Hey Angel (Harry Styles ff)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 dec. 2016
  • Opdateret: 5 feb. 2017
  • Status: Igang
Anna er 20 år gammel og ligger i koma efter en ulykke. Efter ulykken er hun havnet i skæbneland og venter der på at få sin opgave for at bevise at hun fortjener at få sit liv tilbage og komme ned på jorden igen. Men da hun endelig får sin opgave viser det sig at hun skal bearbejde sorgen hos en knust 21 årig dreng som mistede sin 3 årige lillesøster. Hvad vil opgaven byde Anna på? Hvordan vil Harry reagere på denne mystiske halvt levende pige der bare gerne vil hjælpe ham?

Tag med på Anna's rejse og følg hendes kamp om at få livet tilbage i "Hey Angel"

3Likes
0Kommentarer
433Visninger
AA

5. Kapitel 4

Centret var som jeg huskede det. Stort og myldret med folk der ikke kunne vente med at komme videre. Denne gang flippede jeg ikke helt ligeså meget ud over Starbucks men i stedet gik jeg målrettet ind og ledte efter drengen, drengen jeg stadig ikke havde fået navnet på.

 

Bordene var fyldte men der var ingen krøltop i sigte, ovenpå var der heller ingen at se så i stedet begav jeg mig ud for centeret og udforskede omgivelserne. Måske var han stadig på hospitalet? Måske var han taget hjem. Hvem kunne vide hvor den dreng befandt sig?

 

Jeg kiggede i alle butikker som bare havde den mindste mande relation, jeg tjekkede alle de café barer jeg kunne finde. Da jeg kom til hospitalet og gik op på den stue han havde ligget, lå der nu en ældre dame og sov. Eller jeg håbede da at hun sov. På vej ud af hospitalet lagde jeg mærke til den mængde trafik der var. Det var da helt vildt så mange biler der var. Godt nok var det snart Halloween så folk gjorde sig nok klar men på den anden side.

 

Træt efter at have ledt efter drengen tog jeg hen på en cafe og lavede mig selv en kop varm kakao eftersom de ikke kunne se mig og derfor ikke kunne betjene mig. Imens jeg nød min kakao forsøgte jeg at regne ud hvor i alverden manden kunne være. Dog fangede noget mine øjne, Clara gik ind af døren i sin normale trenchcoat og bestilte hvad jeg gættede på ville være en Mellem Vanilla Chai Latte. Med flødeskum. Og ganske rigtigt så var det lige hvad hun bestilte.

 

I ønsket om at hun kunne se mig knugede jeg mine knoer sammen så meget at det næsten gjorde ondt og bad hende om at kunne se mig. Bad til at hun ville vende sig om og opdage mig sidde der alene. Og lige som jeg skulle til at give op vendte hun sig rundt. Så på mig og tabte så hele hendes latte på gulvet. Alle kiggede på hende men hun stod bare som for frosset ”Anna?” hendes stemme rystede og hun lignede en der var ved at besvime.

 

Langsomt rejste jeg mig og gik hen mod hende, helt forbløffet over at min plagen rent faktisk virkede ”Gider du godt fucking forklare hvad fanden der sker her?” spruttede hun og jeg kunne slet ikke lade være med at grine. Jeg havde godt nok savnet hendes stemme og måde at snakke på. ”Så skal du nok sætte dig ned” mumlede jeg efter at have fået et blik der stensikkert kunne sende mig i graven.

 

Modvilligt gik hun med mig hen til det bord hvor jeg havde siddet og så meget skeptisk på mig ”forklaring, NU Perkins” hendes brug af mit efternavn understregede at hun virkelig var vred og forlangte at få præcis det hun bad om. En forklaring.

 

Nervøst rørte jeg lidt rundt i min varme kakao og overvejede mine ordvalg nøje før jeg begyndte at sige noget. ”Har du nogen sinde overvejet hvad der sker med en når man er i koma?” Hendes ansigt blødte lidt op og hun nikkede ”det er så det her, jeg skal gøre ’dem’ en tjeneste før jeg kan få lov til at komme tilbage til jer” Hendes øjne skiftede størrelse og lignede nærmere tekopper end normale øjne. ”Dem?” spurgte hun stille og begyndte at snurre en tot hår omkring hendes finger, en ting hun gjorde når hun var ekstremt nervøs eller meget bekymret.

 

”Jeg ved ikke hvad man kan kalde dem, men det er lidt ligesom cheferne? Hvis man kan sige det sådan. Det dem her holder øje med at tingene går som de skal” Hun nikkede før hun trak min kakao over til sig og tog en tår eftersom hun havde smadret sin Chai Latte. ”Og hvad så hvis du ikke gennemføre det?” spurgte hun nysgerrigt og lignede en der allerede godt kendte svaret men ikke turde håbe på at hendes gæt var rigtigt. ”Så det Game Over”

 

Tilsyneladende havde jeg haft ret i at hun allerede havde en ide om hvad jeg ville sige for hun sukkede ekstremt kraftigt og tørrede halv vredt nogle tårer væk som efterlod nogle mascara streger ned af kinderne. ”Hvorfor er du her så først nu? Du har været væk et halvt år Anna. Ingen regner med at du overlever” Hendes ord ramte mig som en kæmpe sten og knuste mig indvendigt, heldigvis var Clara der med en trøstende hånd. Dette måtte nok se mærkeligt ud eftersom folk kunne se Clara men ikke mig. ”Jeg ved det ikke, det skete bare først nu” trist trak jeg på skuldrene og tømte min kakao.

 

Clara lignede en der tænkte ”men hvorfor kan jeg se dig?” jeg grinede over hendes mange spørgsmål, men det var vel i realiteten også helt fair eftersom hun lige havde fundet sin bedste veninde som burde ligge i koma sidde på en cafe og drikke kakao. ”Det var bare noget jeg ønskede og så skete det” jeg trak på skuldrene af hende og støttede mit hoved i mine hænder som hvilede på bordet. ”Du er fucking cute lige nu, stop. Men det ændre ikke det fact at jeg stadig er hamrende fucking gal over at du fik mig til at tabe min Chai Latte, det var endda Vanilje!” Sagde hun og lod som om hun bankede i bordet.

 

Kæft jeg havde savnet den pige, i åbenbart et halvt år havde jeg ligget der som en voksfigur og bare sovet. Tænk at jeg slet ikke havde haft nogen tidsfornemmelse i det halve år, dog var jeg også sikker på at tiden deroppe gik meget hurtigere end den hernede. Claras nøde brune hår hang løst om hendes skuldre og hendes tøj bestod bare af en hættetrøje og nogle leggins. Det var tydeligt at hun ikke havde gjort så meget ud af sig selv som hun plejede.

 

Det lignede at hun sad og spekulerede over noget, og jeg ville utrolig gerne vide det så jeg forhåbentlig kunne svare hende på alt hvad hun ville vide. Dog åbnede hun munden før jeg havde nået at overveje hvad hun mon tænkte over ”Kan andre end mig se dig?” jeg rystede på hovedet og gik i stå ”Eller jo 1” hendes øjne blev igen store og spredte straks et smil på mine læber.

 

Interesseret lænede hun sig ind over bordet og efterlignede mine bevægelse så hun sad på samme måde som mig. ”Og hvem er så det” smilende trak jeg på skulderen ”Altså faktisk ved jeg ikke hvad han hedder men han går på samme universitet som os… eller dig” Hun nikkede og sendte mig et stort smil ”Så må du jo hellere finde ud af hvem han er” jeg nikkede til hende og gjorde mine til at rejse mig.

 

Clara rejste sig også og sendte mig et smil ”Hvad så?” jeg trak min jakke på som jeg havde hængt over stolen ”jeg bliver da nød til at finde ham” hun nikkede forstående og klaskede mig på armen ”så lad os finde ham for satan!” og tog mig i hånden. Dog kom hun nok i tanke om at ingen andre end hende kunne se mig lige nu så hun gav hurtigt slip igen.

 

Vi gik ned af gaden, bare for at finde ham. Lede. Imens snakkede Clara om hvor meget hun havde savnet mig og om hvordan alle på skolen havde ændret sig efter at jeg var røget i koma. Hvordan vores begges sociale statusser var faldet til jorden. Mest hendes. ”Er du klar over hvor meget jeg har savnet dig din tumpe?” spurgte hun og sendte mig endnu engang et slag på skulderen. ”De tænder endda stadig et lys for dig i elevrådet” sagde hun grinende.

 

Elevrådet havde været min ting, hvor jeg kunne få lov til at komme med mine meninger om hvad der skulle forbedres eller bare ændres på skolen. Clara havde nægtet at tage med da hun mente det var nørdet. ”En eller anden dreng har dog fået din plads, han går vist i kunst klassen” jeg nikkede, det var vel også fair for altså der var kun begrænsede pladser og de kunne jo ikke holde min når jeg lå i koma.

 

Vi fik drejet os ind på den store hovedgade hvor vi engang altid plejede at gå og sladre om hvad der nu var sket. Denne gang gik vi dog og snakkede om hvad der var sket det sidste halve år hvor jeg havde været væk. Det var rigtig hyggeligt at snakke med hende igen, endelig få fulgt op på hvad der var sket. ”Er du sulten?” spurgte Clara og pegede hen mod en Starbucks der lå imellem to butikker. Jeg nikkede og begyndte så at gå hen mod døren.

 

Uden rigtigt at ligge mærke til noget gik jeg bare med Clara hen til disken ”To Mango, passionsfrugt smoothies. Venti. Tak” Clara klarede bestillingen for mig men ligeså snart jeg hørte hans stemme fløj mit hoved op. Det var ham! ”Eller and…” Han stoppede midt i sin sætning da han så mit ansigt og rømmede sig så lidt. ”Ellers andet?” Clara kiggede nysgerrigt imellem os, og så gik det op for hende. Dog holdte hun facaden oppe og sagde pænt nej tak.

 

Da vi gik over for at vente på vores smoothies stod drengen bare og stirrede på mig ”det er ham, er det ikke” jeg nikkede og kiggede lidt ned i gulvet. Clara havde sin ene høretelefon i øret så folk ikke troede hun stod og snakke med sig selv. ”Det er ham gutten der tog din plads i elevrådet… Henry tror jeg han hedder. Men han er altså vildt lækker” hviskede hun og kiggede tilbage for at tjekke om hun lyttede. Det gjorde han. Langsomt gik han over imod os med vores bestillinger som Clara tog uden noget og forlod os ved skranken.

 

Han strøg noget hår om bag sit ene øre og kiggede spørgende på mig ”Du forsvandt sidst?” jeg nikkede og undskyldte mentalt. Clara havde ret, han var lækker. Men det var han jo også første gang jeg så ham. ”jeg beklager, havde noget vigtigt jeg skulle ordne… hvornår har du fri?” jeg besluttede mig for at gå direkte til sagen så det kunne være overstået hurtigst som muligt så jeg kunne komme videre. Komme hjem til min familie, og Squash selvfølgelig.

 

Drengen, eller Henry så lidt forvirret på mig før han kløede sig lidt i håret ”Jeg har faktisk fri her om en time…” jeg nikkede og sendte ham et smil ”jeg venter” og med det bevægede jeg mig ned mod Clara så jeg endelig kunne få min Smoothie, for er du gal jeg var tørstig.

 

Clara så nysgerrigt på mig da jeg sad ned ”Hey” sagde hun og smilede ”det tog da lidt tid?” jeg nikkede og gabte langsomt eftersom jeg var blevet lidt ør i hovedet efter de sidste dages hændelser. ”Altså han er jo vildt sød, men han ligner en der ville slå ihjel for at finde ud af hvem du er” sagde hun og grinede lidt til mig. Jeg sukkede. ”Altså jeg vil jo også gerne bare have det her overstået så jeg ikke længere skal gå rundt uden folk kan se mig. Jeg savner at kunne snakke med dem alle sammen. ”Har du besøgt din familie endnu?” jeg rystede på hovedet. Jeg turde ikke rigtig. Jeg var bange for at se hvordan de havde det.  Bange for at de havde det godt uden mig, bange for at de levede fint. Men samtidig frygtede jeg også det modsatte, jeg ville ikke kunne bære at se dem græde over mig.

 

Clara gav mig plads til at tænke og så forstående på mig da jeg langsomt fjernede en tåre der løb ned af min kind ”Hey, du. Det okay”

 

”Hvad vil du gøre når han har fri?” spurgte hun og kørte noget hår rundt om sin pegefinger, hun pustede en lille tyggegummi boble og sprang den med et klak. Jeg trak på skuldrene ”altså meningen er at jeg skal hjælpe drengen med at komme sig over tabet af sin døde lillesøster” Clara nikkede før hun lukkede et lille fnis ud ”hvordan vil du gøre det? Hvilken stilling” jeg så forarget på hende og slog hende over armen.

 

Nogen gange var den tøs simpelthen bare for meget. ”Hvad tror du selv. Jeg har sguda ikke tænkt mig at hjælpe ham på den måde. Tumpe” Clara kunne ikke stoppe sit grine anfald og var næsten ved at falde ned af stolen, som altid. Dramatisk. ”Undskyld, jeg kunne simpelthen bare ikke lade være. Det var så oplagt” jeg sukkede, hun var altid så pervers. Men det var endnu en af de ting jeg elskede ved hende.

 

Jeg rystede på hovedet og forsatte min snak ”jeg tænkte sådan at få snakket ordenligt ud om hendes død, hvad der har gjort at han endnu ikke er kommet videre. Hvad der gør at han stadig hænger fast i hendes død. Måske besøge hendes gravsted eller sådan noget” Clara nikkede og sluprede det sidste af hende smoothie. Den smagte altså også virkelig godt.

 

Clara kiggede bag mig og sukkede ”altså, hvis jeg lå i koma ville jeg ønske det var mig der skulle hjælpe ham. Jeg mener, se på ham” drømmende stirrede hun på drengen, som hun vist nok havde kaldt Henry. Ja han var da ret pæn, eller lækker for at være ærlig. Og uden at have kendt ham længe kunne jeg sagtens mærke at han var speciel, sin egen. Mens vi så på ham fra en god afstand satte han sit halvlange hår op i en knold hvilket næsten fik Clara til at savle.

 

”Hvordan kan han være SÅ lækker med en man bun? Altså jeg mener, de fleste mænd ligner hjemløse med det… men ham” jeg rystede på hovedet af hende, hun crushede tydeligvis meget på gutten og jeg kunne ikke andet end at finde det skørt men samtidig også en smugle irriteret. Han var MIN opgave.

 

Tag dig sammen Anna, Clara kan da sagtens have et crush på ham. Du kender ham jo ikke engang. Og sådan sad vi i noget tid, talte om løst og fast. Clara var virkelig noget af det bedste der var sket for mig. Og jeg var utrolig taknemmelig for at hun stadig ønskede at være en del af mit liv.

 

Tiden gik og jeg fornemmede at det var den længste time jeg i mit liv havde oplevet. Clara var ved at falde i søvn på sin stol og jeg sad og drejede sugerøret rundt i den tomme plastik kop da jeg kunne mærke en bag mig ”Hey Angel”

 

__________

Ingen undskyld den lange ventetid, det sgu blevet en dårlig vane. Men jeg prøver stadig at skrive hver dag, problemet er at jeg altså skriver det næste færdigt før jeg ligger et nyt ud så jeg altid er lidt længere fremme og forberedt. Så dette kapitel har faktisk været færdigt i en uge... sorry guys! i will do better i promise.

- Nanna T

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...