Melina og troldkvinden.

Melina lever i en landsby, dybt inde i skov. Hun fejler ved prøven og må forvises. Inden længe er hun revet væk fra alt hvad hun kender...

Denne historie skrev jeg til en novellekonkurrence, håber i synes om den. Undskyld mit resume stinker, er bare elendig til det.

0Likes
0Kommentarer
125Visninger
AA

3. Kapitel 3: En pige ved navn Lissie.

 Jeg går i skoven i nogle dage. Jo mere jeg går, jo mindre bevoksning og dyr er der. Jeg kigger mig godt omkring og tager min kniv frem. Hurtigt kaster jeg den og går så hen til mit jagttrofæ. Et firben, som smager dejligt stegt. Jeg samler nogle sten og lægger dem i en rundkreds og samler så nogle pinde, som jeg ligger inde i cirklen med sten. Så tager jeg to sten frem fra min rygsæk, som er godt slidte efter brug. Efter mange års øvelse, slår jeg stenene sammen og puster grundigt i bålet. Langsomt kommer der en lille flamme, som jeg fodrer med mindre grene og lidt tørre blade. Jeg spidder firbenet på en pind og holder firbenet over ilden, til det bliver stegt. Lidt efter er det blevet en del mørkere i kødet. Jeg tager min kniv frem og skærer den i stykker. Så rækker jeg et af de mindste stykker til Grovæder og tager et af de større til mig selv. Grovæder er først lidt prøvende, men tager så en ordentlig bid og ser ud til at nyde det. Jeg tager et til stykke og kaster ind i min mund. Så tager jeg nogle blade og kaster dem ind i ilden, så den også får noget af spise. Så tager jeg igen et stykke firben til Grovæder og et til mig og kaster en gren ind i ilden.

 Jeg giver Grovæder det sidste stykke firben og hælder noget jord på bålet, som kvæler det. Så tramper jeg i det, for at sikre mig, at det er slukket. Så går jeg videre. Nogle dages traven senere, kan jeg se en by længere fremme og nu er der næsten ingen dyr. Den ser større ud end min hjemby, men også mere befolket. Der er store grupper folk og jeg kan høre larmen herfra. Grovæder har ligget i min lomme, et godt stykke tid nu, men nu stikker han sin næse op fra min lomme. Han kommer med et par veltilfredse lyde og jeg stikker også min næse i vejret. Jeg kan lugte det samme som ham og jeg kan også forstå hvorfor han lyder så veltilfreds. En vidunderlig duft af friske grøntsager og nybagt brød kommer fra storbyen. Jeg vil helst ikke have at Grovæder stikker af, men jeg kan jo alligevel ikke holde på ham, så jeg lader ham selv bestemme. Langsomt, stadig med næsen i sky, kravler han ud af mit hår og piler hurtigt ind mod byen. Jeg følger efter et stykke tid og slår så lejr i nærheden. Jeg laver et lille bål og koger mig noget vand til te. Imens jeg venter på at det koger, finder jeg lidt teblade i min taske. Så sidder jeg og drikker den, imens jeg venter på Grovæder. Lidt senere kommer Grovæder tilbage.

“Hvordan var byen?” spørger jeg lidt nysgerrigt. Grovæder kravler bare ned i min taske og tager noget mad. Lynhurtigt tager jeg fat i hans hale og hiver ham op.

“Niksen, den går ikke. Har du ikke snuppet noget, i al den tid, du har været ind i byen?” jeg ser lidt på ham, men giver så op og rækker ham et stykke kød, som han spiser, som om det var hans sidste måltid. Hvorfor vil han kun tage af min mad? Jeg tager også lidt kød og spiser det. Efter Grovæder har spist hans kød, kravler han op i min lomme og falder i søvn dér. Jeg lægger mig ned og passer godt på, ikke at lægge mig oven på Grovæder. I morgen tager jeg ind i storbyen. Kort efter er jeg faldet i søvn. Næsten morgen pakker jeg sammen. Jeg kigger lidt til min brækkede arm, måske er der en læge inde i  byen. Grovæder sover stadig dybt i min lomme, så jeg vækker ham ikke til morgenmad. Jeg gemmer bare noget til ham, når han vågner. Jeg rejser mig op og går mod byen. Allerede på afstand kan jeg se, at husene er anderledes fra der hvor jeg kommer fra. Der er nogle mystiske firkanter inde i væggene, som er noget andet end de glatte lervægge fra min hjemby. Jeg går lidt nærmere og rækker en hånd ud og lægger den på firkanten. Den føles som leret derhjemme, men mere sammenpresset. Der er også et eller andet imellem de dér firkanter, som åbenbart holder dem på plads. Jeg lader fingeren følge det der holder murstenene sammen et stykke tid, men går så videre. Lidt efter står jeg midt inde i byen. Jeg vidste der ville være mange folk, men jeg havde ikke regnet med SÅ mange. Selv Grovæder føler sig lidt klemt og kommer med et lille piv, en gang imellem, for at gøre sig bemærket. Jeg aer blidt på den lomme Grovæder er i og ser mig en smule forvirret omkring. Der er forskellige boder, hvor man kan få mad og drikke, men hvor kan man sove. Jeg går hen til en bod, som sælger grøntsager og frugt. Ham der har boden, ser gammel ud, men alligevel ung, så rynkerne er nok anstrengelses-rynker. Han er ret tynd og har et stort forklæde på. Han står og råber noget om friske æbler, men jeg synes nu de ikke ser ud til at være lige så friske som derhjemme. Jeg kigger lidt på hans varer, indtil at han stopper med at råbe.

“Nå, kommer du fra udenfor byen?” spørger han, med et blik på min oppakning. Hans stemme lyder rusten og som om han lige er vågnet. Jeg nikker lidt beklemt og kigger lidt på hans kartofler.

“Du kan få kartoflerne for 5 guldstykker stykket. Du kan ikke få det billigere i hele byen.” siger han og lægger armene over kors. Noget ringer inden i mig, ved det han siger. Guldstykker? Jeg har glemt guldstykker! Det vil sige at jeg ikke kan betale for at sove et sted, eller købe noget mad. Jeg nikker lidt og går så lidt beklemt videre. Hvor skal jeg sove, hvis jeg ikke har nogen guldstykker. Jeg går videre lidt i mine tanker, til jeg er gået så langt, at der ikke rigtig er nogen mennesker mere. Jeg er kommet frem til en smal, rimelig lang, gyde. Der er nogle folk, men de er snavsede og lasede og har et sultent blik i øjnene. Nogle steder er der nogle der ser syge ud og det undrer mig, hvorfor de ikke tager til lægen. Hvor mon der er en læge? Men jeg ville alligevel ikke kunne betale ham, hvis der var én. Det kan de måske heller ikke. De har forskellige måder at lave ly på. Nogle med papæsker, andre med gamle, slidte og hullede tæpper. Jeg er en smule usikker på hvad det her kvarter egentlig er, men det er det eneste sted hvor man, åbenbart, kan sove gratis. Jeg finder en lille plads, der ikke er optaget og lægger mig der. Jeg åbner min rygsæk og tager mine læderstykker ud. Jeg får hurtigt anbragt det på en måde, så det giver tørvejr og jeg trækker min rygsæk ind. Jeg trækker Grovæder op af min lomme og pakker ham ind i en lille klud, der ellers er beregnet til at tørre næse i. Jeg sætter ham oven på rygsækken. Jeg trækker lidt kød ud af rygsækken, som der allerede er stegt, og skærer det i små stykker. Så giver jeg Grovæder lidt kød og lidt til mig. Jeg kigger lidt til min arm, som næsten er frisk. Jeg skal lige til at prøve at motionere den lidt, da jeg hører nogen hoste i nærheden. Det lyder som et sygt lille barn. Jeg ser hen mod der hvor hostene kommer fra.

Det ser ud som en lille bylt der bevæger sig, men jeg er sikker på at det er et barn. Jeg tager min bæltepose og putter lidt skåret kød i. Jeg giver Grovæder ordrer på at holde vagt ved rygsækken, rejser mig op og går forsigtigt derhen, for ikke at skræmme barnet. Der sidder ikke nogen voksne i nærheden, ikke engang barnets forældre. Barnet er helt hvid i ansigtet, jeg kan se barnets ribben og andre knogler og barnet sveder kraftigt og stønner. Det kan højst være 7 år gammelt. Jeg kigger mig omkring og skynder mig over til den nærmeste person.

“Hvor er det barns forældre?” spørger jeg indgående. Han ser lidt træt på mig.

“I den anden verden. Hun er forældreløs.” jeg ser målløs på ham og han fortsætter:

“De blev dræbt af kongen og hans troldkvinde. Hun er ond, helt igennem. Hendes øjne slår gnister og hendes hår er ikke hår, det er flammer.” siger han vredt og et dybt had er i hans øjne.

“Men...” siger jeg, lidt bange for hans raseri, “...vil det sige at jeg kan pleje barnet?” han ser lidt overrasket på mig og nikker så. Jeg går straks igang med behandlingen. Jeg har ikke den største viden indenfor lægekunskab, men jeg tager de urter i min rygsæk, jeg ved er helende og bruger den viden jeg har. Jeg flytter mit lille telt hen ved siden af hende og det eneste jeg laver hele dagen, er at prøve at pleje hende. Imens jeg passer hende, kan jeg også mærke det går bedre med min arm. En dag efter at jeg har plejet hende hele dagen, er jeg faldet om af træthed. Jeg er frustreret over at jeg ikke kan helbrede hende. Hvorfor kan jeg ikke? Hun skal være rask! Jeg prøver at mærke på hendes pande, om hendes feber er dalet. Pludselig kan jeg mærke en mærkelig snurrende fornemmelse i mine hænder og lige pludselig åbner hun øjnene og sætter sig op med et sæt. Jeg hopper lidt tilbage, efter forskrækkelsen og kigger forvirret på mine hænder. Min brækkede arm føles frisk, helt rask. Jeg ser lidt på den, vender og drejer den og kigger så på pigen. Pigen siger ikke noget, men jeg kan se frygten i hendes øjne. Jeg vender mig mod min rygsæk og trækker noget mad ud og rækker det til hende. Hun tager ikke imod det, så jeg stiller det foran hende. Så kravler jeg omkring en meter væk. Langsomt, ganske langsomt, stikker hun hånden hen mod det og tager maden. Hun stikker det ind i munden og tygger det så hurtigt, at jeg er bange for at hun bliver kvalt i det. I mens hun tygger, kravler jeg langsomt tættere på og lægger et lille tæppe om hende. Hun kigger lidt på mig, stopper ikke med at tygge, og viser så med fakter spørgsmålet: Hvorfor hjælper du?

“Fordi jeg vil.” siger jeg og smiler. Hun tygger færdigt og synker så kraftigt. Så ånder hun voldsomt ud, som om hun har holdt vejret alt imens hun tyggede, hvilket hun nok også har gjort.

“Hvad hedder du?” spørger jeg lidt nysgerrigt, “Jeg hedder Melina.” Jeg ser lidt forventningsfuldt på hende.

 “Jeg ved ikke mit rigtige navn...” siger hun tøvende, “Men de fleste kalder mig bare Lissie. Jeg ved ikke helt hvorfor, men det gør de bare.” Hun trækker på skuldrene og jeg giver hende lidt mere mad. Det når kun hendes øjne i kort tid, inden hun stikker det i munden og glemmer næsten at tygge. Midt i det hele, ser hun ud som om, hun kommer på en tanke, men tygger dog det meste mad i munden, inden hun kommer med den, hvilket egentlig er meget godt.

“Hvorfor hjælper du mig? Har jeg noget af dit?” spørger hun og kigger sig lidt omkring. Pludselig ser hun forskrækket på mig. Straks begynder hun at lave en lang undskyldning der hænger sammen, så jeg ikke forstår et ord. Hun ser nærmest ud som om hun skal til at græde.

“Jeg har hørt at dine forældre blev dræbt af troldkvinden.” siger jeg og hun får et vredt og trist udtryk i  ansigtet.

“Jeg forstår godt du ikke vil tale om det. Min mor blev taget af kongen. Det er hvad min far altid har fortalt mig.”

“Jeg vil gerne hjælpe dig.” prøver jeg at forklare. “Det hedder at være venlig og du har vist ikke mødt mange mennesker, der er sådan?” Jeg ser lidt på hende, men da det ser ud til at hun vil svare, ser hun noget på min skulder og prøver meget hårdhændet at slå den ned. Jeg slår hånden tilbage, samtidig med jeg lægger en beskyttende hånd om min skulder.

“Der er en mus på din skulder, ved du godt det?” spørger hun, mens hun spiser.

“Det her er ikke en almindelig mus. Den er min ven, Grovæder.” siger jeg og viser den frem i min hånd.

“Det kan godt være at jeg spiser meget, men hvorfor kalder du mig grovæder? Alle ville da spise meget, hvis de havde været i nærheden af sultedøden.” siger hun en smule fornærmet. Jeg ser lidt på hende og kan så ikke lade være med at grine.

“Ikke dig, fjollehoved, min mus! Det er den der hedder Grovæder!” siger jeg så godt jeg kan, til trods for min store latter. Grovæder bliver forskrækket og løber op i mit hår, i tryghed. Lissie bryder også ud i en stor latter og sammen sidder vi så og griner indtil vi har helt ondt i kinderne. I løbet af tiden hører vi mange rygter om at straffen for tyveri bliver sat op og kongen har sendt omkring tusind vagter ud, til at udrydde alle der stjæler så meget som ét havregryn. Men for at være helt ærlig, så er vi ret ligeglade. Indtil en dag hvor jeg lige har mærket hendes temperatur. Den føles som om den er helt nede på normal og hun virker også som om hun har mere energi. Min arm er helt frisk og jeg kan bruge den, som om den aldrig har været brækket

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...