Melina og troldkvinden.

Melina lever i en landsby, dybt inde i skov. Hun fejler ved prøven og må forvises. Inden længe er hun revet væk fra alt hvad hun kender...

Denne historie skrev jeg til en novellekonkurrence, håber i synes om den. Undskyld mit resume stinker, er bare elendig til det.

0Likes
0Kommentarer
177Visninger
AA

2. Kapitel 2: En mus ved navn Grovæder.

Jeg vågner, sætter mig brat op og får armen i en forkert vinkel. Jeg bider mig i læben, så jeg ikke udstøder et skrig, så jeg ikke kommer til at vække Esmeralda og min far. Jeg lytter i nogle øjeblikke og holder vejret af frygt for at nogen skulle kunne høre mig. Men da ingen lyde får kæmpet sig igennem den tidlige morgen, puster jeg lettet ud igen. Jeg trækker forsigtigt tæppet væk og glider ud af sengen. Jeg tager min rygsæk på. Jeg åbner forsigtigt døren og lister ud. Jeg går ind i køkkenet og skriver en besked:
Til Esmeralda og min far
Jeg ved i altid har gjort jeres bedste og jeg er taknemmelig for det.
 Melina.

Jeg lægger beskeden på køkkenbordet og går langsomt ud af døren. Jeg går ud af landsbyen. Jeg hiver op i rygsækken og kigger op mod himlen. Solen står op og jeg blinker et par gange. Jeg vender mig om en sidste gang. Solen står op og bader landsbyen i solens farver og en hane galer. Jeg vender hovedet fremad og tager raske skridt. Je g  går. Jeg er stadig ikke kommet så langt væk at jeg ikke kender plateauet. Dér er hulen jeg engang gemte mig i og dér er træet drengene dystede om at kravle højest op i. Det endte med at en af dem faldte ned og brækkede benet og Bedste forbudte os at klatre i det. Men jeg har da set børn deroppe for nylig alligevel. Pludselig virker det som meget lang tid siden alt var normalt. Hvor skal jeg tage hen nu? Jeg må ikke tage tilbage landsbyen. Jeg sætter mig ned på en mellemstor sten og endelig er det som om jeg har opdaget hvad der er sket. Jeg hulker og støtter min pande med min raske arm. Jeg hulker voldsomt og tørrer øjnene med bagsiden af min raske hånd. Jeg tager et par dybe indåndinger og rejser mig med lidt besvær. Jeg tager en dyb indånding og fortsætter min rejse. Jeg har hørt nogle folk tale om Storbyen. Det er vist et godt sted at tage hen. Især nu hvor jeg ikke må komme tilbage...

Træerne omkring mig bliver langsomt til flere birketræer i stedet for de kendte eger. Fuglene flyver rundt oppe i trækronerne og synger smukke sange, med deres kvidren. Lidt bag ved træerne lidt længere væk, kan jeg se nogle rådyr, som nipper af græsset og mosset. Et egern løber hurtigt forbi mig og de store agern den har i munden får den til at se så nuttet ud at jeg har lyst til at fange den. Men jeg gør det ikke. Man skal lade dyrene være i fred, det er det første man lærer, i hvert fald i vores landsby, er at man skal lade naturen gå sin gang og holde sig fra dyrene. Jeg gnider mig lidt i øjnene og min hånd bliver våd. Nu må du tage dig sammen! Jeg gnider mig i øjnene og ser fremad. Jeg kan se enden af skoven! Jeg lyser næsten op i hovedet og løber så godt jeg kan med den tunge rygsæk på ryggen og min arm i slyngen. Enden af skoven kommer nærmere og nærmere og til sidst står jeg lige foran enden af skoven. Jeg kigger mig lidt tilbage. Så nu må jeg videre. Et skridt til en ny fremtid. Langsomt løfter jeg mit ben og sætter benet på jorden foran mig. ingenting. Selvfølgelig.

Hvad skulle jeg have forventet? Fanfare, fyrværkeri? Jeg fører resten af min krop hen over grænsen mellem det kendte og det ukendte. Jeg kigger mig en allersidste gang tilbage og går så fremad. Bag ved skoven er der kun én lang eng, som bare varer ved i omkring nogle kilometer. Jeg gætter på at storbyen er bag ved engen, men jeg kan ikke se den. Nå, men jeg har ikke andet for, end at gå. Jeg hiver op i rygsækken og sætter det ene ben foran det andet. Blomsterne i engen er lige sprunget ud og bierne summer rundt om alle blomsterne. Lidt træer er spredt over engen tilfældige steder. Der er blandt andet spiselige blomster, som tusindfryd og også nogle tidsler. Min mave rumler og jeg lægger en hånd på den og kan let mærke hvor tom den er. Jeg beslutter mig for at spise og sætter mig ned. Jeg tager min rygsæk af og sætter den ved siden af mig. Jeg åbner den og trækker den mad jeg har pakket frem. Jeg kigger også til min forbinding og vurderer, at det nok ville være godt at give min arm lidt frisk luft. Jeg kigger mig lidt omkring og plukker lidt mælkebøtter og tidsler til min mad. Jeg åbner den lille skindpose med mad jeg har pakket. Jeg fik pakket noget kød og nogle grøntsager, så det er fint. Sammen med tidslerne putter jeg lidt salt og peber og skær mælkebøtterne. Lidt efter har jeg min mad klar i min træskål og stikker en træske ned i det. Jeg spiser med velbehag og kigger mig omkring imens. Blandt andet mellem blomster og planter, er der også masser af bier og fluer.

Mærkeligt nok ikke nogen dyr. Jeg stikker en skefuld ind i munden, da jeg får en tanke i hovedet. Huskede jeg at pakke et spyd? Jeg stiller tallerkenen foran mig og kigger grundigt nede i min taske. Fantastisk. Hvis jeg vil have kød eller jeg bliver angrebet, har jeg kun en dolk at bruge. Jeg ryster kort på hovedet og vender mig så mod min mad igen. Men i den tid jeg kiggede i min taske, er en rimelig stor mus kommet og har allerede spist omkring halvdelen af min mad. Den ser ikke ud til at have opdaget mig endnu, den fortsætter bare med at spise. Jeg sniger forsigtigt min hånd om bag ved den og tager med et hurtigt ryk fast i halen på den og hiver den lidt op i luften, så den ikke kan nå jorden. Den kigger lidt forvirret rundt og prøver først på at få fat i mere mad, men opdager så mig. Jeg stirrer på den og er det bare mig, eller ser den ud som om den er blevet grebet i en gavtyvestreg?

“Det var min frokost!” siger jeg vredt og stirrer endnu mere surt på den. Den piver en lille smule og prøver på at stikke af, men selvfølgelig kan den ikke det. Så i stedet ser den bare på mig med undskyld-det-­­­var-ikke-min- mening-øjne, som ingen kan stå for. Altså bortset fra, når den person (eller det dyr) har spist éns frokost, så er man ikke helt lige så indstillet på at tilgive. Men efter have kigget på den i noget tid, som den hænger hjælpeløs dér, giver jeg et suk fra mig og sætter den på jorden. Den stikker ikke af med det samme, som den rører jorden. Faktisk står den lidt og kigger lidt på mig, men så løber den sin vej. Jeg tør ikke at spise min mad efter at musen har spist af det, hvem ved hvor den har haft sit hoved henne? Jeg tager fat i skålen og skal lige til at hælde det ud, da musen kommer løbende tilbage. Jeg kan se at den har et eller andet med sig, så jeg sætter skålen ned igen. Den vil sikkert kunne lide at spise resten. Da den er kommet helt op foran mig, lægger den nogle nødder foran mig. Jeg skubber skålen hen mod den og den hopper først til siden, som om jeg har tænkt mig at mase den med skålen, men så hopper den op i skålen og fortsætter hvor den slap. Jeg samler nødderne op og tørrer dem lidt af, før jeg knækker dem. Musen ser ualmindeligt glad ud og spiser på livet løs. Jeg putter nogle af nødderne i munden og kigger lidt på musen.

“Din grovæder. Hvis du kan finde nødder, hvorfor er du så så sulten?” spørger jeg og musen kigger lidt op på mig.

“Jeg tror jeg vil kalde dig Grovæder. Det passer meget godt til dig. Du kan selv bestemme om du vil gå med mig, eller om du vil blive her. Måske er det for tidligt at give dig et navn, men det passer så godt til dig.” Musen har spist alt i skålen og ser op på mig. Jeg tager skålen og tager musen ud af den og sætter den på jorden. Så tager jeg min vanddunk og hælder lidt vand ud over skålen og tørrer den af i noget stof jeg har taget med til formålet og putter skålen ned i tasken. Så sætter jeg en ny forbinding på min arm og laver slyngen over min skulder. Jeg tager min rygsæk på, putter lidt mad på min raske hånd og rækker hånden frem mod musen, som tøver lidt, men hopper så op og spiser af maden. Jeg rejser mig op og musen løber op ad min arm, op til min skulder og op i krøllerne i mit hår. Så går jeg videre, i den retning jeg tror storbyen er i. Engen fortsætter stadig og jeg kan se en skov langt fremme. Solen er ved at gå ned omme bag ved skoven, så jeg konstaterer at øst er den vej. Stjernerne er ved at komme frem og Grovæder på min skulder er mere energifyldt end før, mus er jo nattedyr. Jeg kan mærke at jeg går langsommere og langsommere og månen lyser over mig. Jeg tror det er tid til at gå til ro. Jeg kigger mig lidt omkring, efter et træ og finder et lidt krøllet træ, med en gren på højde med mig.

Jeg stopper op og tager min rygsæk forsigtigt af, uden at bukke min brækkede arm forkert. Jeg lægger rygsækken ned på jorden, under træets gren. Så tager jeg to store skindstykker ud, hvor det ene er mindre end det andet. Det mindste stykke ligger jeg på jorden og det større stykke tager jeg og kaster op over grenen.  Så tager jeg hvert af hjørnerne og stikker nogle medbragte træpløkke ned i de huller, som er blevet lavet i hjørnerne. Jeg hamrer dem godt fast, med en stor sten. Så kravler jeg ind i teltet og breder det lille stykke læder ud. Jeg tager et tæppe og en lille skål frem. Jeg ligger tæppet oven på det mindre skind og sætter skålen ved siden af skindet. Jeg lægger forsigtigt Grovæder ned i skålen. Jeg lægger mig ned på skindet med tæppet over mig. Grovæder er allerede ved at kravle ud og på eventyr. “Godnat...” mumler jeg og falder i søvn næsten med det samme. Næste morgen vågner jeg op, ved at solen skinner ind i det lille telt. Jeg sætter mig op og gnider mig lidt i øjnene og kigger efter Grovæder. Den lille fyr er vist ikke kommet tilbage endnu. Jeg strækker mig, gaber lidt og sidder og prøver at vågne. Jeg roder lidt i min rygsæk og tager så nogle gulerødder og min dolk frem. Jeg har et par stykker, som jeg skærer i stænger og spiser dem, til morgenmad. Bagefter tilser jeg min arm. Den ser fin ud og er allerede godt på vej mod at blive rask. Så pakker jeg mine ting og teltet sammen. Jeg lægger mig med ryggen op af træet. Hvornår kommer Grovæder tilbage? Lidt efter kommer han løbende hen til mig. Jeg tager fat i Grovæder og løfter ham op til min kind, hvor jeg giver ham et lille kram. Så lægger jeg ham ned på jorden, tager min rygsæk på og han kravler op i mit hår. Så rejser jeg mig op og går mod øst. Efter jeg har gået en time, gør mine fødder ondt og jeg kan stadig ikke se byen. Grovæder sover nede i min lomme, så ham kan jeg ikke regne med. Jeg kan se skoven er en smule længere fremme, men ikke meget. Jeg falder udmattet ned på jorden og falder i søvn med det samme, uden at pakke ud eller noget.  Næste morgen vågner jeg og opdager med det samme, at Grovæder er væk igen. Men det er også normalt, mus er trods alt natdyr. Min ryg er øm og min arm gør virkelig ondt. Jeg rejser mig langsomt op, kigger lidt efter grovæder. Jeg råber en enkelt gang og Grovæder kommer løbende. Jeg har endelig fået vendt ham til at komme tilbage når jeg kalder. Grovæder kravler op i mit hår og så går vi videre. Efter nogle dage, når vi endelig til udkanten af skoven. Træerne ser lidt anderledes ud end dem i min hjemskov, sådan lidt flere lianer og lidt højere træer. Det ser også ud som om der er mindre dyr, end i min hjemskov. Jeg gætter på at storbyen er inde i skoven og ser mig over skulderen, inden jeg går derind. Så vender jeg mig beslutsomt fremad.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...