Melina og troldkvinden.

Melina lever i en landsby, dybt inde i skov. Hun fejler ved prøven og må forvises. Inden længe er hun revet væk fra alt hvad hun kender... Denne historie skrev jeg til en novellekonkurrence, håber i synes om den. Undskyld mit resume stinker, er bare elendig til det.

0Likes
0Kommentarer
92Visninger
AA

1. Kapitel 1: Prøven.

Solen strømmer ind af vinduet, jeg trækker tæppet længere op over hovedet og stønner. Men  Esmeralda, den ubarmhjertige kvinde der er min stedmor, trækker hurtigt mit tæppe af.

“Op med dig. Kan du ikke huske hvilken dag det er i dag?” spørger hun med et smil, imens jeg krøller mig sammen, for at skærme mig for solen. Jeg udstøder en lille stønnende lyd og Esmeralda himler med øjnene.

“Kan du virkelig ikke huske det?” spørger hun og jeg kan klart høre på hendes stemme, at hun fisker efter noget bestemt. Pludselig sætter jeg brat op og stirrer vantro på hende. Hun kigger lidt på mig og kommer så med et stort suk.

“Sig ikke at du har glemt det...” siger hun og tager en hånd op på panden. Jeg hopper ud af sengen og skynder mig hen til dér, hvor Esmeralda har lagt den nye kjole, jeg var med til at vælge sidste uge. Den har store brede ærmer og et guldbånd om livet.

“Fint, så siger jeg det ikke. Men hvordan skal jeg kunne huske alt?” svarer jeg lidt presset, prøver at tage natkjolen af og den nye kjole på samtidigt. Esmeralda sukker og går over og hjælper mig med min kjole. Hun stiller et spejl foran mig. En pige med stort rødt hår og filtrede lokker, kigger tilbage på mig fra spejlet. Selv jeg undrer mig over, hvordan Esmeralda kan rede det ud hver dag, uden at rive halvdelen af det af. Esmeralda har taget sit store sæt med hårpynt frem. Hun begynder at rede mit hår med den flotte kam hun købte på markedet sidste sommer. Den er lavet af poleret træ. Der er skåret og farvet symmetriske blade ind i den. Ligesom alle de andre dage, bakser hun med at rede mit hår ud og jeg får klemt en eller to tårer tilbage. Bagefter er der som altid en ordentlig tot hår tilbage på kammen. Hun lægger kammen tilbage i æsken og lader sine fingre glide blidt igennem mit hår.

“Når jeg har redt dit hår, er det altid så blødt.” siger hun. Hun tager et spænde frem, der er formet som en enhjørnings' horn og stikker det på plads, så jeg kan se ud af øjnene. Så laver hun en fletning og drejer den rundt over mit hoved, mens hun sætter det fast med nåle. Tilfreds kigger hun på sit værk (det vil sige mig) og ordner et par løse hår. Til sidst kigger jeg mig grundigt i spejlet, vender og drejer mig, så jeg kan se den sirlige frisure ordentligt.

 “Når du ordner mit hår, bliver det altid så flot.” siger jeg og ved udmærket, at det er et ret fladt kompliment, men komplimenter er ikke min stærke side, og det ved Esmeralda godt. Hun smiler bare og lukker sin boks.

“Jeg tror ikke du behøver noget mere. Du er god som du er. “ siger hun og putter sin smukseringsæske, ned i en skuffe. Pludselig bliver jeg lammet af frygt.

“Esmeralda, hvad nu hvis jeg fejler?” ryger det ud af mig og jeg vender mig mod hende. Hun ser lidt forbløffet på mig, der er ikke mange andre der bekymrer sig over det og især jeg er ikke én der bekymrer sig.

“Det behøver du ikke at være. Det har aldrig været nogen som ikke bestod.” siger hun blidt og giver mig et forsigtigt lille knus.

“Men en gang skal jo være den første. Hvad sker der hvis jeg ikke består?” spørger jeg bekymret og skubber mig ud af hendes kram. Hun ryster kort på hovedet.

“Det ved jeg ikke. Men du skal nok klare det.” siger hun fortrøstningsfuldt. Jeg ryster på hovedet og kommer med et dybt suk.

“Du har nok ret. Lad os komme afsted.” siger jeg og går ud af døren, med Esmeralda i hælene. Jeg sætter kursen mod Skoven, som egentlig ikke har noget andet navn end 'Skoven'. Mens jeg går forbi de mange små hytter med stråtag, kan jeg mærke (og se) at alle kigger på mig. Jeg retter min ryg så godt jeg kan og går fremad. Esmeralda retter også ryggen og går efter mig. Lidt efter er vi i udkanten af skoven og går over til de andre unge piger der skal til prøven. Mænd og drenge over 18 år er med til at indfange enhjørningen. Jeg gætter på at min far står et sted i mellem rytterne. Børn må ikke være med til prøven, da det bliver anset som snyd, at de ved hvad de har i vente. Men selvfølgelig ved alle det i forvejen, det er jo årets største højdepunkt.. Ingen af børnene eller nogen af de unge piger der står her lige nu, har nogensinde set en enhjørning. Jeg vender hovedet mod det sted, hvor alle andre kigger hen og mit blik lander på en oversavet træstamme. Jeg kan se et træ der er skåret ud som en talerstol. Alle pigerne er her sammen med deres mødre og deres fædre er højst sandsynligt med på rideholdet. Hvis min mor stadig havde været her, ville jeg være sammen med hende, men i stedet bliver jeg nødt til at stå med Esmeralda, min plejemor.

Rideholdets opgave er at dræbe enhjørningen og beskytte pigerne. Alle mødre der ikke har unge piger der skal til prøve, bliver tilbage i landsbyen og passer de mindre børn, i ét stort hus, som er kendt som “rugekassen”.  Jeg kigger mig lidt omkring og kigger lidt på de andre piger. De har alle sammen taget deres flotteste tøj på og har sat håret flot op. Jeg når lige at opfange at nogen snakker om Storbyen. De siger vist noget om en troldkvinde der tyranniserer folket i byen, men lige pludselig stopper alle med at tale og en midaldrende mand går om bag ved træstammen. Alt er stille og man kan ikke høre andet end fuglene og endda de synger lavere. Manden bag træstammen, har en azurblå kappe på, med en lidt mørkere farve blå fjer forneden. Han har en skjorte på, lavet med uld fra vores egne får. Den er broderet med skiftevis perler og glaskugler. Han har brunt hår, der matcher den brune skjorte og hans blå øjne matcher kappen.

“Velkommen, her til vores vigtigste prøve. De sidste 500 år har denne prøve blevet afholdt og vi gør det stadig. I vil blive sat med 500 meters mellemrum fra hinanden, i forskellige lysninger. Der skal i synge den sang, som i har øvet i den sidste tid. I skal hver fange en enhjørning og rytterne vil gå med jer. Kødet fra enhjørningerne vil blive delt ud i landsbyen af rytterne, men hornet og skindet vil i få. Kødet har særlige kræfter der holder os sunde og raske og vi kan ikke klare os uden det. Så snart i hælder vand i hornet, vil der altid være vand i det og skindet vil altid være varmt. Rytterne vil gå med jer og beskytte jer, hvis det bliver  nødvendigt og dræbe dyret, når chancen er der. “ siger høvdingen, som er manden bag ved træstammen. En af pigerne rækker forsigtigt hånden op.

“Ja?” spørger han tålmodigt. Den unge pige står lidt nogle øjeblikke og vrider sine hænder.

“Altså...hvorfor...hvorfor kommer enhjørningerne tilbage hvert år? A-altså jeg mener, ved de ikke at vi dræber dem, når de kommer tilbage?” spørger hun. De fleste himler med øjnene og kommer med nogle stønnende lyde. Selv jeg er enig. Spørgsmålet er ret dumt, jeg mener, er det ikke lige meget hvorfor de kommer tilbage, så længe de kommer tilbage igen? Høvdingen svinger armene ud til siderne.

“Spørgsmålet er godt, så lad mig svare: Enhjørningerne kommer tilbage hvert år, på grund af det kraftige græs der vokser her. Det er det eneste der er kraftigt nok til at kunne oplade deres evner og kræfter. “ forklarer høvdingen. De fleste nikker, som om noget lige er gået op for dem. Jeg undre mig lidt over, at han er så modtagelig over for spørgsmål, normalt vil han ikke ud med ret meget. Straks ser jeg hvorfor han er så venlig stemt. Den pige der spørger, er hans datter. Så giver det mening, at han er lidt mere åben for spørgsmål.

“Men der er en ting i skal vide.” siger høvdingen, i et dystert tonefald.

“Hvis i ikke består, tør jeg ikke lade jer blive i landsbyen. Det er for farligt for resten af landsbyen, når enhjørningerne har sagt nej for jer. De kan finde på at angribe landsbyen, hvis der er en, som de har sagt nej til i landsbyen.” Jeg synker en klump i halsen og de fleste piger ser nu temmelig nervøse ud.

“Lad os nu gå i gang!” råber høvdingen og klapper i hænderne. Rytterne ridder straks fremad, deler pigerne op i grupper og separerer dem fra deres mødre. Jeg følger bare efter og er egentlig ret ligeglad med Esmeralda der står og råber til mig, at det nok skal gå. Eller, sådan ser det ud. Inderst inde er jeg lige så bange som de andre piger, jeg er bare bedre til at skjule det. Igen får jeg det knugende spørgsmål i hovedet. Hvad nu hvis jeg fejler? Rytterne følger os hen til en lysning, med nogle små lysninger placeret, rundt omkring i nærheden. Midt i hver lysning er der en mellemstor sten og alle pigerne går straks hen til hver deres lysning. Jeg går hen til en sten og sætter mig så elegant på den jeg kan. Jeg ser signalet til jeg godt må starte, fra en af rytterne. Jeg kan se min far er sammen med de ryttere der skal beskytte mig. De fleste fædre vil gerne være med til deres datters jomfruprøve. Jeg begynder på sangen, som jeg har øvet den sidste tid. Der er ikke rigtig nogen tekst, den består kun af toner. Langsomt trækker sangen enhjørninger til sig. De går rundt om mig og kigger en gang imellem på mig og fortsætter så med at spise. Jeg har ingen ide om, om det er normalt at det tager så lang tid, men jeg fortsætter bare med at synge. Langsomt nærmer en enhjørning sig mig og pruster voldsomt. Den går lidt frem, lidt tilbage og ser ud til ikke at kunne bestemme sig. Jeg rækker armene beroligende ud mod den, med håndfladerne opad, mens jeg synger så blidt jeg kan. Men samtidig er jeg ved at blive temmelig nervøs. Opfører de sig altid sådan? Det har ingen fortalt  mig! Enhjørningen nærmer sig, og den ser ikke ud til at den vil slappe af og ligge med hovedet i mit skød, så rytterne kan ramme den. Til sidst, da den er kommet helt hen til mig, vrinsker den voldsomt og stejler. Dens hove er lige ved at ramme mit hoved, men jeg når lige at flytte hovedet, så det rammer min overarm i stedet. Jeg skriger og kan straks se, at armen er bøjet i en unaturlig stilling. Noget tungt rammer mit hoved, og det sidste jeg ser, inden det bliver sort, er rytterne der ridder frem, mod enhjørningerne og en af dem løfter mig op på sin hest. Det sidste jeg når at opfange, er nogle hove der gungrer mod jorden, som jeg ikke kan placere, enten som rytternes heste eller enhjørningernes.

Jeg kan mærke noget blødt nedenunder og oven på mig. Jeg rejser mig op og en skarp smerte kommer op igennem min arm. Det tager lidt tid før jeg opdager, at jeg er i mit værelse. Hvad laver jeg her? Jeg var jo igang med at lave min prøve. Hvorfor er jeg her og ikke ude sammen med enhjørningerne? Pludselig fatter jeg det.

“Nej...” siger jeg, med så lav og tynd stemme, at jeg næsten ikke kan kende den.

“Nej! Nej, nej, nej, nej!” stønner jeg og krøller mig sammen. Min arm gør helt afsindigt ondt, så jeg lader den hænge ud over sengekanten. Det banker på døren og Esmeralda kommer ind. Hun sætter sig på sengekanten.  Hun aer mig blidt over hovedet og siger fortrøstningsfuldt:

“Hvordan har du sovet?”

“Elendigt.” svarer jeg ned i tæppet.

“Jeg har hørt hvordan prøven gik. Ved du det selv?” spørger hun og ser på mig med hovedet på skrå. Jeg starter på at nikke, men stopper så midt i det og ryster i stedet på hovedet. Jeg ser op på hende, med et ansigt jeg er ret sikker på er helt rødt, af alt det gnideri i tæppet.

“Jeg dumpede, gjorde jeg ikke?” spørger jeg grådkvalt. Hun ser lidt på mig og giver mig så et kram.

“Du må gerne græde.” mumler hun og jeg lader tårerne få frit løb.

“Hvad skal der ske med mig?” hikster jeg i mellem hulkene og knuger Esmeralda ind til mig, lige så meget, som hvis det havde været en bamse eller en pind. Jeg har bare brug for at kramme et eller andet. Esmeralda stryger mig op og ned af ryggen, i forsøg på at få mig til at slappe af.

“Så så. Høvdingen bestemmer. ingen ved endnu hvad der vil ske.” siger hun så beroligende, som sådan en besked nu kan blive fortalt. Jeg hulker en sidste gang og tørrer så øjnene af i min baghånd.

“I så fald,” siger jeg med en stemme der er helt hæs af gråden “må jeg tage det med åben pande.” Esmeralda ser lidt på mig og kommer så med et lille smil.

“Jeg har lavet noget suppe. Jeg henter det nu.” hun rejser sig op og går ud fra værelset. Jeg kigger på spejlet der står oven på min kommode. Jeg har en stor bandage om hovedet og et plaster på min højre kind. Jeg fører min raske hånd op mod plasteret og bandagen. Jeg skubber mig sukkende tilbage i sengen og møder en skarp smerte i armen. Værelset ligner sig selv. Faktisk ligner det det samme som da jeg gik i morges. Det virker som meget lang tid siden nu. Døren går op og Esmeralda kommer ind med en skål suppe. Hun sætter den på mit skød og jeg sætter mig straks til at spise den, i mens hun forklarer hvad der skete.

“Først ville enhjørningen ikke være rolig og så stejlede den.” jeg nikker, den del af historien kender jeg godt.

“Jeg har historien fra din far. Han er meget bekymret for dig. Først ramte den din arm med sin hov og bagefter ramte den dit hoved med sit horn. Rytterne red så hurtigt mod dem og skræmte dem væk, så du ikke ville komme mere til skade. Din far tog dig og satte dig op sin hest. Så tog han dig med tilbage hertil.” slutter hun. Jeg nikker, det passer også fint med det jeg husker. Hun kigger godt på den arm der hænger ud over sengekanten.

“Du har brækket en arm og har fået en kæmpe bule i hovedet. Du har også nogle blå mærker lidt rundt på kroppen, men de ikke så slemme.” siger hun. Jeg rækker hende suppeskålen og hiver min brækkede arm op på sengen. Det gør virkelig ondt bare at flytte den derop, men hun skal jo kunne se på den. Der er bandage hele vejen rundt om armen og en pind det sørger for, at den vokser lige. Hun tager suppeskålen og stiller den ovre på kommoden. Så tager hun sin lægehjælpskasse frem og tilser armen. Alle i landsbyen har deres egen lægehjælpskasse og erfaring med lægehjælp, men den der ved mest om det, er høvdingens kone og de fleste tilkalder hende, når nogen er syg eller er kommet til skade.

“Jeg har tilkaldt Bedste. Hun er bedst til at vide om jeg har sat bandagen rigtigt på. I mine øjne ser bruddet fint nok ud, men det ved Bedste bedst.” siger Esmeralda og ganske rigtigt, så banker det på døren. Esmeralda løber straks hen og åbner døren. Jeg kan høre Bedstes stemme og lidt efter er hun inde i værelset og kigger på min arm. Hun mumler forskellige ting om hvordan det ser ud og beder Esmeralda række hende forskellige ting. Til sidst kommer hun med sin konklusion.

“Bruddet ser fint ud, men det vil tage omkring to måneder at hele. Husk at komme hen i den store hytte i aften.” siger hun og så er hun væk igen. Esmeralda ser et kort øjeblik efter Bedste, men vender så tilbage til min arm. Hun tager den gamle bandage af og sætter ny på. Så vikler hun en slynge rundt om min hals og under min arm, så jeg bedre kan bevæge mig rundt. Jeg sender Esmeralda et spørgende blik og hun nikker stille. Jeg rejser mig op fra sengen og stiller mig op. Mine ben sover lidt, fordi jeg ikke har brugt dem i så lang tid, men de er hurtigt tilbage til normal. Jeg går lidt rundt i værelset og hen til vinduet. Jeg kigger ud og ser den travle landsby. De er ved at pynte op til festen, hvor man fejrer de unge jomfruer det lykkedes for. Hvilket jeg ikke er en del af. Jeg går tilbage på min seng og Esmeralda lægger tæppet over mig.

“Du kalder bare hvis du mangler noget.” siger hun med et smil og tager suppeskålen med ud. Jeg sidder og kigger lidt rundt i værelset. Væggene er lysebrune, resultatet af når man bruger ler. I hvert hjørne er der en rund træstamme, som støtter hele konstruktionen. I mit værelse har jeg en kommode med mit tøj og oven på den kommode, har jeg det med at stille en masse rod. Men lige nu er den faktisk ret ordentlig og der står kun et spejl. Den kjole jeg havde på ligger oven på kommoden og jeg har i stedet fået en hvid lærredskjole på. Jeg har også et lille bord med en skuffe tæt på min seng og et bord med en stol ovre ved kommoden. Der ligger et tæppe på gulvet, i alle regnbuens farver, nedenunder skrivebordet. Lidt senere kommer Esmeralda for at klæde mig på, når vi skal over til høvdingen. Jeg er endelig ved at blive nervøs, men jeg prøver på ikke at vise det. Vi bakser lidt med at få min brækkede arm ned i noget tøj, men det lykkes da til sidst. Så går vi ud af døren. Der er ikke direkte en “dør”, det er mere et gardin og når man banker på, så gør man det på muren, ved siden af “døren”. Høvdingens hus er den største hytte. Den går videre når en ny høvding er valgt og så får den gamle høvding en ny mindre hytte. Der er mange mennesker samlet allerede og de fleste har fået de traditionelle blomster i håret, der fortæller at de har lykkedes med deres prøve. Selvfølgelig har jeg ikke fået sådan nogle blomster i håret. Esmeralda guider mig over til en plads lidt væk fra midten og jeg sætter mig forsigtigt ned, så jeg ikke kommer til at støde min arm. Alle snakker rundt om mig, selv Esmeralda, mens jeg selv har en knugende følelse i maven der vokser, for hvert sekund.

Pludselig stopper alle med at snakke og høvdingen kommer ind i midten. Han starter med at fortælle om det magiske enhjørningekranium, fra enhjørningernes leder, som en gang blev stjålet. Det forsvandt og man fik det aldrig tilbage, men sagnet siger, at hvis det bliver brugt af den forkerte, vil vedkommende have det ondes kræfter. Ved hjæp af de unge piger, kan de formå at opretholde roen med enhjørningerne. Han slutter af med en tale om, at vi alle er hans børn og at han er stolt af at de har fået et vellykket resultat. Alle smiler og pigernes forældre klapper dem på skuldrene. Men med ét ser høvdingen trist ud.

“Men ikke alle kan være vindere. Træd frem, Melina.” siger han tonløst og jeg rejser mig op, med en klump i halsen. “Melina, enhjørningerne har sagt nej for dig. Det kan betyde ulykke for hele landsbyen, hvis du bliver. Derfor bliver jeg nødt til at følge loven og udstøde dig. Hvis nogen taler til dig, vil det betyde ulykke for personen.” alle kommer med et gisp og Esmeralda ser bleg ud i hovedet. Min far ser meget sammenbidt ud og ser ud til at han helst vil gribe ind og gøre, bare et eller andet, til at hjælpe mig.

“Du skal gå ved daggry. Farvel.” siger han dystert og så slutter ceremonien. Alle rejser sig op og går ud, for at gøre klar til deres fest, med sang og dans. Esmeralda og min far ignorerer mig og jeg ved de er bange for at være sammen med mig nu. Jeg går alene hjem til hytten.  Jeg tager min rygsæk frem og begynder at pakke mine ting ned. Jeg tager mit mest praktiske tøj frem og putter det ned i rygsækken. Jeg pakker nogle læderstykker, og et tæppe. Så pakker jeg lidt forskellige nyttige ting, som gryder og skeer. Til sidst pakker jeg noget mad og lukker rygsækken og stiller den hen ved siden af min seng. Jeg  kryber i seng, under mit tæppe. Det her var iKKE sådan jeg havde forestillet mig dagen ville gå. Jeg falder langsomt i søvn. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...