Melina og troldkvinden.

Melina lever i en landsby, dybt inde i skov. Hun fejler ved prøven og må forvises. Inden længe er hun revet væk fra alt hvad hun kender...

Denne historie skrev jeg til en novellekonkurrence, håber i synes om den. Undskyld mit resume stinker, er bare elendig til det.

0Likes
0Kommentarer
114Visninger
AA

5. Kapitel 5: Kronen

Nogen rusker i mig og jeg åbner øjnene. Hvad vil den vagt nu? Men vagten er ikke nogen steder at se, til gengæld er der en anden herinde. Jeg skal lige til at skrige, men hun lægger hurtigt en hånd over min mund. Hun kigger lidt omkring og lægger hænderne sammen, former langsomt noget, der minder om en bobbel og kaster den så op i luften, hvor den ryger op i loftet og følger cellens kanter og suger sig ind i væggen.

“Sådan, “ siger hun lavt. “Så er rummet lydisoleret, ingen kan hører hvad vi siger.” Jeg stirrer lidt på hende.

“Hvad laver du her? Hvad var det for en mærkelig bobbel? Var det magi? Ja, det må det vel have været, det kan jo ikke være for ingenting, at du er kongens troldkvinde.” vælter det ud af mig og da jeg er færdig prøver jeg at rette mig op. Det er helt utroligt, så ondt det gør at sove direkte på sten.

“Jeg har ikke meget tid, så jeg må gøre det kort. Ja, det var magi. Jeg er her fordi...fordi...” begynder hun, men skifter så helt emne.

“Hedder du Melina?” Jeg kigger lidt tvivlsomt på hende og nikker så. Man ved aldrig hvilke kræfter hun kan have. Det virker som om hun mest har lyst til at gå, men at hun alligevel gerne vil blive på grund af et eller andet.

“Ja, altså jeg forklarer dig det senere. Kom med, hurtigt!” siger hun og trækker en nøgle frem fra en lomme. Hun låser hurtigt låsene op, der holder mine arme og ben fanget ind mod væggen, og trækker mig hurtigt op og stå. Jeg får overbalance og ville været væltet, hvis hun ikke havde grebet mig.

“Kan du gå?” jeg nikker. “Men ikke løbe.” siger jeg en smule trist, jeg er for træt og for sulten til at kunne det. Hun nikker bare og trækker mig over i et andet hjørne. Så former hun på magisk vis en dukke, der ligner mig -eller næsten. Hvis man kigger godt efter, kan man godt se at det ikke er mig. Så former hun en bobbel og fører den ned over mig. Det gør ikke ondt, det giver bare mig lidt kuldegysninger. Så giver hun mig sin kappe at holde fast i og så fjerner hun den store bobbel fra cellen. Så marchere hun hen og åbner celledøren.

“Deres Kongelige Troldkvinde.” siger vagten og bukker så dybt, at jeg er sikker på at hans næse vil have fængslets skidt på i lang tid. Troldkvinden fortsætter bare fremad og marchere så hurtigt, at jeg kun lige præcis kan følge med.

“ Jeg tager dig med op til mine gemakker.” siger hun afdæmpet og får det til at ligne at hun taler med sig selv, om en eller anden besværgelse.

“Hvad med Lissie?” spørger jeg. Tidspunktet er måske ikke så godt, men jeg vil lige være sikker..

“Jeg skal nok sørge for hende,” siger hun bare og drejer til højre, “i morgen”. Jeg nikker bare, men det kan hun jo ikke se, men jeg siger ikke noget yderligere. Kort efter er vi oppe i hendes gemakker og hun fjerner usynligheden fra mig. Så laver hun igen den mærkelige bobbel, så ingen kan hører os. Så trækker hun nogle forskellige ting frem, en madras og nogle puder og sådan noget.

“Sådan, lav dig en seng ud af det. Så vil jeg fortælle dig, hvorfor jeg tog dig ud af fængslet.” siger hun og går om bag en skærm og skifter til nattøj. Imens laver jeg en lille seng på gulvet, som jeg kravler ned i så snart jeg er færdig med den. Lidt efter kommer troldkvinden tilbage i natkjole og kravler ned i hendes seng. Så vender hun sig mod mig, med albuen støttet op mod hovedet.

 “Så hvad vil du vide?” spørger hun i en overvældende imødekommende tone. Jeg tænker mig lidt om.

“Okay, hvorfor trak du mig her op?” spørger jeg og nyder blødheden i madrassen. Meget bedre end at ligge på kolde sten, nede i fangekælderen. Det så ud som om det spørgsmål var lige præcis det som troldkvinden ikke ville svare på. “Nej vent,” siger jeg, “Hvad hedder du? Alle kalder dig Kongens Troldkvinde, så hvad hedder du egentlig?”

“Magnolia.” siger hun.

“Det var da skægt, “ udbryder jeg, “Det hed min mo...” pludselig slår noget klik. Jeg rejser mig brat op. Vi har det samme hår, de samme øjne.... “Mor?” spørger jeg og hun nikker. “Jeg vidste ikke du havde magiske kræfter. Var du her hele tiden?”spørger jeg. “Det var derfor du hentede mig, dernede.” Hun smiler og jeg kan også se glædestårerne i hendes øjne. Pludselig opdager jeg noget og giver hende et løftet øjenbryn og rykker mig lidt væk. “Men folkene nede i byen siger at du er ond, at dit hår er ild og sådan noget. Hvorfor har du dræbt Lissie's forældre?” spørger jeg og kan langsom mærke at jeg bliver mere og mere vred. Hun ser lidt trist på mig.

“Kongen tvang mig til det. Hvis jeg ikke gjorde det og tog skylden, gjorde han noget, værre end døden.” siger hun tonløst. “For lang tid siden var jeg på en rejse og rendte ind i Enhjørningebyen. Jeg mødte din far der. Han havde lige været med til at fange en enhjørning, og var gået i gang med at dele kødet fra ceremonien ud. Jeg syntes at det var en mærkelig tradition, men jeg gik nærmere ind i byen. Da jeg kom helt ind i byen spurgte jeg højt og tydeligt 'Hvor er jeres høvding?' og straks kiggede alle på mig.” hun griner lidt, som om mindet er et hun tit mindes og griner over.

“Din far viste mig hen til høvdingen. Høvdingen viste mig hen til et sted og sove og jeg blev der i nogle år. Din far kom næsten hver dag og besøgte mig og langsomt begyndte vi at kunne lide hinanden mere og mere. En dag, da jeg plukkede æbler oppe i et træ, kom han løbende og sagde, at jeg skulle kravle ned fra træet, da han havde noget han skulle vise mig. Så jeg kravlede selvfølgelig ned og da jeg stilte mig foran ham, friede han til mig!” siger hun og ser så ubeskrivelig lykkelig ud.

“Da vi havde holdt brylluppet, opdagede jeg at, jeg var gravid, med dig. Jeg havde det fantastisk. Jeg skulle have et barn!” siger hun henrykt og aer mig blidt over håret.

“Da jeg var i slutningen af niende måned, fik jeg en indkaldelse fra kongen. Han indkaldte alle troldmænd og -kvinder så han kunne vælge sin kongelige troldmand eller troldkvinde. Jeg kunne kun lige nå at føde dig, inden jeg skulle afsted. Du havde allerede lidt krøllet rødt hår da du blev født.” hun ser på mig, så glad.

“Jeg kunne ikke vende tilbage, da jeg blev valgt. Og da du så dukkede op her, kunne jeg med det samme se at du var min datter. Og min datter skal da ikke sidde nede i fangehullet.” siger hun med et blink med øjet.

“Men kongen har et enhjørningekranie, der holder mig fanget her. Vi bliver nødt til at finde det og ødelægge det, ellers kan kongen bestemme over mig og jeg bliver nødt til at gøre alt hvad han siger.” siger hun og jeg nikker.

“Mor?” spørger jeg, “Hvorfor var det at enhjørningen ikke accepterede mig?”

“Det var fordi den fornemmede magien i dig. Enhjørninge bryder sig ikke om andre væsner med magi, da de ser dem som rivaler.” svarer min mor.  

“Men mor, hvorfor har du ikke prøvet at stikke af før? Jeg mener, hvorfor først gøre det når jeg kommer?” spørger jeg og rynker panden.

“Det er fordi du er min nøgle. Kongen havde fået mig til at underskrive en magisk kontrakt, hvor jeg ikke ville kunne røre ved kraniet, uden et af mine egne børn. Faktisk stod der bare “søn eller datter” men jeg er sikker på at kongen ikke vidste at jeg havde et barn allerede. Han sørgede for at ingen andre familiemedlemmer ville kunne hjælpe mig.” fortæller min mor. ”Han forbød mig også at finde en mand, som jeg kunne få et barn sammen med.” Jeg lægger mig ned på madrassen og falder hurtigt i søvn. Jeg vågner brat op, da nogen rusker i mig og jeg kan høre min mors stemme sige: “Vågn op! Vi skal skynde os inden solopgang.” jeg gnider mig lidt i øjnene og hopper så ned fra sengen. Min mor har taget noget praktisk tøj på. Så former hun en bobbel og sender den ned over mig. Jeg får lidt kuldegysninger og kigger så på mine arme. Eller der de ville have været. De er komplet usynlige, så min mor har nok brugt en usynligheds formular igen på mig. Så tager hun min hånd og holder den ind mod kroppen, så man ikke kan se at hun holder fast i mig.

Så skynder hun sig op af alle trapperne og hen til kongens gemakker. Da vi så kommer derhen, står der selvfølgelig to vagter. Min mor former to bobler, i hver hånd, og blæser dem ind i hovedet på vagterne, så de falder om og sover. Så skynder vi os over til døren, min mor kigger lidt på nøglehullet og laver så en kopi af nøglen i bobler, som hun låser døren op med. Vagterne har ikke nøglen, for kongen vil ikke have, at de bare kan komme væltende ind. Så åbner min mor døren og vi lister ind. Kongen ligger og snorksover i sin seng. Vi lister rundt og leder efter kraniet, i hele værelset. Han har et stort klædeskab, som jeg går hen og kigger i, men den er der ikke. Jeg skal lige til at lukke skabet, da jeg ser noget glimte. Jeg ser nærmere og kigger grundigt efter, der hvor det glimter.

Det kommer fra bunden i skabet og jeg piller lidt ude i kanten. Lige pludselig kan jeg tage hele bundpladen af, i skabet, og der er kraniet! Jeg trækker det frem og viser det til min mor. Hun ser kort på mig, lyser så op i ansigtet og løber så lydløst hun kan over til mig. Så tager hun den og vi skynder os at gå ud af værelset. Lige inden vi går ud af døren, hører vi et grynt fra kongen, som om han skal til og vågne. Så  skynder vi os så meget vi kan op mod tårnene. Lige pludselig kan vi hører kongens brøl og han har vist opdaget kraniet er væk. Vi løber så hurtigt vi kan og skynder os så meget vi overhoved kan. Endelig er vi kommet op til det øverste tårn med den. Vinden er lige ved at blæse os ned og vi bliver nødt til at holde fast i kanten, for ikke at blæse væk.

Min mor laver en så stor bobbel, at der lige er plads til kraniet og putter det ind i boblen. Så kaster hun den op i luften og den bliver ført med vinden, væk fra slottet. Vi kan høre vagterne neden under os, men min mor har heldigvis låst lemmen. Vi kigger lidt på kraniet, mens det blæser væk. Men pludselig sker der noget. Det begynder at lyse og snurrer rundt. Pludselig ryger den stik mod vinden, hen mod os og stopper omkring en meter over min mor. Så stopper den med at dreje rundt og bliver til en gylden krone, med snoet elfenben rundt om og daler langsomt ned på min mors hoved. Da lander den på hendes hoved og hun begynder at lyse. Folkene nede i byen er for lang tid siden, begyndt at se op mod slottet og har set hele forvandlingen. Min mor bliver løftet op i luften og hun ser ikke skræmt ud, tværtimod, faktisk ser hun ud til at vide præcis hvad hun skal gøre. Langsomt bliver jeg også løftet op i luften og vinden blæser os ned til folket. De ser kort på os og begynder så at juble. Selv børn, der egentlig ikke helt ved hvad der sker. Kongen er kommet op på toppen af tårnet og står og ser arrigt på os. Vi flyver tilbage mod slottet og placerer os lige over for kongen. Han er meget vred og forvirret over sådan som vi svæver ude i luften. Min mor placerer en finger mod kongen og siger med en kyndig stemme:

“Du er ikke kongen. Du dræbte den forrige og opførte dig som konge. Men du har aldrig været en ægte konge og du vil aldrig blive det. Før ham ned i fangekælderen, vagter.”

“Lad være med at gøre som hun siger!” brøler kongen. “Hun er en fusker, en løgner.” siger han, men det hindre ikke vagterne i at gøre som min mor siger. Så flyver vi langsomt ned og stiller os på tårnet. Der blev kun en vagt tilbage. Min mor svajer lidt og vælter så til siden, og jeg når lige at gribe hende. Jeg kan lige nå at støtte hende til hun får lavet en bobbel, der bærer hende, som en slags flyvende sækkestol. Hun ser udmattet ud og jeg vil gerne prøve at få hende til at få det bedre. Vagten fører os ned af trappen og vi følger efter. Eller, det er mest min mors flyvende stol der fører hende og hun døser lidt hen. Jeg husker den snurrende fornemmelse i hænderne, fra da Lissie pludselig blev rask og jeg prøver at sætte den snurrende fornemmelse tilbage i mine hænder. Da jeg igen kan mærke den mystiske snurren, ligger jeg hænderne på min mors ene side. Så vågner hun op og kigger målløs på mig.

“Hvad var det?” spørger hun. Jeg ser lidt fra hende og så til mine hænder. “Tror du også jeg kunne have...” spørger jeg, håbefuldt.

“Hvis du har magiske evner, så skal vi have træning til dig.” siger hun og smiler. Lige pludselig kommer jeg i tanke om noget.

“Lissie! Vi skal have hende op fra den stinkende fangekælder!” siger jeg. Vagten foran os har ført os ned til tronsalen. “Løb ned og hent Lissie,” siger jeg til vagten

“hun er en pige på omkring syv år, lyst hår og flotte blå øjne som himlen. Hent hende!” Vagten bliver ikke et sekund, han piler afsted med det samme.

“Det dér har du et ret godt tag på.” siger min mor smilende. Så glider hun ned fra boblen og tryller den væk. Så trækker hun mig med ind i tronsalen og sætter sig op på den højeste af stolene.

“Vi skal også have din far tilkaldt. Så kan han hjælpe os med at lede landet.” siger hun og jeg nikker bare og sætter mig over i en af de mindre stole. Så kommer vagten, som jeg sendte ned i fængslet, ind. Han har en lille forskræmt Lissie bag sig og så snart hun får øje på mig, spæner hun hen og giver mig et stort knus. Så får hun øje på min mor og stivner fuldkommen.

“Lissie, det her er min mor. Hun er troldkvinde og nu, dronning. Hun blev styret af den onde konge, som der havde holdt hende fanget med et magisk enhjørninge kranie. Kongen gav hende skylden for alt hvad han gjorde, men i virkeligheden parrede hun bare ordre.” siger jeg og min mor kommer over.

“Lissie, kunne du tænke dig, at blive adopteret og bo i slottet?” spørger min mor venligt. Lissie stivner først, men nikker så, så meget at jeg er bange for at hendes hoved ryger af. Hun giver mig et kæmpe kram. Pludselig hopper noget op af mit ben og jeg kigger lynhurtigt ned. Lille Grovæder! Jeg sætter mig på hug og han kravler op i min hånd. Så rejser jeg mig op og holder ham frem for Lissie, som aer ham over ryggen. Min mor er ovre hos en af vagterne og har bedt ham diktere et brev. Jeg kan hører at brevet er til min far og at hun siger at han skal komme så hurtigt som muligt.

Da min far kom, gik alt godt. Min mor lærte mig at styre min helende evne til fulde, min mor blev en stor dronning, respekteret af alle i landet. Jeg fik min egen lille lægehjælps afdeling, hvor jeg hjalp mange folk. Lissie blev kort sagt lykkelig og fik et værelse ved siden af mit, så hun altid ville kunne komme til mig, hvis hun havde mareridt. Da min mor blev for gammel, til at lede landet, overtog jeg og regerede i mange år. ...og Grovæder, hvad skete der med ham? Han blev kongelig mus og holdt mig med selskab i mange år. Med mine helende evner, levede han i unaturligt mange museår.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...