Morder

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 dec. 2016
  • Opdateret: 22 dec. 2016
  • Status: Igang
//bidrag til Illuminae-konkurrencen, valgmulighed 3

3Likes
0Kommentarer
374Visninger

2. 2

Noras hjerne haltede et par sekunder bag efter hendes ører, selvom hun havde hørt de to ord, havde hun stadig mere end bare svært ved at tro det. Dette demonstrerede forskellen på at vide og på at acceptere – hun havde lige hørt navnet, men det gjorde det ikke mindre virkeligt end før – hendes øregange kunne meget vel kollapse ved hendes forsøg på at høre alt andet end det. Alt andet end det.

Hun  havde meget lidt at miste, sig selv havde hun tabt på gulvet i det støvede kontor for flere årtier (århundrede siden?-), og Sekretæren var det eneste menneske tilbage i hendes liv, som hun så meget, som snakkede med – udover Isak. Isak, der altid havde sagt, at den med mest at tabe, var også den, der allerede havde vundet mest. Isak, der havde bragt hende så meget kaffe, på hendes tidlige mødetid, Isak, at hendes tungespids sikkert var brændt af, der havde ført samtaler med hende, der havde slået mange knuder på hendes resterende mængde tunge, Isak, som hun åbenbart skulle dræbe.

"Er han endnu en tilfældig?" spurgte Nora og var stolt, da hende stemme kun knækkede over et par tusind gange i den ene sætning. Men selvfølgelig var han Tilfældig - det var enten det eller kriminel, og Isak – Isak ville aldrig…

Tilfældige, var det eneste hun ikke kunne lide ved sit job. Der var ikke særlig mange Mordere i denne by, i nogen byer og det var kun en gang i mellem (der kunne gå alt fra en dag til et årti i mellem), at deres næste udvalgte offer var en såkaldt Tilfældig. En person, der ikke havde gjort noget forkert, men blot blev valgt tilfældigt ud af de mange, mange mennesker, der var. Ifølge regeringer verden over, blev dette gjort for at sikre sig, at mennesker stadig mente, at de havde en lille sandsynlighed for at dø, blive myrdet, hvert øjeblik, og selvom den var uendelig lille, så var den der stadig – og det gjorde forskellen på overhovedet ikke at føle, at man behøvede bruge sit liv på at leve det – og så gøre det lidt.

De Tilfældige var også, hvad der gjorde, at Nora havde så lidt menneskelig interaktion – mente hun i hvert fald selv. Folk kendte hende og kunne ikke se hende gå ned ad gaden uden at tænke, at de måske var den næste – og måske tænkte de at hun selv havde noget at sige, når det kom til hendes ofre – og de ville ikke være en af dem.

Det sagde måske sig selv, at Nora mente, at princippet bag de Tilfældige var noget lort.

Det var, hvad hun nogle gange hadede. At disse mennesker, der aldrig ville behandle hende som en ligemand – en ligemand, der også havde en mening. Det havde været lige meget  for hendes arbejdsgivere, at aldersforskellen mellem dem var det rene vand i forhold til deres samlede levetid - voksne kunne stadig finde på at bruge sætninger som ”det ville du forstår når du bliver ældre”. Måske lød for evigt ung, for evigt at skrige op fra tagtoppe i stueetagen med en halv flaske vodka i hånden, og den anden halvdel i blodet, at ødelægge sine ører til dårligt musik, at forelske sig så meget, at man ville ønske, at ens hjerte var på størrelse med en blåhval (havde blåhvaler store hjerter?)alt sammen godt på papiret, men i virkeligheden var hun begyndt at føle sig for gammel til at være ung, for gammel til aldrig at få lov til at vide bedst.

Og her vidste hun bedst. Isak kunne ikke dø – det ville give mere mening at dræbe Solen. Men som Noras hjerte langsomt kom op i omdrejninger, gik det op for hende, a hun ikke havde andet valg. Det var en del af hendes jobsbeskrivelse , at hun ikke kunne nægte – da hun først blev ansat, havde de bedt hende om at dræbe sin egen familie for at bevise, at hun dræbte først, tøvede bagefter, og hun havde aldrig fortrudt de drab. Hun kunne ikke nægte Sekretæren, og hun havde meget få dage til at få jobbet gjort, hvis hun skulle leve op til sine dræber-en-mand-med-et-enkelt-knivsnit-i – et-øde-offentligt-badeværelse-standarder.

Hvad var det overhovedet, der gjorde Isak så speciel – der fik ham til at adskille sig fra alle de tusindvis af andre personer, hun havde dræbt? Hvorfor fortjente lige netop han at leve mere en alle andre? Han var ikke andet end et menneske, et menneske til i det uendelige univers med et tilsyneladende uendeligt liv – hvis handlinger ikke efterlod noget synderligt mærke, hvis død ville forårsage et hul – og hun ville uden tvivl være den eneste, der kunne kigge ind i det og ikke forbi det? Han kunne lige så godt være en af de fremmede, som hun stødte ind i på gaden hver dag – og dem ville Nora dræbe uden at blinke, måske bare fordi hun syntes, at det havde været deres ansvar at se sig for.  

”Han er kriminel,” svarede sekretæren til sidst – tilsyneladende upåvirket af de følelser, der var splattet ud over Noras ansigt – et klatmaleri af fortvivlelse.

”Hvad har han gjort?” spurgte Nora, så til, mens Sekretæren strøg en hårtot om bag sit øre, gjorde en synkebevægelse, tog en slurk af den kop, hun havde stående på sit skrivebord, alt i mens Nora fik større og større trang til at rive hendes computer fra hende – så kunne Nora spotte den fejl, der uden tvivl var sket et eller andet sted i systemet.

”Han har ikke taget sine piller i, lad os se, det er nu 5 dage. Han forkaster den balance, vores samfund er i.”

Isak? Der ikke tog sine piller? Han vidste udmærket, at man ældes, når man ikke tog piller, en dag af gangen, at ens immunsystem holdt op med at være effektivt, og han havde chancen for at få alverdens sygdomme. Isak var ikke dum, tværtimod – han ville da aldrig, ikke bevidst, bryde en lov på den måde. Ikke den Isak, hun kendte. Måske havde gjort det for en bog, han var ved at skrive – han havde en gang lagt sig i et bagagerum og bedt hende om at køre ham afsted med 100 kilometer i timen (fartgrænsen på motorveje plejede ellers at være 50 i timen) for at finde ud af, hvordan det var at blive kidnappet i en bil - research til en bog, havde han kaldt det.

Nysgerrighed, nysgerrighed efter hvad der ville ske, hvis han stoppede, hvor hurtigt samfundet ville opdage det – det var sikkert ikke andet end det. Nysgerrighed var åbenbart grund nok til at dræbe nogen.

”Er der noget galt?” Sekretæren hævede et øjenbryn.

Var der noget galt? Nej, nej. Nora var Døden, Nora havde dræbt mænd, der var tre gange så store som hende, Nora så den dag, hun havde dræbt sin familie som den bedste dag i sit liv, når hun gik på gaden, var det folk der  gik uden om hende aldrig omvendt, hun havde en samling af afskårne tommelfingre fra ofre. Uskyldighed var og blev en luksus, hun ikke havde råd til – ikke at dræbe sin bedste ven var et privilegium, og hvis det stod til hende, skulle alle andre stoppe op for et øjeblik og sætte pris på det.

”Selvfølgelig ikke.” Og så gik hun ud af kontoret, hendes tanker kredsende over, hvad hun skulle vælge som mordvåben – intet andet.

***

"Hej". Nora hoppede et skridt tilbage, efter at være trådt ind i sin lejlighed og have hørt den overraskende hilsen. Isak stak hovedet ud af døren ind til hendes stue, smilede så bredt, at hans smil kunne nå flere gange rundt om Jorden, så bredt det meget vel kunne være det bredeste smil, han ville nå at smile, før hun dræbte ham.

"Hvad laver du her?" Den barske tone i hendes stemme var nok til at få hendes egne øregange til at bløde, men han virkede upåvirket.

 

"Jeg havde ikke lyst til at være hjemme. Du ved, hvor koldt det bliver om vinteren. Så jeg lukkede mig selv ind," sagde han og viftede med den nøgle, hun havde givet ham for så mange år tilbage – i tilfælde af nødsituationer. Nora kunne dog ikke bebrejde ham, at han havde set dette som en nødsituation – han tjente endnu mindre end hende, og hans lejlighed syntes at bestå af mere huller end af væg.

 

Hun lod sig med et suk, glide ned i vindueskarmen. Det var Nora yndlingssted i hele verden, hendes lille vindueskarm, der skuede ud over en snavset baggård og var ubehagelig som ind i helvedet og ud på den anden side. Hvorfor lige netop her var så specielt, vidste hun ikke, men som Isak satte sig ved siden af hende, vidste hun bare, at det var det sted, hun hørte til – måske mest af alt, fordi han var ved hendes side.

 

”Smukt, ikke?” Hun fulgte hans blik, ud af vinduet, ud på sneen, der dækkede gården i et fint lag – de var midt i vintersæsonen, var hun ret sikker på – månederne lå så fjernt for hende ”Når du ser på alle de her snefnug, ved du – selvom de er så små, at du ikke kan se det blotte øje, at hvert og et af dem er tusind gange mere forskellige fra hinanden, end vi mennesker nogensinde ville være – selvom vi konstant prøver at bilde os selv noget andet ind.”

 

Nora blik var modvilligt gledet til Isaks ansigt, mens han talte – hun lagde mærke til, hvordan han kiggede med sådan en intensitet, at han uden tvivl kunne løse universets største mysterier ved blot at nidstirre dem, hans øjenvipper var så lange, de sikkert stak huller i hendes loft, hans læber var lidt adskilt, som lå der altid et par ord på hans underlæbe og ventede blot på at blive sagt.

 

”Jo smukt,” hviskede hun uden at frigøre sit blik fra Isak.

 

”Bare synd, at det forsvinder igen.”

 

”Det er da godt, at der stadig er noget tilbage, der er midlertidigt”

 

”Hvad mener du?”

 

”Jeg tror bare, at mennesker var ment til at være midlertidige, forstår du ikke? Vi sammenligner hinanden og alle andre med smil, orkaner, solskin, ting der ikke er for evigt. For vi ved stadig et eller andet sted nede under knoglerne og i det yderste af det yderste af det yderste af vores fingerspidser, at fucking intet er permanent. Man kan gå i seng med en kærlighed, der er større end det sammenlagte areal af mælkevejen og dine øjne – du har virkelig store øjne - og vågne op dagen efter med en følelse, der ikke kan beskrives som andet end ’det er mig, ikke dig’. Derfor sætter jeg pris på mit job – naturens orden – jeg hjælper den bare.”

 

”Dem du dræber er da ikke væk, for evigt. Så længe man bliver husket, findes man stadig på den ene eller anden måde – nuet er så overvurderet at leve i, mens minder – meget mere forudsigeligt.”

 

”Vær sød at sig mig, du ved, at det ikke passer.” Noras stemme sænkede sig igen, men alligevel drejede Isak hovedet – klar over, at det ikke var et godt tegn, når man talte om hende. De ting hun sagde lavest, var de ting, der lød højest.

 

”At hvad ikke passer?”

 

”Det er en omgang bullshit. Når man dør, så forsvinder man. Bare sådan. Hvorfor tror du ’ikke at dø’ løste så mange problemer? Fordi det var et så stort problem. Enten trækker du vejret ned i lungerne og puster det ud igen, eller også gør du fandme ikke. Det gør ikke nogen forskel, om der er nogle tilbage, der savner, elsker én. Man er holdt op med at eksistere”

 

”Nora, rolig nu-”

 

”Du vil være fucking væk.” Hun rejste sig pludseligt, lod ham sidde tilbage med sin dyrebare sne. Når Isak døde, ville han være død. Når beviset på, at man eksisterede forsvandt, kunne det være lige meget om man havde eksisteret eller ej – og man var selv beviset. Intet andet. Intet andet. Nora fumlede efter en cigaret i den pakke, der lå på sofabordet – hvis hun havde levet før, før Pillerne, ville hun kunne få lungekræft 1000 gange, så meget rygning det uden tvivl ville kræve, hvis hun skulle klare at skyde ham den kugle gennem hovedet. 

 

Hun tændte den langsomt med den lighter, der af en eller anden grund stadig var fyldt med gas, selvom hun efterhånden havde haft i flere årtier, vendte tilbage til vindueskarmen og lovede sig selv, at netop denne cigaret skulle nydes helt ned til filteret. Ja, hele dette øjeblik, så de forhåbentlig kunne blive i øjeblikket lang tid efter, at det var slut – var det ikke det folk mente, når de sagde at man burde leve i nuet?

 

”Hvad handlede det om?”

 

Nora tog et sug af cigaretten, før hun svarede. ”Jeg er bare træt – det tog mig længere tid end forventet at fange ham manden.”

 

”Du ved godt, at du burde sove mere.”

 

”Søvn er overvurderet.”

 

”Søvn er måske nok overvurderet, men det er det kun, indtil du vil kollapse af udmattethed, midt i et drab. Lov mig, at du sover i nat. Jeg regner alligevel med at blive her, natten over, hvis det er i orden med dig, så jeg kan se dig sove på en overhovedet ikke creepy måde. Lyder som en plan?”

 

Nora pustede en røgsky på ham som svar. Han smilede, for han vidste, at det betød ja.

 

”Hvad har du så lyst i dag? Hvis du vil tillade dig selv at vente, bare en postgang, før du begynder at gå efter dit næste offer. Hvem er staklen egentlig?”

 

”Det er lige meget, hvem de er.” Løgne var nemmest at fortælle, når man selv ville ønske, at de var sande. ”Og jeg vil bare blive siddende her, og jeg ved ikke, tælle stjernerne.”

 

”Tælle stjernerne? Siden hvornår er du begyndt at bekymre dig om noget så basalt som stjernerne? Desuden er det midt på dagen – vi burde tælle snefnug i stedet for.”

 

”Bare fordi man ikke har bevis for nogets eksistens, betyder det ikke, at det ikke eksisterer”

 

”Med den logik kunne du tro på julemanden.” Han grinede.

 

”Jeg elsker din latter, den lyder som summen af alle andre grin, som Jorden nogensinde har hørt. Jeg elsker at høre dig tale, ja jeg er sikker på, at de stjerner vi ikke kan se, bytter plads, når du åbner munden, kæmper om at være inden for hørevidde af dig. Og jeg kan godt lide stjernerne, fordi du godt kan lide dem. Hvis du forelskede dig i den klat tyggegummi, der er på mit gulv, ville jeg ligeledes indramme og kysse den godnat for dig hver nat,” sagde Nora. Bortset fra, at det bare kom ud som et grin, og hun måtte synke ordene med en masse spyt. Et verdenshav af spyt.

 

”Jeg vil da ikke have noget i mod at tro på julemanden. Der er så få børn tilbage i verden, tilbage – han fortjener det.”

 

”Du er stadig et barn – du er kun 16.”

 

Hun rakte tunge af ham. ”Men jo, lad os bare blive her, resten af dagen.”  Hun vendte igen blikket ud af vinduet. På lejlighedskomplekset overfor hendes, kravlede nogle bygningsarbejdere rundt og var ved at male hele bygningen gul. Det var vist kun i sidste uge, de havde malet den grøn – men hun kunne ikke bebrejde dem, at de skulle finde et eller andet at lave. På en altan stod en fem årig dreng og en fyrremand i en hed omfavnelse – så vigtig var alder heller ikke. Et lig lå i et hjørne af gården, selvom det ikke længere var et genkendeligt menneske – hun havde dræbt personen for omkring et år siden, men der var ingen, der havde et job, der handlede om at samle lig ind. Men mest af alt kiggede hun på deres refleksioner i vinduet, en dreng og en pige, der havde levet hundredvis af år.

 

 Måske kunne hun få sit spejlbillede til at fortælle Isak, hvad der skete – det var hendes eneste chance for at gøre det uden risiko for at blive opdaget af alt det overvågningsgrej, der var over det hele. Men hendes spejlbillede holdt munden lukket, trods ordene stak så meget, hun frygtede, at hendes lunger ville blive punkteret.

 

Eller måske hendes hjerte – Isak var trods alt den eneste person, der sørgede for, at det var bare lidt mere end et organ (og her talte hun altså ikke om at det også var en muskel)

 

Så de blev siddende og snakkede og snakkede, mens hun røg metaforiske (og ikkemetaforiske cigaretter) ned til filtret, de lavede morgenmad, som brændte på, de . Før eller siden døde samtalen ud, men så fandt Isak bare sin computer frem og begyndte at skrive på sit nuværende romanprojekt. Hun sad bare og betragtede hans fingre over tastaturet,  så hvordan hans fingre bevægede sig på tastaturet på samme måde som når man løb ned af bakke og ens ben ikke helt kunne følge med tyngdekraften.

 

På et tidspunkt kiggede han op og fangede smilende hendes blik.

 

”Jeg er bange for, at jeg ikke bliver færdig,” sagde han og nikkede mod computeren.

 

”Hvorfor dog det?” Som om hun overhovedet ikke kunne komme i tanke om nogen grunde.

 

”Fordi jeg er ved at løbe tør for ord – ikke på sådan en måde, som at jeg sikkert har skrevet alle ordene i enhver ordbog nu – nej bare, jeg er bare bange.”

 

”Bange?”

 

”Bange for at jeg før eller siden vil læse en af mine romaner og tænke, at den roman jeg skrev for ti år siden var bedre. Bange for at jeg sidder og former sætninger og tænker at mine sætninger i går er bedre. Forstår du mig? Jeg tænker ikke rigtig over, hvad jeg skriver længere. Jeg skriver, hvad jeg tænker, i det øjeblik jeg tænker det, og der er så lidt teknik i det, at jeg på et eller andet tidspunkt uden tvivl vil glemme, hvordan man gør – fordi det ikke er noget man ved, bare noget man gør. Og når jeg glemmer det, vil fortidige mig overskygge den jeg er nu. Være bedre.” Han holdt inde et sekund, for at de begge to kunne få vejret.

 

”Så det er derfor, mennesker ikke bør være udødelige. Fordi i morgen ikke kan blive ved med at overgå i dag. Hvis man bare levede 200 år, 200 år, vil det ikke være nok? Er du ikke også bange for, at du vil vågne op en dag, og det er svære at dræbe – at du ikke er god nok efter fortidige digs standarder?”

 

”Det eneste jeg er bange for er, at jeg en dag vil vågne op og opdage, at jeg var mere hensynsløs dagen før. Intet andet.”

 

Isak vendte tilbage sin roman, tydeligvis ikke det svar han havde håbet på. I det mindste ville hun sørge for, at han nu døde, før han løb tør for ord. Det var altid noget. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...