Undskyld, årgang 99

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 dec. 2016
  • Opdateret: 21 dec. 2016
  • Status: Igang
Et lille brev til mine jævnaldrende.

42Likes
41Kommentarer
1159Visninger

1. Et lille brev

   

    Undskyld, årgang 99.

    Undskyld, at jeg ikke lever op til dine krav.

    Jeg er ked af, at jeg ikke deltog i fredagscaféen i sidste uge. Og gangen inden. Og gangen inden da. Jeg håber, du sætter pris på de ti minutter, jeg spildte på at finde et sted at sidde dengang i 1.g, hvor jeg var så naiv at tro, at jeg havde en chance.

    Jeg er ked af, at jeg ikke kan finde ud af at have det sjovt til dine fester. Invitationerne på Facebook viser mig, at du stadig tænker på mig. Det værdsætter jeg. Skyldfølelsen bobler dog stadig op i mig, når jeg ser dig og dine venner have det sjovt på Snapchat. Jeg prøvede virkelig. Med alkohollen klirrende i plastikposen dukkede jeg op med varme kinder og parfume i både hoved og røv. Jeg så jeres svømmende blikke, hørte jeres latter stige et par decibel, bemærkede jeres ildelugtende ånde. Jeg prøvede virkelig, men Breezerens bobler føltes som knaldperler i min mavesæk, og club-musikken malede vulgære billeder på min nethinde.

    Nu nærmer vi os de 18 år. Tiden går hurtigt, og de negative spekulationer tager til. Hver weekend er en weekend mere med tanken om, at jeg aldrig har været beruset. At jeg aldrig har turdet give slip og underlægge mig alkohollens forglemmende favntag. Jeg føler mig forkert. Uanset hvor meget viljestyrke, jeg har bygget op, når jeg en sjælden gang har skrabet selvtillid nok sammen til at tage af sted, så ender jeg med at være den, der står akavet med en øl i hånden og glor på de andre, der danser tøjet af hinanden på dansegulvet. Uanset hvor mange gange jeg siger til min hjerne, at man som ung drikker for at have det sjovt, så hvæser den igen, at jeg vil det omvendt. Den vil ikke høre på mig.

    Undskyld.

    Måske bunder det i min personlighed. Jeg ved, at det gælder om at være udadvendt og sjov. Det er det, der bliver sat pris på. Jeg ved, at det er dem, hvis latter fylder rummet lige fra starten, der kommer på gæstelisten som de første næste gang. Det er dem, man lægger mærke til. Det er dem, der er de seje. Det er dem, der bliver respekteret.

    Jeg er ikke en af dem.

    Lykkes det mig at sige noget, der faktisk fremprovokerer en latter hos nogen, stiger blodet op i mine kinder. Ender jeg med at sidde i en gruppe af samtalende piger, holder jeg af at lytte. Gælder det om at råbe højest, har jeg tabt på forhånd. Jeg har ikke lyst til at blive set,

    Jo.

    Jeg vil gerne ses, men mine selfies er ikke gode nok, og så kommer de aldrig længere end til papirkurven. Der er heller ikke nogen pointe i at lægge dem ud på et socialt medie, hvor de blot er én i mængden af så mange, der altid vil være mere spændende.

    Undskyld, at jeg ikke er til stede. Undskyld, at jeg vælger en bog eller en film med min familie fremfor sociale aktiviteter og arrangementer. Jeg ved, at det er dumt af mig. At jeg er nødt til at presse på, indtil det lykkes. Indtil jeg passer ind. Indtil jeg er som jer.

    Det er bare så hårdt.  

    Jeg er begyndt at tro, at det aldrig vil lykkes.

    Jeg er ked af det, årgang 99.

    Men jeg er også begyndt at tro, at det faktisk er okay.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...