For evigt udenfor

En historie baseret på mit liv. En historie om hvordan det er for evigt at føle sig udenfor. Den er virkeligeheds tro, men set fra mit perspektiv.
Jeg snakker ærligt om, hvordan jeg har forsøgt at komme ind i gruppen.

Starter i folkeskolen med et par kapitler som beskriver dette, for bedre at forstå den situation, som eksisterer lige nu i gymnasiet.

16Likes
16Kommentarer
1227Visninger
AA

3. Endte folkeskoletiden godt?

De første syv år af folkeskolen var forbi, og jeg havde kun 3 år tilbage. Nye lærer, nye fag, forhåbentlig en ny tilstedeværelse, men så nemt skulle det ikke blive. Jeg havde et fortsæt om, at mine løgne skulle stoppe, at jeg skulle stoppe den ’falske’ tilstedeværelse. Det skete bare ikke at løgnene stoppede. De blev mere realistiske, men de stoppede ikke.

Den dag i dag, forstår jeg ikke, hvorfor jeg havde det her absurde behov, for at lyve. De ville ikke acceptere mig lige meget, hvad jeg havde sagt eller gjort, det kan jeg godt se nu.

Jeg havde en idiot af en ekskæreste, som medførte, at jeg gemte mig selv væk i stort tøj og en hård facade. Hjalp dette på min situation i forhold til at blive populær? Nej absolut ikke. Men jeg fik en depression, og jeg ville bare væk. Derfor opbyggede jeg en falsk tilstedeværelse. Jeg opdigtede en kæreste, som ikke eksisterede, men som jeg ønskede gjorde. En kæreste som kunne hjælpe mig igennem det lort.

Der var flere situationer, hvor jeg kom til at ’prale’ med min… Ja fantasikæreste var det jo. Det var min lille verden, men jeg ønskede den blev til virkelighed. En virkelighed som de populær ville misunde. En virkelighed som var perfekt. Denne virkelighed var bare en fantasi. Jeg havde det af helvede til. Jeg ville ikke indrømme, at jeg havde en voldsom depression. Jeg ville ikke indrømme, at tøjet brugte jeg, for at skjule at jeg havde taget rigtig meget på, på grund af en spiseforstyrrelse. Jeg ville ikke indrømme, at jeg havde brug for hjælp. Og til sidst, men ikke mindst, så ville jeg ikke indrømme, at jeg bare aldrig blev den populære.

Mit liv var ikke en dans på roser. Igen kan jeg se tilbage, og bare tænke ”Hvad fanden har du gang i?!”. Jeg vidste ikke bedre, og jeg tror desværre, at jeg ville reagere på samme måde nu, hvis jeg kom ud i samme situation.

Der var denne episode, hvor jeg virkelig så mit snit til at komme ind i gruppen. Vi skulle deles op i tre grupper i klassen på 7 personer pr. gruppe, da vi skulle lave kortfilm. Det giver sig selv, at den ’gruppe’, jeg var en del af bestod af 3. Da det i sig selv ikke giver 7 personer, så skulle vi splittes op, og deles i de tre andre grupper, som var lavet, men manglede henholdsvis 1 person i hver gruppe. Jeg skyndte mig at sige: ”Hey, jeg går bare lige herhen.” (Herhen = den populær pige gruppe).

Det gik fint i starten, vi kom med en række ideer, og jeg følte de lyttede. Vi havde fundet den perfekte idé, men så skulle rollerne fordeles. Der er hovedroller, og så er der biroller, nederst nede i rækken er statisterne, det endte jeg med at blive. En sølle statist. En ting er at være statist, det kunne jo være fordi, at der ikke var nok roller, men dette var ikke grunden. Grunden var at disse piger ville have, at den anden hovedrolle blev besat af en fyr fra en helt anden gruppe. Det gjorde så ondt. Jeg følte lige, at jeg var kommet ind i gruppen, at alt var blevet okay igen, og mit liv var begyndt at køre på skinner, men så faldt det hele til jorden. Jeg blev valgt fra. Jeg blev igen usynlig.

Jeg kan huske, hvor ondt det gjorde. Jeg vidste ikke mere, hvad jeg skulle gøre, så jeg valgte at lukke mig inde og ty til midler, som jeg vidste, jeg kunne regne med. Nemlig mit hoved. Jeg brugte så lang tid på at fokusere på skolearbejde, så jeg mistede en del af mit sociale liv. Jeg kunne ikke kæmpe for at blive en del af gruppen mere, så jeg kæmpede for at være en, som de havde brug for. En som kunne hjælpe disse populære, men dumme, piger med skolearbejdet.

Dette lykkedes. Jeg fik topkarakterer i alle fag, med undtagelse af tysk, og de sakkede mere og mere bagud, da deres fokus var på drenge og makeup. De kom til mig, og det var en sejr hver gang. Jeg fandt en måde, at få deres opmærksomhed på. Det havde jeg gjort før med mine løgne, denne gang var opmærksomheden bare positiv, og de havde BRUG for mig.

Folkeskolen sluttede med at vi egentlig alle var på talefod, ikke bedstevenner, men hele klassen var på talefod. Helvede var forbi, og det havde endt med, at de havde brug for mig.

Alligevel blev jeg bare ikke tilfredsstillet. Jeg husker, at jeg stod med en tom fornemmelse, ikke forbi folkeskolen var forbi, men fordi mit mål om at blive en af de populære var mislykkes. Jeg havde fået opmærksomhed, men det var stadig kun, når de havde brug for hjælp, og ikke når de havde lyst til at snakke med mig. Det var når, de var NØDT til at snakke med mig. Den tanke gør stadig ondt i dag, selvom det er fuldkommen latterligt. Tror bare den lille pige inden i stadig higer efter bekræftelse på, at hun er god nok, og at hun også kan være populær og ikke kun udenfor. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...