Morder

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 dec. 2016
  • Opdateret: 22 dec. 2016
  • Status: Igang
//bidrag til Illuminae-konkurrencen, valgmulighed 3

3Likes
0Kommentarer
392Visninger

3. 3

Isak var faldet i søvn på hendes sofa. Hun havde lagt et tæppe over ham, og arrangeret puderne omkring ham, så han lå så behageligt som muligt. Så behageligt, at han forhåbentlig ikke ville vågne op, før han burde, i hvert fald ikke på et tidspunkt, som nu hvor hun sad med en pistol presset mod hans tinding. Det var hendes yndlings pistol, den hvor lyddæmperne var mest effektivt, og den der føltes mest naturlig i hendes hånd. Der ville sikkert ikke gå mange år, før hendes venstre pegefinger smeltede helt sammen med den aftrykker, den nu krummede sig sammen om. På det tidspunkt ville hun sikkert have glemt Isak.

 

Og nu skulle det altså være. Der ville nok ikke komme et så perfekt tidspunkt igen – hun ville få jobbet gjort hurtigt, og han sov, så han ville aldrig nogensinde fatte, hvad der var sket, bare være faldet i søvn med et smil på læben og så aldrig vågne op igen. Det var nu. Hvis hun altså bare kunne trykke på den dumme aftrykker. Hun havde siddet i netop denne stilling på knæ ved siden af sofaen, så længe at hendes ben var begyndt at syre, så længe at hun var begyndt at tænke, hun aldrig ville flytte sig.

 

Måske kunne hun vække ham, måske kunne de sammen flygte, efterlade denne lejlighed og ikke stoppe, før de nåede verdens ende. Måske ville han tilgive hende for næsten at have dræbt ham, måske skulle alting nok gå for dem. Bare de to. Når verden ikke skyldte hende noget, forlangte hun alligevel noget fra den – ’noget’ som  i ikke at dræbe sin bedste ven. Nej, det var for meget at forlange, tænkte hun og rettede sig op.

 

Nora kunne stadig ikke gøre det. Hun trak vejret, en gang, to gange, så tre gange, så 421 gange mere ned i lungerne, indtil hendes vejrtrækning var i takt med Isaks, sikkert også deres hjerte som altid – Nora var begyndt at tro, at hans hjerte stadig ville slå, når hun fik det skudt ud af hans bryst – fordi hun var ikke sikker på, at hendes eget hjerte kunne blive ved med at pumpe blod rundt i hendes krop, nu hvor det ikke havde hans hjerte at time sine slag med.

 

Selv Noras skygge nidstirrede hende. Nogle gange forstillede hun sig, at ens skygge repræsenterede alle ens synder – for hver synd blev den stærkere og stærkere. Hvis dette var helt sandt, ville hendes skygge dog lægge hele byen i mørke.

 

”Hvad?” Ordet brød stilheden. Isak havde stadig ikke åbnet øjnene, ordet næppe hørligt under hans stadig næsten sovende vejrtrækning, Hvis hun skød ham nu, ville hun stadig kunne nå det – han ville ikke fatte, hvad der var sket, før det var for sent. Men efter endnu et sekunds tøven, havde han åbnet øjnene, efter endnu et sekund indset at der var en pistol, der hvilede mod hans tinding, efter endnu et sekund sat sig op i sofaen og stirrede på hende med øjne så store, at han havde plads til hele verden (måske endda flere verdener) i sine pupiller. Men måske havde han ikke plads til det faktum, at hans eneste ven havde været tæt på at skyde ham.

 

”Nora, hvad i alverden?” Han lød forbløffende rolig.

 

”Du er den næste, Isak – du er den næste.” Sætningen kom ud i stød, stavelse efter stavelse, som hun ville ønske havde en anden mening, hvis man satte stavelserne sammen.

 

Isak svarede ikke først, famlede blot efter lyskontakten ved siden af sofaen , lod til at have glemt, at strømmen var slukket om natten, for at spare på den i hendes bygning – vedvarende energikilder var og blev dyrt. Måske lå det bare så dybt i menneskers natur altid at tro på, at der var et lys at tænde, ligegyldigt hvor mørkt mørket var. Hun rullede øjne, men hun var ikke sikker på, om det var af ham eller af sig selv.

 

”Nora – læg den der fra dig. Og fortæl mig, hvad der foregår. ” Han stirrede på pistolen, med et ansigtsudtryk der skræmte hende lige så meget som våben skræmte andre. Et ansigtsudtryk, som kunne han endelig ikke længere tro ham. Hun lagde den på sofabordet, men det ville ikke tage hende mere end brøkdelen af et sekund at nå den igen.

 

”Jeg – du er den næste person, jeg skal dræbe Du har åbenbart ikke taget dine piller i nogle dage, og du ved – dødsstraf.” Hun rejste sig, overvejede at løbe ned ad trapperne – eller måske bare ignorere noget så basalt som trapper og springe ud af vinduet, bare så hun ikke behøvede at møde hans blik.

 

”Det kan du ikke mene. Der er en del Mordere, så hvorfor lige vælge dig – netop dig til at dræbe mig. De må da vide, at man ikke bare sådan uden videre … -. Så langt er du stadig ikke kommet. ”

 

”Jeg var ved at gøre det, Isak. Forstår du ikke, at jeg kunne miste mit fucking job? At jeg også kunne blive dræbt, hvis ikke jeg dræber dig? Efter få dage, vil de på Kontoret begynde at undre sig, efter endnu færre dage vil de finde ud af, at jeg ikke kan dræbe dig og i løbet af få sekunder vil det være mig med en kugle gennem panden. ”

 

”Nora. Jeg er ligeglad med at dø, du kunne godt skyde mig en kugle for panden nu, og jeg vil måske bare hæve mine øjenbryn, måske bare det ene, efterhånden, - jeg er bare ikke ligeglad med, at du er ligeglad med - at du er ligeglad med, at jeg ska dø.” Isak satte sig op, krøllede sig sammen til en kugle.

 

Han lignede et barn, de lignede begge to børn. De fleste dage var hun så sikker på, at hun var moden, var vokset op, og hvilede i en selvsikkerhed så stor, at intet kunne skubbe til den. Men der var stadig tidspunkter som nu, hvor en gang i mellem skete der noget, der fik hende til at føle sig som en 9-årig, i hvert fald som de svage, svage, svage minder, hun havde om at være ni år, med bøjle, rottehaler og en så stor tillid til, at det ikke var hendes opgave at klare alting, men nogle andre, der forstod, hvorfor verden var værd at klare. Det var lige før, hun rakte hånden op for at røre ved en fantomrottehale i det øjeblik.

 

I stedt åbnede hun munden igen. ”Jeg - hvordan kan du tro, at jeg er ligeglad? Jeg er udødelig, jeg kunne gå derud og lære alle de fremmede at kende, jeg kunne sikkert nå at bygge en stige, der gik helt op til de andre planeter med intelligent liv, som helt sikkert er der og blive venner med en masse otteøjede aliens, jeg kunne sikkert nå at blive venner med alle de myrer, der kravler rundt i fundamentet i denne bygning. Men alligevel bliver jeg sammen med dig. Det er ikke personligt, Isak, det er alt andet end personligt”

 

”Virkelig Nora? Du ved godt, at du blive sammen med mig, stort set bor med mig, så meget tid, jeg bruger her over, fordi du ikke har andre. De værste monstre, dem der er under sengen og sørger for, at man aldrig står op, ligner aldrig monstre – de ligner mennesker. Du er et monster, Nora , folk ser dig som Døden selv – du er definitionen på Døden i denne verden – kan du ikke huske den gang, at jeg gav dig en le i fødselsdagsgave, dengang vi stadig holdt fødselsdag, du hænger på mig. Og alligevel vil du skyde mig. ”

 

Hans ord gav ekko, mellem de fire vægge, frem og tilbage, indtil hun knækkede sammen under vægten af dem. En blanding mellem et hulk og et frustreret skrig over, at hun ikke kunne f ham til at forstå, forlod hendes mund, som hun ramte gulvet på den mest klodsede måde mulige. Der gik kun et øjeblik, før Isak var over hos hende med en udstrakt hånd, mod hende på gulvet.

 

”Tricket er ikke i ikke at falde. Tricket er i at komme op igen,” sagde han med det mindste hint at et smil på sine læber. Han gentog ordene fra deres første møde – måske huskede han det også, som var det i går – Nora havde netop dræbt sine forældre, set dem i øjnene, mens livet forlod dem og var på vej tilbage til Kontoret, da hun var kollapset i en gyde, havde brækket sig i en skraldespand, indtil hun var sikker på, at den hun engang var, var kommet ud gennem hendes mund med klistrede madrester. Og Isak havde fundet hende, havde stået over hende og kun tastet et enkelt blik på hendes tårestribede ansigt, opkastet på hendes læber, og den sø af selvmedlidenhed hun var ved at drukne i, før han havde rakt hånden frem og sagt præcis de samme ord, som han sagde igen nu. Af en eller anden grund huskede Nora nu det som en god dag – fordi hun havde mødt Isak.

 

”Tricket er i at vide, at jeg selv er nok til at få mig op igen – om jeg så skal kravle op ad den længste skakt i verden belagt med pikke og med brækkede ben og arme, kan jeg gøre det selv,” svarede hun nu – det samme som dengang.

 

”Så vil jeg bare stå klar til at gribe dig – for du vil falde, tro mig.”  Isak holdt stadig sin hånd frem, selvom hun ikke havde taget den gang, men bare hevet sig selv op ved hjælp af muren. Men i dag – i dag tog hun den hånd, der var strakt frem, den hånd hun ville tage selv, hvis  det var den, der holdt en pistol.

 

Men selv da Nora var kommet op at stå, gav hun ikke slip. Tværtimod klemte hun hans hånd så hårdt, der skulle overnaturlige kræfter til for, at hun engang gav slip. For sådan blev de ellers stående, i lejligheden der kun var svagt oplyst af månen, med deres skygger som eneste selskab. Pludselig var alle de meningsløse øjeblikke de havde brugt sammen  slut – alle de øjeblikke, de netop havde set som meningsløse, fordi de regnede med, at der ville komme tusindvis mere – nej, her var de sekunder, der ville definere alle de sekunder, der kom efter og sørge for, at de sekunder ikke længere ville være delt i sekunder – der ville kun være før og efter.

 

Det ubetydelige øjeblik, der betød mest i det ih så betydningsfulde univers. Det kunne godt være, at definitionen på et øjeblik var, at det var ovre, før man nåede at opfatte, at det havde eksisteret. Det kunne godt være, at alle disse sentimentale tanker, der lige nu strøg gennem hendes hoved med 700 kilometer i timen, aldrig burde se dagens lys. Det kunne godt være, at den hånd Isak holdt stadig havde blod under neglene fra manden i dag og metaforisk blod fra tusindvis af andre. Det kunne godt være, at hun stadig ikke forstod ham, ikke forstod, hvorfor han var stoppet med at tage Piller. Det kunne godt være så mange ting, men der var ikke så mange ting tilbage, som bare var. De to var to af dem.

 

Til sidst gav Nora slip på hans hånd. Men det var kun for at trække ham ind i et kram så tæt, at ingen af dem kunne trække vejret.

 

”Nora?” Isaks stemme var ikke andet end en hvisken.

 

”Hvad er der?”

 

”Jeg elsker dig, det ved du godt. Lige meget om du myrder hvert evigt eneste menneske på denne planet, om du overtaler hver eneste stjerne i galaksen til at brænde ud, så har du mig, du har mig, og jeg håber også, at jeg har dig.”

 

”Selvfølgelig, Isak. Du ved godt, at jeg aldrig ville vælge at dræbe dig.  Lige meget om selv mine myrevenner fortæller mig, at jeg skal, vil jeg altid vælge dig.” Hun rakte ud efter noget, der lå på sofabordet uden at give slip på ham. ”Jeg er så taknemmelig for, at jeg mødte dig, hver evigt eneste dag, og jeg vil aldrig nogensinde kunne vælge mit arbejde over dig. Lige meget, hvad valget er, ville jeg vælge dig,” sagde Nora stille, tog en enkelt indånding, før hun fortsatte. ”Problemet er bare, at det aldrig har været mit valg .” Så pegede hun pistolen mod hans tinding og trykkede på aftrækkeren. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...