The Last Second // A Niall Horan fanfiction by Cornelia F

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 dec. 2016
  • Opdateret: 24 dec. 2016
  • Status: Igang
Niall og Zoe møder hinanden og falder for hinanden. Niall har travlt, men parret klarer sig fint - de ses ofte, har intet drama og er super glade for hinanden. Alt ser ud til at være perfekt - det synes de også selv. Men lykken varer ikke for altid, og livet er ikke en gavebod. Og en dag får Zoe en chokerende nyhed, der vender op og ned på både hendes og Nialls liv. Hun bliver diagnoseret med en alvorlig sygdom, og får et bestemt antal dage til at leve i. Men er det overhovedet muligt at nyde livet, når du nemt kan tælle dagene, du har tilbage med en person?

14Likes
8Kommentarer
705Visninger
AA

3. Kapitel tre - Hi, I'm Zoe


 

Skrigene fra pigerne i arenaen blev højere og højere, jo længere ind i introen vi kom. Og så blev der talt ned på storskærmene.

10, 9, 8....

Fansene råbte og skreg, og vi kiggede stolte rundt på hinanden. Dette var vores reunion-show. Vores første show sammen i næsten to og et halvt år. Og vi kunne ikke være lykkeligere. Liam var blevet far til den skønneste lille pige, Louis var kommet videre efter moderens død og Harrys film var blevet et gigantisk hit. Det gik også udmærket for mig. Mit første album som solo-artist var blevet en succes og havde fået meget gode anmeldelser.
Vi var tilbage i Los Angeles, hvor denne koncert skulle spilles. Vores fans var gået amok, da vi annoncerede koncerten. Det var ikke fordi, vi nu skulle ud på tour, for det havde ingen af os lyst til lige nu, men koncerten var nok et lille symbol på, at vi ville komme tilbage. Alle havde ellers mistet håbet, så det kom som en positiv overraskelse for folk. 

Jeg havde set frem til dette show gennem ufattelig lang tid. Det var blevet planlagt lang tid før, vi annoncerede det, så jeg havde haft svært ved at tie stille med mig.
Men det var nu stadig ikke det, jeg havde set allermest frem til i løbet af de sidste par måneder. Det var stort, men der var én ting, der havde fyldt mere i mit hoved end koncerten gjorde. Og det var, at vi skulle spille i Los Angeles. Byen, hvor jeg havde mødt pigen. Der var selvfølgelig kun en lille bitte chance for, at jeg ville se hende igen... men chancen var der stadig. Og det lille håb inden i mig, det håb, som ingen andre mennesker kendte til, fandtes stadig, og intet kunne ødelægge det. Jeg havde en lille illusion om at møde hende efter koncerten, finde ud af, at hun har haft samme følelser for mig, og så være sammen med hende efter showet. Men hvad skulle hun dog lave til en One Direction-koncert? Hun havde ikke genkendt mig, så hun kunne umuligt være fan. Derfor ville chancen for at møde hende blandt alle de andre 55.000 folk være minimal.
Suget i maven kom altid sekundet inden, vi gik på scenen. Lige meget hvor rutineret jeg var, kom det. Der var intet, man kunne gøre ved det. Men jeg havde lært at taget suget som en god ting; det kunne betyde, at jeg elskede mit job og nød det, at jeg var spændt på at spille og møde fans, og at jeg var klar til at gøre mit bedste. Det var ikke nervøsitet. Bare spænding.

‘Porten’ ud til scenen blev hævet i slowmotion. Dette øjeblik føltes altid så langsomt, men da porten var halvvejs, startede skrigene. Lyden kom som en bølge imod mig - den overraskede mig hver gang. Folk skreg og råbte, min guitar lød som en drøm og vi sang Drag Me Down for første gang i en arena. For første gang i to år var vi sammen som et band. Denne her følelse, som jeg havde, kunne jeg ikke engang beskrives. Det var sådan set umuligt. Jeg følte mig tryg, hjemme og som den lykkeligste person i verden. I hvert fald indtil jeg fik kigget rundt på alle de forreste tilskuere. Hun var der ikke.
Vi gav den gas under hele koncerten, publikummet var nok det bedste, vi nogensinde havde haft og der var intet at klage over. Hvis det ikke havde været på grund af manglen af pigen. 
Vi gik af scenen under hysteriske skrig. Jeg vendte mig om mod publikum og vinkede en sidste gang. Da vi kom om backstage, kiggede vi rundt på hinanden. Og så begyndte vi alle at grine. Vi havde ikke været sammen i uendelig lang tid, og det gik først nu op for mig, hvor meget jeg egentlig havde savnet de her drenge. Det havde jeg virkelig! Vi var alle stolte og lykkelige, da vi tog ud i byen. Jeg troede ikke, at jeg kunne bliver lykkeligere...

Vi fandt en ret fed natklub. Den så rimelig stor ud, men det var alligevel kun lokale, der var derinde. Det var også det, vi ledte efter. Vi gik op i baren, fik os nogle drinks (nogle fik flere end andre), og festede i lidt tid. Vi havde det fedt. Vi var rockstjerner i en af verdens fedeste byer - kunne livet blive bedre? Det tror jeg så godt, at det kunne. For i samme sekund vendte jeg mig om og fik øjenkontakt med en pige. Og det var ikke hvilken som helst pige. Denne pige var den samme pige som hende, jeg så sidst. Jeg troede ikke mine egne øjne. Det kunne umuligt være hende? Los Angeles var så stor - der måtte være andre piger, der bare lignede hende. Men da hun så mig, lyste hendes ansigt op i et kæmpe forundret smil - og det var det samme store smil som sidst. Jeg var ikke i tvivl. Dette var pigen, jeg havde set!

Hun kom over til mig, og mit hjerte begyndte at hamre. Mine håndflader blev svedige, og jeg begyndte næsten at ryste. Jeg var en idiot, når det gjaldt piger og kærlighed.

“Hi, I’m Zoe!” sagde hun med en sød amerikansk accent. Normalt hadede jeg den amerikanske accent, men denne her gang var det cute. Det kunne nu også bare være fordi, den tilhørte hende - Zoe.

Jeg skyndte mig at præsentere mig selv, og hun grinte. Fortalte, at hun vidste hvem, jeg var. Vi faldt hurtigt i snak, og jeg lyver ikke, når jeg siger, at jeg aldrig har haft de samme følelser for en pige, som jeg havde for Zoe på det tidspunkt. Ingen mennesker har nogensinde gjort et større indtryk på mig, end hun gjorde den aften. Jeg ved ikke hvor lang tid, vi var sammen, men natten føltes alt for hurtigt. Og pludselig skulle hun hjem. Dog havde vi allerede danset, snakket og flirtet i mange, mange timer. Og jeg havde fået hendes nummer, så jeg kunne ikke forestille mig, at tingene kunne blive bedre.
Jeg tilbød at følge hende hjem, og hun sagde, at hun ikke boede så langt væk, så det ville være hyggeligt. Turen hen til hendes lejlighed var alt for kort. Lige indtil hun tilbød mig at komme med op i hendes lejlighed.


I det sekund, vi kom indenfor, greb jeg hendes ansigt og kyssede hende, som jeg aldrig nogensinde havde kysset en pige før. Hendes bløde læber mod mine, hendes hænder i mit hår og hendes krop, der var presset ind imod min. De var de eneste ting, jeg følte og tænkte på. Alt andet forsvandt rundt omkring mig. Vi nåede ind i soveværelset uden at slippe hinanden. Jeg lagde hende på sengen, tog hendes bluse af og kyssede hende igen. Jeg mærkede igen hendes bløde læber i det sekund, hun begyndte at tage mit tøj af. Jeg kunne ikke være mere forelsket eller tændt, end jeg var i det sekund. Jeg kiggede ned på hende, da hun lå på sin seng. De kønne øjne var lukkede, og det gav hende et sorgfrit udtryk i ansigtet. 
For fanden, hvor var hun smuk! Og hendes krop... wauw!


 

Forfatterens kommentar:
Så skete der alligevel noget i historien! Hvad synes I om Niall og Zoe som et par? Og hvad synes I generelt om historien indtil videre? Dette kapitel er længere, hvilket jo har været meget efterspurgt! Så jeg håber, at I alt i alt er tilfredse!

Vi ses forhåbentligt i næste kapitel!

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...