Hey Angel (Harry Styles ff)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 dec. 2016
  • Opdateret: 5 feb. 2017
  • Status: Igang
Anna er 20 år gammel og ligger i koma efter en ulykke. Efter ulykken er hun havnet i skæbneland og venter der på at få sin opgave for at bevise at hun fortjener at få sit liv tilbage og komme ned på jorden igen. Men da hun endelig får sin opgave viser det sig at hun skal bearbejde sorgen hos en knust 21 årig dreng som mistede sin 3 årige lillesøster. Hvad vil opgaven byde Anna på? Hvordan vil Harry reagere på denne mystiske halvt levende pige der bare gerne vil hjælpe ham?

Tag med på Anna's rejse og følg hendes kamp om at få livet tilbage i "Hey Angel"

3Likes
0Kommentarer
422Visninger
AA

2. Kapitel 1

 

Græsset var grønt og mine bare tær stod bare og trak lidt i det af nervøsitet. Endelig var det min tur til at få uddelt min opgave, ventetiden havde været lang men jeg vidste at nu var ventetiden ovre. Da jeg stod op fra min lur havde jeg ligget foran den store sal og ikke det hvor jeg lagde mig til at sove, ikke at det var nyt for mig at vågne nye steder for det skete hele tiden. Det nye var at jeg var vågnet foran salen.

 

De store hvide marmor døre tornede sig op foran mig, i lang tid havde de bare været lukket men jeg kunne nu alligevel ane en sprække i døren. Langsomt og forsigtigt gik jeg op af den store hvide marmor trappe, hen over gulvet af samme materiale før jeg omsider nåede frem til døren. Og ja der var en sprække. Forsigtigt skubbede jeg døren op og kiggede indenfor, der var tomt. Med lidt mere mod tillod jeg mig selv at gå helt ind og stille lukke døren bag mig.

 

Den eneste belysning var lamper der hang langs væggene, men de gjorde også deres job. Det lignede min egen stue derhjemme på en prik og jeg måtte gnide mine øjne flere gange før det gik op for mig at det her var en tro kopi af min dagligstue. What! Det hele var der, den brune lædersofa, fars kæmpe stol. Vores brune sofabord i teaktræ, tæppet fra mormor af som hun selv havde lavet da hun var yngre lå endda stadig i sofaen. Og selvom jeg ikke havde rørt det vidste jeg allerede at det stadig ville lugte af hende.

 

Ovre i min fars kæmpe lænestol sad den smukkeste kvinde jeg nogen sinde havde set, hun havde det hvideste hår jeg nogen sinde havde set, i de flotteste krøller og en elegant kjole i baby blå. Alt i alt så hun fantastisk ud og jeg var nok også en lille bitte smugle misundelig. Kunne man være så fræk at bede om at få lidt af den krop? Bare en smugle?

 

Jeg gik med små skridt hen mod hende men endnu før hun havde set mig lød hendes stemme og gav genlyd i hele salen, eller min dagligstue som det nu var. ”Du har været ventet Anna” jeg rystede på hovedet, intet af alt dette skræmte mig længere men det var altså en tand for spøjst når hun vidste hvad jeg hed og at jeg allerede stod bag hende. ”Tag plads kære”

 

Hendes stemme var sød men der var også en snert af kommando i hendes stemme, klargjorde for mig at jeg ikke havde andet valg end at sætte mig i sofaen over for hende. Hendes ansigt var endnu flottere end jeg havde håbet på og jeg skulle næsten sætte min kæbe på plads da jeg ikke kunne andet end måbe. ”Øhm hej…” jeg lod ordene trække ud da jeg jo ikke vidste hvad hendes navn var. ”Cynthia” sagde hun helt uden at fortrække en mine, og jeg havde næsten lyst til at grine, selvfølgelig havde hun et gammelt og smukt navn. Hvad havde jeg ellers regnet med?

 

Da jeg bare blev ved med at sidde og stirre dumt og nervøst på hende gi det op for hende at det nok var hende der blev nød til at føre ordet. Hun foldede sine hænder og lod sine lange fingrer knuge rundt om hånden. ”Nu har du vel nok opdaget at flere har kommet og gået, og vi må indrømme at vi i starten bare overvejede at sende dig over broen med det samme Anna. Men nu har jeg nærstuderet dig i noget tid, og jeg tror på at du kan klare den her opgave jeg har til dig”

 

Hendes ord fik mig til at fryse, havde de bare overvejet at sende mig over uden at give mig en chance? Ærlig talt gjorde det mig rasende, man kunne ikke dømme folk uden først at have givet dem en chance. Punktum.

 

Hun lagde nok mærke til mit ansigtsudtryk for hendes ansigt blev straks mildere ”søde, du var så stille og snakkede ikke med nogen af de andre her. Vi var bange for at du bare ville videre. Men jeg beklager” hun sendte mig et smil og fortsatte så ”jeg tager det som om at du tager imod opgaven” jeg nikkede ivrigt selvom min lille små forelskelse i hende damen havde aftaget en smugle.

 

Pludselig sad vi ikke længere i min gamle dagligstue men vi stod foran den kæmpe store sø som jeg så mange gange havde beundret ”Kan du se det her?” spurgte hun og jeg kneb øjnene sammen for at se hvad det var hun mente. Nede i vandet formede der sig en masse mennesker i en stor klumpet mængde ”dette her Anna, er alle de folk der har brug for hjælp og jeg vil have at du hjælper dem. De har alle mistet en eller endda måske dem selv, og det er her du kommer ind i bildedet” jeg nikkede, skuffet men forstående. ”Ser du, vi har faktisk allerede fundet din første. Kan du se ham der” hun pegede mod den kæmpe menneskemængde og langsomt blev den tyndet ud. I starten havde det lignet Victoria Coach Station men nu lignede det mere en halvtom gågade.

 

Og det var der jeg så ham, det var en dreng. Ikke meget ældre end jeg selv, han havde brunt krøllet hår, ned til skuldrene næsten. Jeg ville nok havde skudt ham til at være en 20-21 år. Men det var ikke det ved ham der fangede mig, det var hans ansigt. Han lignede en der søgte efter noget, nogle en eller andet ”han mistede sin lillesøster da hun var bare 3 år gammel. Og han har bebrejdet ham selv lige siden” med det samme gjorde mt hjerte ondt af medfølelse, tænk at han skulle have gennem levet det. Tænk at miste sin lillesøster når hun havde været så ung, og han sikkert også. ”Hvad skete der?” spurgte jeg nysgerrigt og kiggede op på Cynthia som smilede til mig.

 

Hun så ikke nervøs ud ved at overlade ham til mig, men til gengæld var jeg nervøs ”hvad skal jeg gøre? Hvordan døde hun?” Cynthia grinte og trak mig med op at stå ”Tjoh det må du jo finde ud af” og så puffede hun mig ellers bare ud i søen. Jeg skreg, og jeg faldt og jeg faldt. Indtil jeg til sidst sad præcis samme sted som jeg havde siddet og kigget på få minutter før.

 

Jeg kiggede rundt omkring mig og kunne ikke rigtig se hverken ham eller andre der lagde mærke til jeg var der. Ikke en sjæl kunne se mig. På en måde var det befriende men på den anden side var det også meget ensomt, tænk jeg vidste ikke engang hvad drengen hed. Fortvivlet tog jeg mig til panden men mærkede straks noget prikke mig i panden.

 

Det var en lille note der var krøllet sammen, papiret var lyseblåt og lignede de små papirer man kunne hive af en blok som vi altid havde haft stående på kommoden ude i gangen. Langsomt begyndte jeg at folde papiret ud og så små bogstaver som langsomt løb på deres egen plads og dannede en sætning

 

For at komme hjem, skal du bare udføre opgaven

Held og lykke

C.

 

_____________________________________________________________________________________________-

Hey igen! jeg er tilbageeeee. Nå der kom det første rigtige kapitel, jeg ved godt at det ikke er så langt men jeg tænker at jeg lige skal igang med det hele så i ikke blir for overrumplede. Nå anyways 2 dage til jul? Hvem skal i holde jul med?

Næste kapitel kommer nok imorgen da jeg fik ferie i dag, hvilket vil sige at jeg har HELE dagen dedikeret til en masse skrivning.

See ya later alligator 

- Nanna

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...