Hey Angel (Harry Styles ff)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 dec. 2016
  • Opdateret: 5 feb. 2017
  • Status: Igang
Anna er 20 år gammel og ligger i koma efter en ulykke. Efter ulykken er hun havnet i skæbneland og venter der på at få sin opgave for at bevise at hun fortjener at få sit liv tilbage og komme ned på jorden igen. Men da hun endelig får sin opgave viser det sig at hun skal bearbejde sorgen hos en knust 21 årig dreng som mistede sin 3 årige lillesøster. Hvad vil opgaven byde Anna på? Hvordan vil Harry reagere på denne mystiske halvt levende pige der bare gerne vil hjælpe ham?

Tag med på Anna's rejse og følg hendes kamp om at få livet tilbage i "Hey Angel"

3Likes
0Kommentarer
419Visninger
AA

4. Kapitel 3

OBS, Vigtig info i slutningen af dette kapitel. Tak x

Drengen sad oppe i hans lille minimalske hospitalsseng da jeg trådte ind. Han sad i sin seng, så ud af vinduet mens det eneste tegn på hans, eller vores lille uheld var et lille sår i panden. Og et blåt øje fra airbag’en. Han havde endnu ikke kastet blikket på døren som jeg havde skubbet op men jeg havde da regnet med at han ville høre det. Jeg trådte et skridt nærmere gik langsomt hen og satte mig på stolen ved siden af has seng. Langsomt lagde jeg hovedet på skrå og kiggede lidt indgående på ham og med det samme drejede han hovedet og så direkte på mig. Hans øjne lyste den smukkeste grønne farve og hans krøller faldt på plads fra hans skuldre på en helt perfekt måde. Det var helt uvirkeligt for attraktiv han egentlig var.

 

Han lignede en der var ved at sige noget men lukkede så munden, gned sig i øjnene og så på mig igen ”du… du er her?” jeg kunne ikke lade være med at grine, han så så fjollet ud at der simpelthen bare ikke var andre muligheder. ”Ehm ja? Jeg står lige her” sagde jeg og grinede til ham. ”Men du, du var lige… du var lige ude ved bilen. Jeg så dig” jeg nikkede stille og roligt til ham. Mens han frustreret kørte hånden igennem sit hår ”jeg forstå slet ingen ting” sagde han forvirret og rystede på hovedet.

 

I stedet for at gå i panik vendte han sig om mod mig og samlede sine utrolig brune ben over kors, ”hvem er du så?” jeg sukkede, nysgerrige unge. Men faktisk var jeg ligeså nysgerrig, jeg ville gerne vide alt om ham, for altså… drengen var mega lækker. ”Okay, jeg hedder Anna… og jeg gik faktisk på samme Universitet som dig…” jeg trak den lidt ud så han kunne tolke det som han ville, dog virkede han ikke som en der gav op så let, og det havde jeg da så sandelig også ret i ”Gik? Hvor gammel er du?” jeg sukkede ”20” han grinte lidt smørret ”så du droppede ud?” jeg besluttede mig for at tage fuldkommet pis på ham, bare for at se hans fjæs ”næh, jeg døde”

 

Hele hans ansigt var fuldkommen blegt nu og han lignede en der kunne besvime ”jeg driller-” han nåede lige at se helt lettet ud før jeg forsatte ”jeg ligger bare i koma” igen forlod alt blod hans ellers flotte kulørte ansigt ”Så eh? Du er her men du er her ikke?” jeg slog ud med armene ”præcis du!” Han rystede på hovedet og klemte tommel og pegefinger om sin næse ”Men hvad laver du så her?” han lød lidt usikker og ikke så kæk som han havde gjort for nogle få minutter siden. ”Jeg er her faktisk for at hjælpe dig”

 

Det virkede ikke som om at han helt forstod hvad det egentlig var at jeg mente men måske var han også bare fuldkommen konfus efter ulykken hvilket jo var fuldkommen forståeligt. Eller også på grund af det fact at der stod en halvt levende pige foran ham som han aldrig havde mødt før, uanset hvad forstod jeg ham godt. Det var i realiteten helt fair. Jeg havde nok også flippet en smugle ud hvis det havde været mig.

 

Lyset fra vinduet blev pludselig meget stærkere og i forhold til at dette var oktober så var det ekstremt unaturligt. Lyset blev større og stærkere for hvert sekund der gik og jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle gøre for det begyndte at lyse hele rummet op og opsluge hele rummet. Alting var omringet af lys og et skarpt skær.  Og med et var det ovre og jeg var efterladt alene tilbage på min egen store mark, omringet af græs, træer og søer. Tilbage til det jeg kendte.  Noget ved det her gjorde mig bange, hvad nu hvis jeg ikke havde gjort det ordenligt og de så havde besluttet at jeg ikke længere var den rette.

 

Måske havde de fundet ud af at der var andre som kvalificerede sig bedre til jobbet end jeg gjorde? Dog havde jeg fornemmelsen af at der var en anden grund til at jeg blev trukket tilbage. I stedet for at sætte mig til at gruble over hvad det nu kunne være, gav jeg mig til at prøve at finde nogle af mine gamle venner. Måske kunne de give mig nogle svar. Berolige mig, for faktisk ville jeg indrømme at jeg var tilpas fascineret af denne dreng til at føle noget ubehag ved at skulle være her og ikke dernede. På den anden side så ville dette sænke min tur om at kunne komme hjem.

 

Drengen var bare en opgave så jeg måtte fokusere på at få ham overstået så jeg kunne komme videre, klare mig selv og sætte mig selv først. Få drengen til at komme sig er tabet af sin lillesøster og så se at komme hjem til min familie. Hvor svært kunne det egentlig talt være? Var det ikke bare at bearbejde, sige det ikke var hans skyld og så videre. Tag dig sammen Anna du kan godt klare det her.

 

Mens jeg vandrede rundt og nød den behagelige følelse af græs mellem mine bare tær tænkte jeg over metoder til at komme tæt ind på drengen hurtigst muligt, sørge for at jeg hurtigst muligt komme hjem. Imens jeg gik og nød udsigten lagde jeg slet ikke mærke til at der lige pludselig hang en lille pige bag på min ryg ”Hey Anna, jeg troede du var væk” Olivia. En lille pige der som mig også lå i koma, kræften havde taget al energi fra hende så de var nødsaget til at putte hende i koma for at rede hendes liv. Medmindre hun altså ikke klarede den. Hendes lyse hår var som altid i to rottehaler, hendes kjole var i dag rød med hvide pletter og på en måde lignede hun lidt en anden version af Minnie Mouse.

 

Jeg smilede til hende og løftede hende op foran mig, faktisk vejede hun igen ting. Let som en fjer. ”jeg har så mændt bare fået min opgave” Olivia smilede over hele hovedet ”har du?!” hun så måbende på mig som om jeg lige havde fortalt hende hemmeligheden om tandfeen. Stolt nikkede jeg og drejede for sjov rundt omkring hende, noget ved børn gjorde mig simpelthen bare så glad.

 

Det jeg elskede mest ved Olivia var at hun trods alting smilede, da jeg vendte mig om havde hun nu det samme tøj på som mig. Det var virkelig en af de ting der var fede her, ville man gerne have noget andet på så forstillede man sig det bare. ”Får du dig nogen sinde din egen stil?” spurgte jeg grinende mens hun bare rystede på hovedet og viftede rundt om mig med en eller anden vifte hun havde fremskaffet. Børn. Alligevel kunne jeg ikke lade være med at grine og lagde mig ret ned på den fløjels bløde græs, det føltes som at ligge på tusinde dyner og bare svæve.

 

”Er du bange?” spurgte hun pludselig, og drejede hovedet mod mig efter at have lagt sig ned, jeg vendte mig mod hende og hvilede hovedet mod albuen ”for hvad dog?” hun lignede en der lige skulle tænke over hvad hun sagde, eller også var hun bare nervøs. I hvert fald kunne jeg godt se på hende at hun havde tænkt meget over det ”Er du bange for at dø Anna?” spørgsmålet kom helt bag på mig og jeg måtte lige synke et par gange før jeg kunne tænke over hvordan hulen jeg skulle svare hende. Hvordan skulle man forklare det til en 12-årig?

 

Jeg så på hende og satte mig op samtidig med at jeg overvejede hvad jeg skulle stille op ”Altså, for at være ærlig har jeg aldrig tænkt på det. Jeg har altid bare fokuseret på at jeg nok skulle vågne igen” hun nikkede stille og lod endnu engang som om hun tænkte sig om ”Men hvad hvis vi ikke gør Anna? Hvad sker der så?” hun var var på nippet til at græde så jeg lænede mig ind på hende og holdte hende så tæt ind til mig jeg overhovedet kunne. Give hende lidt af den trykhed hun savnede og manglede, faktisk kunne jeg heller ikke forstille mig hvor hårdt hun måtte have det når nu hun ikke havde nogen fra hendes familie her til at passe på hende.

 

Træt aede jeg hendes hår og kyssede hende i panden ”jeg ved det ikke O, men jeg tror at lige meget hvad så bliver vi frie” endnu engang gav jeg hende et kys i panden og lagde mig til at sove med den lille pige i mine arme. Hendes hjerte bankede langsommere og langsommere og lukkede øjnene.

 

Da jeg vågnede var Olivia ikke hvor han først var og jeg nåede lige at gå i panik før jeg opdagede at hun sad på en sten nede ved det store vand. Stemningen virkede slet ikke så tung som den havde været i går, men der blev heller ikke sagt noget som helst da jeg satte mig ned på en sten ved siden af hende. Altså før hun opdagede mig. ”Godmorgen Anna” i dag havde hun en grøn kjole på med billeder af hunde, mops tror jeg vist nok at racen hed. En speciel men sød kjole.

 

Vandet under vores føder glitrede og jeg tænkte på om det mon var den vej jeg ville komme tilbage på når jeg skulle fortsætte mit lille job. Og om hvordan jeg ville finde drengen igen. ”Skal du snart tilbage?” spurgte hun og smilte til mig, hurtigt skyndte jeg mig at sige godmorgen da jeg havde været for fascineret af vandet til at svare hende.

 

Som altid var Olivia der det ene øjeblik og væk det næste, af en 12-årig pige havde hun meget krudt i sig, Man kunne aldrig regne med hvor hun mon befandt sig. Det ene øjeblik kunne hun sidde ved siden af dig og det næste ville hun være i den modsatte ende af verden. Hun var utilregnelig men hun forstod altid også når jeg trængte til at være alene, eller når hun selv gjorde.

 

Gad vide om jeg bare skulle kaste mig forud og ned i vandet for at komme derhen? Ligesom første gang da Cynthia skubbede mig derned. Og jeg følte mig helt væk og forladt i det kæmpe store center, som efter min ankomst var forsvundet bag mig. Jeg glædede mig på en måde til at komme tilbage men også på den anden side så vidste jeg ikke helt hvordan jeg bedst bar mig af til at komme hurtigt igennem dette her. Måske var det meningen at jeg skulle give drengen livet tilbage i stedet for at skynde mig meget med at komme hjem. Dog følte jeg at det var det vigtigste at passe på mig selv, som sådan var han jo ikke mit problem. Jeg skulle bare videre, og så var han tilfældigvis min billet hjem som lige skulle have lidt sorgterapi.

 

Stakkels dreng.

 

Var jeg for kynisk? Jeg følte at jeg havde ændret lidt indstilling til dette men på den anden side så havde denne lille tur tilbage også forandret mig. Det var jo noget så besynderligt. Men så på den anden side var det jo min billet hjem. Jeg skulle nok finde ud af noget med den dreng, jo hurtigere jo bedre.

 

Vandet under mig glitrede stadig blåt,  stille og roligt dybbede jeg min storetå i det lunkne vand og tegnede stille og roligt små ringe, det var det jeg elskede ved naturen. Den var så smuk og intet her kunne ødelægge den. Det var så fredeligt, selv fuglende var stille lige nu og den eneste lyd jeg kunne opfange var træernes raslen i det fjerne. Jeg rejse mig langsomt op og bevægede mig langsomt væk fra søen og dens flotte vand, og bevægede mig i stedet hen mod den store eng for at finde Olivia. Der plejede hun tit at være.

 

Og lige som havde været på nippet til at opgave så jeg hende rulle ned af bakken sammen med en flimrende version af hvad jeg gættede på måtte have været hendes hund ”Hey Oli? Hvem er det?” den lille pelsede klump af en hund kom farende med mig og gned sig rundt om mig ben før den satte sig på rumpen og smilede. Jeg ville gætte på at det var den samme hund som den hun havde på sin kjole. ”Anna, jeg ønskede han var her og så lige pludselig så stod han der!” glæden i hendes stemme var helt utrolig og jeg nænnede næsten ikke at fortælle hende at han kun var en illusion. Ligesom vores tøj.

 

Men det gjorde vel som sådan heller ikke noget, hvis Olivia var glad så var det det vi gik op i. ”hvad hedder han?” hun smilede stort til mig og satte sig så ned ved siden af den lille små fede, men søde hund. ”han hedder Otto” sagde hun og klappede ham sødt på hovedet før hun rejste sig smilende op og tog fat i min hånd ”du må gerne ae ham” jeg smilede og nikkede til hende før at jeg lod min hånd køre langsomt hen over hundens hoved.

 

Hunden gøede og begyndte at løbe rundt om Olivia, faktisk var jeg i tvivl om hunden forstod hvad der skete eller om den bare troede at den drømte. Men glad, det var den i hvert fald. I stedet for at snakke mere satte jeg mig lidt væk fra dem og betragtede Olivia øve nogle tricks med hunden, og glæden i hendes øje hver gang den lystrede var det hele værd. Faktisk savnede jeg min egen hund en smugle Squash ville have elsket det her sted.

 

Halv trist rejste jeg mig op og bevægede mig tilbage gennem æbletræerne, på vejen tog jeg et æble som jeg tørrede af i min bluse. Æblet var så rødt at man næsten følte sig som snehvide, saftigt var det også. Et af de bedste æbler jeg længe havde spist. Jeg vendte mig om og betragtede igen Olivia som løb rundt og kastede med pinde i håb om at den buttede hund ville orke at løbe efter og fange den. Dog virkede hunden mest interesseret i de godbider Olivia havde tryllet frem til den.

 

Da jeg kom tilbage havde søens blå og klare vand skiftet farve til en hvid og gennemsigtig agtig farve som den farve vandet havde haft inden Cynthia skubbede mig ned i søen. Jeg lagde mig på maven i græsset og lod langsomt min arm glide igennem vandet. Først kom den våde fornemmelse af vand men da jeg kravlede tættere på kanten og fik armen længere ned lagde jeg mærke til en varm brise der ramte min hånd. Så det betød altså at jeg ville kunne gå igennem nu?

 

Eller ville jeg falde ligesom første gang? Falde og falde og så lige pludselig bare stå i et storcenter og fangirle over Starbucks og deres seriøst vidunderlige kakao?

 

I hvert fald havde jeg tænkt mig at finde ud af det.

 

Jeg kom op og stå og fik langsomt placeret mit ene ben ud i vandet, det var lidt som om at jeg kunne fornemme en trappe, jeg tog endnu et skridt og et til. Og et til. Da mit hoved nåede vandgrænsen holdte jeg mig for næsen, lukkede øjnene og trådte det sidste skridt ned.

___________

Nå gutter, jeg undskylder den lange ventetid!

Som i nok har opdaget har historien skiftet navn fra "In A Land Of Dreams" til "Hey Angel" det var bare noget jeg følte skulle gøres da jeg sad og skrev kapitlet. I næste vil du finde ud af hvorfor... så stay tuned :D

 

Dog er grunden på den lange ventid at min farfar gik bort juleaften, så jeg har været ret nede. Udover det har jeg fået lejlig og er endelig flyttet hjemmefra. Så alt skulle lige på plads inden jeg kunne sætte mig ned og skrive.

 

Håber ikke ventetiden var for lang. Og vil bestræbe mig på at opdatere hver anden dag. Gerne hver dag men med studie osv kan det ikke helt lade sig gøre. Dog vil jeg prøve!

Tak for jeres opmærksomhed! Vi ses i næste kapitel!

- Nanna T

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...