Sjælerejsen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 dec. 2016
  • Opdateret: 20 dec. 2016
  • Status: Igang
Mira er 16 år gammel. Hun er en helt almindelig pige, der bor med sine forældre og sin lillebror i en lille landsby, hvor hun også går på 10. klasse. Men en dag finder hun en gammel eventyrbog, som vender hendes liv op og ned og hun ser og oplever ting, hun kun har kunnet drømme om før.

0Likes
2Kommentarer
510Visninger
AA

5. Kap. 5

"Så sæt os ned, så er du en god trold. Så finder vi en enhjørning til dig, de er endnu større og saftigere end os. Vil du ikke have sådan en?" spurgte Crystal. Trolden grinede og nikkede. Han satte os ned og vi løb så hurtigt vi kunne, ud af døren og over flere bakker. "Hvor finder vi en enhjørning?" spurgte jeg, da vi kommet et godt stykke væk fra hans kæmpe hytte. Crystal grinte. "Det gør vi ikke. De er hellige, gode væsener som os må aldrig skade dem. Jeg prøvede bare at overbevise ham til at lade os gå." sagde hun. "Jeg troede ikke at gode væsener måtte lyve?" spurgte jeg kækt. "Der er visse undertagelser." sagde hun grinende og blinkede til mig. Jeg kiggede op og så månen skinne. "Sikke en smuk og stor måne." sagde jeg begejstret. "Åh nej, vi kommer for sent til prinsens bal!, råbte hun.

 

Sammen løb vi gennem skoven og over en masse bakker, for trolden havde ført os langt væk fra slottet. Men efter noget tid, nåede vi endelig slottet. Det var kæmpe stort og lyserødt, og en masse små glimtrende søer og bække førte op til det. En bro førte til porten, hvor man gik ind. Der stod vagter udenfor porten. "De lukker os ikke ind, når vi er forsinkede, så vi bliver nødt til at snige os ind gennem et vindue bag ved." sagde hun og sukkede. Jeg fulgte med hende om bag slottet og vi stod nu under et vindue. "Giv mig en hestesko, så hopper jeg op og lader rebet falde ned til dig." sagde hun. Da vi endelig nåede ind, blev jeg fuldkommen målløs. Aldrig havde jeg set så smukt et lokale. Alle væggene var lavet af skinnende diamanter og der var et langt bord, fyldt med en masse mad.

 

"Der er jo mere mad end jeg nogensinde ville kunne spise!" udbrød jeg forundret. Crystal grinede og gik gennem lokalet uden at virke enormt begejstret. Det virkede som om, hun var vant til at være på slottet. Vi gik ud af lokalet og gennem en lang, smuk gang. Til sidst mødte vi en port, der førte ind til balsalen. "Er du klar?" sagde hun spændt. "I dag skal jeg endelig møde prinsen. Jeg har været til bal mange gange, men han har aldrig lagt mærke til mig. Men jeg har en plan nu:" sagde hun selvsikkert. "Okay, men jeg har ikke særligt flot tøj på." sagde jeg. Crystal kiggede på mig og knipsede med fingrene. Pludselig dukkede en lille, flyvende fe med vinger, tryllestav og lyserød kjole op. "Uha nej, det må vi få fikset!" sagde feen med en lys stemme og svingede sin tryllestav. "Kig på dig selv nu, min fine ven."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...