The Last Second // A Niall Horan fanfiction by Cornelia F

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 dec. 2016
  • Opdateret: 24 dec. 2016
  • Status: Igang
Niall og Zoe møder hinanden og falder for hinanden. Niall har travlt, men parret klarer sig fint - de ses ofte, har intet drama og er super glade for hinanden. Alt ser ud til at være perfekt - det synes de også selv. Men lykken varer ikke for altid, og livet er ikke en gavebod. Og en dag får Zoe en chokerende nyhed, der vender op og ned på både hendes og Nialls liv. Hun bliver diagnoseret med en alvorlig sygdom, og får et bestemt antal dage til at leve i. Men er det overhovedet muligt at nyde livet, når du nemt kan tælle dagene, du har tilbage med en person?

14Likes
8Kommentarer
711Visninger
AA

2. Kapitel to - Can't get you out of my head


 

 

Det, jeg godt kunne lide ved hende var, at hun ikke genkendte mig. At hun ikke var en fan, der kunne lide mig for at være Niall fra One Direction, men at hun rent faktisk havde kigget efter mig, uden at vide hvem, jeg var. Det var sjældent, at det skete. Folk plejede at dømme mig ud fra hvad, de så i medierne - ikke fordi jeg var så meget anderledes end mit image, men det irriterede mig. Derfor nød jeg, at jeg ikke havde været midtpunktet i går.

Jeg kunne ikke glemme hende. Jeg havde mødt tusinder piger i løbet af de sidste par år. Nogle havde været kønne, andre havde ikke. Men jeg havde egentlig aldrig set en pige, der bare havde fået mig til at tænke wow! Men hende her havde. En helt normal pige fra Los Angeles. Ikke en hot model, en smuk skuespiller eller noget. En helt normal pige. Men så normal var hun heller ikke. Hendes lysebrune hår skinnede under festbelysningen, hendes smil var det skønneste og mest ægte smil, jeg havde set i lang tid, og hendes krop havde bevæget sig på en elegant, men stadig fræk måde.
Jeg havde ikke kunnet kigge på andet end hende hele aftenen. Mine øjne havde stort set være låst på hende. Og det tror jeg, at hun havde opdaget. Det gjorde mig nu ikke noget. Jeg var ikke typen, der gerne tog det første skridt. Så det ærgrede mig, at hun ikke var kommet over til mig, ligesom det også ærgrede mig, at jeg ikke var gået over til hende. Nu stod jeg uden hendes nummer, uden en fælles ven og uden hendes navn. Det ville være umuligt at finde hende nu.

Jeg lå i min seng og så fjernsyn det meste af dagen. Normalt ville jeg have syntes, at det var luksus. Men jeg kunne ikke. Jeg kunne ikke få mig selv til at tænke på noget andet end hende. Alt mindede mig om hende, og det skræmte mig lidt. Jeg kendte hende ikke - havde ikke engang snakket til hende. Og alligevel havde hun overtaget mit sind. Jeg kunne ikke lade være med at stille spørgsmål om hende. Mon hun tænkte på mig? Mon hun havde flirtet med andre fyre på den aften - hun var køn nok til det, ingen tvivl om det. Men alligevel virkede hun ikke som typen, der flirtede meget, begyndte jeg at sige til mig selv.  Men så stoppede jeg. Det var alligevel også dumt af mig at begynde at danne indtryk af en person, jeg aldrig havde snakket med.

Mine dage fortsatte. Jeg tog ud på tour, spillede endda også lidt med drengene og nød rent faktisk livet ret meget. Vi havde det fantastisk som solo-artister, men vi var nu også begyndt at overveje at komme sammen igen. To år var der gået siden pausen var begyndt, og vores fans var efterhånden begyndt at miste håbet. Det gjorde medierne inden pausen overhovedet gik i gang.

Men imens jeg prøvede at nyde min tilstedeværelse, var der stadig denne pige, der ødelagde det lidt. Mine tanker om hende var ikke lige så intense, som de havde været, aftenen hvor jeg så hende, men de var der - det var der ingen tvivl om. Og det undrede mig, for jeg havde aldrig haft sådan nogle tanker om en pige før. Lige pludselig var alle andre piger blevet ligegyldige for mig. Selv piger, som jeg havde kendt i flere år, og som jeg måske også havde haft et lille crush på. 

Det eneste jeg ville nu, var bare at finde pigen. Men jeg havde intet at opbygge håb på, hvilket jeg beskyldte mig selv for - det var jo i realiteten min fejl. Som dagene blev til uger, og uger blev til måneder, begyndte jeg at opgive mit håb. Hun havde nok glemt mig - de færreste mennesker husker en person, de kun har haft øjenkontakt med et par enkelte gange. Og chancen for at jeg så hende igen var nok ekstrem lille. Jeg prøvede ikke at tænke på hende, og oftest lykkedes det rent faktisk for mig. Men jeg glemte hende ikke. Og gudskelov for det! For hvad jeg ikke vidste var, at jeg ville komme til at møde denne pige igen. Og at det var inden for en overskuelig fremtid.

 

Forfatterens kommentar:

Det her var stadig et kort kapitel, men trods alt lidt længere end det første - det håber jeg, at I er tilfredse med. Der er endnu ikke sket det store i historien, men jeg lover, at det kommer. Hvis I har bare en lille bitte smule konstruktiv kritik, ville det glæde mig virkelig meget, hvis I ville skrive det!

Eller håber jeg bare, at I vil følge med næsten gang!

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...