Dukkevanviddet

Hvad sker der når fire unge er strandet på en øde ø sammen med en gammel dukke. Vil de alle klare sig igennem det og overleve eller vil alting gå grueligt galt?...

0Likes
0Kommentarer
75Visninger
AA

1. Dukkevanviddet

Mit hoved dunkede som bare fanden, og i blinde rakte jeg min hånd op, for at røre ved min pande. Idet min hånd rørte min pande, spærrede jeg øjnene op. Jeg kunne mærke noget vådt og klistret. Forsigtigt tog jeg min hånd til mig, så jeg kunne se den. Den var helt indsmurt i rødt, klistret blod. Hvad i alverden var der mon sket?

Jeg rejste mig langsomt op, mine muskler protesterede dog kraftigt, men min stædighed vandt dog i sidste ende. Da jeg var kommet sikkert på benene, kiggede jeg mig omkring. Rundt om mig lå tre andre, to fyre og en pige alle omkring de 17-18 år så cirka på min alder.


Jeg gik forsigtig hen til pigen, og satte mig på hug ved siden af hende. Jeg begyndte forsigtigt at ruske i hende, men da hun ikke reagerede, ruskede jeg voldsommere og voldsommere i hende indtil hun til sidst endelig slog øjnene op, og stirrede på mig med vidtåbne øjne. ”Hvem fanden er du?” råbte hun forskræmt. Hun lignede en der havde set et spøgelse, og som ikke vidste om hun skulle blive og sludre lidt, eller spænde væk som en lille forskræmt skolepige.

 

”Jeg er Cecillie, og det ser vidst ud til, at vi har været ude for en lille ulykke” svarede jeg uden det mindste spor af uro i stemmen. ”Været ude for en ulykke?” hun kiggede sig forvirret omkring og fik øje på de to fyre, som så ud til at være ved at vågne op. ”Jep, det sidste jeg husker var, at jeg var ved at stå om bord på en båd, og nu er jeg her”, ”Men hvor er her helt præcist?” spurgte hun ”Ja det vil jeg også gerne vide, men ud fra hvad jeg kan se, ser det ud til at vi er på en strand” sagde jeg og kiggede mig omkring og fik øje på de to fyre, som så ud til at være kommet til sig selv.       

 Den ene af dem, en mørkhåret fyr kom gående hen imod mig. Han stoppede op foran mig, lidt for tæt på efter min mening. ”Hey, jeg er Jakob og den blonde fyr derovre er Rasmus” han virkede noget afslappet når man tænkte på, at vi ingen ide havde om hvor vi var, men jeg virkede måske også selv en smule for afslappet. ”Hej jeg er Cecilie, jeg ville gerne sige det er hyggeligt at møde jer, men det er ikke just nogle hyggelige omstændigheder vi er under her” svarede jeg og fyren, Jakob begyndte at grine højlydt ”Du er godt nok noget rapkæftet er du ikke?”, ”Tja, det kunne man vel godt sige, men vigtigst af alt er i okay?”, ”Ja, jeg har det fint, men jeg ved ikke om man kan sige det samme om Ramus” svarede Jakob, og pegede hen på Rasmus, der kiggede sig forvirret omkring. ”Du kan ikke huske hvad der skete vel, for det ser ud til, at jeg har glemt det”, ”Ked af at skuffe dig skattebasse men jeg husker ikke en disse, det sidste jeg husker er, at jeg sad og drak øl på båden sammen med Rasmus” svarede han og bevægede sig hen imod sin ven, for at hjælpe ham op på benene.         

  

 Jeg begyndte at gå lidt rundt for at få et bedre overblik over omgivelserne. Der var stranden selvfølgelig, og der så også ud til at være en del skov, men det ville nok være bedre ikke at forvilde sig for langt ind i den, da vi jo ingen ide havde om hvad der befandt sig derinde. Men brænde havde vi jo brug for, så med sikre skridt bevægede jeg mig imod skoven for at skaffe os forsyninger.

 

Da jeg kom tilbage med favnen fuld af alle de pinde og grene, jeg havde kunne finde, sad de alle tre og pilede ved et eller andet, som jeg ikke kunne se. ”Hvad har i gang i?” spurgte jeg og satte mig ned ved dem for bedre at kunne se hvad de lavede. ”Hey skat, vi har fundet den her sygt klamme dukke, prøv at se” sagde Jakob og rakte såkaldte dukke hen imod mig.

 

Jeg tog forsigtigt dukken fra ham og kiggede nøje på den. Dens røde kjole var flået en del steder og havde en masse pletter og den manglede et par sorte hårtotter her og der, men ellers så den fin nok ud med dens store blå øjne, der nærmest virkede levende. Jeg begyndte at kærtegne dens små buttede kinder, og aede dens hår. Jeg havde altid elsket dukker, jeg havde haft et dusin dukker da jeg var mindre, og jeg havde dem stadigvæk. Jeg havde aldrig haft det i mig til at smide dem ud, fordi de nærmest var som familie for mig. Så denne dukke kunne jeg heller ikke finde på at smide væk, og det var netop på grund af det at alting gik for vidt.

 

”Er den ikke bare nasty skat?” sagde Jakob grinende, mens han så på mig kærtegne dukkens kinder. ”Nej, jeg kan godt lide den, jeg tror jeg vil beholde den” sagde jeg og krammede smilende dukken ind til mig. ”Ej, den skal altså smides ud i havet igen, den er pisse nasty! Jeg er sikker på den så trist ud før og nu smiler den sgu!” skreg pigen, hvis navn jeg stadig ikke kendte. ”Jeg stemmer for hvad Kamilla siger, den skal altså smides tilbage i havet, hvor den kom fra” kom det fra Rasmus som kiggede bange på dukken, som jeg nu havde strammet grebet om. Jakob rejste sig for at tage dukken fra mig, og i det hans hånd rørte dukken, hørte jeg en stemme. Det lød som en lille barnestemme, den tiggede mig om ikke at lade Jakob tage den.

 

 Jeg skubbede Jakobs hånd væk, og rakte dukken ud foran mig, den kiggede op på mig med dens store blå øjne, og en tåre banede sig langsomt ned af dens kind. ”Du må ikke lade ham tage mig, jeg beder dig. Folk har forladt mig så mange gange før. Jeg er altid bare blevet smidt væk, når folk ikke synes jeg var sjov at lege med mere, når de fik noget nyere, smartere legetøj, så havnede jeg altid bare i skraldespanden. Jeg beder dig ikke forlad mig ligesom de andre gjorde” kom det fra dukken og medfølelsen brusede gennem mine årer. ”Bare rolig jeg lover, at jeg ikke vil lade dem tage dig” sagde jeg beroligende. Idet ordene forlod min mund, kiggede de alle mærkeligt på mig ”Hey skat, hvem fanden snakker du med?” ”Ja hvem snakker du med?” kom det hvinede fra Kamilla. Da slog det mig, jeg var den eneste der kunne høre den, de andre troede bare at jeg var ved at blive vanvittig.

 

Men det var sgu da ikke mig, der var vanvittig det var dem! Det var dem der var vanvittige, for det var dem der ville smide dukken væk! Ingen skulle få lov at smide min elskede dukke væk! Ingen! Vreden brusede igennem min krop, og jeg begyndte at ryste. Jakob lagde hånden på min skulder men det skulle han aldrig havde gjort, for i det øjeblik mistede jeg kontrollen. Jeg overfaldt Jakob og greb fat om hans hals og strammede til, alt imens jeg skreg at han aldrig skulle så meget som tænke på at røre dukken igen. Han forsøgte at kæmpe sig fri, men jeg havde nærmest fået umenneskelige kræfter, og hans forsøg på at komme fri var nyttesløse, Kamilla og Rasmus var heller ikke til magen hjælp, de sad bare der og så på imens livet sivede ud af deres ven. Da Jakob endelig lå stille, gik jeg til angreb på Rasmus, men han forsøgte ikke på at kæmpe imod. Han vidste godt, at han ingen chance havde for at vinde, og ligesom før gjorde Kamilla intet. Hun sad bare stivnet i skræk, fordi hun vidste at hun var den næste, og at det ville være nyttesløst at forsøge på at flygte. Så en efter en døde de, indtil kun dukken og jeg var tilbage.

 

Da jeg havde fået dræbt dem alle, så slæbte jeg dem ind i skoven, hvis der nu kom nogen for at redde os, så skulle de jo nødig finde ligene og fatte mistanke. Eller hvis nogen nu kom for at redde os passer ikke helt, når der kom nogen for at redde os passer nok bedre, for tre dage efter drabet på Kamilla, Rasmus og Jakob blev mig og dukken reddet. Men problemet er bare det, at folkene der reddede os også synes, at jeg skulle smide den ”klamme” dukke væk…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...