Morder

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 dec. 2016
  • Opdateret: 22 dec. 2016
  • Status: Igang
//bidrag til Illuminae-konkurrencen, valgmulighed 3

3Likes
0Kommentarer
389Visninger

1. 1

Det var sværere, end det plejede at få blodet af sine hænder. Selvom Nora havde skrubbet i flere minutter, vandet i håndvasken var blevet farvet lyserødt og hendes hud var rød og irriteret af så meget sæbe, sad der stadig plamager tilbage. Det havde samlet sig i store klumper under hendes negle, selvom hun gjorde sit bedste for at holde dem korte – netop fordi hun havde det job, hun havde. Om så hun havde de korteste negle i verden, mente hun stadig, at hun var i stand til at flænse en mands bryst åbent og kradse stjernerne ned fra himlen med dem – hvis hun så bare kunne undgå at få blod på hænderne i mens, ville det have været ideelt.

Til sidst gav Nora da også op, slukkede vandhanen med en heftig bevægelse. Ikke tid til at dvæle ved noget, tænkte hun, som hun tog sin taske, og den kniv hun havde lagt ved håndvasken. Der var ikke tid til at dvæle  ved noget, men alligevel brugte hun et par sekunder på at stirre på sig selv i spejlet, da hendes blik mødte hendes eget. Isak sagde altid, at hun brugte alt for lidt tid på at trække vejret selv, alt for meget tid på at forhindre andre i at trække vejret. Måske havde han ret, tænke hun, som hun nærstuderede de sorte skygger under sine øjne. Det var lige før, at hun var begyndt at se ældre ud, end de 16 år 364 dage og 23 timer, hun altid vil være. Men nej – verden skulle gå under, før hun gav andre end sig selv ret i noget. Tiden gik ganske vist, men hvis den gik, løb hun, og den ville ikke indhente hende lige foreløbig.

For Isaks skyld tog hun en enkelt dyb indånding af den snavsede luft på det offentlige toilet, før hun gik ud. Hun overvejede kort at tage hjem, måske få lidt hvile, før hun fik sit næste offer oplyst. Det kunne godt være, at det bare var indbildning, men hun syntes allerede at kunne lugte det lig, hun havde efterladt ude på herretoilet, og det gik op for hende, at hun bare skulle væk nu. Ellers kunne hun risikere, at nogen fandt ham, og så var det uden tvivl hendes opgave at berolige den pågældende – en opgave hun hadede, da hun aldrig havde haft den store forståelse, hvorfor man dog tænkte, at ens liv ikke kunne fortsætte, bare fordi en andens endte.

Han var endda Tilfældig. Det var noget tid siden, hun sidst havde fået en Tilfældig, så hun havde glemt det stik af dårlig samvittighed, der altid fulgte med. Uskyldighed var en luksus, som hun ikke havde råd til, måtte hun så fortælle sig til. Nora måtte tilmed minde sig selv på, at hun ude på badeværelset havde været i stand til at se sig selv i øjnene, se spejlbilledet af sig selv i sine egne pupiller, og ikke så meget som blinke. Så længe hun stadig kunne det, skulle det hele nok gå. Det kunne godt være, at hun havde været nødt til at lukke mandens øjne med sin hånd, fordi døde øjne stirrede så uendeligt mere end levende øjne, mere dømmende, men måske var det bare et sundhedstegn. Hun led stadig under nogle af symptomerne på at være menneskelig, selvom hun måske ikke længere havde selve sygdommen.

Nora rundede træt et hjørne på gaden. Det var stadig tidligt om morgen, så det var begrænset, hvor mange der var på gaden. Et par sad på en bænk, tæt på hende og holdt øje med horisonten, hvor solen var ved at stå op. Nora fnøs så højlydt af dem , at de begge to drejede hovedet. Hun havde aldrig helt forstået trangen til at bruge tiden på at se solopgange, når man havde set den stå op uendeligt mange gange før og ville se den stå op uendeligt mange gange igen – næsten uendeligt mange gange. Det meste blev ensformigt i længden, ja selv de at dræbe mennesker var blevet ensformigt for hende.

Der var måske en lille del af hende, der sendte et misundeligt blik efter parret, som hun gik forbi dem. De var sikkert den slags mennesker, der mente, at livet var en gave (hvis livet var en gave, ville hun håbe, at der var byttemærke på), den slags menneske der kravlede,op på tagtoppe og brugte deres udødelige liv på at tælle stjernerne, og selv da ville de nok aldrig blive færdige med at tælle, den slags mennesker, der smilede til fremmede og ikke kunne passere nogen til gaden uden at prøve at gætte sig til hele deres livshistorie.

Hendes filosofi var dog en anden. Hun mente, at livet egentlig bare bestod i konstant at få nye chancer, igen og igen. Men hun mente også, at man kun fortjente at få nye chancer, når man vidste, hvad man skulle bruge dem til – og hun var sikker på, at hendes ofre alle sammen var løbet tør for muligheder. Det fortalte hun i hvert fald sig selv.

Hvis Nora skulle være helt ærlig, var hun dog tit nysgerrig, ja nysgerrig var det rigtig ord, på hvordan det havde været, dengang mennesker var dødelige. En gang i mellem fandt man levn fra den tid, som en graffitimalet væg, der havde overlevet alle de år med ordene ”You only live once” – ord som for længst havde mistet deres betydning, for selvom de kun levede en gang, døde de aldrig, og det gjorde hele forskellen. Hun havde forstået, at dengang brugte folk døden som motivationsfaktor, fordi de tænkte, at de skulle nå at udleve deres drømme, inden de døde, at deres knogler vil give efter i deres grav, under vægten af ting de aldrig nåede. Dengang, hvor alle havde vidst, at de skulle dø, men det var de færreste, der havde accepteret det.

Hun skuttede sig, og det skyldtes, hverken morgenkulden eller blodet, der stadig var på hendes hænder.  Heldigvis blev hun i det øjeblik revet ud af sine tanker af en stemme bag sig.

”Nora!” Hun behøvede ikke vende sig om for at vide, hvem det var – en af fordelene ved at have været professionel morder i så mange år, var, at man var blevet vant til at have bedre hørelse, end… solen, måske – den kunne sikkert høre alle deres smålige beklagelser, hver og en af dem, men brugte hvert sekund af sit liv på at holde sig for ørene. Definitionen på mærkelig måske havde hun fundet den, at personificere himmellegemer,

”Hej, Isak,” svarede hun så endelig og holdt inde, så en let forpustet Isak kunne nå at indhente hende.

”Hvad laver du her?” spurgte hun, som de begyndte at gå, i takt denne gang – så meget tid, som de brugte sammen, slog deres hjerter sikkert i takt.

”Tænkte bare, at jeg vil følge dig på arbejde. Jeg regnede med, at du for længst var færdig med ham den Tilfældige.” Han rakte hende et papkrus med kaffe, som hun tog i mod, tog en stor slurk af, ligeglad med at hun brændte tungen.

”Du har tid til det?”

”Ja – du ved hvordan det er. Fiktive personer kan som regel godt vente med at blive dræbt – i modsætning til alle de virkelige. Desuden vil jeg lige sikre mig, at du er okay – jeg vil du ikke er glade for de Tilfældige” sagde han – hun vidste, at han smilede uden at dreje hovedet.

”Jeg mener, jeg kan godt se, hvorfor det er nødvendigt – verden vil ikke rigtig hænge sammen, uden det – de tilfældige bringer bare lidt frygt til en verden, hvor det nærmere er verden der er en del af os, ikke os der er en del af den, for vi bestemmer så meget selv. Jeg kan bare aldrig lide tanken om, at der nok er et eller andet system bag det”

”Jeg har altid forestillet mig at hende sekretæren vælger sine ekskærester eller den dame, der trådte hende over tæerne på vej til arbejde eller sådan noget. Men helt og aldeles seriøst – det er vel bare tilfældigt”

”Du ved godt, at jeg ikke tror på tilfældigheder – hvis man begynder at tro på dem, er det næste skridt at tro på julemanden, og at mennesker ikke er andet end regnbuepruttende enhjørninger,” sagde Nora og tog endnu en slurk af kaffen. ”De Tilfældige er mennesker, som universet har set sig ondt på, og dermed sørger for, at de bliver valgt”

”Jeg vil ønske, at jeg stadig har muligheden for at tro på julemanden. Du må altså også holde op med at give universet personlighed – det at vi eksisterer er nok personlighed.”

”Åh, hvor det lød det bare dybt.” Hun slog ham drillende på armen.

”Når man har levet så længe, som vi to har, er det svært ikke at blive lidt dyb”

”Endnu mere dybt, du bliver bare ved. Du må huske at sende mig en hilsen, når du når bunden”

”Ja, for du flyder bae ovenpå lige meget, hvad du kaster dig ud i. Det er faktisk ret hyggeligt på bunden har jeg hørt – vi to kunne flytte ind i gul undervandsbåd og bo dernede. ” Han stoppede op, og det gik op for Nora, at de allerede havde nået kontoret.

”Jeg har ganske vist altid drømt om at bo i en Beatlesreference, det er rigtigt nok”, sagde hun og krammede ham farvel. Hun gav slip først som altid, da det var en af hendes vigtigste livsregler altid at lade folk tro, at de havde mere brug for dig, end du havde brug for dem.

”Held og lykke med at dræbe den næste.”

”Held og lykke? Jeg har ikke brug for held og lykke, tro mig, jeg kunne dræbe hele verdensbefolkningen uden held og lykke.” Nora smilede grumt.

”Du ved godt, at der er et tidspunkt, hvor selvsikkerhed bliver til arrogance? Vi ses”

”Vi ses.”  Hun grinede, måske lidt for højt – men det lagde han forhåbentlig ikke mærke til,

Med de ord vendte Isak sig om og gik. Hun stod i et par sekunder og fulgte ham med blikket, den så velkendte dreng ned af den så velkendte gade, i den så velkendte verden. Et modvilligt smil hvilede på hendes læber – bare ved synet af ham. Hvis hun ikke havde han, ville hun sikkert glemme hvilken vej mundvigene skulle pege, når man smilede. Nogle gange gik hun endda så vidt til at være sikker på, at det udelukkende var hans fortjeneste, at hun ikke kun var en del af verden, men også lidt en del af sig selv, stadig lidt mere end en koldblodig morder. Det var hendes job, at gøre det så normalt for hende selv at dræbe andre mennesker, som det for andre var at trække vejret – det var hans job at skrive.

Han var forfatter og havde udgivet så mange bøger, at hun uden tvivl ville brænde sine fingerspidser på solen, hvis hun byggede en stak af dem og kravlede op på toppen. Også flere end mange af de ”voksne” forfatter. Han havde flere gange fortalt, ar hans livsmål var at highlighte hvert evigt eneste ord – fordi han mente, at de alle var vigtige, så længe man tillade dem betydning (og det ville han gøre).  

Med et suk fremdrog Nora sit pilleglas fra sin jakkelomme. Hun havde aldrig helt forstået, at når mennesker havde fundet ud af, hvordan de kunne gøre sig selv udødelige – hvorfor kunne de så ikke også lige sørge for, at man ikke var afhængig af at tage en pille hver eneste dag for at bevare denne udødelighed? Ikke at hun ville klage for meget – desuden var det en måde at holde dagene adskilt fra hinanden, ved at have denne daglige rutine, tænkte hun og fiskede en pille op fra glasset. Rutineret stoppede hun den i munden og slugte den med den sidste mundfuld kaffe i papkrusset.

Inden hun gik indenfor, kiggede hun hurtigt op mod himlen. Solen havde farvet den i så mange farver, regnbuer virkede sort/hvide i sammenligning, men samtidig hang månen der stadig som en bleg negl, der havde haget sig fast til dagen. Isak sagde, at de burde have stor respekt for himlen, men hun havde altid tænkt, at hun kunne krølle den sammen som en papirskugle og måske også gaden sammen, hendes egen lejlighed, alle de mennesker der ikke ville møde hendes blik – måske fordi de tænkte, at hendes pupiller kunne brænde dem på stedet. Måske kunne de faktisk det - det var så lang tid siden, at hun havde set en fremmede i øjnene, at  hun begyndte at tro på, at det var muligt.

Så var Isak heldigvis immun over for ild.

Som hun gik ind i kontoret, tænkte hun smilende tilbage på alle de diskussioner, de havde haft om, hvor vigtig hans forfatterskab  var – hvor hun egentlig bare var enig, men for ikke at vise, hvor meget hun  havde lyst til at hænge sig selv fra hver af hans ord, lod hun som om, at det ikke var tilfældet. Hvor hun havde sagt, at et billede sagde mere end 1000 ord, og han svarede tilbage, at en bog svarede til en hel historie  og det var uendelig meget mere – det var sådan nole tanker, der gjorde at hun dag for dag kunne træde over denne dørtærskel.

Et høfligt host fra sekretæren lød, som sædvanligt, og Nora vendte dovent blikket mod kvinden bag skrivebordet.

”Det er gjort,” sagde Nora stille, der var ingen grund til at specifere, hvad ’det’ var. I betragtning af hvor tit folk kom her, var det meget lidt menneskevenligt. Væggene var sikkert de mest grå overflader, som verden havde at byde op og kun et lille vindue lod lyset komme ind fra gaden udenfor.

”Det var hurtigt,” svarede sekretæren efter et øjeblik, uden det mindste spor af overraskelse i stemmen. Ja faktisk tvivlede Nora på, at hun var i stand til at tale i andet end ét toneleje. Det havde så længe, som Nora havde arbejdet her, altid været den samme sekretær, der sad der, altid med samme computer foran sig, de samme firkantede briller på og én mine, som var hun sikker på, at hun havde fundet meningen med livet et sted, hvor ingen andre gad kigge – at være sekretær for lejemordere.

Det var noget af det, der gjorde Nora taknemmelig for hendes job. Når man var udødelig, og havde levet i så mange år, ville leve i så mange år igen, var der meget få ting, der ville være spændende i længden. Men at komme her, få et navn af Sekretæren (Nora havde aldrig spurgt om hendes navn, men kendte hende bare som Sekretæren inde i hovedet), derefter skulle opspore personen og derefter dræbe ham/hende – se, det var sjovt. Ellers var der ikke meget, der gav hende lyst til at leve livet – udover at hun ikke havde noget valg.

Man skulle ikke misforstå hende – hun var glad for det uendelige liv. Det var nu blevet svært for hende at huske, hvordan det overhovedet var at være dødelig. Det var så mange år siden, at verdens regeringer havde bekendtgjort, at de nu havde fundet kuren – kuren til døden. At man kunne blive immune over for alle sygdomme, og man ville aldrig ældes, så længe man tog en bestemt pille om dagen (ironien var stor i, at hun var netop en time fra officielt at kunne kalde sig selv 17 år, da hun tog sin første pille.)

For snart forvandt resten af verdens problemer, mere eller mindre. Hele verdensbefolkningen, de fattigste af de fattigste, de rigeste af de rigeste, babyer og folk, der var over 100, fik nu adgang til pillerne og besked på at tage dem ved lov.  Så blev der rettet op på global opvarmning, for nu blev det pludselig de nuværende generationer der skulle leve med konsekvenserne, krig blev et fremmedord, mord et bandeord, for det var så få, der kunne leve med tyngden af den uendelighed, der var et menneskeliv på skuldrende (hendes rygrad var kun en smule skæv) og fattigdom blev kun noget, der stod om i historiebøgerne, overbefolkning forsvandt også, da man samtidig med at blive udødelig også blev impotent – ved lov.  

Der var kun få par tilbage, som havde jobsbeskrivelse som de Frugtbare – ganske få nye børn, der blev født. Og for hver nye barn, skulle der dræbes en anden – som regel en person, der blev valgt, blandt de kriminelle. Fængsler var blevet afskaffede, men til gengæld gav brud på enhver lov dødsstraf  - hvis man gik over for rødt, så – få dage efter blev man fundet død på et offentlig toilet eller noget.

Det var hendes job – hver person havde fået et job, som de nu skulle udføre resten af deres liv. Hun var blevet udvalgt som morder, til at sørge for, at man stadig kunne tillade sig at få så få nyfødte ind i verden, stadig havde en måde at slippe af med alle de kriminelle. 

En perfekt verden – men alligevel kunne Nora ikke lade vær med at savne en hvis uperfekthed, specielt tidspunkter som nu. Det kunne måske godt være, at verden havde været fucked up før, før den blev mennesker ansvar, i stedet for at mennesker følte sig som verdens ansvar, men hun havde efterhånden lært, at der var et eller andet ved tragedie, ulykker som tiltræk mennesker, specielt de lykkeligste af dem – og Nora kunne godt tænke sig at opleve denne ulykke som andet end et fjernt minde.

”Er du klar til at få den næste at vide?” sagde Sekretæren. Det spørgsmål, Nora havde hørt så mange gange, at hun var ret sikke på, at det var fysisk umuligt for hendes krop at gøre andet end at nikke.

”Isak, du ved, din ven.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...