Melina og troldkvinden.

Melina lever i en landsby, dybt inde i skov. Hun fejler ved prøven og må forvises. Inden længe er hun revet væk fra alt hvad hun kender...

Denne historie skrev jeg til en novellekonkurrence, håber i synes om den. Undskyld mit resume stinker, er bare elendig til det.

0Likes
0Kommentarer
114Visninger
AA

4. Kapitel 4: Troldkvinden

 Jeg skal lige til at trække noget mad ud af min rygsæk, da der kommer en lille dreng løbende og kaster et eller andet i skødet på Lissie. Jeg kigger hen til hende og hun sidder med et stort rødt æble i hånden. Hun kigger lidt forvirret på mig og kigger tilbage med det samme ansigt.

“Han mumlede et eller andet med 'undskyld, men de stærke overlever'. Hvad tror du han mente med det? “ spørger hun og drejer æblet i sin hånd. Jeg trækker på skuldrene. Lidt efter kan jeg hører rytmisk trav komme nærmere. Alle andre her, begynder at få et bange blik i øjnene og rejser sig og ser sig omkring. Jeg har en knude i maven og jeg er ret sikker på hvad det er, da alle begynder at løbe væk. Lissie kigger på mig.

“Melina...jeg er bange.” siger hun med en lille tynd stemme. Jeg sætter mig ved siden af hende og holder om hende og hvisker beroligende. Hun er stadig ikke stærk nok til at kunne stikke af, og jeg vil ikke kunne bære hende ret meget af vejen. Alle er løbet den modsatte vej af hvor vi kan hører trampene kommer fra. Nu kan vi høre gråd og skrig fra den anden ende af vejen. Jeg knuger Lissie hårdere ind mod mig og sammen sidder vi anspændt og venter. Grovæder trækker sig ind i krøllerne i mit hår og jeg kan mærke at selv Grovæder ryster. Nogle sekunders anspændthed er der, men så bryder ragnarok ud. I løbet af tre sekunder, er hundrede vagter inde i gyden. Æblet triller ud af Lissies hænder og alle vagterne træder det til mos. En af vagterne gnækker tilfreds, da jeg og Lissie hurtigt bliver trukket fra hinanden.

“Hvis vi ikke havde fanget den lille knægt på fersk gerning, havde vi aldrig fået sådan en fangst.” Grovæder falder ud af mine krøller. Han går endda så vidt, at han prøver at bide en af vagterne, men det resulterer bare i, at han får slynget et sværd efter sig, som han heldigvis undgår og løber ind i en sprække. Lissie er så lille at hun bliver løftet op på den ene skulder, som en sæk kartofler, på en af vagternes skulder og jeg bliver bare taget fast i hver arm. Lissie skriger ind i øret på vagten, vifter med benene så meget hun kan og rækker ud efter mig, med gråd i hele ansigtet. Det er ret overraskende at hun har så meget energi, men det må være adrenalinen.

“Melina! Melina! Hjælp! Hjælp mig!” skriger hun rædselsslagent og bider vagten i øret. Vagten kommer med et lille smerte udbrud, men ignorere det ellers.

“Rolig Lissie. Vi skal nok ses igen. Det lover jeg.“ siger jeg så roligt jeg kan og kommer med det mest beroligende smil jeg kan. Lissie hulker og slår næven i ryggen på vagten gentagne gange. Nu er jeg i alvor tvivl om jeg kan holde mit løfte. Det sidste jeg ser til Lissie inden vi bliver trukket fra hinanden, er hendes våde ansigt. Jeg bliver trukket igennem den halve by, op til slottet. Det gjorde ondt i mine arme til at starte med, men nu kan jeg slet ikke mærke dem. Det er endnu mere ubehageligt. Til sidst bliver jeg kastet ind i et fangehul og får to kraftige lænker på mine fødder, med korte lænker, mens jeg får nogle længere på mine hænder. Så går de ud og lader mig være for mig selv. Jeg vil ikke græde. Ikke så meget på grund af ydmygelse, men mest fordi jeg ikke vil spilde mit vand i min krop. Jeg sidder på gulvet i cellen og kigger mig lidt omkring. Alting er lavet af sten. Gulvet, væggene, loftet. Der er kun et vindue der sørger for frisk luft. Det er fyldt med tremmer på kryds og tværs, så jeg kun kan få en finger ud. Jeg prøver langsomt at motionere mine arme, til det begynder at prikke i dem og jeg kan bevæge dem. Mon egentlig Grovæder ville kunne kravle ind igennem vinduet? Nej, så tynd er han heller ikke. Med et suk læner jeg mig tilbage mod væggen og flytter mig hurtigt, da jeg mærker noget iskoldt flydende løbe ned af ryggen på mig. Nu er min arm endelig helet og så bliver den behandlet så hårdhændet, at jeg er ret overrasket over at den ikke er brækket igen. Hvor mon Grovæder og Lissie er henne?  Cellen er vist ikke helt tæt. Jeg flytter mig lidt og da jeg ser cellen fra en anden vinkel, lægger jeg mærke til noget klamt ovre i det ene hjørne, jeg ikke ville have set fra den anden vinkel. En eller anden har haft en ud af kroppen oplevelse og det ser ikke godt ud. Hvornår mon man får mad her?

“Hallo vagt!” råber jeg mod døren, faktisk taler jeg mere til døren end til vagten.

“Ja?” vagtens bumsede ansigt kommer frem i dørens tremmer.

“Ja, jeg tænkte bare på, siden jeg ikke kommer her fra byen, hvordan dømmer i så folk?” spørger jeg, egentlig ikke rigtig nysgerrig, der er bare ikke andet at lave.

“ Først kommer du ind til slottet og der bliver du dømt af kongens troldkvinde.” siger han og virker mere interesseret i den bussemand, han lige har hevet ud af næsen, end jeg nogen sinde vil blive. Jeg nikker bare og kigger ud i luften. Hvorfor mon kongens troldkvinde bestemmer så meget. Hvad mon hun egentlig hedder? Og hvad er mon grunden, til at hun har dræbt Lissie's forældre? Jeg sætter mig tilbage ved væggen og kigger mig rundt igen. Hvad skal jeg dog lave?

“Hey vagt! Hvor lang tid er der til at jeg skal dømmes?” spørger jeg træt og temmelig ligegyldigt,

“Og hvornår får jeg noget mad?” Jeg kigger over mod døren, hvor bumsevagten står.

“Du bliver dømt, når du bliver dømt og du får noget at spise, når tiden er. I får mad en gang om dagen, det må være nok til at i ikke dør af sult. Og ellers, så er der bare en mindre at mætte.” siger han med et grumt smil.

“Uheldigvis kom du lige efter maden var blevet serveret, så du bliver nødt til at vente til i morgen.”

“Hvad med Lissie?” spørger jeg pludselig. Hvordan kunne jeg glemme hende?

“Er hun okay? Hvor er hun, hvornår skal hun dømmes?” vælter det ud af mig og mit blik bliver tåget. Hun har brug for mig. Vagten ser lidt forvirret på mig, men kun i et øjeblik, før han er tilbage i sin ligeglade personlighed.

“Hvis du mener den pige vi fandt dig med her til morgen, så er hun nok i en celle et sted her omkring. Alle fangerne bliver dømt, med jævne mellemrum, når vi har fået samlet nogen sammen.” forklarer han og klapper så i som en østers. Jeg læner mig tilbage mod væggen og prøver at falde i søvn i en eller anden behagelig stilling, mens tårerne triller ned af kinderne på mig. Jeg sagde jeg ville beskytte hende. Jeg lovede… Næste morgen er jeg helt stiv i kroppen og våd over det hele. Min ryg gør ondt hver gang jeg rykker mig, så jeg ender bare med at sidde helt stille. Jeg håber virkelig at Lissie er okay. I løbet af dagen rykker jeg mig ikke på noget tidspunkt, jeg sidder bare helt stille.

Mine tanker kredser hele tiden om Lissie og om hvor hun mon er. Jeg ville ønske at den dumme enhjørning ikke havde opført sig så mærkeligt og at jeg bare var derhjemme. Så ville jeg få en kæreste, blive gift, få mange børn og leve lykkeligt til mine dages ende. Hvad laver jeg egentlig her? Det føles som om min mave er ét stort uendeligt hul, som der prøver at spise mig selv, hvis at jeg ikke snart får noget mad. Heldigvis, åbner vagten døren og skubber noget brød og en kande halv rent vand ind.

“Spisetid.” siger han tonløst og lukker døren igen. Jeg rækker langsomt armen ud efter maden og får fat i et brød. Jeg har mest lyst til at æde det hele med det samme, men i stedet tager jeg en lille bid af gangen. Så holder brødet længere og laver en kunstig form for mæthed, selvom jeg inderst inde kan mærke at jeg skal bruge omkring 10 af sådan nogle brød. Pludselig åbner vagten døren med et sæt og tager et bundt nøgler frem. Så låser han mine lænker op og giver mig et par andre på, der holder mine hænder og fødder sammen hver for sig. Så kan jeg ikke stikke af, hvilket jeg egentlig ikke kan alligevel, da jeg er for udmattet.

“Du kommer med.” siger han kort og jeg følger bare efter. Jeg er for træt og sulten til at argumentere. Han fører mig ned igennem gangene og jeg følger efter uden at se hvor jeg går. Efter et stykke tid, kommer vi frem til en lang kø, hvor alle har håndjern på og deres egen personlige vagt, og jeg kommer til at stå lige bag ved Lissie. Hun ser ikke ud som om hun har det godt. Hendes øjne er ophovnede og røde og jeg kan tydelig se at hun har grædt. Hun får straks øje på mig og ser nærmest ud som om hun skal til at græde igen. Jeg giver hende et op-med-håbet-smil og hun bider tårerne i sig. Der er store røde ringe omkring hendes håndled, højst sandsynligt fordi hun har trukket i kæderne, så der er kommet blodansamlinger dér. Hun har store poser under øjnene og hendes øjne glipper hele tiden i. Hun har vist ikke sovet ret meget. Køen rykker sig så langsomt frem, at jeg undrer mig over hvordan det skal kunne klares på en dag. Lige nu kunne jeg virkelig bruge Esmeralda til at muntre mig op. Måske vågner jeg op og så står min far klar til at kramme og trøste mig og fortælle mig, at det bare var en drøm. Køen fortsætter langsomt fremad og hengiver mig til mine tanker.

Grovæder! Hvordan kunne jeg glemme ham? Hvor mon han er henne. Jeg håber at han klarer sig her i storbyen. Lissie hyperventilerer og jeg ville ønske at jeg kunne give hende et beroligende kram, men det er svært at gøre med en vagt og et par håndjern. Lige pludselig er der kun to fanger tilbage foran Lissie og døren ser faretruende ud. Jeg tror efterhånden at vi har stået her i to timer eller noget i den retning. Nu er der kun mig og Lissie tilbage, der venter på at blive dømt. Farven i Lissie's ansigt er stukket af og har kun efterladt en kridt hvid farve der dækker  hele hendes ansigt.

Hvordan mon hende der troldkvinden ser ud? Måske ligner hun en heks! Jeg kan lige forestille mig hende, en vorte der dækker hele hende ansigt, rynker, en hæslig stank, knortede fingre med skarpe negle...

“Næste.” lyder en kyndig stemme derinde fra og Lissie ser rædselsslagent tilbage mod mig. Det sidste farve der var i hendes ansigt forsvinder og jeg kan se hendes øjne blive fugtige. Jeg laver et nik og hun går med stive skridt ind. Døren lukker i, så jeg kun kan hører en mumlen, hvis at jeg holder øret mod døren. Pludselig bliver jeg overvældet af en heftig træthed. Jeg anede ikke at det var så hårdt at virke stærk. Jeg opdager pludselig hvor anspændt jeg er. Tiden til at det er min tur, virker meget lang. Pludselig åbner døren og den samme stemme lyder :

“Næste.” Vagten skubber mig ind og jeg snubler lidt i kæderne på mine ben. Retssalen er enorm. Man kan ikke rigtig kalde den andet, der er ikke nogen andre ord for det. Fangerne bliver ført ind ad en rød lige vej, lidt som en scene. De bliver stillet på en stor rød cirkel, som står lige foran dommeren, der i det her tilfælde er troldkvinden. Jeg stiller mig trodsigt på den store røde cirkel, efter vagten har skubbet mig derhen. Da troldkvindens ansigt kommer frem, får jeg et chok -hun ligner mig på en prik! Eller er det mig der ligner hende på en prik? Hun har det samme uregerlige røde hår som mig og de samme lysegrønne øjne som mig, bare en smule mørkere. Hun er en del højere end mig, men så alligevel ikke. I de få øjeblikke at vi har øjenkontakt, synes jeg at se et glimt af genkendelse i hendes øjne. Eller er det bare mig? i så fald er det væk lige efter og hun starter med retssagen.

“Du er blevet pågrebet i en af vagabondernes gyder og må derfor tage den fornødne straf.” siger hun med den kyndige stemme, der kaldte den næste ind. Jeg trækker på skuldrene.

“Fint nok. Hvad bliver straffen så?” spørger jeg, halvt ligeglad, halvt nysgerrig.

“Kun svar når der bliver talt til dig.” hvæser vagten. Troldkvinden ser lidt irriteret ud, men fortsætter så.

“Straffen bliver 5 år, især hvis at du har stjålet noget, hvilket alle vagabonder har.” siger hun lidt spidst.

“Jeg har IKKE stjålet noget.” siger jeg vredt. Det skal hun ihvertfald ikke anklage mig for. Hun ser lidt på mig, og skriver noget ned. Inden hun når at vise mig ud, råber jeg af mine lungers fulde kraft:

“Hvad har i gjort ved Lissie? Den pige der lige var herinde. Hvad var hendes dom?” Hun nikker til vagten som skubber mig ud af den modsatte dør jeg kom ind af, imens jeg råber og skubber imod. Så blive jeg ført ned i min celle igen. Jeg bliver nærmest kastet ind og det gør ondt overalt. Vagten kommer og fjerner kæderne og sætter mig fast til væggen igen. Jeg gør ingenting, stritter ikke imod eller hjælper. Jeg er helt slap. En stor klump hænger fast i min hals, så jeg er ved at blive kvalt,men jeg nægter af græde, de ville være spild af vand. Selv hvis jeg ville, kunne jeg ikke græde, det hænger fast i min hals og vil ikke komme ud. Vagten er gået ud igen og har ladt mig sidde alene tilbage. Jeg døser langsomt hen i en drømmeløs søvn. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...