Kamp for forståelse

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 dec. 2016
  • Opdateret: 19 dec. 2016
  • Status: Færdig
Denne novelle gennemgår Sashas tanker i løbet af dagen. Man er ikke arrogant eller snobbet, fordi man har svært ved at snakke med andre. Der kan være mange grunde. Her er Sashas historie

0Likes
0Kommentarer
198Visninger
AA

1. Kamp for forståelse

Endnu en dag er begyndt på ny. Den sidste uges problemer summer rundt i hovedet af mig og er ved at gøre mig sindssyg. Alle siger hele tiden at jeg skal tale med nogen om det, men hvem skulle det være? Sasha står endnu engang inde på sit værelse og gør sig klar til ny dag i skolen. En dag med forbedringer! Jeg vil være social og tale med nogle andre. Tænker hun, selvom hun inderst inde godt ved at det ikke kommer til at ske. I få sekunder holder hun troen på sig selv, hvorefter hun kan mærke hele hendes energi blive trukket ud af hende, som om en hånd griber fat i hendes hjerte og prøver at rive hendes håb og vilje ud. Tårerne presser sig på og som altid har hun lyst til at smide sig på sengen i fosterstilling og prøve at ignorere smerten, der borer sig gennem hele kroppen med kurs fra hjertet. En tåre sniger sig ned af hendes kind og hun sukker frustreret, hvorefter hun knytter hånden, i et forsøg på at lade smerten blive fysisk. Det hjalp for et par år siden, men heldigvis har hun lært at ty til en bedre og mere effektiv metode. Desperat griber hun fat i sin telefon og finder den seneste playliste, hun er faldet for. Sangeren formår på en måde at synge hendes tanker ud og hun sidder bare og stirrer ud af vinduet, indtil omkvædet kommer og energien vender tilbage med et brøl. Hun springer op fra sengen og lander på trægulvet med et bump og skriger med på sangen, så hendes hals smerter og stemmen er ved at knække. Så snart omkvædet er overstået, falder hun udmattet om på sengen. Energien er væk, men det er frustrationerne også og Sasha er nu helt rolig og stirrer stille op i loftet. Der bliver hun liggende i en halv time. Ti minutter til at hun skal ud af døren, men hun magter ikke at rejse sig. Ikke fordi hun er doven, men fordi hun allerede kan mærke problemerne, der presser sig på i halsen og giver hende kvalme. Hun kan mærke tårerne ved ensomheden, hun går i møde, så snart hun er ude af døren. Hun kan mærke modløsheden, ved alle de ting hun ikke er forberedt på, men som hun skal tage stilling til i løbet af døren. Hun har ikke råd til mere fravær og hun ved det godt. Det trækker hende bare længere ind i modløsheden og nu rejser hun sig med skælvende ben. Syv minutter til at hun skal ud af døren. I en fart løber hun rundt og hiver først bukser på og roder i vasketøjsbunken, efter en af de trøjer, som hun ved at hun ikke vil føle sig udsat i at tage på. Hun griber hårbørsten fra vindueskarmen og reder den hastigt gennem håret, før hun smider den fra sig på sengen og styrter ud på badeværelset. Hun stirrer hypnotiseret og vildt ind i sine egne øjne gennem spejlet, mens hun børster sine tænder og umærkeligt himler med øjnene af sig selv. Hvorfor går hun altid så sent i gang med at gøre sig klar?

Da Sasha kommer ud af døren og går den kolde vintervind i møde, roder hun febrilsk med sine høretelefoner. Hun har et problem med mange mennesker og endnu en gang er musikken hendes redning. Den hjælper ikke blot mod de mange mennesker, men også mod den kolde ventetid, som hun tilbringer ved det kedelige busstoppested. Der er ikke engang en bænk, som hun kan sidde på, hvilket ellers kunne have været rart, taget hendes skælvende knæ i betragtning. Hun ænser knap nok at bussen stopper foran hende, men går automatisk ind i den med mekaniske skridt. Den usynlige hånd knuger om hjertet igen, da hun opdager at der ikke er nogle ledige sæder. Alligevel forsætter hun ned af gangen og finder til sin lettelse to ledige sæder, hvor hun lader sig dumpe ind på det inderste. Hun er hverken bange for at stå op, eller sidde med andre. Men hun kan ikke overskue at bede andre om at flytte deres tasker, så hun kan sidde på pladsen. Det tør hun bare ikke. God start, Sasha. Tænker hun. Du skal nok klare dig gennem dagen. Siger en del af hende opmuntrende, mens den anden er langt mere skeptisk.

Bussen stopper foran Sashas skole og hun ser mørke pletter for sine øjne, mens åndedrættet svigter og munden tørrer fuldstændig ud. Hun ved at hun kunne skabe relationer, hvis hun åbnede munden overfor andre, men hendes frygt stopper hende gang på gang. I så mange år var hun blevet drillet og gjort til grin. De venner hun havde haft gennem tidens løb, havde været så falske, at når hun tænkte tilbage på dem, kunne hun nærmest se ironien dryppe fra dem. Hun vil ikke stå i den situation igen. Den eneste følelse hun har lige på det område, er frygt. Helt automatisk er Sasha nået over til skolen og ind i sin klasse. Hun kan ikke huske at hun er gået over vejen, men det må hun jo have gjort. Hun prøver at ranke ryggen, før hun går ind i klassen. Det er svært, at virke ligeglad med alt og alle hele tiden, men hun vil ikke være den svage igen. Det eneste hun håber, er at hun i det mindste virker stærk. Inden længe kommer læreren ind i klassen og høretelefonerne bliver modvilligt revet ud. Læreren siger en masse ting, men få ord kører i ring i hovedet på Sasha; Gruppearbejde, Selvvalgte, 3-4 i hver gruppe. Det er så lige præcis det, der ikke må ske. Gruppearbejde, hvor klassen selv skulle lave grupper, fik altid det hele til at ramle omkring Sasha. Hun tager en dyb indånding og gumler i kinderne, i et forsøg på at stoppe kvalmen og tårerne, der truer med at gøre alt værre. Som altid sidder hun alene med opgaven. Det er ikke fordi hun ønsker at være alene. Det vil sikkert heller ikke være et problem at finde en gruppe, men de gamle følelser sidder indeni hende. Hun husker tydeligt hvor til grin hun altid følte sig før, når hun spurgte om hun måtte være med i en gruppe. En masse hånlige grin, irriterede blikke og folk der bare ignorerede hendes forsøg på at være med, danser rundt i hendes hoved og gør det umuligt at tænke klart. Når hun bliver siddende alene, blev hun ikke skuffet og hun bliver ikke til grin. Vigtigst af alt; hun bliver ikke såret.
Da timen er slut, har Sasha brugt al sin energi igen. Hun vil ikke kunne holde facaden en hel time mere. Hun har brug for at komme væk. Få noget luft og tage afstand til ensomheden, der blot føles stærkere, når hun har mange omkring sig. Impulsivt griber hun sin taske og løber ud af døren og ned til bussen, som hun springer ind i. Nu skal hun bare hjem og slappe af.

Men én ting er svær at afgøre. Hvad er værst; Dårlig samvittighed eller ensomhed? Spørgsmålet kører rundt i hovedet på Sasha hver dag, når hun sidder i sin seng og gennemgår dagen. Tårerne får endelig frit løb og hun er både sur og ked af det. Når hun fortæller andre hvordan hun har det, spørger de altid om hun er sikker på at hun har valgt det rigtige sted. Sasha er ikke sikker. Faktisk er hun så langt fra sikker, som hun overhovedet kan være. Hun vil væk. Væk fra det hele og starte på en frisk. Men vil det overhovedet gøre noget bedre, hvis hun kommer et andet sted hen? Hun vil stadig være den stille, utrygge, generte og triste pige. Hun kan få en frisk start udadtil, men minderne vil altid være der og stoppe hende igen og igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...