Still Falling For You

Anastacia Parker har ikke haft muligheden for at se, da hun er blind. men da hun vågner op med synet går det op for hende, at hun må ud og opleve verden. Hendes bedsteven, Niall og Anastacia skal holde nytår sammen med deres familier. Åbner Anastacia øjnene op for hvad hun begynder at føle og hvad gør hun når nogle følelser opstår? Men hvad hvis Niall medbringer en person nytårsaften, som anastacia ikke lige havde regnet med? Og hvad sker der når anastacia møder Harry Styles? Og alt ser alligevel ikke til, at gå efter planerne.

57Likes
101Kommentarer
18002Visninger
AA

20. 19

 

 

 

d. 13 februar 2017

 

 

 

 

 

 

"Anastacia?" hviskede en stemme, "dine forældre er her" sagde en meget rolig stemme imod mig. Jeg satte mig op uden at gøre alt andet, mine øjne sveg så enormt meget. "Hvad er der sket?" spurgte jeg, "du har været igennem en operation for to dage siden" kom det fra en fremmed kvindestemme. "Hvad?" spurgte jeg, "prøv at åben dine øjne" sagde en stemme, som jeg genkendte. Far. Jeg prøvede, men de sveg stadigvæk en del og det var måske på grund af denne operation. Da jeg åbnede mine øjne så jeg nogle skygger, det var da underligt. De havde fortalt mig, at jeg var blind igen og at jeg højt sandsynlig ikke ville få noget som helst syn tilbage. Jeg blinkede et par gange, hvor det hele næsten stod klart for mig. Mit syn. Jeg kunne se igen.

 

"Hvorfor kan jeg se?" spurgte jeg dem alle om, jeg kunne se lægerne, mine forældre og Gemma. "Du fik ved et uheld et væske ind i dine øjne, som kan give blindheds fornemmelser og vi nåede at redde dig fra at blive helt blind" forklarede en af lægerne. "Hvilket væske?" spurgte jeg, "Renu, et stof, som helst ikke skal nærme sig øjnene, men en af dine venner havde gjort det på dig" fortalte mor. "Hvem?" spurgte jeg hende om, "Harry" svarede lægen stille. Det kunne overhovedet ikke passe, det ville Harry aldrig gøre. "Nej" hviskede jeg og rejste mig fra sengen, "nej!" råbte jeg. "Hvor er han henne?" spurgte jeg, "Gemma hvor er han?" spurgte jeg hende om. "Det ved jeg ikke Anastacia, han har slet ikke været til, at komme i kontakt med de sidste par dage" fortalte Gemma med en tristhed i stemmen.

 

"Jeg ville gerne hjem" sagde jeg bestemt, jeg skulle snakke med Harry om det her. Hvis det virkelig var ham, så vidste jeg virkelig ikke hvad jeg ville gøre. For hvorfor skulle han ville gøre det imod mig, sin kæreste. Det ved jeg godt nok ikke. "Vi tager hjem nu søde" kom det fra min mor, "nej! Jeg ville hjem til mig selv! Hjem til Harry" sagde jeg. Gemma kom hen til mig, "her jeg har taget noget tøj med til dig" sagde hun med et svagt smil, hun rakte mig et par sorte skinny jeans, en løs blå skjorte og et par vans. Jeg takkede gemma, "jeg bliver kørt hjem til den lejlighed" sagde jeg bestemt imod mine forældre, mor nikkede svagt til mig.

*   *   *

 

 

Jeg havde fået min nøgle til lejligheden af Gemma, hun havde holdt den på sig siden mit uheld. Jeg satte den i døren og drejede den langsomt, var Harry derinde? Eller var han ikke? Det ville jeg finde ud af, om et par sekunder ville jeg vide sandheden. Om Harry virkelig havde gjort det eller om det var en stor fed løgn.

Jeg trak ned i håndtaget og gik ind i den lyse gang, som blev lyst op af døråbningen indtil stuen og køkkenet. Jeg lukkede døren stille bag mig og gik hen imod døråbningen indtil stuen og køkkenet. Jeg kiggede rundt, ingen Harry. Jeg gik hen imod køkkenbordet hvor jeg gik langsomt omkring det, her var så stille. Mit blik faldt over spisebordet nogle meter fra mig, der lå en mobil, det var nok Harrys. Jeg gik hentil bordet og satte mig ned ved mobilen, jeg låste den op og gik ind på hans forskellige apps. Jeg lagde mobilen fra mig og mit blik faldt over et gennem krøllet stykke papir. Papiret krøllede jeg ud så det så nogenlunde ud og at jeg derefter kunne læse indholdet af dette papir.

 

Hej Harry,

Jeg ved slet ikke hvor jeg skal starte, ja det hele begyndte for lidt over to måneder siden. du mødte anastacia. Jeg kan ikke begribe hvor sur jeg har været på dig, hvor du slet ikke har vidst det. Jeg har været så gal og jaloux over dig og anastacias forhold, at jeg gjorde noget forfærdeligt. noget jeg aldrig ville tilgive mig selv for. du ville aldrig tilgive mig, min familie, din familie, anastacias familie og ikke mindst anastacia. Det hele gik ud over hende, og det var slet ikke meningen til at starte med. Jeg elsker hende, meget harry. Jeg elsker hende så meget, at jeg gjorde en stor skade, en skade, som måske aldrig bliver reddet. Jeg har fortrudt det hele og forstår ikke mig selv ligenu, hvorfor jeg overhovedet overvejede det, hvorfor jeg gjorde det. hvorfor? Jeg brugte renu til, at gøre det og hvis du fortæller lægerne om det så sig bare, at det var mig. jeg ville gerne stå frem, men anastacia må for guds skyld ikke vide det.

Niall xx.  

 

Jeg lagde papiret fra mig og rejste mig, det var Niall og ikke Harry. Men hvorfor havde Harry så fortalt, at det var ham og ikke Niall. Jo fordi Niall ikke ville forråde mig, men det havde han gjort. Af alle vidste han lige præcis hvordan jeg havde haft det, at jeg i flere år af mit liv havde længdes efter synet. Hele mit liv.

 

Da jeg hørte døren ude i gangen blive åbnet stoppede jeg alle mine bevægelser, var det Harry? Jeg gik hen og greb fat i brevet fra Niall og ventede på personen, som var kommet ind i lejligheden.

Harry.

"Anastacia?" sagde han, jeg kiggede ikke på ham. Først nogle sekunder efter fandt jeg hans øjne, "hvorfor fortalte du mig ikke sandheden?" spurgte jeg ham om. "Hvorfor sagde du, at det var dig, som gjorde det?" hviskede jeg, jeg holdte papiret op så han vidste hvad jeg snakkede om. "Anastacia" hviskede Harry og kom hen til mig, "Niall er den største idiot, og da jeg læste den sidste linje i brevet fik jeg en stor klump fast i halsen" startede Harry, "jeg ville fortælle dig sandheden, jeg ville aldrig lyve overfor dig men.." "Men hvad?" spurgte jeg. "Jeg ville sørge for, at du ville få dit syn tilbage inden jeg ville finde Niall og give ham chancen for at forklare sig overfor dig på egen hånd" forklarede Harry. Jeg nikkede, jeg forstod ham. "Men jeg fandt ham ikke" hviskede Harry og gik et skridt tættere på mig, "det vigtigste er at du kan se igen, og at Niall ikke skal i nærheden af dig igen" kom det fra Harry.

 

"Jeg elsker dig så fandens højt!" hviskede Harry, "jeg elsker også dig" hviskede jeg imod Harry. Han tog det sidste skridt imod mig, "jeg har savnet dig" hviskede jeg og smilte imod ham. "Jeg har savnet dig endnu mere" hviskede Harry og lænede sig ind imod mig, jeg var ikke i tvivl om hvad han var i gang med. Jeg havde savnet ham om mig, savnet hans kram, kys alle hans berøringer. Og da hans læber blev presset imod mine røg en strøm af følelser igennem kroppen på mig, følelser som fik mig til at kysse Harry tilbage og smile imens.

"Jeg har været en idiot" hviskede Harry til sidst, "ja, men du er heldigvis min idiot" hviskede jeg imod hans læber.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...