Hey Angel (Harry Styles ff)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 dec. 2016
  • Opdateret: 5 feb. 2017
  • Status: Igang
Anna er 20 år gammel og ligger i koma efter en ulykke. Efter ulykken er hun havnet i skæbneland og venter der på at få sin opgave for at bevise at hun fortjener at få sit liv tilbage og komme ned på jorden igen. Men da hun endelig får sin opgave viser det sig at hun skal bearbejde sorgen hos en knust 21 årig dreng som mistede sin 3 årige lillesøster. Hvad vil opgaven byde Anna på? Hvordan vil Harry reagere på denne mystiske halvt levende pige der bare gerne vil hjælpe ham?

Tag med på Anna's rejse og følg hendes kamp om at få livet tilbage i "Hey Angel"

3Likes
0Kommentarer
465Visninger
AA

3. Kapitel 2

Forvirret var en underdrivelse.

Faktisk anede jeg slet ikke hvad jeg skulle gøre eller hvordan jeg skulle finde ham. Og jeg vidste at hvis han så mig så ville han kunne se mig.

 

Som den unge kvinde jeg var hvinede jeg ekstremt højt da jeg så en Starbucks, jeg løb hele vejen hen til kassen og begyndte straks at bestille indtil jeg kom i tanke o at fyre bag disken slet ikke kunne se eller høre mig. Skuffet gik jeg længere ind i cafeen og bumpede ind i en eller anden og uden at registrere det hørt jeg et ”undskyld” og skød bare det ”det må du undskylde” tilbage før det gik op for mig at jeg rent faktisk lige var gået ind i en der kunne se mig. Hvor blev han af?

 

Var det mon ham drengen jeg skulle hjælpe? Eller var der andre der kunne se mig? Febrilsk farede jeg rundt i det store center og kiggede mig omkring. Der var ingen spor af hvem det nu var men jeg var sikker på at jeg nok skulle finde ud af det.

 

I stedet for at lede besluttede jeg mig for at tage hen til min gamle skole, bare for at se hvad der forgik de steder når jeg nu ikke var der længere. Jeg gik hen mod en busplan og måtte lige tænke mig grundigt om før jeg kom i tanke om vejen til skolen. Der var faktisk ikke så langt men jeg havde heller aldrig set dette center før. Og i det sekundt jeg trådte ud af centrets store dør var der kun en mark bag mig. Men på en eller anden må de vidste jeg at hvis jeg skulle bruge det igen ville det være der. Noget fortalte mig at det center var forbindelsen mellem verdnerne.

 

Virkelig åndssvagt men jeg var sikker på at jeg havde ret, det kunne jeg bare mærke.

 

Da jeg kom frem til skolen var alle i gang med deres ting og gjorde deres daglige gangrutiner når de skulle fra time til time. Egentlig havde jeg lyst til at råbe og skrige, bede folk ligge mærke til mig. Selvom jeg godt vidste at det ikke ville gøre nogen forskel. Lige da jeg skulle til at vende mig om så jeg hende. Hende jeg næsten havde glemt i alt dette res. Min bedste veninde. Clara. Hun gik alene, hele vejen forbi hendes skab og hen mod mit hvor jeg stod oplænet. Hun åbnede mit skab og kiggede kort ind hvor jeg lagde mærke til at der var en smugle støv, dog forsvandt det hurtigt da hun pustede det hele af ”Hey, Anna. Det bliver kort i dag da jeg skal til prøve i psykologi om lidt… jeg håber det i orden at jeg tager dine noter? Hvis ikke jah så undskyld” hun grinte lidt akavet og smækkede skabslågen med mine psykologi noter i hånden.

 

Fair nok med mig at hun lånte dem, jeg havde alligevel ikke særlig meget brug for dem lige nu. Og først der gav jeg mig tid til at kigge på hende, hendes tøj så ikke særlig rent ud og hendes makeup var der næsten ikke engang. Hun lignede en hjemløs for at sige det pænt, og det var helt mærkeligt at tænke på eftersom hun plejede at ligne en million. Jeg så altid op til hende, var stolt af at kunne kalde hende min bedste veninde og så så hun sådan der ud nu og gik alene? Jeg kendte nok got grunden men jeg ønskede så inderligt at det ikke var grunden. Jeg ville i det hele taget ønske at hun ikke var endt sådan. Gid at hun bare havde set ud på samme måde som dagen før ulykken. Gid at hun havde glemt alt om mig. Men så alligevel, hvis jeg var kommet herned og havde set at hun ikke havde fortrukket en mine så havde jeg nok heller ikke været så glad.

 

Jeg fortsatte ind på skolen og kiggede mig lidt omkring da en sugende fornemmelse ramte min mave, det trak og rev i alle sidder og jeg måtte tage fat i skabet af utilpashed. Jeg kiggede op, og der så jeg ham. Han stod lige der. Krøllet brunt hår, store og flotte grønne øjne og så havde han tatoveringer… mange tatoveringer. Han havde en hvid v-neck t-shirt på og dertil nogle sorte bukser med et hul på venstre knæ. Faktisk lignede han slet ikke en der gik på universitet.

 

Han lignede mere en der ville arbejde i en café og servere en masse kaffe til en masse mad til de kunder der nu måtte komme på sådan en dag. Da jeg trådte et skridt tættere på ham mærkede jeg den sugende fornemmelse i maven blive stærkere, som om den vidste at jeg var tæt på. Som om den vidste at dette her det var ham. Jeg stod bare der og kiggede på ham, som en lille forskelet teenager på glatis. Og så vendte han sig om. Han så på mig, først som om at jeg ikke var der og så lige pludselig spærrede han øjnene op og så for han ud fra universitetets dobbeltdøre. Burde man løbe efter ham? Eller skulle jeg lade ham vente lidt? Forsigtigt gik jeg ud af dobbeltdørene og så mig rundt, for at lede efter ham. Han sad på en bænk og tegnede et eller andet. En person.

 

Blyanten fes henover papiret, som om han var bange for at glemme hvad det var han skulle tegne. Som om at han havde travlt. Langsomt gik jeg hen og satte mig bag ham, det virkede ikke rigtigt til at han lagde mærke til mig før jeg for sjov pustede ham lidt i nakken ”Hvad er det du tegner?” spurgte jeg og så hen over skulderen på ham. Dog reagerede han ikke rigtig hvilket undrede mig, jeg prikkede ham lidt på skulderen hvilket førte til at han viftede sin skulder, som om der havde været en flue på hans skulder. Og sådan sad han længe, og tegnede og tegnede og tegnede, indtil det dannede det motiv han ville have frem. Mig.

 

Billedet, eller tegningen forstilte en lyshåret pige med nogle farverige striber i håret, farverige striber som jeg helt havde glemt jeg havde eftersom jeg ikke behøvede farve dem så meget længere. Da han var færdig rystede han på hovedet, skrev under på tegningen og klappede mappen sammen igen.

 

Jeg gav mig til at følge efter ham resten af dagen, jeg sad ved siden af hans bord i alle timerne. Til frokost sad jeg ved hans bord, selvom der sad en anden dreng oven op mig det meste af tiden. Jeg prøvede hele tiden at give ham små hints til at jeg var til stede, jeg pustede ham i nakken, drak af hans sodavand osv.

 

Alt i alt prøvede jeg bare at være så irriterende som mulig, bare for at give ham et hint om at jeg var der. Efter lektionerne var slut fulgte jeg efter ham hen til hans bil, det var en sort bil Mercedes tror jeg vist nok. Det var ikke lige min fortrukne bil men jeg havde intet imod en gratis biltur. Hele vejen rystede han som om han frøs, som om noget irriterede ham. Vi kørte igennem en kæmpe stor skov, faktisk lignede den lidt den fra der hvor jeg var kommet fra. Og så lige pludselig så han over mod min side af bilen. Hele hans ansigt frøs og før jeg nåede at reagere hvinede dækkende på bilen, træet for enden af vejen kom tættere og tættere på. Og så med et så jeg hans hoved blive blæst tilbage af airbaggen. Samtidig med at min airbag bare forede igennem mig uden at jeg kunne mærke det mindste. Dog var bilen foran mig totalt smadret, drengen trak vejret men på den anden side virkede det ikke helt til at han havde det okay.

 

Hurtigt hoppede jeg ud af bilen og løb om på den anden side hvor jeg fik trukket ham ud på græsset, og tjekkede om hans vejrtrækning var i orden. Mens jeg sad og overvejede hvad jeg kunne gøre åbnede han pludselig øjnene og så på mig, og nu var det som om han rent faktisk kunne se mig ordenligt.

 

Hans blik flakkede lidt rundt før de omsider satte sig fast igen og stirrede på mig ”hvem er du?” jeg grinte og smilede ”Det skal jeg nok forklare dig når du ikke lige er kørt galt” han så sig lidt om og nikkede så før han tog fat i min hånd og kiggede på den ”jeg troede jeg drømte?” spurgte han og glemte lidt mere om min hånd ”det kan man godt kalde det, men så er det vidst en vågen drøm” igen nikkede han bare og faldt så i søvn.

 

Stille og roligt fik jeg fisket hans mobil op af lommen og ringet til en ambulance, selvfølgelig kunne de ikke høre mig men jeg fik lagt drengens mobil op til munden så de kunne høre hans sløve vejrtrækning og jeg tror det virkede for der gik ikke mere end 10 minutter før der holdt en ambulance.

 

De stod og kiggede lidt mærkeligt på hinanden eftersom han lå helt normal flere meter væk fra bilen. Måske skulle jeg have gjort de minde mistænkeligt. Bekymret hoppede jeg med om bag i ambulancen mens de tjekkede hvad der var galt med ham, jeg håbede han overlevede for selvom jeg ikke kende ham endnu følte sig et hvis ansvar overfor ham. Som om jeg skulle passe på ham. Hvilket jeg jo på en måde også skulle eftersom jeg skulle hjælpe ham med at bearbejde hans tab af hans lillesøster.

 

Jeg var skide nysgerrig omkring alt dette nye, hvad jeg var i stand til og hvad jeg ikke kunne. Jeg ville gerne kunne snakke med Clara og fortælle hende at hun ikke kunne se sådan ud med det lækre ansigt. Fortælle min mor og far at jeg havde det godt og gjorde alt jeg kunne for at komme tilbage til dem, Bella og Squash. Fortælle dem alle sammen at jeg elskede dem og at jeg var på vej hjem. Komme til at være der for Bella, være der for dem alle sammen.

 

Drengen på båren havde det en del bedre nu, og da vi ankom til skadestuen kørte de ham ind og lavede det sædvanlige checks. Stedet virkede virkelig bekendt og jeg følte en underlig trang til at finde nogle eller noget, jeg vidste ikke hvad men jeg var sikker på at jeg skulle derhen. Jeg vinkede et farvel til lægerne og drengen og begav mig så i retning af min mavefornemmelse. Pludselig stod jeg i en gang for enden af hospitalet, og for at være ærlig så der en smugle dødt ud. Jeg bevægede mig hen til døren og kiggede ind hvor en pige med lyst hår lå, en lyshåret pige med farvede striber og drop, slanger og en masse andre ting siddende i kroppen.

 

Så gik det op for mig at den pige der lå der var mig. Det var mig som lå ligeså stille og trak vejret, mit hår var blevet længere og jeg var i den grad blevet tyndere. Lægerne havde puttet mig i en klam hvid kjoleagtig dragt. Den var virkelig ikke køn at se på men altså, hellere det end at jeg lå nøgen. Da jeg havde stået der lidt gik det op for mig at der sad en bamse i hjørnet, Bellas bamsen. Bamsen sad lige ved siden af mit sovende hoved. Hun havde sat den der for at passe på mig, jeg tog langsomt den lysebrune bamse op og knugede dens enøjede bamsehoved ind til mig. Ih hvor jeg dog savnede dem alle sammen.

 

Efter jeg satte bamsen ned kyssede jeg den på kinden og bevægede mig derefter tilbage til den sovende dreng i den mere civiliserede del af hospitalet. 

______________

Nå venner! så kom 2. kapitel ud og jeg må indrømme at jeg elsker den så meget allerede! Jeg skriver forud og er netop begyndt på kapiel 4 og jeg kan love jer. Det blir fantastisk! 

Hvad syntes i om Anna? og hvad med Harry for den sags skyld? jeg skal lige have formet drengen noget mere men jeg vil påstå at jeg er godt på vej! 

Hej hej for nu!

OBS Jeg poster nok ikke imorgen da det er juleaften og jeg tvivler da også på at i ville læse juleaften, så god jul til jer!

selvom jeg ikke er så vild med julen xD

 

- Nanna

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...