jeg ønskede at vende det blinde øje til.

Endnu mere ønskede jeg dog at blive en af dem. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...